Spiller på Teater Grob i København frem til 10. December.
Ellen Hillingsø er forrygende i den spritnye og topmoderne fortælling om kønsroller og kønspolitiske forventninger, “Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman”, der lige nu spiller på Teater Grob i København.
Forestillingen er både svært tilgængelig og sært dragende. Ursula Andkjær Andersens ordkomprimerede, begavede og dybt ironiske tekst er nemlig noget af det tungeste ordteater, man kan forestille sig. Da jeg på den konto forlod teateret til premieren forleden, gik der to personer ved siden af mig, hvor den ene sagde: “Hvor var Ellen Hillingsø fantastisk, men hvad handlede stykket egentligt om?”. Hvorpå den anden svarede: “Aner det ikke, men du har ret”.
Eller sagt på en anden måde: Man går mere spørgende end oplyst hjem fra forestillingen, men omvendt er det også det, forestillingen kan og vil; sætte spørgsmålstegn.
“Kvinden i stykket er den hårdeste dommer over sit eget liv
Lars Wallenberg, teateranmelder
Omdrejningspunktet er de forventninger, ikke mindst kvinder har til sig selv. Her med referencer til og sat op imod kitschfilmen “Wonder Woman” fra 1984 (en film der i klip også aktivt indgår i forestillingen).
Filmen handler om den perfekte kvinde, amazoneprinsessen Diana fra den græske og romerske mytologi. Overfor har vi så hverdagskvinden i stykket, den forslæbte husmor, den kiksede elskerinde og den fejlslagne skønhed. Eller som Ellen Hillingsøs navnløse kvindefigurer siger i forestillingen: “(…) det her er et foredrag om grådighed, utålmodighed, huskesedler, årsag og virkning; eller opskriften på det skyldige eller uskyldige menneske”.
Det er en god idé på forhånd at kende lidt til Treenigheden, for cyklisk køres der i forestillingen både på månens tre faser parallelt med den kristne Treenighed i form af Faderen, Sønnen og Helligånden. Bliv derfor ikke forbavset, når Ellen Hillingsø iført en af Nicholas Nybros i alt otte absurd store barbiekostumer, pludselig dukker op i fuldt skrud som selveste Jomfru Maria, alt imens hun diskuterer med sig selv, om hun også er den livsbudbringer (til verden), som hun burde have været.
De kvindepolitiske lussinger med afsæt i det religiøse eller mytologiske slutter ikke her. Morsomt får vi også et opgør med kvinden som forbruger eller husmor, mens Hillingsø iklædt et gigantisk croissantkostume går i rette med forbrugersamfundet.
Det snedige greb er, at netop ved at kvinden i stykket er så uperfekt og tvivlende både på sig selv og sine omgivelser, bliver hun det perfekte menneske. Det perfekte menneske er nemlig den person, der tør indse sin egen rådvildhed og tvivl.
På den konto er selve grundfortællingen i denne ordflomme meget moralsk, hvor skylden heldigvis ikke vendes ud mod andre a la “det er også samfundets skyld”. I denne moralske forestilling står vi alle ene og alene til ansvar for vores egne handlinger, og her er det så, at kvinden i stykket er den hårdeste dommer over sit eget liv.
Idealet har hun – Wonder Woman – men hvem kan leve op til det perfekte? Det er kort og godt råt for usødet i forhold til idealer – eller vores mangel på samme, hvor drivremmen for at alt ikke går i sort i selve fortællingen, er de absurde kostumer, der virker som en modvægt til forestillingens alvor. Læg dertil at Ellen Hillingsø spiller på en underspillet humor, der slet ikke er til at stå for.
På den led er “Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman” heldigvis ikke for de få og frelste, for også det politisk korrekte får sig en ordentlig bredside, og overordnet er forestillingen reelt en opsang til os alle sammen og vores egen selvforblændelse. Suverænt spillet, super skarpt instrueret af Niels Erling og brilliant indpakket i Nicholas Nybros kostumer og scenografi.
“Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman” er en af årets sværeste og mest teksttunge forestillinger overhovedet. Men omvendt er den også en af teatersæsonens mest sære og uundværlige.
Er man derfor til en intellektuel, men også ironisk ristning over sagte ild af vores samtid, kønsidentitet og ikke mindst selvforståelse, så er denne sværvægtermundfuld værd at sætte tænderne i.
