5. juli 2016 er det blevet offentliggjort, at Mads Holger er død. Derfor bringer Børsen dette portræt fra oktober 2014.
23. okt. 2014
Hans tallerken skiller sig ud. På den hvide dug foran ham står fade med gammel-dags kylling, sød agurkesalat, råstegte kartofler og gulerødder og marinerede spinatblade, og i en underlig uhandy designkande, der drypper, er der brun sovs, som vor mor lavede den.
Det er aften i foreningsdanmark, i Rotary et sted i landet, og rotaryanerne omkring bordet, der snart skal høre den nye konservative folketingskandidat tale, har alle hældt op sådan inden for høflighedens grænse.
Undtagen Mads Holger. Han har ikke taget noget garniture, ingen grøntsager, intet tilbehør. Der ligger kun kød og et lille stykke brød foran ham. Det er sådan, han ernærer sig. Som et rovdyr.
Midt på bordet står en stor messingklokke, og bag den sidder en rar formand, der godt nok synes, her er varmt. Han er stoppet med at ryge og klapper sig på maven og siger:
"Ja, stopper man, får man den her". Omkring halsen bærer han en lang, tung halskæde, der får ham til at ligne en blanding mellem en smed, der er ved at springe ud som transvestit, og en borgmester i et teaterstykke.
Dér, et sted i mængden, sidder den velhavende, pensionerede industrimand, der aldrig har haft så travlt som nu, med et varmt, indsigtsfuldt smil.
Dér sidder singlekvinden med eget malerfirma, lange stænger og med øjenbryn, der er tvunget op i panden. Hun businessflirter, og ledsaget af et halvsjofelt grin kalder hun for sjov sine mandlige ansatte for slaver.
Dér sidder den aldrende herre med nål i reverset, der om de råstegte kartofler siger: "Ja, de gider jo ikke længere skrælle dem," og lidt efter, da han får kartoflerne anden gang, skælmsk spørger sidemanden: "Vil du ikke skrælle dem for mig?"
Og dér sidder den midaldrende kvinde med rødt brillestel og kort fornuftigt hår, som snakker meget og gerne fortsætter til nye øjne, nye ører, hvis der undervejs skulle slippe forsyninger op af begge dele. Hendes søn er 23 år, og han er Brony.
Nå, for søren, hvad er det? Jo, det er nogen, der går meget op i My Little Pony, og både sønnen og hans kæreste går tit med My Little Pony-tøj. Ordet er en sammentrækning af Brother og Pony, siger hun, og nu skal de også til USA med det, til en kongres, My Little Pony er vist ret stort derovre.
Alle omkring bordet snakker lidt med, sådan bare for hyggen. Ingen nævner noget om sønnens bizarre tilbøjelighed. På mange måder en samtale, der er udtryk for det relativistiske Danmark, som Mads Holger vil gøre op med. Det Danmark, der ikke kan lade være med at være hemmeligt fascineret af det menneskelige rovdyr blandt dem, der måske – måske ikke – pludselig angriber.
Fem timer forinden står Mads Holger foran Glyptoteket i København og ryger røde Marlboro i sort jakkesæt med vest og cowboystøvler. Der er revet et mindre hul bagerst på hans jakke, og han ser gå i byen-smadret ud.
Ved første øjekast tænker denne skribent, at hullet i jakken er bevidst. At det måske skal signalere en eller anden form for ligeglad konservativ lazaron-levemand. Men nej. Han har ikke bemærket det. Og det virker forkert at spørge. Det er nemlig nemt at blive lidt bange for figuren og mennesket Mads Holger.
På ét plan er han som en læge, der ikke orker at besvære sig med at oversætte de latinske diagnosebegreber for patienten – i dette tilfælde samfundet – til et mere forståeligt dansk. På et andet plan kan han være lige så pludselig bodegavred som skuespilleren Thomas Bo Larsen.
Og på et tredje plan har han en voldsom trang til at docere. Mens de fleste mennesker går ud i livet for at lære, synes det ikke at være tilfældet med Mads Holger. Som 36-årig synes han mest optaget af at lære fra sig.
Og Mads Holger er en mand, der går efter sit bytte: at få ret. Han er nærmest uopdragent stærk i troen på sig selv, intellektuelt hurtig og derfor ofte i stand til at æde mere usikre mennesker såvel som usikre samtaler. Og til at fyre en kæk oneliner af midt i det hele.
Det er sandsynligvis derfor, at pigerne altid har flokkedes om ham. Og derfor, at så mange medier – især efter at han midt i september bekendtgjorde sit folketingskandidatur for Det Konservative Folkeparti – gerne vil have fat i ham. Omtale er han vant til.
For år tilbage var det oftest hån og latterliggørelse, der ramte "charlatanen" og "flanøren", der kunne læse, at han på pinligste vis talte og skrev som en håbløs studentikos romantiker, og som skamløst fremviste både brillantinehår, et harem af forvildede Herlufsholm-piger, oppustet nyrigdom i form af natklubben Nasa og senere den flyvende natklub Klub Jet.
I sin selvbiografiske bog "Bladguld" fra 2012, skriver Mads Holger, at han – da medieomtalen var værst – følte sig som en cykelkurv, hvori nogen havde smidt et stykke skrald. Herefter blev kurven en offentlig skraldespand, uden at nogen tænkte på hvordan det første stykke skrald var havnet i den, eller hvem der havde smidt det.
I dag holder billedet stadig. Nu er det bare interviewforespørgsler, der smides ned i hans kurv. Og tonen, der før var hånlig, har nu fået en anden og mere åbensindet, skeptisk-nysgerrig og fascineret klang. Den borgerlige bad boy fra Nørrebro, Mads Holger Norgaard Madsen, er blevet en darling.
Indenfor på Glyptoteket skal alle besøgende aflevere tasker og overtøj i bokse, der kræver en tyvekrone i depositum. At det er sådan, står ingen steder skrevet på skilte, og man får det heller ikke at vide, når man køber billet. Resultatet er unødvendigt fumleri, spildtid og ekstra kødannelse. "Jeg kan jo ikke vide, hvad folk har i baglommen," forklarer en ældre, professionelt vrissen skrankedame fornærmet om forholdene, der åbenlyst ikke står til at ændre.
Rundtom på museet står de mange statuer, der har antikken som forbillede. Alle er de hvide, uden hensyntagen til at antikkens statuer faktisk var bemalede i alle mulige farver. Det er ikke noget, Mads Holger selv siger, men på mange måder gemmer de hvide statuer og den passivt aggressive skrankedame på to af nøglerne til at forstå Mads Holger og hans kulturpolitiske projekt.
På den ene side er han forbandet træt af det, han kalder "matroniseringen" af samfundet – det kvindelige modstykke til patronisering. På den anden side er han indædt modstander af postmodernismens trang til at ødelægge det allerede ødelagte.
Til at hvidte og dermed nedbryde og ensliggøre sig selv i en historieløs og falsk oprørsk selvforståelse. Det er det, han kalder dekonstruktivisme. Fandeme nej, ikke mere, nu vil han kraftedeme have farverne tilbage på statuerne.
Det er en kamp, han bl.a. har kæmpet som debattør, men også gennem levet liv. Og ved at placere sig selv som en slags teaterfigur i en for mange svulstig og uvirkelig gammeldags godsejeræstetik.
Når man som du er en figur, er der så ikke en fare for, at ens ydre figur ikke harmonerer med den, man selv føler, man er indeni?
"Det føler jeg, at den gør. Der er ingen diskrepans mellem den, jeg foregiver at være, og den jeg er. Men der kan jo godt være en diskrepans mellem den måde, hvorpå jeg perciperes, og den jeg er. Jeg bliver f.eks. betegnet som jetsetter, men jeg har aldrig kaldt mig selv jetsetter. Jeg synes, det er noget af det meste profane, altså."
Men når man har haft noget, der hedder Klub Jet, er man så ikke selv ude om det?
"Jojo, og derfor piber jeg heller ikke. Jeg forklarer bare, at jeg mange steder perciperes anderledes end min egen selvforståelse, anderledes end den, jeg er, eller mener at være. Min identitet er internaliseret, om du vil, jeg har ikke en eller anden persona, som jeg iklæder mig i bestræbelsen for at dupere mine omgivelser, det har jeg ikke. Men diskrepansen mellem måden, hvorpå jeg perciperes, kan også gå begge veje. Mange af KU'erne tiltaler mig f.eks. med De eller Hr. Holger, og utrolig mange af de mails, jeg får på Facebook, er i tredje person. Og så svarer jeg på samme måde. Det føler jeg mig forpligtet til, selvom jeg lige træder et skidt tilbage. Så meget pind oppe i røven har jeg altså heller ikke."
For mange mennesker er vel netop den måde, man opfattes af andre, en del af ens identitet. Kræver det ikke stor selvtillid at være ligeglad med, hvordan andre ser en?
"Jeg har stor selvtillid, men nu skal jeg heller ikke gøre mig selv større, end jeg er, fordi sådan har det jo ikke altid været, vel? Jeg er jo hærdet, jeg er sandsynligvis et af de mennesker i Danmark, der har måttet læse mest lort om sig selv. Og jeg har ikke engang gjort noget særligt. Jeg har ren straffeattest, og jeg har aldrig gjort nogen noget. Kigger du på indholdet af mine politiske synspunkter, forekommer de mig ærlig talt heller ikke videre rabiate. Men min form, den provokerer folk."
Er form versus indhold så ikke stridspunkt nummer et omkring dig?
"Jo, men det er jo sådan et postmoderne eller senmoderne levn, det der med at form a priori er et onde, fordi form og indhold er hinanden gensidigt udelukkende. "
Du præsenterer det som et absolut, det er det vel ikke, det kan jo bøjes ...
"Jajaja, men nu sidder vi her på Glyptoteket, så lad os da tale Aristoteles, som er den bedste til at gengive forholdet mellem form og indhold. Altså, du kan jo ikke have noget cola i glasset, hvis glasset ikke har en form og en struktur. Det er et socialistisk, strengt taget marxistisk, og postmoderen levn ... og det er også vidt forgrenet langt ind i den borgerlige lejr. Du kan jo høre alle de her borgerlige politikere sige: "Det skal ned i øjenhøjde." Altså, hvis vi bliver mere jordnære, bliver vi jo underjordiske."
Er det ikke en svær dagsorden at få solgt?
"Den sælger sig selv, altså nu sidder vi her med alle regibemærkningerne, men ellers udlever jeg den jo, det er show it, don't tell it, som de siger så øretæveindbydende på Forfatterskolen og lignende steder, som jeg nok skal få lukket, når jeg kommer til magten."
Men hvis den opfattelse, man har af sig selv, ikke stemmer overens med den opfattelse, der er af en ude i virkeligheden, nytter det jo ikke meget.
"Nej, det hedder idiot."
Tilbage står, at folk beskylder dig for at være iscenesat.
"Blot fordi noget er iscenesat, eller selviscenesat, er det ikke a priori et onde. Det er en præmis, der er en postmoderne sot. Det her (Glyptoteket, red.) er jo også iscenesat, Louvre er iscenesat, Keops-pyramiden er iscenesat."
Jeg taler alene om den modstand, du har fået fra folk, der synes, du er iscenesat.
"Jaja, jeg har jo taget det her konstruerede kulturelle jakkesæt på, ovenikøbet med vest og hele svineriet, det er da konstrueret, men vores kultur er jo konstrueret, og at anklage noget for at være iscenesat eller selviscenesat er modstand mod vores kultur."
Jeg taler bare om, at det stadig er dig som menneske, det er din krop og dig, der er inde i det jakkesæt.
"Ja, men skulle jeg møde op i bar røv og skide på stolen?"
Mads Holger voksede op på Nørrebro med en enlig mor. Hans far, John Lindsay Little, så han ikke så noget til under sin opvækst. I 2001 blev faren, der var kunstner og bl.a. en bærende kraft bag det københavnske karneval, idømt syv års fængsel i Sverige for at have hiv-smittet en række kvinder ved at undlade at fortælle, at han selv var smittet.
Kort efter dommen hængte han sig i sin celle. Mads Holgers faderløse – og grænseløse – opvækst koblet med den megen negative omtale af hans person har sat mange mærkbare vrede spor – først i personen og senere i politikeren Mads Holger.
Hvor vred er du?
"Jeg er ikke så vred mere. Men jeg har været vred, det har jeg. Jeg synes, jeg har måttet gå nogle omveje, som jeg ikke synes, jeg havde fortjent, og fået nogle slag, som jeg ikke havde fortjent. Men nu er jeg jo ovenpå, og nu er det ovre. Jeg skal jo passe på, hvad jeg siger, men det er jo i al beskedenhed gået meget godt. Der har selvfølgelig været nogle hak i tuden, men min kæreste er så smuk som april i Portugal, jeg kommer i Folketinget nu, og Børsen giver kaffe i Glyptotekets vinterhave. Så bundlinjen er positiv. "
Når man læser din bog "Bladguld" og i øvrigt dine kronikker og debatindlæg, er der en stor vrede mod Danmark og mod meget af det, der har skabt dig. Alligevel sidder du her med en bundlinje, som er ret god. Strider de to ting ikke mod hinanden?
"Nejnejnej. Jeg er ikke blevet givet så meget, men jeg har taget en del. Man skal sgu passe på med at tro, at man får givet det hele her i livet, det gør man ikke. Folk føler, at de har krav på så meget, og de ender med ikke at få en skid. Andet end middelmådighed."
Hvad er forskellen på dig og på f.eks. på Marlon Brando i 1950'er-filmen "Vild ungdom", der vel er den første, der præsenterer "Den vrede unge mand" som moderne begreb, altså ungdommens autoritetsoprør?
"Jamen, der var jo ikke nogen autoriteter for mig at gøre oprør mod. Der var ikke noget faderopgør, ikke noget fadermord, det klarede han sgu selv. Og der var meget kvindagtighed og matronisering i skole og undervisning, en dårlig form for kvindelig undertrykkelse. Altså, man fik dårlige karakterer, selv om man var skidedygtig. Det blev sagt ligeud: "Du er for godt i gang min dreng, du skal pilles lidt ned." I stedet fik pigerne i klassen gode karakterer, bedre end dem, jeg fik. Og det genererer en form for vrede, ikke?"
Du har givet din vrede dit eget udtryk. Andre vælger så at give den udtryk i form af f.eks. rockmusik. Men er vreden ikke den samme?
"Nej, det er den ikke. Klynkerock og 1990'erne, som jeg er vokset op i – klynkerockens højdepunkt – var en fortsættelse af det dekonstruktive. På et tidligt tidspunkt gik det op for mig, at skal du være vor tids Marlon Brando, så skal du samle lortet igen. Jeg fandt ud af, at skulle man virkelig være provokerende, skulle man skrive som Baudelaire, så skal man eddermame nok få røven på komedie. Og det fik jeg. Jeg søgte den provokation, og jeg overgjorde det også bevidst. Hvis du virkelig vil provokere, skal du ikke få dig en næsering, vel? Så skal du have brillantine på toppen og komme ind som en anden charlatan, havde jeg nær sagt."
Er den provokation anderledes end den såkaldte vrede unge mands provokation?
"Hvis jeg havde levet i 1950'erne, så havde jeg været Marlon Brando, det skal du ikke tage fejl af. Men der er da ikke noget værre end folk fra 1990'erne – og langt op i 00'erne – der stadig troede, at det var grænseoverskridende at tage på Roskilde Festival og ryge to gram sort maroc. Det er da det mest patetiske. Det er at knuse noget, der allerede er knust. Det at knuse skår, det er det værste, jeg ved. Og det er min generations store sørgmodige tragedie: opfordringen til grænseoverskridelse i en verden blottet for grænser. Min løsning blev at genopbygge lortet. Og dét var provokerende. Det gav ballade. Det er ikke anderledes end
Suzanne Brøgger og Klaus Rifbjerg, der røg fede på Kulturministeriets trappe. Nu går det bare den anden vej. I den skrivende presse og i journaliststanden tror man stadig, at det er sådan nogle Vesterbro- og Nansensgade-værdier, der tæller, at de unge kan lide sushi og stemmer radicool, alt sådan noget livsstilspladder. Men det er slut, og det har det været længe."
Men har den indstilling ikke også været med til at skabe dig som person og figur?
"Jo, men jeg føler også, at jeg har fat i noget. I slut-1990'erne fik jeg en ordentlig røvfuld, fordi jeg var blandt dem, der var med til - bl.a. på Nasa at lave natteliv på en anden måde end før. De første to-tre år var Nasa en af verdens bedste natklubber. Og det er sgu sjældent, at Danmark kan bryste sig af noget sådant. Vi fik, jeg ved ikke hvor mange politianmeldelser, fordi det var første gang i Danmark, at alle ikke havde adgang. Det var et voldsomt overgreb mod dansk mentalitet."
Hvorfor er det vigtigt at lave noget, hvor der ikke er adgang for alle?
"Det er ikke vigtigt. Men det er vigtigt, at vi som mennesker har noget, der er sakramentalt. Det bedste billede er luderen og madonnaen. Der er jo ikke nogen, der vil have adgang til noget, hvortil alle har adgang. Eksklusivitet vidner om, at man påtager sig et element af friktion, der går forud for udløsningen, det gælder for den sokratiske tankegang tillige. Dersom du har adgang til det, er det ikke sakramentalt længere."
Er det her ikke svært for folk at forstå?
"Perfekt. Det er vigtigt, at der her i livet er noget, der ikke er umiddelbart tilgængeligt. Det kan være optagelse på en uddannelse, det kan være naboens datter, det kan være indsigt, det kan være hemmelige loger, det kan være kundskab, det kan være rigdom."
Men for dig har mange af de her ting jo været tilgængelige.
"Jamen, det er, fordi jeg har taget dem. Jeg har ikke fået dem. Og der er en kæmpeforskel. Det har ikke været en buffet for mig. Intet kultiverer som smerte, og jeg har haft meget smerte i mit liv, det er ikke nogen hemmelighed."
Men den klynkende rockforsanger, som du ikke bryder dig om, har vel også en smerte?
"Nej, meget ofte, uden at skære alle over en kam, så er det en skinsmerte."
Hvorimod din er ægte?
"Ja. Tag sådan noget Nirvana fra 1990'erne. Det er sådan noget selvpåført smerte, hvor lidelsen har en iboende værdi. Prøv at tage ud på litteraturstudiet eller på Forfatterskolen og se, hvor mange der sidder og lider, selvom de har det meget godt, eller tag ud i Ungdomshuset, de kommer jo nærmest alle fra Bernadotteskolen og et hjem med klaver. Det er lidelse som klassemarkør, det er lidelse som identifikation. Det bliver aldrig mig. Lidelsen for lidelsens skyld? Fuck af. Det gider jeg ikke høre på. Hvis du virkelig lider, så strammer du op, og så tager du jakkesæt på og tager ud og taler med Rotary. For så vil du væk fra det lort, og det skal du nok komme."
Mads Holger holder af absolutter, af endegyldige konklusioner. Som f.eks. at 1990'erne var et grænseløst, ødelæggende, patetisk lorteårti.
Modsiger man ham ved at påstå, at årtiet – bl.a. med foldboldlandsholdets EM-sejr i 1992 og Bjarne Riis' (snyde)sejr i Tour de France i 1996 – var med til at give danskere en ny international selvforståelse, og at årtiet med friværdiens eksplosion og Suedes "The Beautiful Ones" fra 1996 var med til at igangsætte en ny selvfejringskultur, der strakte hænderne helt frem til 00'ernes finanskrise, så er svaret:
"Men man kan også sige, at der var en hel generation, der i 1990'erne var formet til at tænke relativistisk, det kan man jo høre her. Men okay, 1990'erne var mange ting, det er bare stadig sådan, at flod erstatter ebbe, men derfor kan vi jo godt tegne et landkort – også over Vadehavet."
1990'erne var jo også på mange måder ironiens årti. Er du et opgør mod ironien?
"Ja, i den grad et opgør mod, at det kammede over. Det blev for meget "Det Brune Punktum"."
Ligner dit opgør med ironien måske reality-tv's opgør med ironien? I reality-genren har man at gøre med mennesker, der får medieomtale ved at stille sig frem på tv uden skygge af ironi. En anonym socialdemokrat har i en artikel om dig på Kommunikationsforum udtalt, at dit kandidatur til Folketinget svarer til, at Amalie fra "Paradise Hotel" stiller op for Liberal Alliance.
"Jamen, ved du hvad, det er meget enkelt. Jeg er eksamineret i syv sprog, jeg læser oldgræsk og kan citere samtlige klassiske værker. Jeg har lige lavet et radioprogram om Nietzsche og Schopenhauers forskellige syn på opdragelse og transcendensen som fænomen. Det tror jeg ikke, Amalie fra "Paradise" har. Længere er den ikke. Reality som fænomen er en genre, som er alt andet end realitet. Det er konstrueret af nogle skidesprællere fra RUC."
Men det, jeg siger, er, at du er skabt ud af ironien, at ironien har skabt dig.
"Nej, jeg er skabt ud af dekonstruktivisme."
Jamen, ironi er vel også dekonstruktivisme?
"Ja, ok, det giver jeg dig."
Tag f.eks. forløbet med ironikeren og stilisten Mads Brügger, der først sviner dig og Klub Jet til i en artikel i magasinet Euroman, hvorefter han ansætter dig som vært på Radio 24syv. I min verden er det forløb en reality-tv-struktur, hvor man først får negativ omtale, som så generer mere medieplads, som så generer mere positiv omtale.
"Jeg synes, det virker meget fortænkt det der. Al omtale er god omtale, sagde Simon Spies – men det er jeg ikke enig i. I al beskedenhed synes jeg, at jeg har været modig. Jeg har taget nogle dagsordener, vel vidende at det ville blive Blitzkrieg. Jeg vidste jo godt, hvad der ville ske, da jeg for fem år siden stillede mig op med Caroline Flemmings lillesøster og fortalte om Klub Jet, der skulle til Operaen i Stockholm for at feste – og at det ikke var alle, der kunne komme med. Al den stund vi taler fortid, har jeg bevidst provokeret. Men har provokationen en iboende værdi eller har den instrumental værdi? Det er dybest set det, du kredser om. Og mit svar til det er: både og. Det er som fast arbejde, det er godt for sjæl og legeme."
Men ifølge din bog "Bladguld" lavede du Klub Jet, lige efter at du var blevet sablet helt ned af medierne. Altså du rejste dig ved at provokere?
"Ja, jeg var helt ude at skide der, jeg havde ovenikøbet fået nogen på hovedet. Og provokationen rummer en fremdrift. Jeg gør det, fordi jeg dybest set er idealistisk. Vi skal huske på, hvad der er mål, og hvad der er middel. "
Politisk vækkelse efter faderens død
Telefonen ringer, og Mads Holger taler fuldkommen formfuldendt britisk ned i den. Lige efter larmer nogle håndværkere i Glyptotekets vinterhave med en isnende lyd, der skærer i ørerne.
"Aaarh!" brøler Mads Holger til dem med en styrke, der giver ekko i kuplen over os og får folk til at vende sig om.
Lidt senere begiver vi os ud i København, hen mod den bil, der skal fragte os til Rotary-foreningen. Pludselig opdager han hullet bag på sin jakke. "Årh, nej, det er et at mine bedste sæt," udbryder han, og bliver et kort øjeblik flov ved tanken om at skulle optræde med hul i jakken. "Nå, fuck det," siger han så og tænder en smøg.
Om det er hullet, der gør det, er ikke til at vide, men Mads Holger går gennem byen med begge arme placeret på ryggen. Og med fremstrakt hoved. Som en slags genfødt filosof fra 1800-tallet.
"Held og lykke," råber en midaldrende folkeskolelærerlignende mand efter ham, mens andre ser på ham med et kort, lettere forvirret "kender jeg ikke ham"-blik.
Mads Holger er en skikkelse. Men kan han omsætte det til et politisk projekt. Eller vil skikkelsen overskygge projektet?
Din historie og dit narrativ er jo ikke nødvendigvis andres narrativ?
"Jo."
Det er det, du påstår?
"Yes. Men skide være med mig. Det store problem i vores kultur – og det gælder ikke kun mig – det er fraværet af identitet, fraværet af udfordring, det er apati, fordi den store fortælling er forbi. Velkommen til, min dreng. Det er slut. Det var min generations indgangsbøn til tilværelsen. Det er den apati, du ofte hører, Cepos og det borgerlige Danmark klage over. Men ingen af dem har tilsyneladende forstået, at sage også skal gribes kulturelt an."
Men hvis man politisk med vilje opstiller udfordringer og grænser, der skal overskrides, svarer det så ikke til de her kommunale klatrevægge, man ser rundtom?
"Jojo, men du behøver jo ikke bygge mure, for at folk skal have noget at kravle over. "
Men hvordan oversætter man det til et politisk projekt?
"De her ting genereres af sig selv og er gudskelov så naturligt og hensigtsmæssigt indrettet, at de på et tidspunkt afslutter sig selv. Og det tidspunkt er nu. Nu afsluttes den her verdenshistoriske efterlønsperiode. Det gælder også i forretningslivet. På et eller andet tidspunkt bliver IBM så stor og fed og doven, at der kommer en lille og snedig. Og det er det, der er sket med vores kultur. Vi er blevet for lade, vi skal på dagpenge og er berettiget til krisehjælp, hvis hanken på vores Irma-pose knækker."
Appellerer du mere til de yngre end til de ældre, tror du?
"Jeg har i hvert fald mødt meget stor modvilje fra folk, der er ældre end mig, og meget stor velvilje fra folk, der er yngre. Fordi de netop ikke er opvokset med den der evige skepsis og ironi. Og fordi det ikke skræmmer dem, at noget er skabt."
Men ældre mennesker er i sagens natur vel også sværere at dupere?
"Jo, selvfølgelig. Det ville da være mærkeligt andet. Men i vores samfund vil alle være Woodward og Bernstein, der er fandeme ikke nogen ud over mig, der vil være Nixon. Vi er alle sammen blevet fortællere, der er ingen subjekter, der er kun det objektivt anskuede. Skal vi alle sammen have en klumme på K-forum og være selvironiske over for vores Østerbro-spelt-tilværelse? Pludder-pladder. Den eneste kritik, der har ramt mig, er den der: "Årh, du sidder bare i dit elfenbenstårn og kommenterer uden at agere." Det er derfor, jeg går ind i politik."
Skete din politiske vækkelse, da din far døde?
"Ja. Barndommen er tryghed og nærvær og fællesskab, men fravær af ansvar. Så kommer friheden i ungdommen, og på et tidspunkt kommer der et konservativt sindet voksenliv. Og overgangen fra fase to til fase tre skete, da min far døde. Min fars død var på mange måder der, hvor det gik op for mig, at min historie havde noget at sige for andre end mig. En af ulemperne ved mit liv var jo netop at blive nægtet adgang til tilværelsen, til livet, til narrativen, til udfordringerne, til faderopgøret, ikke? Jeg var skidefuld, da jeg tog min studentereksamen, jeg kom direkte fra Andys Bar og fik 11 eller 13. Hvor er udfordringen? Hvor kan jeg udmærke mig? Hvor kan jeg gøre en forskel? Det er fraværet af en narrativ. Og det vil jeg gerne bringe tilbage."
I Rotary-foreningen sidder danskheden og skæver høfligt forsigtigt, mens der serveres kaffe og en brunsviger, der ville få enhver fynbo til at gå ind i fødevarepolitik.
Til porcelænsskramlen løfter formanden både messingklokken og sig selv og annoncerer, at foreningen næste gang har et meget vigtigt møde, hvor de skal besøge et ølbryggeri. Forsamlingen kvitterer med den indforståede og lavmælte høhø-brummen, der på mange måder er lyden af vores land.
Derefter er der et indslag fra et af medlemmerne, der har tre minutter til at underholde med lige, hvad vedkommende lyster.
Denne gang er det en ældre mand, der nærmest pligtskyldigt og under lige så pligtskyldige tilråb først fumler med computeren, men så endelig får sit diasshow til at virke – et tavst show, der består af en række vittighedstegninger, og hvis pointe er, at de gamle i vores land nok ikke er så dumme og tunghøre endda.
Stolene trækkes bagud, og man rejser sig til afsyngningen af Jeppe Aakjærs "Jeg bærer med smil min byrde". Nålen i reverset, der ikke kan lide skræl på kartoflerne, synger for, kun første og sidste vers får han at vide, det skulle jo nødig gå hen at blive langtrukkent.
Så er det endelig hr. Holgers tur. Forsamlingen kigger spændt. Kan han levere den der pirrende frække, uvante og uventede selvsikkerhed, som ellers kun er rappere, standuppere og boksere forundt? At dømme efter de brummende høhøer, der er en blanding af indforstået forargelse og indforstået morskab, er svaret ja.
Med en panderynken, der er som taget ud af en overgrimasserende ældre, dansk familiefilm, præsenterer han sig som søn af enlig mor fra Nørrebro, der hidtil har stemt S eller SF, men nok ikke gør det til næste valg. Og så siger han ting som:
"Jeg vil gå til valg på folkeskolen – det er Danmarks største kulturinstitution. Jeg er ikke lektor Blomme, men vi er ikke gode nok til at bryde den negative sociale arv. Alle skal have bestik og tallerkener, men hvad de tager fra buffeten, er deres egen beslutning."
"Partiet har for længe kun talt om penge og økonomi. De Konservative har kun kunnet tale om penge, penge, penge. Vejen frem er at tale om andet end penge. Jeg ønsker ikke skattelettelser, for at de rige kan blive rigere og bare ligge i en jacuzzi og grine hånligt."
"Jeg er ikke specielt interesseret i at stille op for Det Konservative Folkeparti, men jeg ønsker at stille op for mit land, og Det Konservative er det rigtige sted. Men der skal strammes op. Og det skal jeg personligt sørge for."
"Nu skal det her ikke udvikle sig til en prædiken, men lidt orgel skal der da lyde: Kapitalismen er en genial måde at snyde djævlen på. Det gode ved den konservative kapitalisme er, at man spænder djælelen for herrens vogn."
Bagefter er der spørgsmål fra salen: Er du den nye mr. 10 procent? "Til næste valg er jeg. Nu går vi først efter en guldbajer – målt i procent – og til næste valg en god flaske rødvin."
Går du ind for De Konservative i en borgerlig regering? "Det er Søren Pape, der bestemmer og sætter holdet. Han er Sepp Piontek. Og jeg er Michael Laudrup."
Høhøerne erstattes af et kort fælles gisp. Sagde han virkelig det? Ja, åbenbart. Helt uden tilbehør.
Hvad synes du om tvungen lektiecafé? "Det vil jeg slet ikke gå ind i. Det handler om, at folk skal lære noget. I øjeblikket serveres der så tyndt øl i folkeskolen, at man bliver nødt til at blive der meget længe for at få noget med hjem."
Så er der lodtrækning om to flasker rødvin. Det er Mads Holger, der skal trække fra hatten. "Der er da heller ingen retfærdighed til," mumles der, da Karl Ib og Jan vinder.
Det er slut. Forsamlingen bryder op og kigger sigende på hinanden med "nå, så fik vi nu alligevel noget for pengene i aften"-blikke.
Udenfor skal Mads Holger have taget billeder, bl.a. vil en mægtig ivrig KU'er "gerne bevise, at han har været sammen de fine". Efter en øl med de mere indviede, rejser Mads Holger sig og siger: "Nå, nu skal Varnæs hjem. Hjem til Postgården."
I bilen mod på vej tilbage mod København, siger han ja til at medvirke i "Paparazzi", et program på Ekstra Bladet-TV, der følger en kendt i 24 timer. Senere kobler DR2 sig på projektet. De vil gerne filme Mads Holger, mens han bliver filmet.
Da vi når København, stiger han ud af bilen. Ved Irma. Han skal ind efter nogle røde bøffer.
23. okt. 2014
Hans tallerken skiller sig ud. På den hvide dug foran ham står fade med gammel-dags kylling, sød agurkesalat, råstegte kartofler og gulerødder og marinerede spinatblade, og i en underlig uhandy designkande, der drypper, er der brun sovs, som vor mor lavede den.
Det er aften i foreningsdanmark, i Rotary et sted i landet, og rotaryanerne omkring bordet, der snart skal høre den nye konservative folketingskandidat tale, har alle hældt op sådan inden for høflighedens grænse.
"Det er Søren Pape, der bestemmer og sætter holdet. Han er Sepp Piontek. Og jeg er Michael Laudrup"
Undtagen Mads Holger. Han har ikke taget noget garniture, ingen grøntsager, intet tilbehør. Der ligger kun kød og et lille stykke brød foran ham. Det er sådan, han ernærer sig. Som et rovdyr.
Midt på bordet står en stor messingklokke, og bag den sidder en rar formand, der godt nok synes, her er varmt. Han er stoppet med at ryge og klapper sig på maven og siger:
"Ja, stopper man, får man den her". Omkring halsen bærer han en lang, tung halskæde, der får ham til at ligne en blanding mellem en smed, der er ved at springe ud som transvestit, og en borgmester i et teaterstykke.
Dér, et sted i mængden, sidder den velhavende, pensionerede industrimand, der aldrig har haft så travlt som nu, med et varmt, indsigtsfuldt smil.
Dér sidder singlekvinden med eget malerfirma, lange stænger og med øjenbryn, der er tvunget op i panden. Hun businessflirter, og ledsaget af et halvsjofelt grin kalder hun for sjov sine mandlige ansatte for slaver.
Dér sidder den aldrende herre med nål i reverset, der om de råstegte kartofler siger: "Ja, de gider jo ikke længere skrælle dem," og lidt efter, da han får kartoflerne anden gang, skælmsk spørger sidemanden: "Vil du ikke skrælle dem for mig?"
Og dér sidder den midaldrende kvinde med rødt brillestel og kort fornuftigt hår, som snakker meget og gerne fortsætter til nye øjne, nye ører, hvis der undervejs skulle slippe forsyninger op af begge dele. Hendes søn er 23 år, og han er Brony.
Nå, for søren, hvad er det? Jo, det er nogen, der går meget op i My Little Pony, og både sønnen og hans kæreste går tit med My Little Pony-tøj. Ordet er en sammentrækning af Brother og Pony, siger hun, og nu skal de også til USA med det, til en kongres, My Little Pony er vist ret stort derovre.
Alle omkring bordet snakker lidt med, sådan bare for hyggen. Ingen nævner noget om sønnens bizarre tilbøjelighed. På mange måder en samtale, der er udtryk for det relativistiske Danmark, som Mads Holger vil gøre op med. Det Danmark, der ikke kan lade være med at være hemmeligt fascineret af det menneskelige rovdyr blandt dem, der måske – måske ikke – pludselig angriber.
Fem timer forinden står Mads Holger foran Glyptoteket i København og ryger røde Marlboro i sort jakkesæt med vest og cowboystøvler. Der er revet et mindre hul bagerst på hans jakke, og han ser gå i byen-smadret ud.
Ved første øjekast tænker denne skribent, at hullet i jakken er bevidst. At det måske skal signalere en eller anden form for ligeglad konservativ lazaron-levemand. Men nej. Han har ikke bemærket det. Og det virker forkert at spørge. Det er nemlig nemt at blive lidt bange for figuren og mennesket Mads Holger.
På ét plan er han som en læge, der ikke orker at besvære sig med at oversætte de latinske diagnosebegreber for patienten – i dette tilfælde samfundet – til et mere forståeligt dansk. På et andet plan kan han være lige så pludselig bodegavred som skuespilleren Thomas Bo Larsen.
Og på et tredje plan har han en voldsom trang til at docere. Mens de fleste mennesker går ud i livet for at lære, synes det ikke at være tilfældet med Mads Holger. Som 36-årig synes han mest optaget af at lære fra sig.
Og Mads Holger er en mand, der går efter sit bytte: at få ret. Han er nærmest uopdragent stærk i troen på sig selv, intellektuelt hurtig og derfor ofte i stand til at æde mere usikre mennesker såvel som usikre samtaler. Og til at fyre en kæk oneliner af midt i det hele.
Det er sandsynligvis derfor, at pigerne altid har flokkedes om ham. Og derfor, at så mange medier – især efter at han midt i september bekendtgjorde sit folketingskandidatur for Det Konservative Folkeparti – gerne vil have fat i ham. Omtale er han vant til.
For år tilbage var det oftest hån og latterliggørelse, der ramte "charlatanen" og "flanøren", der kunne læse, at han på pinligste vis talte og skrev som en håbløs studentikos romantiker, og som skamløst fremviste både brillantinehår, et harem af forvildede Herlufsholm-piger, oppustet nyrigdom i form af natklubben Nasa og senere den flyvende natklub Klub Jet.
I sin selvbiografiske bog "Bladguld" fra 2012, skriver Mads Holger, at han – da medieomtalen var værst – følte sig som en cykelkurv, hvori nogen havde smidt et stykke skrald. Herefter blev kurven en offentlig skraldespand, uden at nogen tænkte på hvordan det første stykke skrald var havnet i den, eller hvem der havde smidt det.
I dag holder billedet stadig. Nu er det bare interviewforespørgsler, der smides ned i hans kurv. Og tonen, der før var hånlig, har nu fået en anden og mere åbensindet, skeptisk-nysgerrig og fascineret klang. Den borgerlige bad boy fra Nørrebro, Mads Holger Norgaard Madsen, er blevet en darling.
Masser af selvtillid
Indenfor på Glyptoteket skal alle besøgende aflevere tasker og overtøj i bokse, der kræver en tyvekrone i depositum. At det er sådan, står ingen steder skrevet på skilte, og man får det heller ikke at vide, når man køber billet. Resultatet er unødvendigt fumleri, spildtid og ekstra kødannelse. "Jeg kan jo ikke vide, hvad folk har i baglommen," forklarer en ældre, professionelt vrissen skrankedame fornærmet om forholdene, der åbenlyst ikke står til at ændre.
Rundtom på museet står de mange statuer, der har antikken som forbillede. Alle er de hvide, uden hensyntagen til at antikkens statuer faktisk var bemalede i alle mulige farver. Det er ikke noget, Mads Holger selv siger, men på mange måder gemmer de hvide statuer og den passivt aggressive skrankedame på to af nøglerne til at forstå Mads Holger og hans kulturpolitiske projekt.
På den ene side er han forbandet træt af det, han kalder "matroniseringen" af samfundet – det kvindelige modstykke til patronisering. På den anden side er han indædt modstander af postmodernismens trang til at ødelægge det allerede ødelagte.
Til at hvidte og dermed nedbryde og ensliggøre sig selv i en historieløs og falsk oprørsk selvforståelse. Det er det, han kalder dekonstruktivisme. Fandeme nej, ikke mere, nu vil han kraftedeme have farverne tilbage på statuerne.
Det er en kamp, han bl.a. har kæmpet som debattør, men også gennem levet liv. Og ved at placere sig selv som en slags teaterfigur i en for mange svulstig og uvirkelig gammeldags godsejeræstetik.
"Kigger du på indholdet af mine politiske synspunkter, forekommer de mig ærlig talt heller ikke videre rabiate. Men min form, den provokerer folk"
Når man som du er en figur, er der så ikke en fare for, at ens ydre figur ikke harmonerer med den, man selv føler, man er indeni?
"Det føler jeg, at den gør. Der er ingen diskrepans mellem den, jeg foregiver at være, og den jeg er. Men der kan jo godt være en diskrepans mellem den måde, hvorpå jeg perciperes, og den jeg er. Jeg bliver f.eks. betegnet som jetsetter, men jeg har aldrig kaldt mig selv jetsetter. Jeg synes, det er noget af det meste profane, altså."
Men når man har haft noget, der hedder Klub Jet, er man så ikke selv ude om det?
"Jojo, og derfor piber jeg heller ikke. Jeg forklarer bare, at jeg mange steder perciperes anderledes end min egen selvforståelse, anderledes end den, jeg er, eller mener at være. Min identitet er internaliseret, om du vil, jeg har ikke en eller anden persona, som jeg iklæder mig i bestræbelsen for at dupere mine omgivelser, det har jeg ikke. Men diskrepansen mellem måden, hvorpå jeg perciperes, kan også gå begge veje. Mange af KU'erne tiltaler mig f.eks. med De eller Hr. Holger, og utrolig mange af de mails, jeg får på Facebook, er i tredje person. Og så svarer jeg på samme måde. Det føler jeg mig forpligtet til, selvom jeg lige træder et skidt tilbage. Så meget pind oppe i røven har jeg altså heller ikke."
For mange mennesker er vel netop den måde, man opfattes af andre, en del af ens identitet. Kræver det ikke stor selvtillid at være ligeglad med, hvordan andre ser en?
"Jeg har stor selvtillid, men nu skal jeg heller ikke gøre mig selv større, end jeg er, fordi sådan har det jo ikke altid været, vel? Jeg er jo hærdet, jeg er sandsynligvis et af de mennesker i Danmark, der har måttet læse mest lort om sig selv. Og jeg har ikke engang gjort noget særligt. Jeg har ren straffeattest, og jeg har aldrig gjort nogen noget. Kigger du på indholdet af mine politiske synspunkter, forekommer de mig ærlig talt heller ikke videre rabiate. Men min form, den provokerer folk."
Er form versus indhold så ikke stridspunkt nummer et omkring dig?
"Jo, men det er jo sådan et postmoderne eller senmoderne levn, det der med at form a priori er et onde, fordi form og indhold er hinanden gensidigt udelukkende. "
Du præsenterer det som et absolut, det er det vel ikke, det kan jo bøjes ...
"Jajaja, men nu sidder vi her på Glyptoteket, så lad os da tale Aristoteles, som er den bedste til at gengive forholdet mellem form og indhold. Altså, du kan jo ikke have noget cola i glasset, hvis glasset ikke har en form og en struktur. Det er et socialistisk, strengt taget marxistisk, og postmoderen levn ... og det er også vidt forgrenet langt ind i den borgerlige lejr. Du kan jo høre alle de her borgerlige politikere sige: "Det skal ned i øjenhøjde." Altså, hvis vi bliver mere jordnære, bliver vi jo underjordiske."
Er det ikke en svær dagsorden at få solgt?
"Den sælger sig selv, altså nu sidder vi her med alle regibemærkningerne, men ellers udlever jeg den jo, det er show it, don't tell it, som de siger så øretæveindbydende på Forfatterskolen og lignende steder, som jeg nok skal få lukket, når jeg kommer til magten."
Men hvis den opfattelse, man har af sig selv, ikke stemmer overens med den opfattelse, der er af en ude i virkeligheden, nytter det jo ikke meget.
"Nej, det hedder idiot."
Tilbage står, at folk beskylder dig for at være iscenesat.
"Blot fordi noget er iscenesat, eller selviscenesat, er det ikke a priori et onde. Det er en præmis, der er en postmoderne sot. Det her (Glyptoteket, red.) er jo også iscenesat, Louvre er iscenesat, Keops-pyramiden er iscenesat."
Jeg taler alene om den modstand, du har fået fra folk, der synes, du er iscenesat.
"Jaja, jeg har jo taget det her konstruerede kulturelle jakkesæt på, ovenikøbet med vest og hele svineriet, det er da konstrueret, men vores kultur er jo konstrueret, og at anklage noget for at være iscenesat eller selviscenesat er modstand mod vores kultur."
Jeg taler bare om, at det stadig er dig som menneske, det er din krop og dig, der er inde i det jakkesæt.
"Ja, men skulle jeg møde op i bar røv og skide på stolen?"
Vred ung mand
Mads Holger voksede op på Nørrebro med en enlig mor. Hans far, John Lindsay Little, så han ikke så noget til under sin opvækst. I 2001 blev faren, der var kunstner og bl.a. en bærende kraft bag det københavnske karneval, idømt syv års fængsel i Sverige for at have hiv-smittet en række kvinder ved at undlade at fortælle, at han selv var smittet.
"Min kæreste er så smuk som april i Portugal, jeg kommer i Folketinget nu, og Børsen giver kaffe i Glyptotekets vinterhave. Så bundlinjen er positiv"
Kort efter dommen hængte han sig i sin celle. Mads Holgers faderløse – og grænseløse – opvækst koblet med den megen negative omtale af hans person har sat mange mærkbare vrede spor – først i personen og senere i politikeren Mads Holger.
Hvor vred er du?
"Jeg er ikke så vred mere. Men jeg har været vred, det har jeg. Jeg synes, jeg har måttet gå nogle omveje, som jeg ikke synes, jeg havde fortjent, og fået nogle slag, som jeg ikke havde fortjent. Men nu er jeg jo ovenpå, og nu er det ovre. Jeg skal jo passe på, hvad jeg siger, men det er jo i al beskedenhed gået meget godt. Der har selvfølgelig været nogle hak i tuden, men min kæreste er så smuk som april i Portugal, jeg kommer i Folketinget nu, og Børsen giver kaffe i Glyptotekets vinterhave. Så bundlinjen er positiv. "
Når man læser din bog "Bladguld" og i øvrigt dine kronikker og debatindlæg, er der en stor vrede mod Danmark og mod meget af det, der har skabt dig. Alligevel sidder du her med en bundlinje, som er ret god. Strider de to ting ikke mod hinanden?
"Nejnejnej. Jeg er ikke blevet givet så meget, men jeg har taget en del. Man skal sgu passe på med at tro, at man får givet det hele her i livet, det gør man ikke. Folk føler, at de har krav på så meget, og de ender med ikke at få en skid. Andet end middelmådighed."
Hvad er forskellen på dig og på f.eks. på Marlon Brando i 1950'er-filmen "Vild ungdom", der vel er den første, der præsenterer "Den vrede unge mand" som moderne begreb, altså ungdommens autoritetsoprør?
"Jamen, der var jo ikke nogen autoriteter for mig at gøre oprør mod. Der var ikke noget faderopgør, ikke noget fadermord, det klarede han sgu selv. Og der var meget kvindagtighed og matronisering i skole og undervisning, en dårlig form for kvindelig undertrykkelse. Altså, man fik dårlige karakterer, selv om man var skidedygtig. Det blev sagt ligeud: "Du er for godt i gang min dreng, du skal pilles lidt ned." I stedet fik pigerne i klassen gode karakterer, bedre end dem, jeg fik. Og det genererer en form for vrede, ikke?"
Du har givet din vrede dit eget udtryk. Andre vælger så at give den udtryk i form af f.eks. rockmusik. Men er vreden ikke den samme?
"Nej, det er den ikke. Klynkerock og 1990'erne, som jeg er vokset op i – klynkerockens højdepunkt – var en fortsættelse af det dekonstruktive. På et tidligt tidspunkt gik det op for mig, at skal du være vor tids Marlon Brando, så skal du samle lortet igen. Jeg fandt ud af, at skulle man virkelig være provokerende, skulle man skrive som Baudelaire, så skal man eddermame nok få røven på komedie. Og det fik jeg. Jeg søgte den provokation, og jeg overgjorde det også bevidst. Hvis du virkelig vil provokere, skal du ikke få dig en næsering, vel? Så skal du have brillantine på toppen og komme ind som en anden charlatan, havde jeg nær sagt."
Er den provokation anderledes end den såkaldte vrede unge mands provokation?
"Hvis jeg havde levet i 1950'erne, så havde jeg været Marlon Brando, det skal du ikke tage fejl af. Men der er da ikke noget værre end folk fra 1990'erne – og langt op i 00'erne – der stadig troede, at det var grænseoverskridende at tage på Roskilde Festival og ryge to gram sort maroc. Det er da det mest patetiske. Det er at knuse noget, der allerede er knust. Det at knuse skår, det er det værste, jeg ved. Og det er min generations store sørgmodige tragedie: opfordringen til grænseoverskridelse i en verden blottet for grænser. Min løsning blev at genopbygge lortet. Og dét var provokerende. Det gav ballade. Det er ikke anderledes end
"Jeg fandt ud af, at skulle man virkelig være provokerende, skulle man skrive som Baudelaire, så skal man eddermame nok få røven på komedie. Og det fik jeg"
Suzanne Brøgger og Klaus Rifbjerg, der røg fede på Kulturministeriets trappe. Nu går det bare den anden vej. I den skrivende presse og i journaliststanden tror man stadig, at det er sådan nogle Vesterbro- og Nansensgade-værdier, der tæller, at de unge kan lide sushi og stemmer radicool, alt sådan noget livsstilspladder. Men det er slut, og det har det været længe."
Men har den indstilling ikke også været med til at skabe dig som person og figur?
"Jo, men jeg føler også, at jeg har fat i noget. I slut-1990'erne fik jeg en ordentlig røvfuld, fordi jeg var blandt dem, der var med til - bl.a. på Nasa at lave natteliv på en anden måde end før. De første to-tre år var Nasa en af verdens bedste natklubber. Og det er sgu sjældent, at Danmark kan bryste sig af noget sådant. Vi fik, jeg ved ikke hvor mange politianmeldelser, fordi det var første gang i Danmark, at alle ikke havde adgang. Det var et voldsomt overgreb mod dansk mentalitet."
Hvorfor er det vigtigt at lave noget, hvor der ikke er adgang for alle?
"Det er ikke vigtigt. Men det er vigtigt, at vi som mennesker har noget, der er sakramentalt. Det bedste billede er luderen og madonnaen. Der er jo ikke nogen, der vil have adgang til noget, hvortil alle har adgang. Eksklusivitet vidner om, at man påtager sig et element af friktion, der går forud for udløsningen, det gælder for den sokratiske tankegang tillige. Dersom du har adgang til det, er det ikke sakramentalt længere."
Er det her ikke svært for folk at forstå?
"Perfekt. Det er vigtigt, at der her i livet er noget, der ikke er umiddelbart tilgængeligt. Det kan være optagelse på en uddannelse, det kan være naboens datter, det kan være indsigt, det kan være hemmelige loger, det kan være kundskab, det kan være rigdom."
Men for dig har mange af de her ting jo været tilgængelige.
"Jamen, det er, fordi jeg har taget dem. Jeg har ikke fået dem. Og der er en kæmpeforskel. Det har ikke været en buffet for mig. Intet kultiverer som smerte, og jeg har haft meget smerte i mit liv, det er ikke nogen hemmelighed."
Men den klynkende rockforsanger, som du ikke bryder dig om, har vel også en smerte?
"Nej, meget ofte, uden at skære alle over en kam, så er det en skinsmerte."
Hvorimod din er ægte?
"Ja. Tag sådan noget Nirvana fra 1990'erne. Det er sådan noget selvpåført smerte, hvor lidelsen har en iboende værdi. Prøv at tage ud på litteraturstudiet eller på Forfatterskolen og se, hvor mange der sidder og lider, selvom de har det meget godt, eller tag ud i Ungdomshuset, de kommer jo nærmest alle fra Bernadotteskolen og et hjem med klaver. Det er lidelse som klassemarkør, det er lidelse som identifikation. Det bliver aldrig mig. Lidelsen for lidelsens skyld? Fuck af. Det gider jeg ikke høre på. Hvis du virkelig lider, så strammer du op, og så tager du jakkesæt på og tager ud og taler med Rotary. For så vil du væk fra det lort, og det skal du nok komme."
Bevidste provokationer
Mads Holger holder af absolutter, af endegyldige konklusioner. Som f.eks. at 1990'erne var et grænseløst, ødelæggende, patetisk lorteårti.
"Jeg er eksamineret i syv sprog, jeg læser oldgræsk og kan citere samtlige klassiske værker. Det tror jeg ikke, Amalie fra "Paradise" kan"
Modsiger man ham ved at påstå, at årtiet – bl.a. med foldboldlandsholdets EM-sejr i 1992 og Bjarne Riis' (snyde)sejr i Tour de France i 1996 – var med til at give danskere en ny international selvforståelse, og at årtiet med friværdiens eksplosion og Suedes "The Beautiful Ones" fra 1996 var med til at igangsætte en ny selvfejringskultur, der strakte hænderne helt frem til 00'ernes finanskrise, så er svaret:
"Men man kan også sige, at der var en hel generation, der i 1990'erne var formet til at tænke relativistisk, det kan man jo høre her. Men okay, 1990'erne var mange ting, det er bare stadig sådan, at flod erstatter ebbe, men derfor kan vi jo godt tegne et landkort – også over Vadehavet."
1990'erne var jo også på mange måder ironiens årti. Er du et opgør mod ironien?
"Ja, i den grad et opgør mod, at det kammede over. Det blev for meget "Det Brune Punktum"."
Ligner dit opgør med ironien måske reality-tv's opgør med ironien? I reality-genren har man at gøre med mennesker, der får medieomtale ved at stille sig frem på tv uden skygge af ironi. En anonym socialdemokrat har i en artikel om dig på Kommunikationsforum udtalt, at dit kandidatur til Folketinget svarer til, at Amalie fra "Paradise Hotel" stiller op for Liberal Alliance.
"Jamen, ved du hvad, det er meget enkelt. Jeg er eksamineret i syv sprog, jeg læser oldgræsk og kan citere samtlige klassiske værker. Jeg har lige lavet et radioprogram om Nietzsche og Schopenhauers forskellige syn på opdragelse og transcendensen som fænomen. Det tror jeg ikke, Amalie fra "Paradise" har. Længere er den ikke. Reality som fænomen er en genre, som er alt andet end realitet. Det er konstrueret af nogle skidesprællere fra RUC."
Men det, jeg siger, er, at du er skabt ud af ironien, at ironien har skabt dig.
"Nej, jeg er skabt ud af dekonstruktivisme."
Jamen, ironi er vel også dekonstruktivisme?
"Ja, ok, det giver jeg dig."
Tag f.eks. forløbet med ironikeren og stilisten Mads Brügger, der først sviner dig og Klub Jet til i en artikel i magasinet Euroman, hvorefter han ansætter dig som vært på Radio 24syv. I min verden er det forløb en reality-tv-struktur, hvor man først får negativ omtale, som så generer mere medieplads, som så generer mere positiv omtale.
"Jeg synes, det virker meget fortænkt det der. Al omtale er god omtale, sagde Simon Spies – men det er jeg ikke enig i. I al beskedenhed synes jeg, at jeg har været modig. Jeg har taget nogle dagsordener, vel vidende at det ville blive Blitzkrieg. Jeg vidste jo godt, hvad der ville ske, da jeg for fem år siden stillede mig op med Caroline Flemmings lillesøster og fortalte om Klub Jet, der skulle til Operaen i Stockholm for at feste – og at det ikke var alle, der kunne komme med. Al den stund vi taler fortid, har jeg bevidst provokeret. Men har provokationen en iboende værdi eller har den instrumental værdi? Det er dybest set det, du kredser om. Og mit svar til det er: både og. Det er som fast arbejde, det er godt for sjæl og legeme."
Men ifølge din bog "Bladguld" lavede du Klub Jet, lige efter at du var blevet sablet helt ned af medierne. Altså du rejste dig ved at provokere?
"Ja, jeg var helt ude at skide der, jeg havde ovenikøbet fået nogen på hovedet. Og provokationen rummer en fremdrift. Jeg gør det, fordi jeg dybest set er idealistisk. Vi skal huske på, hvad der er mål, og hvad der er middel. "
Politisk vækkelse efter faderens død
Telefonen ringer, og Mads Holger taler fuldkommen formfuldendt britisk ned i den. Lige efter larmer nogle håndværkere i Glyptotekets vinterhave med en isnende lyd, der skærer i ørerne.
"Aaarh!" brøler Mads Holger til dem med en styrke, der giver ekko i kuplen over os og får folk til at vende sig om.
Lidt senere begiver vi os ud i København, hen mod den bil, der skal fragte os til Rotary-foreningen. Pludselig opdager han hullet bag på sin jakke. "Årh, nej, det er et at mine bedste sæt," udbryder han, og bliver et kort øjeblik flov ved tanken om at skulle optræde med hul i jakken. "Nå, fuck det," siger han så og tænder en smøg.
Om det er hullet, der gør det, er ikke til at vide, men Mads Holger går gennem byen med begge arme placeret på ryggen. Og med fremstrakt hoved. Som en slags genfødt filosof fra 1800-tallet.
"Held og lykke," råber en midaldrende folkeskolelærerlignende mand efter ham, mens andre ser på ham med et kort, lettere forvirret "kender jeg ikke ham"-blik.
Mads Holger er en skikkelse. Men kan han omsætte det til et politisk projekt. Eller vil skikkelsen overskygge projektet?
Din historie og dit narrativ er jo ikke nødvendigvis andres narrativ?
"Jo."
Det er det, du påstår?
"Yes. Men skide være med mig. Det store problem i vores kultur – og det gælder ikke kun mig – det er fraværet af identitet, fraværet af udfordring, det er apati, fordi den store fortælling er forbi. Velkommen til, min dreng. Det er slut. Det var min generations indgangsbøn til tilværelsen. Det er den apati, du ofte hører, Cepos og det borgerlige Danmark klage over. Men ingen af dem har tilsyneladende forstået, at sage også skal gribes kulturelt an."
Men hvis man politisk med vilje opstiller udfordringer og grænser, der skal overskrides, svarer det så ikke til de her kommunale klatrevægge, man ser rundtom?
"Jojo, men du behøver jo ikke bygge mure, for at folk skal have noget at kravle over. "
Men hvordan oversætter man det til et politisk projekt?
"De her ting genereres af sig selv og er gudskelov så naturligt og hensigtsmæssigt indrettet, at de på et tidspunkt afslutter sig selv. Og det tidspunkt er nu. Nu afsluttes den her verdenshistoriske efterlønsperiode. Det gælder også i forretningslivet. På et eller andet tidspunkt bliver IBM så stor og fed og doven, at der kommer en lille og snedig. Og det er det, der er sket med vores kultur. Vi er blevet for lade, vi skal på dagpenge og er berettiget til krisehjælp, hvis hanken på vores Irma-pose knækker."
Appellerer du mere til de yngre end til de ældre, tror du?
"Jeg har i hvert fald mødt meget stor modvilje fra folk, der er ældre end mig, og meget stor velvilje fra folk, der er yngre. Fordi de netop ikke er opvokset med den der evige skepsis og ironi. Og fordi det ikke skræmmer dem, at noget er skabt."
Men ældre mennesker er i sagens natur vel også sværere at dupere?
"Jo, selvfølgelig. Det ville da være mærkeligt andet. Men i vores samfund vil alle være Woodward og Bernstein, der er fandeme ikke nogen ud over mig, der vil være Nixon. Vi er alle sammen blevet fortællere, der er ingen subjekter, der er kun det objektivt anskuede. Skal vi alle sammen have en klumme på K-forum og være selvironiske over for vores Østerbro-spelt-tilværelse? Pludder-pladder. Den eneste kritik, der har ramt mig, er den der: "Årh, du sidder bare i dit elfenbenstårn og kommenterer uden at agere." Det er derfor, jeg går ind i politik."
Skete din politiske vækkelse, da din far døde?
"Ja. Barndommen er tryghed og nærvær og fællesskab, men fravær af ansvar. Så kommer friheden i ungdommen, og på et tidspunkt kommer der et konservativt sindet voksenliv. Og overgangen fra fase to til fase tre skete, da min far døde. Min fars død var på mange måder der, hvor det gik op for mig, at min historie havde noget at sige for andre end mig. En af ulemperne ved mit liv var jo netop at blive nægtet adgang til tilværelsen, til livet, til narrativen, til udfordringerne, til faderopgøret, ikke? Jeg var skidefuld, da jeg tog min studentereksamen, jeg kom direkte fra Andys Bar og fik 11 eller 13. Hvor er udfordringen? Hvor kan jeg udmærke mig? Hvor kan jeg gøre en forskel? Det er fraværet af en narrativ. Og det vil jeg gerne bringe tilbage."
Kække one-linere
I Rotary-foreningen sidder danskheden og skæver høfligt forsigtigt, mens der serveres kaffe og en brunsviger, der ville få enhver fynbo til at gå ind i fødevarepolitik.
Til porcelænsskramlen løfter formanden både messingklokken og sig selv og annoncerer, at foreningen næste gang har et meget vigtigt møde, hvor de skal besøge et ølbryggeri. Forsamlingen kvitterer med den indforståede og lavmælte høhø-brummen, der på mange måder er lyden af vores land.
"Velkommen til, min dreng. Det er slut. Det var min generations indgangsbøn til tilværelsen. Det er den apati, du ofte hører, Cepos og det borgerlige Danmark klage over"
Derefter er der et indslag fra et af medlemmerne, der har tre minutter til at underholde med lige, hvad vedkommende lyster.
Denne gang er det en ældre mand, der nærmest pligtskyldigt og under lige så pligtskyldige tilråb først fumler med computeren, men så endelig får sit diasshow til at virke – et tavst show, der består af en række vittighedstegninger, og hvis pointe er, at de gamle i vores land nok ikke er så dumme og tunghøre endda.
Stolene trækkes bagud, og man rejser sig til afsyngningen af Jeppe Aakjærs "Jeg bærer med smil min byrde". Nålen i reverset, der ikke kan lide skræl på kartoflerne, synger for, kun første og sidste vers får han at vide, det skulle jo nødig gå hen at blive langtrukkent.
Så er det endelig hr. Holgers tur. Forsamlingen kigger spændt. Kan han levere den der pirrende frække, uvante og uventede selvsikkerhed, som ellers kun er rappere, standuppere og boksere forundt? At dømme efter de brummende høhøer, der er en blanding af indforstået forargelse og indforstået morskab, er svaret ja.
Med en panderynken, der er som taget ud af en overgrimasserende ældre, dansk familiefilm, præsenterer han sig som søn af enlig mor fra Nørrebro, der hidtil har stemt S eller SF, men nok ikke gør det til næste valg. Og så siger han ting som:
"Jeg vil gå til valg på folkeskolen – det er Danmarks største kulturinstitution. Jeg er ikke lektor Blomme, men vi er ikke gode nok til at bryde den negative sociale arv. Alle skal have bestik og tallerkener, men hvad de tager fra buffeten, er deres egen beslutning."
"Partiet har for længe kun talt om penge og økonomi. De Konservative har kun kunnet tale om penge, penge, penge. Vejen frem er at tale om andet end penge. Jeg ønsker ikke skattelettelser, for at de rige kan blive rigere og bare ligge i en jacuzzi og grine hånligt."
"Jeg er ikke specielt interesseret i at stille op for Det Konservative Folkeparti, men jeg ønsker at stille op for mit land, og Det Konservative er det rigtige sted. Men der skal strammes op. Og det skal jeg personligt sørge for."
"Nu skal det her ikke udvikle sig til en prædiken, men lidt orgel skal der da lyde: Kapitalismen er en genial måde at snyde djævlen på. Det gode ved den konservative kapitalisme er, at man spænder djælelen for herrens vogn."
Bagefter er der spørgsmål fra salen: Er du den nye mr. 10 procent? "Til næste valg er jeg. Nu går vi først efter en guldbajer – målt i procent – og til næste valg en god flaske rødvin."
Går du ind for De Konservative i en borgerlig regering? "Det er Søren Pape, der bestemmer og sætter holdet. Han er Sepp Piontek. Og jeg er Michael Laudrup."
Høhøerne erstattes af et kort fælles gisp. Sagde han virkelig det? Ja, åbenbart. Helt uden tilbehør.
Hvad synes du om tvungen lektiecafé? "Det vil jeg slet ikke gå ind i. Det handler om, at folk skal lære noget. I øjeblikket serveres der så tyndt øl i folkeskolen, at man bliver nødt til at blive der meget længe for at få noget med hjem."
Så er der lodtrækning om to flasker rødvin. Det er Mads Holger, der skal trække fra hatten. "Der er da heller ingen retfærdighed til," mumles der, da Karl Ib og Jan vinder.
Det er slut. Forsamlingen bryder op og kigger sigende på hinanden med "nå, så fik vi nu alligevel noget for pengene i aften"-blikke.
Udenfor skal Mads Holger have taget billeder, bl.a. vil en mægtig ivrig KU'er "gerne bevise, at han har været sammen de fine". Efter en øl med de mere indviede, rejser Mads Holger sig og siger: "Nå, nu skal Varnæs hjem. Hjem til Postgården."
I bilen mod på vej tilbage mod København, siger han ja til at medvirke i "Paparazzi", et program på Ekstra Bladet-TV, der følger en kendt i 24 timer. Senere kobler DR2 sig på projektet. De vil gerne filme Mads Holger, mens han bliver filmet.
Da vi når København, stiger han ud af bilen. Ved Irma. Han skal ind efter nogle røde bøffer.
