Renault fortsætter stimen med endnu en charmerende og vellykket elbil
Renault 4 E-Tech tilbyder stort set alt det, man vil have i en lille familiebil – tilsat en passende mængde fransk charme. Prisen og pakken sidder lige i skabet
08. okt. 2025 KL. 16.30
Gem til senere
Er du barn af 1960’erne, vil du kende både navnet og silhuetten på denne bil. Den nye elektriske Renault 4 E-Tech drager nemlig inspiration fra den oprindelige Renault 4, der blev solgt i millionvis i forrige århundrede og blandt andet agerede postbil i Danmark i en længere årrække.
