Af August Strindberg. På Bellevue Teatret i Klampenborg. Indtil 29. juli. Desuden 27.-30- januar 2022.
Thure Lindhardt klarer sin instruktørdebut med glans, selvom hans fortolkning af August Strindbergs stykke “Frøken Julie” (1888) på Bellevue Teatret i Klampenborg ligger på grænsen til det studentikose og overdrevne. Men jeg æder den, for alt er gennemført ned til mindste detalje, og alt kan med lethed forsvares og forklares.
Den nu forhenværende balletstjerne Alban Lendorf debuterer også i stykket – som skuespiller og til manges forbavselse brager han igennem. Med lidt mere træning kan han blive en absolut fremragende skuespiller, og dertil kommer hans evne til også plastisk at bruge kroppen.
“Alban Lendorfs sexede og forførende udgave af Jean sidder lige i øjet
Hans udgave af Jean, den ene af de to hovedroller, bliver på den konto også en slags dansekarakter, hvor følelserne bliver udtrykt via dansen. Læg dertil Andreas Bernitt på violin, der djævelsk er med til at opbygge det pikante men også grusomme handlingsforløb. Lige dele forførelse og død og ødelæggelse.
“Frøken Julie” spilles i vore dage som et magtspil mellem mand og kvinde. Hvem dominerer hvem, og hvad sker der, når rollerne byttes om? Når godsejerdatteren stopper med at dominere sin fars kammertjener, og han for sin del pludselig dominerer hende.
Strindberg skrev stykket for at vise, at kvindekønnet er svagt, idet frøken Julie af Jean bliver beordret til at skære halsen over på sig selv, hvad hun gør til sidst. Den tolkning er i denne udgave vendt 180 grader, hvad Strindberg ville hade, men nu lever vi jo heldigvis i en anden tid.
Ved at handlingen gøres til en SM-leg, opstår der kort og godt en anden gnist, der rækker langt ud over stykkets egen tid. Oven i det kommer så, at forordet til “Frøken Julie” var det allerførste i verden, som beskrev og varslede den naturalistiske spillestil, som teatre gør brug af i dag. Før da spillede man alle stykker som romantisk teater. På den led var og er “Frøken Julie” lidt af en øjenåbner.
Alban Lendorfs sexede og forførende udgave af Jean sidder lige i øjet, og det samme gør Sonja Richters elegante fortolkning af rollen som frøken Julie. Ikke mindst fordi Sonja Richter elegant spiller på et miks mellem uskyld, rådvildhed og kynisme. Oven i hatten kommer så en glimrende Sara Hjort Ditlevsen i rollen som Jeans kæreste. En figur der både fungerer som stykkets moralske talerør og udspekulerede observatør.
Denne frække forestilling om dominans er kort og godt et hit. Også selvom instruktøren lægger et lidt for tykt symbollag på. Se den. Nyd den. Og bliv inspireret af magtspillet, som raffineret også kan bruges på hjemmefronten. Hvem forfører hvem, og hvad er prisen?
