Rolex, Omega og IWC - gode investeringer til dit håndled
Niklas Bahrenscheer
16. nov. 2015 KL. 10.32
Gem til senere
Fra modemagasinernes glittede sider til trange gader i alverdens storbyer finder man horologisk genbrug. Både billigere schweiziske tikkere fra huse som Certina og Omega og dyre luksusure handles ivrigt på det globale brugtmarked.
Og med lidt held kan et brugt ur stige dramatisk i værdi, hvis det vel at mærke er det rigtige stykke horologi, du har forelsket dig i. Men hvad er det, der gør, at vi er blevet så vilde med ældre ure?
"Alle kan jo gå ud og købe et guldur med diamanter, hvis man har pengene. Men du kan ikke bare lige gå ud og købe et vintage Rolex Daytona eller et Red Sub"
"De gamle, mekaniske ure handler om romantik. Fortiden i går var okay, i dag ved vi intet om, men vi frygter, at i morgen bliver lidt værre," mener Kristian Haagen, en af Danmarks største urentusiaster og forfatter til adskillige bøger om armbåndsure.
"Vi lever i en psykotisk, volatil verden, hvor der tændes små brande overalt. Men dengang, vi var børn, skinnede solen, og du fik pandekager tre gange dagligt. De ting, der er tilknyttet vores barndom er dem, vi i dag investerer i. Ting, der var, og aldrig bliver igen," siger Kristian Haagen.
Et brugt ur handler dog ikke kun om følelser. Det handler også om noget, der er til at tage og føle på: håndværk. Det er tit af en anden type, når du køber et vintageur, end når du får et nyt, folieindpakket ur langet over disken.
Omega Speedmaster Professional Mark II - 1970 Mark II blev lanceret i 1969 med Omegas nye kronografværk kaliber 861. Omega stoppede allerede produktionen i 1972, men relancerede modellen i 2014 med deres nyeste Co-Axial automatikværk.
Det fortæller urmager Jørgen Krognos Petersen, indehaver af butikken Krognos på Frederiksberg, hvor han hovedsageligt sælger schweiziske vintage-ure fra 1940'erne til midt i 1970'erne til priser fra 3000 til 15.000 kr. Han mener, at urene fra den periode kan noget særligt.
"Producenterne var ikke truet på tid og økonomi, og man havde tid til at lave tingene ordentligt dengang. Urene blev lavet in-house, hvor man i dag i høj grad bruger modificerede standardværker," fortæller urmageren, der siden sin læreperiode i 1967 har fungeret som urmager i både Schweiz og Japan.
Som at købe en bil
Der er også en helt anden – hverken romantisk eller håndværksmæssig – grund til, at det giver mening at købe et brugt ur. Den økonomiske.
Halvanden kilometer fra grænsen til Frederiksberg ligger butikken Franz Jaeger & Me. Her sælger indehaveren Per Henriksen brugte ure i den øverste ende af pris- og kvalitetsskalaen, og langt de fleste af urene i butikken koster fra 25.000 kr. og op ad til den halve million. Og selvom det kan lyde som mange penge for et brugt ur, kan ure til de priser godt være lig med et godt tilbud.
"Hvis du køber brugt, kan du spare en masse penge og få et produkt, der er næsten lige så godt, som hvis du køber et nyt ur. Og sandsynligvis holder det også prisen bedre," siger Per Henriksen.
"Medmindre der er tale om et helt særligt limiteret ur, taber du penge på at købe et nyt ur – akkurat som ved at købe en ny bil. Men køber du et brugt ur, køber du det i princippet til markedsprisen og kan regne med at få næsten det samme for det, når du sælger det igen."
Et brugt ur kan desuden være en genvej til at få det ur, man drømmer om. For lægmand lyder 250.000 kr. for et brugt ur fra Patek Philippe som mange penge. Men hvis man ved, at man skal stå på en årelang venteliste blot for at få lov til at købe uret til en nypris på omkring 330.000 kr., virker et brugt eksemplar pludselig som et godt tilbud.
Men gode brugtkøb behøver ikke at koste mange tusind kroner. I sin butik på Frederiksberg har urmager Jørgen Krognos Petersen repareret og solgt vintage-ure i 26 år, og han mener, at de ældre og ofte billigere ure fra 1950'erne, 1960'erne og 1970'erne kan være gode køb.
Køb med øjne og hjerte
Langt de fleste af de vintageure, der forlader butikker som Krognos på Frederiksberg, kommer dog ikke kun med lavere prisskilte end deres mere moderne søskende. De er også mindre i størrelsen end ure fra omkring årtusindeskiftet.
Med en typisk diameter på urskiven på mellem blot 34 og 36 mm er vintage-ure ikke for alle og enhver, men der findes rigeligt med potentielle købere til de små klokker, så pengene skulle nok kunne tjenes hjem igen ved salg.
IWC Portugieser – 2008 Det er præcis 75 år siden, at IWC præsenterede første udgave af Portugieser-modellen. Et nyt Portugieser 3714 koster fra 60.000 kr., mens et brugt fås fra det halve. Værket er IWC’s kaliber 79350, der er baseret på det driftssikre standardværk, Valjoux 7750.
"Hvis vi følger prisudviklingen i forhold til, hvad vi har taget for vintage-urene i de seneste år, og hvad vi tager i dag, er det generelt de schweiziske mærkeure med klare forbindelser til urmageri, hvor man får noget for pengene," siger Jørgen Krognos Petersen.
"Den prisudvikling fortsætter uden tvivl. Når f.eks. schweizerfrancen stiger så voldsomt, som den har gjort, har det også en effekt på det danske marked for brugte ure".
Selvom man kan være heldig at gøre en god handel på brugtmarkedet, er det dog ikke økonomien, der skal være årsagen til, at man vælger at investere i et ældre ur, mener ur-entusiasten Kristian Haagen.
"Man skal huske, at når man køber et ældre ur, er det ikke det samme som at købe et nyt. Det kommer bl.a. ikke med fem års forhandlergaranti, og det er sandsynligvis ikke lige så præcist som et moderne ur. Så derfor skal man ikke bare købe et ældre ur for at spare penge."
Rolex Submariner – 1972 Rolex Submariner er vel nok det mest ikoniske sportsur. Det første Submariner blev lanceret i 1953. De første produktionsår af ref. 1680 fra 1966 var Submariner skrevet med rødt, og derfor er “Red Sub” et eftertragtet ur for Rolex-samlere.
Faktisk vil Kristian Haagen helst ikke tale om ure som investering. At købe godt brugt kan nemlig både være billigt og ekstremt dyrt.
"Det er baseret på enormt meget held. Jeg føler ikke, at den person, der gav en million dollar for et Rolex Daytona for et par år siden, har gjort en god investering. Der er ingen garanti for, at han får så mange penge for uret igen. Men ham, der oprindeligt købte det for 35.000 kr. for 30 år siden, har gjort en god handel. Men det anede han ikke, da han købte det," lyder det fra Kristian Haagen.
Han opfordrer i stedet til at købe ure med øjnene, hjertet – og selvfølgelig tegnebogen.
Én type brugte ur har dog oplevet en prismæssig himmelflugt de seneste år, fortæller urmager Jørgen Krognos Petersen. Nemlig de ure, som man kan knytte en særlig historie til.
"F.eks. Omegas Speedmaster. Der er jo ikke meget, der har fascineret folk, som månelandingerne gjorde i sin tid. Så Speedmaster Pre Moon fra årene lige før månelandingerne med værket kaliber 321 er steget voldsomt. For tre-fire år siden blev de solgt for omkring 15.000-18.000 kr., og i dag ligger de på omkring 30.000 kr.," siger Jørgen Krognos om Omegas populære kronograf, der kan koste helt op i omegnen af 100.000 kr. for et af de tidligste eksemplarer af uret, som blev lanceret i 1957.
Tid er penge
Uanset om man køber et ældre eller nyere brugt ur, kan man altså som udgangspunkt regne med minimum at få sine penge retur ved et eventuelt salg. Så længe man køber det rigtige.
Men skal der for alvor tjenes penge på den næste investering til håndleddet, skal der sandsynligvis flere penge op ad lommen. For når det kommer til investeringskøb, er der særligt et mærke, der trumfer de andre. Rolex.
"Nu sælger jeg meget Rolex og gamle sportsure som Submariner, Sea-Dweller og Daytona, og de er jo eksploderet i værdi, hvis man har købt på det rigtige tidspunkt," siger Per Henriksen, indehaver af Franz Jaeger & Me.
Men hvordan kan f.eks. et ur som et Rolex Submariner fra 1970 med udtjente tritiumsindekse, bleget aluminiumslünette og en vandtæthed på 200 meter koste op mod det dobbelte af et nyt eksemplar fra 2015 med hvidguldsindrammede visere og indekse, keramisk lünette og hele 300 meters vandtæthed?
"Alle kan jo gå ud og købe et guldur med diamanter, hvis man har pengene. Men du kan ikke bare lige gå ud og købe et vintage Rolex Daytona eller et Red Sub (særlig Rolex Submariner-variant med rød skrift på skiven, red.), for det skal der ledes efter. Det er ikke en stangvare," forklarer Per Henriksen, og beretter om en kundes særligt gode køb:
"Jeg købte på et tidspunkt en dobbelt rød Rolex Sea-Dweller ref. 1665 af en mand, som havde købt uret i 1978 for 6800 kr. Han havde brugt uret hver dag lige siden, og da jeg købte det, gav jeg 130.000 kr. for uret. Det er selvfølgelig mange år siden, at han havde købt det, men selv med inflation osv. har han gjort en rigtig god handel."