ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Per Pallesen: "Jeg skulle have fordybet mig lidt mere"

Forkroppen og hovedet på en talende og syngende kamel i børneforestillingen "Folk og røvere i Kardemommeby".

Per Pallesen husker stadig sin allerførste rolle på Aalborg Teater, da jeg her 50 år efter møder ham på en solrig dag i det indre København.
"Når jeg ser solnedgangen i Hirtshals, så undrer jeg mig over, at jeg aldrig slappede af og bare nød det. Hvor er det åndssvagt"

Den 70-årige skuespiller og komiker vil nok altid være mest kendt som den sleske tjener Boldt i Matador, den skøre Mathiesen i Dansk Naturgas med Tommy Kenter på DR-monopolet i 1980'erne og det musikalske samarbejde med Søren Pilmark.

Men det var rollen i kamelkostumet som 20-årig, der satte det hele i gang.

10569_picture_6065_3.jpg
Tjener Boldt i Matador. Måske Per Pallesens mest kendte rolle.-Svend Aage Mortensen/Scanpix

"I min allerførste rolle kunne ingen se mit ansigt. Det var både første og sidste gang," griner Per Pallesen, da han mindes sin nu lange karriere på de skrå brædder.

En karriere og et jubilæum, der på næste søndag bliver fejret på Betty Nansen Teatret i København. Her har Per Pallesen en mindre rolle i komedien "Tjener for to".

"Jeg har prøvet det hele, alt, bortset fra at sætte en opera i scene. Jeg er mest kendt for det morsomme og revyerne, men jeg har også spillet på Det Kongelige Teater og været med i både Lars Noréns "Dæmoner" og i John Osbornes "The Entertainer"."

"Jeg har haft ustyrlig travlt og heldigvis aldrig været arbejdsløs. Det har været en fantastisk tid, og jeg er meget stolt af mine 50 år, men jeg skulle nok have fordybet mig lidt mere i de enkelte roller og hvilet bedre i mig selv frem for hele tiden at være på vej til det næste," siger Per Pallesen eftertænksomt.

Man får da også næsten åndenød, når man begynder at opremse de mange forestillinger, han har været med i eller har iscenesat. Karrieren – for øvrigt et ord Per Pallesen ikke kan lide – tæller mere end 200 teaterstykker, 75 instruktioner, 70 revyer og 1600 optrædender på tv og i radioen.

10570_picture_8147_3.jpg
En af de mange glansroller. I 2006 spiller Per Pallesen Max Bialystock og Preben Kristensen Leo Bloom i “The Producers” på Det Ny Teater. -Kim Nielsen/Polfoto

"I 30 år holdt jeg ikke sommerferie, fordi jeg blandt andet havde nok at gøre med Hjørring-revyen. Når jeg nu ser solnedgangen i Hirtshals, så undrer jeg mig over, at jeg aldrig slappede af og bare nød det. Hvor er det åndssvagt."

Direktør på scenen

I midtfirserne brugte Per Pallesen sine mange kræfter på samtidig at være teaterdirektør på Lorry på Frederiksberg og spille med i to forestillinger.

"Jeg skulle dø på side 34 i kultforestillingen "Nød i Præstegården" på Lorry, for så kunne jeg løbe over Pile Allé i min præstekjole og spille hovedrollen i "Den Stundesløse" på Aveny Teatret."
"Jeg er meget frankofil, når det handler om vine, og rosé-vine fra Provence smager fantastisk med fjordrejer, når det er varmt."

"Her var jeg først med fra side seks, så det lykkedes. Utrolig hvor mange kræfter jeg havde, jeg sov næsten ikke i mine fire år på Lorry. Men det var også i de år, at jeg blev gråhåret."

Det var først som 60-årig i 2002 og endnu mere alvorligt i 2004, at Per Pallesen fik smæk for det årelange misbrug af sine kræfter. På det tidspunkt var han teaterdirektør på Nørrebro Teater i København.

Først kollapsede han af stress og fik en svær depression, siden var han sekunder fra at dø, da hovedpulsåren sprang, og blodet fossede ud i bughulen. Han måtte gennem to operationer og lå i koma i fem dage, og Berlingske Tidende havde allerede trykt nekrologen.

10571_picture_7133_3.jpg
Samarbejdet med Søren Pilmark vandt priser i 1980’erne. Også internationalt. “Vi var sammen hver dag i syv år, før vi fik lidt metaltræthed,” fortæller Søren Pilmark om parløbet. -Bo Svane/ Polfoto

"Det var meget bizart at læse sin egen nekrolog, men heldigvis var den rosende," siger Per Pallesen.

"Spøg til side. Det var en alvorlig advarsel, og siden er jeg blevet meget bedre til at slappe af og nyde livet. Jeg har knoklet som et vildt dyr hele livet, men nu er det familien og vennerne, jeg gerne vil være sammen med."

Nyder livet med familien

Per Pallesen fortæller om påsken i huset i Provence med sin kone, lejligheden i Roms Travestere-kvarter og vinterens tur – en forsinket fejring af de 70 år – til Afrika med begge sine skuespillerdøtre, Trine og Sofie, de seks børnebørn og svigerbørnene.

"Det er dejlig at have en soulmate på sin egen alder. Når aldersforskellen er for stor, så er det dømt til at mislykkes," siger Per Pallesen og henviser til sit relativt nye ægteskab – fra 2011 – med den jævnaldrende tandlæge Vivian Dencker.

10572_picture_7893_3.jpg
“Det er dejligt at have en soulmate på sin egen alder,” siger Per Pallesen om forholdet til fruen Vivian Dencker. -Kristoffer Juel Poulsen/Scanpix

Når familien og vennerne ikke tager al tiden, er Per Pallesen som en rigtig livsnyder meget optaget af mad og vin. Han holder både foredrag og skriver bøger om emnet.

Den første bog var "Glæden ved vin" fra 2009, og siden har han udgivet tre madguider om restauranter i Rom og Provence. Lige nu arbejder han og Vivian Dencker på en bog om rosévine.
"Det var meget bizart at læse sin egen nekrolog, men heldigvis var den rosende"

"Jeg er meget frankofil, når det handler om vine, og rosé-vine fra Provence smager fantastisk med fjordrejer, når det er varmt. Vivian er translatør, når jeg interviewer og besøger vingårde, og det er et perfekt samarbejde," forklarer Per Pallesen.

Madmæssigt rynker han lidt på næsen af Noma-trenden og foretrækker enkle, italienske retter, fransk søbemad som coq au vin eller klassisk dansk bondemad som stuvet hvidkål med frikadeller.

Hovedrolle spøger

Også på teatret drømmer han om en sidste klassisk hovedret. Selv om han egentlig befinder sig godt langt væk fra hovedrollernes projektørlys, spøger hovedrollen som jøden Tewje i musicalen "Spillemand på en tagryg."

En rolle han allerede har spillet en gang. I 1995 på Odense Teater.

"Jeg ville ikke tøve med at sige ja, hvis jeg igen fik tilbudt Tewje. Han er jovial og meget morsom, og så er forestillingen evig aktuel og vedkommende. Den handler jo om undertrykkelse af mindretal, og det ser vi jo hele tiden."

10573_picture_7634_3.jpg
Per Pallesen, Kirsten Peuliche og datteren Trine i 1970. “Vi elsker stadig hinanden, bare på et andet plan,” siger han om ekskonen.-Geert Bardrum/Scanpix

Per Pallesen kan på falderebet ikke dy sig for gentage en jødiske joke, som han fik fortalt af en amerikansk jøde.

"Hvad er en jødes værste mareridt? Gratis svinekød."

En gang komiker, altid komiker. Også selv om livet indeholder så meget andet.




Andre læser dette lige nu