ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

"Restaurant Fodkold" har nu fået sit eget tempel

Efter at København efterhånden er blevet velforsynet med ambitiøse burgerspisesteder, er turen nu kommet til hotdoggen.

Pleasure har arbejdet aktivt på sagen siden 2009, hvor vi arrangerede den første gourmethotdogkonkurrence, og undertegnede har i den forbindelse smagt hundredvis af præmiedogs.


"Det er ikke et sted, jeg vil anbefale at spise til aften, men helt klart et godt sted at tage hen og snuppe en cocktail og et par varme hvalpe"


Dels fra topkokke, dels fra traditionelle pølsemænd i topklassen, bl.a. Johns Hotdog Deli i København og Trianglens Pølsevogn i Silkeborg. Sidstnævnte hører til de få pølsevogne, som har taget kvalitetsbegrebet alvorligt. Men de har holdt sig på gadeplan, så først nu har vi fået en egentlig hotdogrestaurant.

Den ser godt ud, allerede fra den modsatte side af Vesterbrogade, hvor "Foderbrættet" er bøjet i hvidt neon, som kaster et koldt skær ud over den nymalede, grålige facade.

Indenfor er det første jeg registrerer netop malinglugten, for der er ikke blevet luftet ordentligt ud efter ombygningen.

Ud af mørket – som letter, efter at mine øjne gradvist vænner sig til dunkelheden - dukker lange skæg og kække hatte, elementer af en forbilledlig gennemført hipsterscenografi.

Kække toppings

Indretningen ligner dog mere en westernsaloon end en pølsevogn, og fyren, der betjener os, ligner mere en amerikansk vagabond end en pølsemand.

4_17784_picture_1800_3.jpg
Børsens anmelder savnede knæk i pølsen, men var ret glad for pølsebrødet, der var brioche-agtigt.

Han er dog ekstremt velsoigneret, lige så sympatisk, som hans skæg er langt, og i øvrigt den mest årvågne af samtlige stabsmedlemmer, der synes at befinde sig i et parallelt univers.

Takket være mobiltelefonens indbyggede lygte har jeg studeret menukortet og konstateret, at der kun er fire hotdogs på menuen.

Til gengæld er der hele syv lokkende cocktails, syv øl og fem champagner, præsenteret med beskrivelser, der kappes med betjeningens toppings om at være kækkest.

For eksempel forlyder det, at "Launois Les Palis" er klassens populære pige, der kan med alle. "Renaudin Grand Cru" er "Den ukronede dronning, der med sine spændende dybe toner vil forføre dig og gøre dig varm indeni."

1_17781_picture_7143_3.jpg
Der er en fin hipsterstemning på Foderbrættet på Vesterbro.

Det lød godt, men duft- og smagsoplevelsen hæmmedes af, at den lunkne champagne blev serveret i gammeldags "coupe"-glas af den kopformede slags, som ikke fremhæver udtrykkene.

Vi lagde ud med to hotdogs (55 kr. stykket er enhedsprisen), og ventede i 24 minutter, på trods af at der kun var ganske få gæster i restauranten.

Fra hund til hvalp

Så kom de små hunde, som jeg fristes til at kalde hvalpe, for efter fire bidder var de væk. En var med tempurastegt torsk, et element, som var vellykket, hvad angik torskekødets faste struktur.

Men tempuradejen var lige så blød som brødet, mht. sidstnævnte er det en ros. Det var nemlig et meget vellykket, let briochelignende brød.

Man vælger selv, hvad der skal på doggen, til torsken anbefales en topping med koriandercreme, salat, løg og wakame-tang. Det var en god kombination af smagsnuancer og teksturer, som gav mig lyst til at bestille endnu en.

Men først skulle vi igennem en grisepølse lavet med røget spæk. Jeg kan godt lide, når der er lidt spændstighed i pølseskindet, sådan at tænderne møder modstand, før pølsen sprænger med et lille smæld. Det var ikke tilfældet her og er da heller ikke noget kardinalpunkt, for vigtigere er det, at pølsen smager godt, og det gjorde den.

3_17783_picture_6218_3.jpg
Man kan få champagne til sin hotdog på Foderbrættet.

Man kan bestille fem slags tilbehør, men to af dem var udsolgt. Salaten med haricots verts var god, her var der tale om friske bønner og spændstig salat. Til gengæld var pommes fritene bløde.

De følgende varme hvalpe var med henholdsvis merguez og oksepølse.

Manglende knæk

En merguez bør bide lidt fra sig, men vor hvalp nøjedes med en smagsmæssig halelogren, på trods af at den var deklareret som indeholdende harissa, altså en sauce med stærk peber og hvidløg. Oksepølsen var ligeledes til den afdæmpede side uden videre præg af det deklarerede hvidløg.

Vi spurgte til desserter og fik at vide, at man endnu ikke havde udviklet nogen. Med dette udtryk som afsæt vil jeg konstatere, at der er rigtig god plads til udvikling af Foderbrættet.

For flot er det hele formgivet, men der er i høj grad tale om form over indhold.

Det er ikke et sted, jeg vil anbefale at spise til aften, men helt klart et godt sted at tage hen og snuppe en cocktail og et par varme hvalpe, før man går ud at spise.

Selv gik jeg ind til naboen, restaurant Nam Nam og stillede sulten. Dog ikke med en portion hund, for det serverer den ellers autentiske panasiatiske restaurant trods alt ikke.



Andre læser dette lige nu