Riis, Holm, Skibby og Co. laver verdens måske mest eksklusive cykelklub

Det startede med en middag på Mash. Jørgen V. Pedersen og Jesper Worre sad der og havde ikke havde talt sammen i 20 år, men hvorfor de to tid-ligere venner og træningskammerater i sin tid var gået hvert til sit, kunne ingen af dem huske – det var noget med, at en af dem vist havde lagt ud for den anden under VM i Norge i '93 – men som aftenen skred frem, kom de hurtigt på talefod igen.

Samtalerne over bøfferne handlede naturligvis om cykelsport, og alle var enige om, at der skulle gøres noget. Sporten er populær som aldrig før, men paradoksalt nok er den også ved at glemme sine kulturelle rødder.

"Jeg har trænet i 20 graders frost.Var kæden og gearskiftet frosset, pissede man på det, så kunne det igen. Og så lidt på fingrene for at få varmen."

Omkring bordet var man enige om, at især det stigende antal bloggere, spinninginstruktører, motionister og tøjdesignere, der slår sig op som eksperter, er årsagen til den skæve udvikling.

"Vi var – og er – småtrætte af, at de mange 45-årige mænd, der har fået en racer for halvandet år siden, pludselig bestemmer, hvad der er lirens og u-lirens i cykelsporten," som den tidligere cykelprof Per Bausager udtrykker det.

"Folk, der har kørt Sjælsø Rundt to gange, skal ikke fortælle, hvad man kan og ikke kan tillade sig på landevejen," supplerer Brian Holm.

"Hvordan kan de teste, om en cykel er hurtig i svinget, hvis de ikke aner, hvad det vil sige at køre hurtigt i et sving? Måske er det slet ikke cyklen, der er langsom."

Kort efter middagen på Mash stiftede de to foreningen Danske Professionelle Cyclisters Club (DPCC), der, ud over at mødes et par gange om året for at netværke og udveksle røverhistorier, har sat sig for at udbrede kendskabet til cykelsportens kultur, værdier og historie.

"Det handler ikke om at være dogmatisk og sige, at tingene skal være på en bestemt måde," understreger Per Bausager.

"Man kan gøre, hvad man vil. Men vi synes blot, at man bør kende forudsætningerne for sportens udvikling og dens rødder, inden man gør det."

DPCC består i dag ud over Brian Holm (præsident) og Per Bausager (formand) også af bl.a. Bjarne Riis, Rolf Sørensen, Jesper Skibby, Jens Veggerby, Jesper Worre, Thomas Bay, Jørgen V. Pedersen, Jørgen Marcussen, Dan Frost, Michael Marcussen, Kim Andersen, Jakob Piil og Lars Michaelsen.

"Det er ikke en klub for alle, men der er da plads til flere," siger Brian Holm. "Optagelseskravene er ikke så komplicerede: Det er tommelfingeren op eller ned fra medlemmerne."

Senere i år udkommer DPCC's bog "Hvide sokker og sort kaffe: Takt, tone og traditioner på landevejen", men allerede her fortæller en række af foreningens medlemmer, hvordan de selv har håndteret træningen, cyklen, smerten, kosten og farten.

Træningen

Dan Frost:"Kommer du for sent til træning, er de andre kørt. Det er jo ikke ligesom til fodbold, hvor du godt kan sparke til en bold, selvom de andre ikke er dukket op til den aftalte tid. Du ved også altid, hvor de andre træner til fodbold, selvom du kommer for sent. I cykling er de bare væk, og du ved måske heller ikke, hvilken rute de er kørt ad. Det er rimelig vigtigt at komme til tiden."

Jesper Skibby:"For mig har det aldrig været så indviklet at træne. Når jeg trænede med holdet, fulgte jeg programmet, men når jeg var hjemme, trænede jeg med dem, der nu havde tid – Johnny Weltz eller Brian Holm, eller hvem det måtte være. Så byttede jeg rundt på dagene i mit træningsskema. Det var ikke så struktureret fra min side. Sagde Brian: "Vi kører kysten rundt i otte timer", gjorde vi det."

"Jeg kører ikke så ofte med motionister i dag. Det gider jeg ikke. De tror, de kører Flandern Rundt. Flandern Rundt foregår nede i Belgien, sidste gang jeg kiggede"."

Jesper Worre:"Jeg har engang haft en træningsmakker, der altid ville følge mig hjem efter træning. Derefter havde han selv 20 kilometer hjem. Det irriterede mig helt vildt. "Drej dog fra, så vi har lige langt hjem". Jeg vil ikke træne med en, der mener, at han hver dag skal træne 20 kilometer mere end mig."

Bjarne Riis:"Fignon (fransk cykellegende, red.) og jeg havde god kemi. Når vi var ude at træne, snakkede vi aldrig sammen. Vi var samme type."

Thomas Bay:"Efter min mening er der alt for få, der træner alene. De fleste, jeg ser pålandevejen, træner i store grupper, hvor du på halvanden hundrede kilometer kun får halvanden føring. Du bruger med andre ord en halv dag uden at få særlig meget træning ud af det. Det er jo ikke noget problem at sidde på hjul i et træningstempo, og det er jo fint nok en gang imellem. Men man får mere ud af det, hvis man træner få sammen eller alene."

Brian Holm:"Du rammer altid et punkt, hvor du er så træt, at du ikke kan tælle til ti. Så aner du ikke, hvor mange intervaller, du har kørt. Er det seks, syv eller otte? Jeg havde altid ti småsten i lommen. Når der ikke var flere tilbage, måtte jeg køre hjem."

Jens Veggerby:"Jeg har aldrig været den, der trænede mest. Min teori var nærmere: Træn hårdt og kort. Det var ren og skær dovenskab, gætter jeg på. Jeg var i lære som maler, og jeg kan huske, at hvis jeg et par dage ikke havde fået trænet, fordi jeg var helt færdig, når jeg kom hjem fra arbejde, så kunne min far finde på at sige, "Nå, jeg så lige alle drengene, der var ude at køre. Jeg vinkede til dem. Det er også godt vejr at køre i." Mere skulle han ikke sige, så var jeg tilbage på sporet."

Cyklen

Bjarne Riis:"Der er ingen cykelryttere, der ikke er forfængelige og ikke vil sidde godt på en cykel. Men det tæller jo ikke, hvordan du ser ud. Du skal være effektiv. Ellers ville Froome jo ikke have en chance."

Jens Veggerby:"Vi blev kaldt for lirekarle og alt muligt andet, da vi fik solbriller på 7-Eleven-holdet (amerikansk hold, red.). Enkelte af de europæiske ryttere pegede fingre af os. I dag er der jo nærmest ingen, der kører uden solbriller. De beskytter jo også øjnene for skidt fra vejen og fluer og alt muligt andet. Så ud over at de ser smarte ud, er de faktisk praktiske, og det fandt rytterne jo hurtigt ud af."

Brian Holm:"Jeg kan ikke holde ud at træne med folk, der har beskidte cykler. Det nytter ikke noget, at de står med sorte fingre, fordi kæden ikke er ren, og de har glemt pumpen. Alt det praktiske skal være i orden."

"Folk kan komme i det dyreste Rapha-tøj og på den dyreste Pinarello, men det ser du jo ikke, hvis de sidder som en sæk kartofler på cyklen"

Jakob Piil:"Jeg havde nogle slidte klamper på skoene, som jeg vidste, skulle skiftes. Men det tager altid et par dage at vænne sig til nye klamper, og det var jo Tour de France, så jeg håbede, de holdt hele vejen. Det gjorde de så ikke. Jeg trådte ud af pedalen, da der manglede 150 meter af finalen (på 18. etape i 2002, red.). Så man kan vel sige, at det både var mig og udstyret, der var noget i vejen med. Det kunne måske være blevet til en etapesejr."

Bjarne Riis:"Jeg tror, vi havde en anden kærlighed til cyklerne, end mange ryttere har i dag. Påetapeløb tog vi et bad og fik massage, og så gik vi ned og så til vores cykel. Jeg sagde altid til min mekaniker: "Du sætter min forskifter på, så kalder du på mig, og så indstiller jeg den, som jeg vil have den." Derefter fik han besked på ikke at røre den mere."

Per Bausager:"Hvis jeg kommer ud at køre med en, der har ventilhætter på, så vil jeg bede ham skrue dem af og smide dem væk – eller køre hjem."

Jørgen V. Pedersen:"Dengang jeg kørte, var der jo ikke noget, der hed bikefit. Jeg havde mine egne mål med fra min amatørtid, da jeg blev professionel. Med saddelhøjde, afstand fra spidsen af sadlen til frempinden og så videre. De mål afleverede jeg bare til holdet, og så fik jeg en cykel, der var indstillet til mig. Det var de samme mål i hele min professionelle karriere, for jeg var jo holdt op med at vokse."

Jesper Skibby:"Jeg var med i Tour'en, da LeMond dukker op med sit tri-styr til den afgørende enkeltstart på Champs-Élysées. Jeg tænkte: "Hvad er det? Er han træt i armene eller hvad?" Det var han så ikke, han var bare to skridt foran alle andre."

Smerten

Per Bausager:"Da jeg kørte Spanien Rundt i '81, var det i april, det var snevejr og koldt, og jeg led, men jeg sagde til mig selv: "Jeg står ikke af i dag. Jeg kører etapen færdig, og så tager jeg hjem i morgen". Men når man så er tøet op og har fået noget at spise og ligger i sengen og kigger på næste dags profiler, så glæder man sig allerede – forvisset om, at man i morgen har gode ben."

Thomas Bay:"Når der virkelig skulle køres stærkt – i en enkeltstart eller et holdløb – havde jeg det sådan: "Okay, det svarer til et se et afsnit af "Matador". Jeg omsatte det til en tidsperiode, jeg kendte. "Ja, ja kammerat, det her gør nas, men det gør det kun i 40 minutter. Og belønningen er større, end hvis du ser et afsnit af "Matador"."

Jørgen V. Pedersen:"Jeg tænkte, at hvis det gør ondt på mig, så gør det fandeme også ondt på de andre."

Brian Holm:"Du kan være så udmattet, at du bare tænker: "Jeg kører ind i en Mazda 323 og brækker kravebenet. Så slipper jeg for smerten". Det hele sejler rundt i hovedet på dig, og du venter bare på at besvime. Og der findes faktisk ryttere, der med vilje er kørt ind i en parkeret bil, Remig Stumpf f.eks."

Jens Veggerby:"Når folk i dag spørger, hvorfor så mange danskere klarede den, så jeg er ikke tvivl: Vi havde fået en god cykelopdragelse. Vi var blevet hårdføre og seje, og havde lært at man ikke bare giver op, fordi man oplever lidt modvind."


Bjarne Riis:"Jeg har trænet i 20 graders frost. Så må man bare tage lidt tøj på. Var kæden og gearskiftet frosset, pissede man på det, så kunne det igen. Og så lidt på fingrene for at få varmen."

Kosten

Jørgen V. Pedersen:"Min datter dyrker triatlon, og en dag sagde hun til mig: "Jeg går lige nedog køber et kilo proteinpulver. Hvilket mærke skal jeg købe?" "Det skal du da ikke spørge mig om. Jeg har aldrig nogen sinde spist proteinpulver. Jeg spiser bare lidt pasta, det har jeg kørt Tour de France på fire år i træk, så det tror jeg, er godt nok"."

Jesper Worre:"Jeg havde altid min egen mysli med, de mange år jeg kørte i Italien. De spiste pasta til morgenmad, og det er altså svært for et normalt menneske at spise pasta med olivenolie og tomatsovs om morgenen. De spiste også et hav af sådan noget pap-toastbrød med et bjerg af syltetøj på for at få kulhydrater. Så jeg rejste rundt med mysli nok til hele Italien Rundt. I dag har alle cykelhold flere forskellige typer mysli på deres morgenbord."

Thomas Bay:"Jeg bed mærke i, at flere af mine ældre holdkammerater på Motorola, Phil Anderson bl.a., skar lidt ned på det der pastacirkus. Til gengæld kunne han æde to hele kyllinger til aftensmad. Han var begyndt at spise mere protein til aftensmad, som man også gør nu om dage på cykelholdene."

Dan Frost:"Vi startede ved ni-tiden, og så kørte vi en god lang tur, og halvvejs stoppede vi ved bageren i Osted – de havde nogle gode wienerbrød. Det var jo både en form for belønning, som vi glædede os til, fordi vi var halvvejs, og en måde at få fyldt sukker-depoterne."

Brian Holm:"Som udgangspunkt må man sige: "Du kan ikke æde dig i form"."

Farten

Jesper Worre:"Du lærer at køre nedad ved at prøve det. Det er ligesom at stå på ski, det skalvære en fornøjelse, du skal nyde at køre nedad og være afslappet i kroppen. Og så er der alt det tekniske: Læg vægten frem på forhjulet, når du tager et sving i rask tempo, brems ned inden svinget, brug begge bremser og slip dem i svinget, og hvis du alligevel har for meget fart på, så prøv at rette cyklen op i stedet for at bremse. Se på de professionelle: De bremser ikke hårdt op, når de ligger i svinget, de prøver at rette cyklen op og køre lige ud – og derefter bremser de hårdt ned. Men allervigtigst er det, at man som motionist på træningstur ikke skal over i den modsatte bane. Så derfor: Kør stille og roligt ned, nyd det i stedet for at race ned."

"Du kan være så udmattet, at du bare tænker: "Jeg kører ind i en Mazda 323 og brækker kravebenet. Så slipper jeg for smerten"

Thomas Bay:"Folk kan komme i det dyreste Rapha-tøj og på den dyreste Pinarello, men det ser du jo ikke, hvis de sidder som en sæk kartofler på cyklen. Du ser ikke den fine Pinarello – du ser en sæk kartofler."

Brian Holm:"Man hører så tit, at man ikke må køre i holdtøj, medmindre man kører for holdet, men den vil jeg godt skyde ned. Hvis Saxo-Bank er Danmarks største hold, som de jo var, hvorfor så ikke supporte dem? Fodboldspillere render jo også rundt i Milans trøjer uden at spille på holdet."

Jakob Piil:"Jeg har hørt om fem motionister, der tog til Jylland og fik lavet et bikefit på fem timer. Det er en time per mand! De må være dygtige, eller også så sjusker de. Én ting er alle testene, men derudover er der jo også dialogen. Det kan jo godt være, at computeren siger noget, men at du føler noget andet, og så må man finde løsningen ved dialog. Det tager tid."

Jesper Skibby:"Jeg kører ikke så ofte med motionister i dag. Det gider jeg ikke. De tror, de kører Flandern Rundt. "I behøver ikke at vise, hvad I kan. Flandern Rundt foregår nede i Belgien, sidste gang jeg kiggede"."

Dan Frost:"Det sjoveste for motionisterne er sikkert at køre om kap med mig. Og indimellem lader jeg mig da tirre. Der er jo en lille drengerøv i os alle sammen, og et kort øjeblik kan jeg så lade som om, jeg igen er på toppen. Men der er kommet lidt flere kilo på siden da. Så det sker, jeg ender med selv at ligne en motionist."

"Hvide sokker og sort kaffe: Takt, tone og traditioner på landevejen" udkommer til maj på Politikens Forlag. Bogen er skrevet af journalist Tonny Vorm, der også står bag denne artikel.