Øl skal være sjovt og festligt, mener Karina og Rene Ludvig Sørensen, som med deres egne ord aldrig kommer til at brygge “meterøl”. De er inspirerede af Rockabilly-kulturen, og de leger gerne med ingredienserne og åbner lige straks en bar i Viborg.
Ølbrygning har været Rene Ludvig Sørensens verden, siden han for 11 år siden gik fra at brygge øl for sjov hjemme i garagen til at grundlægge Nordenfjords Håndbryg med et par kammerater. Øllet blev dengang fantombrygget på Løkken Bryghus. Karrieren som ølbrygger tog en drejning for seks år siden, da han mødte sin kæreste – og i dag kone – Karina Ludvig.