Ægte sjovt. Sådan beskriver Sidsel Alling og Kasper Schou-Jensen deres forhold til jagten på de ypperste genbrugsfund, som også er blevet en katalysator i indretningen af deres fælles hjem.
Siden parret flyttede ind i 2018, er der gået sport i at finde designdelikatesser i brugte udgaver, og resultatet viser sig, så snart man træder indenfor i den 100 kvm store funkislejlighed, hvor enkelte nye ting blander sig med alverdens gamle.
Det er en indstilling, der giver parret mulighed for at købe ting, som ikke ellers ville få plads i deres budget, og den er bæredygtig. Derudover er det ikke mindst gået op for de to forældre til et lille barn, at det faktisk er en lettelse at bo med ting, som allerede har en ridse eller lidt patina.
Rammerne om lejligheden er Det Grønne Funkishus på Frederiksberg. Tegnet af arkitekt Hans Dahlerup Bertelsen og opført i 1932 – som et af de første funkisbyggerier på dansk jord.
“Jeg har cyklet forbi bygningen mange gange og altid lagt mærke til den, fordi jeg synes, den er så flot. Og så er jeg selv vokset op i et funkishjem,” fortæller Sidsel Alling, der er selvstændig kreativ konsulent.
HvemSidsel Alling, selvstændig kreativ konsulent, og Kasper Schou-Jensen, creative technologist på et digitalt bureau. Sammen har de datteren Helle på halvandet år.
HvadEjerlejlighed på 100 kvm.
HvorDet Grønne Funkishus på Frederiksberg.
“Umiddelbart var drømmen en herskabslejlighed på Frederiksberg, men da lejligheden her kom til salg, føltes det bare helt rigtigt. Også fordi vores indretning i virkeligheden passer meget bedre til de her rammer end til en herskabslejlighed,” fortsætter hun og nævner 1930’erne, 1960’erne og især Alvar Aalto som naturlige tiltrækningspunkter, når de finder nye (gamle) indslag til boligen med de rene linjer og flader.
“Vi prøver så vidt muligt at styre uden om bestemte trends og de ting, der lige er populære på Instagram, og i stedet tænke på om det passer ind i vores hjem og til os,” forklarer Sidsel Alling og bemærker, at det godt kan betyde en lidt længere researchfase end den, de fleste nok kender til. For hvor andre måske runder dba.dk i et øjeblik af nysgerrighed og det lokale loppemarked på en tilfældig søndagstur, spenderer navnlig hun gerne utallige timer på at opspore lige nøjagtig dén reol, de hynder eller de knager, som kan noget ganske særligt. Og som ofte er “skøre” eller har en anerkendt designer bag.
“De gode designting holder i lang tid, også selvom de skulle have lidt patina med sig, og så er vi meget optagede af at sælge ud af vores ting, hvis vi gerne vil rokere rundt og skabe plads til nyt. På den måde behøver det ikke at koste noget særligt at få nye, gode ting, når vi både køber og sælger brugt. Som en slags byttehandel,” lyder det fra Kasper Schou-Jensen. De to er ikke gemmetyperne, og kun meget få ting bliver puttet i kælderen og gemt til bedre tider, bedyrer han.
Indretningen foregår i et tæt samarbejde, fortæller parret. Med Sidsel Alling som den, der oftest opstøver de gode sager, og Kasper Schou-Jensen ved roret i forhold til farver og sammensætningen af dem.
“Alt det, vi har, må gerne være noget i sig selv, og generelt tænker vi meget over farver og tager stilling til dem på hvert enkelt møbel og hver enkel ting,” siger Kasper Schou-Jensen, der arbejder som creative technologist på et digitalt bureau og som med sin uddannelse i grafisk og interaktivt design har et trænet blik for formgivning og, ja, farver.
Han nævner et stort hvidt skab i soveværelset, der inden længe får facade af en stribe låger med fuld fart på kulørerne, som et eksempel på parrets iver efter at give tingene karakter.
“Kaspers forståelse af farver er guld værd, når vi skal vælge dem til vores hjem, for jeg kan godt se, hvilke farver jeg kan lide, men han kan se, hvad der fungerer,” supplerer Sidsel Alling.
Hun forklarer, hvordan de tænkte meget over, om de skulle male væggene i forskellige farver, da de flyttede ind, men blev enige om, at det fungerede godt med det hvide – fordi de havde nogle farverig ting med sig, og fordi de hvide vægge i virkeligheden inspirerer dem til at arbejde med endnu flere farver i deres indretning.
“Det har været vigtigt for os at lade tiden gå og mærke efter, i forhold til hvad der fungerer. Både omkring møbler og farver. Vi havde ikke nok ting til at fylde lejligheden ud, da vi flyttede ind, og vi kunne nemt have købt tingene for hurtigt. Eller malet væggene i alle mulige farver. Hvilket vi heldigvis ikke gjorde. Det er også derfor, det har taget os tre år at nå hertil, hvor vi er i dag,” konstaterer hun, og Kasper Schou-Jensen tilføjer:
“Indretning er på mange måder en meget intuitiv proces for os. Og så kan de hvide vægge jo hurtigt få en anden farve, hvis det er.”
