ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Portræt: Mød manden der har fået sparket af Brøndby

Nu er Søren Vadmand fyret. Børsen Pleasure mødte ham til en længere snak før hans tiltrædelse som Brøndby-direktør i september 2015. Læs med her:

Det var endnu et af den slags møder. Søren Vadmand var kaldt til samtale med et par headhuntere, men denne gang vidste han ikke, hvad der var på spil. Han trådte ind i lokalet og blev bedt om at underskrive en fortrolighedserklæring. Intet af det, der blev sagt på mødet, måtte slippe ud.

Kort efter lå der et jobtilbud på bordet foran ham.

”Da de sagde Brøndby IF, tænkte jeg bare ”yes.” Det var en nem beslutning,” husker Søren Vadmand, der 1. september blev præsenteret som ny adm. direktør i fodboldklubben Brøndby IF.

Dermed er det ottende gang på blot otte år, at den kriseramte vestegnsklub skifter direktør. Men er det noget, der gør Søren Vadmand nervøs?

”Ikke det mindste.”

Han ligner heller ikke en, der er trængt op i et hjørne, som han sidder i det store, åbne køkken hjemme i villaen i Dragør. Det er søndag middag, og det er kampdag. Brøndby møder hjemme gæsterne fra F.C. Midtjylland, og det er Søren Vadmands første kamp som ny direktør i klubben.


"Jeg kan godt blive utålmodig. Meget endda. Jeg har temperament, og det kommer til udtryk, hvis jeg ikke når de mål, jeg har sat mig"


Han har sagt god for, at Børsen må følge ham dagen igennem, så lige nu retter han på sin hvide slimfit skjorte, lader de to øverste knapper stå åbne og ifører sig en mørkeblå jakke, før han sætter sig ud i den sorte BMW med kurs mod Brøndby Stadion.

”Jeg er ikke typen, der bliver nervøs,” siger han ved nedkørslen til motorvejen.

”Men jeg kan godt blive utålmodig. Meget endda. Jeg har temperament, og det kommer til udtryk, hvis jeg ikke når de mål, jeg har sat mig.”

10_28114_picture_5015_3.jpg
Der er langt fra Søren Vadmands tidligere arbejdsplads, Illum i det centrale København, til Vestegnens inkarnerede fans nede på Sydsiden af Brøndby Stadion.

I Brøndby er målet ganske simpelt: Overskud på budgettet og et dansk mesterskab senest i sæsonen 2017-18.

”Det er egentlig ret enkelt, for det står sort på hvidt i vores handlingsplan ”Vision 2017,” konstaterer Søren Vadmand.

Stadig ingen slinger her. Han virker selvsikker, robust og ikke mindst stærk. Han er veltrænet og har flere triatlon bag sig. Senest var det ”en halv Ironman i august. Og en kvart i juni. Min sport betyder meget for mig. Det er dén måde, jeg får energi på,” siger han.

Fodbold har der også været masser af, og Søren Vadmand har selv spillet i Dragør Boldklub, hvor han også har siddet i bestyrelsen.

”Men jeg er Brøndby i hjertet,” siger han.

Og det er vel egentlig det, folk vil høre. At her kommer der en mand med hjertet på rette sted. Et blå-gult hjerte, der banker for Brøndby. Men under jobsamtalen med headhunterne blev han ikke engang spurgt, om han var Brøndby-fan.

”Det var jo ikke relevant. De ledte ikke efter en sportspersonlighed, men en kommercielt stærk person, og det er jeg. Kald mig købmanden i det her selskab.”


”Brøndby er klubben, hvor der både er plads til murermester Jensen og den lokale glarmester. Men samtidig skal vi have de store kunder i hus som Carlsberg, Danske Bank og Hummel. Det er en balancegang”


Søren Vadmand kommer fra detailbranchen og har efter en karriere i grossistvirksomhederne Metro Cash & Carry samt Dagrofa tilbragt fem år i spidsen for varehuset Illum i det centrale København – langt fra hovedstadens vestegn.

Det er da også et af de allerførste spørgsmål, der falder, da Søren Vadmand træder ind i Vilfort Lounge på Brøndby Stadion en halv time senere. Her skal han præsenteres for nogle af klubbens mest loyale sponsorer – eller rettere ”partnere,” som Søren Vadmand kalder dem.

En konferencier vil gerne vide, hvad han bringer ”med sig inde fra Indre By ud til Vestegnen?”

”Jeg kommer med en masse erfaring med retail, og så er både Illum og Brøndby unikke brands,” indleder han snakken, men nyhedens interesse er til at overskue i loungen, hvor gæsterne virker mere interesseret i at hente fadøl, rødvin og lidt mere mad fra buffetten.

4_28108_picture_346_3.jpg
I Laudrup Lounge bliver Søren Vadmand præsenteret af værten Nikolaj Koppel foran nogle af klubbens største sponsorer.

Måske har de bare set for mange direktører komme og gå, så det er blevet hverdag. Endnu en chef. Endnu en kamp. Blandt gæsterne i loungen er primært sponsorer fra egnens små og mellemstore virksomheder, og de er ifølge Søren Vadmand lige så vigtige som klubbens allerstørste sponsorer. Der skal være plads til både store og små. Høj som lav.

”Brøndby er klubben, hvor der både er plads til murermester Jensen og den lokale glarmester. Men samtidig skal vi have de store kunder i hus som Carlsberg, Danske Bank og Hummel. Det er en balancegang,” erkender Søren Vadmand, der i samme nu bliver prikket på skulderen af et par af de frivillige tjenere i salen. De vil gerne give den nye direktør hånden.

”Velkommen til. Det bliver jo spændende,” lyder det flere gange.


"Der er saftsuseme potentiale i Brøndby. Vi skal have brandværdien op, så Brøndby bliver mere værd"


En anden vil have taget et billede af sig selv sammen med Søren Vadmand, så der bliver slået en arm rundt om skulderen, og så smiler de begge det bedste, de har lært.

”Billedet ligger sikkert ude på de sociale medier om fem minutter,” siger Søren Vadmand, da han efter præsentationen går ind på sit kontor i administrationsbygningen. Eller rettere ind i det mødelokale, der fungerer som Brøndbychefens kontor.

”Det tidligere direktørkontor blev i sin tid lavet om til mødelokale. Det havde nok en dårlig track record. Men det rører mig ikke. Jeg gik bare ind på kontoret, og så var jeg i gang. Nu er det mit,” siger Søren Vadmand, der foretrækker at stå op, når han arbejder.

”Det er nok igen noget med min utålmodighed. Jeg gider ikke sidde ned. Jeg husker engang, hvor jeg i forbindelse med min triatlontræning skulle lære at meditere. Og for sådan en som mig, der aldrig har prøvet bare at lukke øjnene og trække vejret, var det ret vildt. Det gav mig ro, men jeg foretrækker altså at læse en kriminalroman. Jeg når et kapitel, og så falder jeg i søvn i min seng.”

6_28110_picture_6018_3.jpg
Brøndbys Johan Elmander (tv) hilser kort på Søren Vadmand (i midten), kort før klubbens nye direktør skal interviewes af tv-værten Joachim Boldsen (th.) fra Viasat Sport.


Måske skyldes det tempoet, han lever i til daglig. Han kalder fænomenet for ”ild i røven,” og selv på turen rundt om stadion foregår det i rask trav. Ingen tid at spille.

Vi er på vej over til endnu en præsentation, men denne gang i Laudrup Lounge, hvor klubbens storsponsorer, erhvervskunder og bestyrelsesmedlemmer holder til. Her sørger et live jazzorkester for stemning, mens tv-værten Nikolaj Koppel er vært. Det er ham, der spørger ind til Søren Vadmands ambitioner på klubbens vegne, og denne gang bliver der stille i loungen. Der bliver lyttet til hvert ord fra Søren Vadmand. Her er han på hjemmebane.

”Både Illum og Brøndby er to unikke brands, men der er saftsuseme potentiale i Brøndby. Vi skal have brandværdien op, så Brøndby bliver mere værd. Kunden skal i centrum, og kunden... det er jer.”

Klapsalverne bryder ud. Søren Vadmand har ramt plet, men han taler til de indviede. Rundt om bordene sidder klubbens aktionærer, bestyrelsesmedlemmer og selv den tidligere direktør, Mr. Brøndby himself, Per Bjerregaard, der forlod posten i 2007. Men i Brøndby er man stadig en del af familien og inviteres med til hjemmekampene.


”Det tidligere direktørkontor blev i sin tid lavet om til mødelokale. Det havde nok en dårlig track record. Men det rører mig ikke"


Ikke for ingenting er ”fællesskab” en af klubbens kerneværdier, og Søren Vadmand når den næste time at bruge ordet hele syv gange, da han går rundt og hilser på sponsorer fra bl.a. Carlsberg, Bet25 og Danica Pension.

Vi nærmer os kampstart, men Søren Vadmand har endnu et punkt på dagsordenen. Han skal interviewes til Viasat Sport om den indsamling, Brøndby har iværksat til fordel for en gruppe syriske flygtninge, der kommer til en af omegnskommunerne om et par uger.

1_28111_picture_6711_3.jpg
Næstformand i Brøndbys bestyrelse, tidligere Nordea-topchef Thorleif Krarup (tv.) på plads på tilskuerrækkerne sammen med bestyrelsesmedlem Jim Stjerne Hansen (i midten) og Søren Vadmand.


Det er den tidligere professionelle håndboldspiller Joachim Boldsen, der er vært og skal stå for interviewet nede på sidelinjen, hvor en stor plysbamse render rundt om tv-værten og Søren Vadmand, lige før de skal på.
Bamsen er Brøndbys maskot, Nanok, og da den ikke fjerner sig hurtigt nok, men forsat driller Boldsen, giver han den et hurtigt slag i maven, og Nanok forsvinder straks ud af billedet.

”Er vi på live?” spørger Søren Vadmand.

”Yes,” siger Joachim Boldsen, og interviewet går i gang.

”Jeg kunne næsten ikke høre, hvad der blev sagt, eller hvad jeg selv tænkte på grund af larmen nede fra tribunerne,” forklarer Søren Vadmand, da interviewet er forbi.

”Men det var pisse godt,” siger Joachim Boldsen og giver Søren Vadmand thumbs-up.

Stemningen nede på Sydsiden, hvor de mest dedikerede og hardcore Brøndbyfans holder til, er nu nær kogepunktet. Især da Daniel Agger, Johan Elmander og flere af de andre Brøndbyprofiler løber ind på banen til opvarmning.

9_28113_picture_2244_3.jpg
Brøndbys cheftræner Thomas Frank (tv.) får en kort snak med Søren Vadmand kort før kick-off.


Klubbens cheftræner, Thomas Frank, står ved spillerbænken og hilser kort på Søren Vadmand.

”Hvad så, er du klar?” spørger Thomas Frank og kigger direkte på klubbens nytiltrådte direktør.

”Yes,” svarer han.

”Så klar at du kan spille – eller hvad?”

Søren Vadmand trækker lidt på smilebåndet.

”Ahhhh...”

Umiddelbart burde det være enhver fodboldspillers drøm. Men ikke for Søren Vadmand, for som han siger ”skal man gøre det, man er bedst til. Og jeg er nu engang bedre til forretning.”

Kampen går i gang, og Søren Vadmand når i loungen lige at hilse på den tidligere koncernchef i Nordea, Thorleif Krarup, der er næstformand i klubbens bestyrelse.

”Knæk og bræk, for det bliver hårdt arbejde,” siger Thorleif Krarup til Søren Vadmand, der følger med ud på sæderækken lige foran Laudrup Loungen, hvor han sætter sig ved siden af den tidligere DBU-generalsekretrær, Jim Stjerne Hansen, der også er i Brøndbys bestyrelse.

Klubbens majoritetsaktionær og bestyrelsesformand Jan Bech Andersen er dog ingen steder at se.

”Jeg tror, han er i UK, men han er her så ofte, som det er muligt,” siger Søren Vadmand, da kampen ender uafgjort 0-0, og vi er på vej ned til spillernes omklædningsrum.

Her lugter af mand, sved og græs, og cheftræner Thomas Frank giver spillerne en peptalk. Han konstaterer tørt, at ”det var femte kamp i træk uden nederlag.”


"De ledte ikke efter en sportspersonlighed, men en kommercielt stærk person, og det er jeg. Kald mig købmanden i det her selskab"


Søren Vadmand står en halv time senere i Europa Loungen, hvor dagens ”Man of The Match” skal kåres foran indbudte gæster og sponsorer. Prisen går til Riza Durmisi, der kommer luntende ind i et par pink klip-klappere.
Stemningen er ikke i top trods uafgjort mod de forsvarende mestre.

”Nej, og sådan skal også være. Spillerne skal være skuffede. De går efter sejr. Hver gang,” siger Søren Vadmand.

Nu venter kun middagen med spillerne, trænerholdet og direktionen, før Brøndbys nye direktør igen kan sætte kursen hjemad mod Dragør. Det er tid til status.

”Jeg synes, det gik godt. Men en sejr ville have hjulpet. Det gør vi næste gang.”



Andre læser dette lige nu