ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Raketten fra McLaren er så voldsom, at det næsten er for meget af det gode

McLaren 765LT byder på en unik køreoplevelse, som stiller så store krav til føreren, at du ikke altid vil orke den

LT-betegnelsen står for Longtail, som er forbeholdt de mest hårdkogte McLaren-biler. Børsen var inviteret af McLaren. Fotos: Chris Brown
LT-betegnelsen står for Longtail, som er forbeholdt de mest hårdkogte McLaren-biler. Børsen var inviteret af McLaren. Fotos: Chris Brown

Britiske McLarens saga om Longtail-bilerne startede med F1 GTR-modellen i 1990’erne. “Longtail” står for en version af en bil udviklet til særligt høje hastigheder, og i dag dækker “LT” over en aktiv hækvinge samt mere power, lavere vægt og mere banefokuseret mekanik.

Helt i tråd med andre McLaren-modeller yder 765LT’s motor sit modelnavn i hestekræfter 765 hk, og 800 Nm leveres fra en fireliters V8-centermotor med biturbo, der betjenes gennem en syvtrins dobbeltkoblingsgearkasse.

Effekthoppet fra 720 hk i donormotoren fra 720S til 765 hk i det færdige resultat kommer qua smedede aluminiumsstempler og plejlstænger samt en ny toppakning, som alt sammen hentes på hylderne hos storebror McLaren Senna.

En ny udstødning bidrager samtidig til vægtbesparelsen, der, når alt gøres op, lander på 80 kg. De bøjede rør med fire udgange er i titanium, hvilket sparer 40 pct. sammenlignet med en tilsvarende konstruktion i stål. På vægtskålen udgør de 40 pct. en besparelse på 3,8 kg.

Kulfibersæder fra Senna og særlige letvægtsfælge samt flere karosseridele i kulfiber trækker bilen ned i en imponerende lav køreklar vægt på 1414 kg.

Eksotiske materialer

Briterne har i flere år sværget til en konstruktion, hvor centermotorsportsvognene bygges op omkring en monocoque, som er udbredt i flyindustrien og motorsports højeste tinder. Monocoquen er en selvbærende celle – eller skal, om man vil – der har sin styrke i sin ydre konstruktion, hvorpå bilens forskellige komponenter er monteret. McLaren er begyndt at producere deres monocoquer i kulfiber in-house, og til næste år lanceres en ny konstruktion, som fremtidige modeller skal bygges over.

McLaren 765LT præsenteres på hjemmebane – engelske Silverstone. Bilen med centermotor føles bygget til den krævende asfaltprøve, der byder på hurtige tredjegearssving, chikaner og en langside, hvor V8-biturbomotoren kan råbe sit budskab til himlen.

McLaren_765LT-TheDrive-045.JPG
De skålformede stole er hentet fra trackdaybilen McLaren Senna, hvilket sparer 18 kg. Der skal i alt produceres 765 eksemplarer af bilen.

På grund af en fugtig overflade på asfalten har dækkene svært ved at finde greb, når speederen er plan med vognbunden – faktisk helt op gennem accelerationen til fjerde gear spinner bagdækkene.

Egentlig komfort kan der ikke tales om i kabinen. Alt mekanik støjer i en grad, der gør det umuligt at tænke på andet end bremsepunkter, dækgreb og gearskift.

Smalle marginer

Og sådan skal det også være i et præcisionsværktøj som McLaren 765LT er; marginerne er smalle, og kommunikationen mellem bil og fører går i en direkte linje uden om diverse forstyrrende indblandinger.

McLaren_765LT-TheDrive-092.JPG
Alle ydre karosseripaneler er udført i kulfiber. Et sæt nye kulfiberfælge med titanium hjulbolte sparer yderligere 22 kg., og undervognen er 11 pct. stivere.

McLaren 765LT er kontant og brutal. Den tager dig ikke i hånden og viser vejen. Den forventer at blive mødt med beslutsomhed og håndfasthed. 765LT er meget belønnende at køre, men den kræver også en stor indsats, hvilket efterlader én drænet for mental og fysisk energi efter længere tids eksponering og samvær.

Den britiske centermotorsportsvogn kræver, at man er veloplagt – og den udfolder sig uden tvivl bedst på en lukket racerbane. Men under de rette omstændigheder og i de rette hænder er den fortryllende.


Andre læser dette lige nu