Dansk advokatægtepar har købt en vingård i Beaujolais, hvor de bijobber som ambitiøse vinproducenter.
Per Håkon Schmidt og Marianne Philip er advokater, men også vinproducenter. Sidstnævnte har de været siden 2009, hvor de købte en vingård fra 1842, fordi det kunne lade sig gøre.
Det er den korte historie.Per Håkon Schmidt og Marianne Philip købte en vingård fra 1842 af en enke, der havde boet på stedet i 50 år og på det seneste forsømt stedet efter alle kunstens reglerPer Håkon Schmidt fik idéen, da familien var på ferie i Toscana for 15 år siden.
“Jeg har altid interesseret mig for vin, og når vi rejste i vinområder, har vi som regel besøgt nogle vingårde. I Toscana besøgte vi en gård, men kunne ikke få adgang med den begrundelse, at ejeren var hjemme i Milano,” fortæller Per Håkon Schmidt og tilføjer, at det var første gang, han erfarede, at man godt kunne lave vin uden selv at være til stede.
“Det var dér, jeg begyndte at overveje, om ikke vi selv skulle have en lille vingård,” siger han.
Chateau Grand Grange i Beaujolais syd for Bourgogne var faldefærdig, da Marianne Philip og Per Håkon Schmidt købte vinslottet i 2009. Nu er det sat i stand og parat til at levere vin af god kvalitet. Privatfoto
Hustruen, Marianne, var endnu ikke på samme bølgelængde, og i stedet for en vingård købte parret et sommerhus i den provencalske by Grasse. Men det var alligevel hende, som slog den gnist, der skulle få husbondens drøm til at flamme op igen.
“En dag kom Marianne hjem fra kontoret og fortalte om en klient, der havde købt en vingård i Bordeaux. Jeg spurgte, om det ikke var kompliceret, og det benægtede hun,” smiler Per Håkon Schmidt, hvorefter hustruen trækker på skuldrene.
Boligjagt i Provence
For snart bredte ilden sig til hende, og nogle år senere havde de solgt huset i Grasse og købt Chateau Grand Grange i Beaujolais, syd for Bourgogne.
Jagten blev ganske vist indledt i Provence, hvor priserne dog ikke faldt i parrets smag. Men da mægleren foreslog det billigere Beaujolais, rystede Per Håkon på hovedet, som rungede af erindringer om 1980’ernes sure Beaujolais Nouveau-show.Planen var at skabe en ny vin af langt højere kvalitet end den eksisterende, som blev lavet på må og få med assistance fra enkens søn, som til daglig solgte vinfremstillingsudstyrHan indvilgede dog i at se nærmere på sagen, og snart var ægteparret solgt og havde købt. En vingård fra 1842 af en enke, der havde boet på stedet i 50 år og på det seneste forsømt stedet efter alle kunstens regler.
Selv vinen smagte som rævepis, fortæller Per Håkon Schmidt.
“Det var en rigtig ubehagelig vin, men ikke desto mindre havde ejeren en fast aftale med den kendte vinkøbmand Georges Duboeuf, som igennem mange år havde aftaget en stor del af produktionen. Han havde dog netop opsagt kontrakten, erfarede vi, efter at skødet var skrevet under,” lyder det tørt fra advokaten.
Men det var nu heller ikke for at få fingre i ejendommens vin, at parret købte gården. Planen var at skabe en ny vin af langt højere kvalitet end den eksisterende, som blev lavet på må og få med assistance fra enkens søn, som til daglig solgte vinfremstillingsudstyr.
Læs også:
Supervin fra Toscana
Sommerens bedste lyserøde bobler
Merlot i topklasse
Den forfaldne ejendom blev renoveret. Forpagteren – en 60 årig mand, der var født på gården – blev underlagt en ung nyansat kvindelig ønolog. En ekstra hvidvinsmark og en Grand Cru mark i Fleurie blev indlemmet i besiddelserne, og i dag – tre år efter – er der en rigtig nydelig portefølje af vine i kælderen.
Hvidvinen i årgang 2009 er lidt svag i koderne, for stokkene er unge, og man havde for stort udbytte. Roséen er derimod rigtig lækker, ligesom den røde 2009 Chateau Grand Grange La Tour (85 kr., vinoteket.dk, rotunden.dk) virkelig er en fornøjelse, især når prisen tages i betragtning.
Det er en vin med karakter, næsen er lækkert præget af mineraler, strejf af kærnemælk og friskkværnet sort peber. I munden virker den flæsket og forfriskende syrlig med en pæn længde.
Den er da heller ikke lavet som en helt almindelig Beaujolais, fortæller Per Håkon Schmidt.
“Traditionen med at gære hele drueklaser under tryk, kaldet maceration carbonique, bruger vi ikke. Derimod afstilker vi druerne for at undgå stilkene, der kan give en ubehagelig besk smag. Vi giver drueskallerne tid til at bløde ud og give farve og karakter, før vinen til sidst fyldes, dels på egetræsfade, dels på ståltanke.”
Vinen fra Fleurie marken i årgang 2010 er ligeledes værd at stifte bekendtskab med, om end den er for ung endnu. Men nyder man den af et stort, godt bourgogneglas fremstår næsen elegant parfumeret, med strejf af skovjordbær og kalk.
I munden blomstrer smagen op, mens syren altså minder om, at vi kun er nået til 2012, så der skal et solidt måltid på bordet. Gerne med tomat, hvidløg og stegt kød.
Alt i alt har parret opnået fine resultater, men de har dog ingen planer om at opgive advokatkarrierene. Per Håkon Schmidts arbejde med IP-ret hos Plesner og Marianne Philips partnerskab hos Kromann Reumert skæpper nok mere i kassen, end salget af ejendommens vin kan indbringe.
Og de har heller ingen planer om at flytte fra villaen i Hellerup til Frankrig, hvor de nu tilbringer sommerferierne og en weekend cirka hver anden måned.
Men planen er bestemt, at salget skal styrkes og bidrage til driften.
“Hvis ikke det lykkes, ender vi med at have anskaffet en meget dyr græsplæne,” konstaterer Per Håkon Schmidt.
Men ikke så dyr, som hvis den lå i Grasse, hvor parret solgte deres daværende sommerhus for omtrent det halve af, hvad vingårdseventyret har stået dem i.
“Det her er en helt anden oplevelse. I Grasse kendte de mig hos bageren, det var det. I Beaujolais er vi en del af lokalsamfundet, vi har haft åbent hus for naboerne og besøgt borgmesteren. I Grasse går du altså ikke ned og besøger borgmesteren, fordi du har købt et hus,” siger Per Håkon Schmidt og hæver glasset til skål.
Læs mere om vinene påwww.chateaugrandgrange.com
Læs også:
Fremtidens danske vin er mousserende
Sommelierfabrikken summer i Bredgade
Snyd kineserne på vinfronten
.
Per Håkon Schmidt og Marianne Philip er advokater, men også vinproducenter. Sidstnævnte har de været siden 2009, hvor de købte en vingård fra 1842, fordi det kunne lade sig gøre.
Det er den korte historie.Per Håkon Schmidt og Marianne Philip købte en vingård fra 1842 af en enke, der havde boet på stedet i 50 år og på det seneste forsømt stedet efter alle kunstens reglerPer Håkon Schmidt fik idéen, da familien var på ferie i Toscana for 15 år siden.
“Jeg har altid interesseret mig for vin, og når vi rejste i vinområder, har vi som regel besøgt nogle vingårde. I Toscana besøgte vi en gård, men kunne ikke få adgang med den begrundelse, at ejeren var hjemme i Milano,” fortæller Per Håkon Schmidt og tilføjer, at det var første gang, han erfarede, at man godt kunne lave vin uden selv at være til stede.
“Det var dér, jeg begyndte at overveje, om ikke vi selv skulle have en lille vingård,” siger han.
Chateau Grand Grange i Beaujolais syd for Bourgogne var faldefærdig, da Marianne Philip og Per Håkon Schmidt købte vinslottet i 2009. Nu er det sat i stand og parat til at levere vin af god kvalitet. Privatfoto
Hustruen, Marianne, var endnu ikke på samme bølgelængde, og i stedet for en vingård købte parret et sommerhus i den provencalske by Grasse. Men det var alligevel hende, som slog den gnist, der skulle få husbondens drøm til at flamme op igen.
“En dag kom Marianne hjem fra kontoret og fortalte om en klient, der havde købt en vingård i Bordeaux. Jeg spurgte, om det ikke var kompliceret, og det benægtede hun,” smiler Per Håkon Schmidt, hvorefter hustruen trækker på skuldrene.
Boligjagt i Provence
For snart bredte ilden sig til hende, og nogle år senere havde de solgt huset i Grasse og købt Chateau Grand Grange i Beaujolais, syd for Bourgogne.
Jagten blev ganske vist indledt i Provence, hvor priserne dog ikke faldt i parrets smag. Men da mægleren foreslog det billigere Beaujolais, rystede Per Håkon på hovedet, som rungede af erindringer om 1980’ernes sure Beaujolais Nouveau-show.Planen var at skabe en ny vin af langt højere kvalitet end den eksisterende, som blev lavet på må og få med assistance fra enkens søn, som til daglig solgte vinfremstillingsudstyrHan indvilgede dog i at se nærmere på sagen, og snart var ægteparret solgt og havde købt. En vingård fra 1842 af en enke, der havde boet på stedet i 50 år og på det seneste forsømt stedet efter alle kunstens regler.
Selv vinen smagte som rævepis, fortæller Per Håkon Schmidt.
“Det var en rigtig ubehagelig vin, men ikke desto mindre havde ejeren en fast aftale med den kendte vinkøbmand Georges Duboeuf, som igennem mange år havde aftaget en stor del af produktionen. Han havde dog netop opsagt kontrakten, erfarede vi, efter at skødet var skrevet under,” lyder det tørt fra advokaten.
Ny kvalitetsvin
Men det var nu heller ikke for at få fingre i ejendommens vin, at parret købte gården. Planen var at skabe en ny vin af langt højere kvalitet end den eksisterende, som blev lavet på må og få med assistance fra enkens søn, som til daglig solgte vinfremstillingsudstyr.
Læs også:
Supervin fra Toscana
Sommerens bedste lyserøde bobler
Merlot i topklasse
Den forfaldne ejendom blev renoveret. Forpagteren – en 60 årig mand, der var født på gården – blev underlagt en ung nyansat kvindelig ønolog. En ekstra hvidvinsmark og en Grand Cru mark i Fleurie blev indlemmet i besiddelserne, og i dag – tre år efter – er der en rigtig nydelig portefølje af vine i kælderen.
Forfriskende syrlig
Hvidvinen i årgang 2009 er lidt svag i koderne, for stokkene er unge, og man havde for stort udbytte. Roséen er derimod rigtig lækker, ligesom den røde 2009 Chateau Grand Grange La Tour (85 kr., vinoteket.dk, rotunden.dk) virkelig er en fornøjelse, især når prisen tages i betragtning.
Det er en vin med karakter, næsen er lækkert præget af mineraler, strejf af kærnemælk og friskkværnet sort peber. I munden virker den flæsket og forfriskende syrlig med en pæn længde.
Den er da heller ikke lavet som en helt almindelig Beaujolais, fortæller Per Håkon Schmidt.
“Traditionen med at gære hele drueklaser under tryk, kaldet maceration carbonique, bruger vi ikke. Derimod afstilker vi druerne for at undgå stilkene, der kan give en ubehagelig besk smag. Vi giver drueskallerne tid til at bløde ud og give farve og karakter, før vinen til sidst fyldes, dels på egetræsfade, dels på ståltanke.”
Skovjordbær og kalk
Vinen fra Fleurie marken i årgang 2010 er ligeledes værd at stifte bekendtskab med, om end den er for ung endnu. Men nyder man den af et stort, godt bourgogneglas fremstår næsen elegant parfumeret, med strejf af skovjordbær og kalk.
I munden blomstrer smagen op, mens syren altså minder om, at vi kun er nået til 2012, så der skal et solidt måltid på bordet. Gerne med tomat, hvidløg og stegt kød.
Alt i alt har parret opnået fine resultater, men de har dog ingen planer om at opgive advokatkarrierene. Per Håkon Schmidts arbejde med IP-ret hos Plesner og Marianne Philips partnerskab hos Kromann Reumert skæpper nok mere i kassen, end salget af ejendommens vin kan indbringe.
Og de har heller ingen planer om at flytte fra villaen i Hellerup til Frankrig, hvor de nu tilbringer sommerferierne og en weekend cirka hver anden måned.
Dyr græsplæne
Men planen er bestemt, at salget skal styrkes og bidrage til driften.
“Hvis ikke det lykkes, ender vi med at have anskaffet en meget dyr græsplæne,” konstaterer Per Håkon Schmidt.
Men ikke så dyr, som hvis den lå i Grasse, hvor parret solgte deres daværende sommerhus for omtrent det halve af, hvad vingårdseventyret har stået dem i.
“Det her er en helt anden oplevelse. I Grasse kendte de mig hos bageren, det var det. I Beaujolais er vi en del af lokalsamfundet, vi har haft åbent hus for naboerne og besøgt borgmesteren. I Grasse går du altså ikke ned og besøger borgmesteren, fordi du har købt et hus,” siger Per Håkon Schmidt og hæver glasset til skål.
Læs mere om vinene påwww.chateaugrandgrange.com
Læs også:
Fremtidens danske vin er mousserende
Sommelierfabrikken summer i Bredgade
Snyd kineserne på vinfronten
.
