Mor er et lille ord med en verden af betydning, for hvem er det? Måske den onde stedmor, som er kynisk og kold, eller den hellige moder, aseksuel og tilgivende som en ægte madonna. En ny udstilling på Louisiana, “Mor! Livets begyndelse”, undersøger, hvad den komplekse titel indebærer og har bl.a. fokus på, hvordan moderskabet har ændret sig i det 20. og 21. århundrede. Kurator på Louisiana Marie Laurberg fortæller her om fem historiske nedslag, der forandrede mor-rollen.
Var det forsvarligt at give kvinder stemmeret? Svaret var ikke entydigt op igennem 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, hvor rollen som mor blev brugt som argument både for og imod kvinders rettigheder.
“Argumentet gik meget groft sagt ud på, at hvis kvinder blev for aktive i samfundsdebatten, ville det gå ud over hjemmet og skabe slette familier. En af de mere kuriøse tanker var, at for meget intellektuel virksomhed hos kvinder nedsatte fertiliteten, hvilket ville skade befolkningstallet,” siger Marie Laurberg. Med udstillingen“Mor! – Livets begyndelse” sættes der fokus på mor-rollen i det 20. og 21. århundrede. 140 værkerudgør udstillingen, der er kurateret afMarie Laurberg og Kirsten Degel. Udstillingenkan opleves til den 29. august 2021.
Da grundloven blev ændret i 1915, og kvinder fik stemmeret til Rigsdagen, fulgte en række ligestillingsreformer. I 1922 fik begge forældre (hvis de var gift) samme myndighed over deres fælles børn. Tidligere havde faderen den fulde bestemmelsesret.
“De nye love havde stor betydning for mødres grundlæggende frihedsret. Hvis en kvinde tidligere forlod sit ægteskab, forlod hun de facto sine børn. Prisen var umenneskeligt høj. Loven og reformerne gav et øget råderum for kvinder – både som samfundsborger og som mor.”
Husmoderen er et af de stærkeste billeder på mor-rollen i det 20. århundrede i den vestlige verdens middelklasse. Herhjemme skød husmorforeninger op i hele landet især i 1930’erne og 1940’erne, hvor de mere end 200.000 medlemmer lærte om husholdningens pligter: madlavning, budgetlægning, rengøring. Et af de vigtigste punkter var børnepasning og -pleje, noget kvinden, ifølge overlæge ved Rigshospitalet Aksel Tofte, var bedre til end manden. I sin bog “Seksuel Hygiejne”, skrev overlægen, at “som i legemsbygningen udvikler kvinden sig også mindre i åndelig henseende end manden og er i flere retninger beslægtet med barnet, hvad der er af betydning for hende som moder, idet hun herved bevarer større forståelse for barnet.”
På Louisiana vises et sort-hvidt fotografi af et hypermoderne køkken, der blev udstillet i Moskva i 1959 på “The American National Exhibition”. Udstillingen var ment som en kulturel udveksling, en venlig konkurrence mellem de to stormagter, men udviklede sig til det, der senere blev kendt som “Køkkendebatten”. Da præsident Nixon viste Khruschev rundt i udstillingskøkkenet, opstod en diskussion, der angiveligt handlede om antallet af de mange gadgets og maskiner; fra sovjetisk synspunkt var det amerikansk overflod. Debatten gik de følgende uger hurtigt fra juicepressere til atomvåben.
“Den russiske pendant var en udstilling om rumfartsapparatur, men det var alligevel det amerikanske superkøkken, der vandt konkurrencen hos det brede publikum. Løftet om komfort, velstand og luksus i den private hverdag var overbevisende som argument for den amerikanske samfundsmodel. Det er sigende for periodens dominerende værdisæt, at den frie verdens høje levestandard blev forbundet med helt bestemte forbrugsvaner knyttet til kvinderollen i hjemmet.”
En kvinde kvæler en baby, hun står i et idyllisk, roligt snelandskab, blodet fosser ned over hendes stjernebesatte outfit. Den tyske surrealist Méret Oppenheim var kun 18 år, da hun malede motivet i 1920’erne.
“Hun ville ikke indtræde i datidens traditionelle kvinderolle som mor og hustru, men i stedet hellige sig kunsten. Billedet som kunstværk er et voldsomt eksempel, men mange markante, kvindelige kunstnere har talt om moderskabet som noget, de aktivt har valgt fra.”
For Oppenheims generation af kvinder var valget dog ikke så lige til. Graviditeter var svære at kontrollere, og var uheldet ude, kunne illegale aborter hos mere eller mindre fagkyndige få enorme fysiske og psykiske konsekvenser. Meget ændrede sig med p-pillen i 1966 og den frie abort i 1973. Danske kvinder fik muligheden for selv at bestemme over deres krop og hvor, hvornår og med hvem, de eventuelt ville blive mødre. Moderskabet blev et nemmere til- og fravalg – men ikke et nemt valg. Det er det stadig ikke i dag, hvilket den nulevende, britiske kunstner Tracey Emin bearbejder i udstillingen:
“Hun har fravalgt moderskabet, og i værket “Feeling Pregnant” beskriver hun, hvordan hun hver måned er bange for at være gravid, og de blandede følelser hun gennemgår svingende mellem reel angst og fantasier om et lykkeligt familieliv. Paradoksalt er værket forsynet med et lille kabinet med børnesko, og hos Tracey Emin bliver skoene et billede på noget, hun har valgt fra. De er skoene fra de børn, hun ikke vil have.”
Feminisme er igen på dagsordenen med #metoo og har historisk set bølget op og ned. En af de store tsunamier var rødstrømpernes kvindebevægelse i 1970’erne, der gjorde op med kernefamilien og krævede bedre forhold for arbejdende mødre med f.eks. bedre muligheder for børnepasning. Fædre kunne være omsorgspersoner og ikke kun patriarker eller skaffedyr, og mødre kunne fokusere på karrieren.
“I billedkunsten i 1970’erne sker der noget nyt, nemlig at moderskabet kommer ind i kunsten set fra moderens synsvinkel. Indtil da har moderskabet i kunsthistorien primært bestået af de klassiske og smukke portrætter af moder med barn, en tradition fra Jomfru Maria. Når de kunstnere, der skildrer moderskabet, selv er mødre, kommer der andre historier frem. Kirsten Justesen skabte værket “Omstændigheder”, der er skulpturer støbt efter hendes egen gravide mave. Værket rummer både naturelementer, personlige udklip og politiske referencer. Mary Kelley skabte en hel serie af værker, som kredser om de tanker, hun gjorde sig om opfostringen af sin lille søn. Disse kunstnere er banebrydende, fordi de skabte et større rum, for hvilke eksistentielle emner, der får plads i kunsten.”
I den legendariske dokumentar “Paris is Burning” blev verden inviteret indenfor i New Yorks transmiljø i 1980’erne. Med pufærmer, glimmer og tung makeup fik de ofte udstødte transkønnede et tilhørssted både følelsesmæssigt og fysisk i en slags bofællesskaber, der blev ledet af en mentorfigur kaldet “Mother”.
“Miljøet bestod af homoseksuelle og transkønnede unge, som ofte var blevet forkastet af deres familie og søgte et nyt fællesskab og ankerpunkt i de såkaldte “houses”. Moderen sørgede for bolig, mad og rådgivning og var ikke forbundet af biologi, men et sæt af handlinger. De blev erstatningsmødre og nogle meget tydelige, kulturelle figurer,” siger Marie Laurberg.
Louisiana viser både klip fra filmen og fotografier taget af Peter Hujar, der rettede linsen mod queer-miljøet.
“Peter Hujars fotografier er meget intime og smukke portrætter af personer fra et udsat miljø, drag-miljøet i New York, i en periode, hvor aids-epidemien hærgede. Peter Hujar døde selv af aids i 1987. Vi har disse fortællinger med, fordi de peger i retning af en udvidelse af mor-rollen, som er meget tidstypisk i dag. Et behov, som kan opfyldes af mange forskellige personer. Som én af drag-miljøets mødre siger i “Paris is Burning”, så kommer de unge mennesker til hende for at udfylde et indre tomrum.”
At finde alternative mødre end hende, der bar én i maven, ses bl.a. i tidens forskellige familieformer, hvor mødre kan have et ikkebiologisk moderskab, der juridisk tæller lige så meget som den biologiskes. Siden 2013 har medmødre stået på lige fod med de biologiske mødre både ift. pligter og rettigheder. I 2019 forsøgte en medmor at afskrive sit forældreskab, men Højesteret fastslog, at kvinden ikke kunne løbe fra ansvaret; en gang mor altid mor. Uanset hvordan mor ser ud.
