Det er et mysterium, hvordan og hvorfor de tonstunge, meterhøje statuer blev transporteret til deres ståsted på Rapa Nui - den afsides Påskeø 4000 km fra Chiles kyst.
Da de første mennesker omkring år 1000 gik i land på »Verdens navle«, som de kaldte den ø, de var landet på, havde de efter legenden sejlet i månedsvis i deres to store dobbeltkanoer over åbent hav.
Efter samme myte medbragte de frø og planter, så jorden kunne brødføde de 300 nybyggere. Mindre end 50 år senere var deres samfund så organiseret, at folkene fik tid og lyst til at dyrke deres evner som billedhuggere.
Meterhøje stenstatuer af deres forfædre blev udhugget og transporteret til tempelplatforme, hvor de blev opstillet og tilbedt. I dag lander LanChiles jumbojet fra Santiago i Chile to gange om ugen i Påskeøens lufthavn.
Ud strømmer næsten lige så mange mennesker, som da nybyggerne kom - europæere, amerikanere og andre, der vil opleve øens stenfigurer, de skumle huler i den størknede lava og de forunderlige helleristninger og udhuggede relieffer af den mærkelige fuglemand, en menneskekrop med fuglehoved.
Nu er det de besøgende, der har tid og lyst til at dyrke fortiden, om end det nu er med kamera og video.
Rapa Nui
Påskesøndag den 6. april 1722 fik den hollandsk admiral Roggeveen øen i sigte og navngav den Påskeøen efter dagen for opdagelsen.
Senere kom den til at hedde Rapa Nui i de indfødtes sprog, og det er navnet, som efterkommerne af den oprindelige befolkning kalder den, selvom den nu hører under Chile, og dens beboere er chilenske statsborger.
Rapa Nui ligger langt fra alfarvej. Nærmeste naboer er beboerne på Pitcairn, 1900 km borte, medens Chiles kyst ligger omkring 4000 km væk.
De 3000 indbyggere bor næsten alle i øens eneste by, Hanga Roa, hvor også hoteller, restauranter, forretninger og kirken befinder sig.
Mange gader og veje er asfalteret, men bortset fra nogle få landeveje, skal man ikke ret langt uden for byen, før det er grus- og lavaveje.
Husnumre findes ikke, og trods det at gaderne har navne, bruges disse ikke meget. I stedet anvendes beskrivelser som »posthuset ligger ved siden af brandstationen til venstre på den vej, der fra kirken fører mod vest ned til vandet.«
Ahu og moai
Seværdigheder er der nok af på Rapa Nui. Øens allerførste bygningsværker var altre eller tempelplatforme, kaldet ahu.
De var bygget af store sten, der var passet ind i hinanden på ganske samme måde, som man nu ser bygninger i Cuzco og Machu Pichu i Peru fra inka-tiden.
Senere er de fleste af disse ahu revet ned og brugt til at bygge nye og større platforme, der kunne bære stenstatuerne, der kaldes moai.
Da moai-tiden var på sit højeste i begyndelsen af det 17. århundrede, har der - næsten som fyrtårne - stået 288 moai langs kysten hele øen rundt.
Bortset fra et enkelt sted har alle moai haft ryggen til havet og ansigtet ind mod tempelpladsen foran deres ahu.
Ifølge overleveringerne har statuerne været efterligninger af gamle konger og høvdinge, og de har haft øjne, så de kunne holde øje med stammerne.
Ved at tilbede dem, kunne familierne komme i kontakt med den allerhøjeste gud, Make-Make.
Engang i det 12. eller 13. århundrede er der sket en ny indvandring af et folk, der havde korte øreflipper, hvor de allerede boende havde lange øreflipper.
Disse langører, der var billedhuggere, var i midten af 1600-tallet blevet overklassen, der satte underklassen, kortørerne, til at udføre det mest hårde og slidsomme arbejde.
Da de en dag fik ordre om at rydde et stort areal for sten, flød bægeret over, og kortørerne gik til angreb på langørerne med det resultat, at alle mandlige langører blev brændt på et bål. Kun én overlevede, og flere af nutidens øboere hævder, at de kan føre deres stamtræ tilbage til netop ham.
Kortørerne havde sejret, men nu trængte fødevaremanglen sig på, og de enkelte klaner og familier begyndte at stjæle fra hinanden, og efterhånden udviklede det sig til kannibalisme.
En boplads blev besejret, nogle af medlemmerne spist, og da sejrherrerne yderligere skulle demonstrere deres hovmod, væltede de alle de moai, der havde hørt til familien.
I 1840 kunne søfolkene på de europæiske skibe, der kom til øen, ikke se en eneste moai, der stadig stod på sin ahu.
Moai rejses
De mange beretninger fra søfarende lokkede flere udenlandske arkæologer til øen i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede.
Det var dog først i 1956, at nordmanden Thor Heyerdahl fik et hold efterkommere af langørerne til at vise, hvorledes man rejste en moai.
Det skete ved Anakena-stranden i 1956, og denne statue blev dermed den første, der igen skuede ind over landet i over hundrede år.
Siden har andre arkæologer restaureret adskillige ahu og moai, så turister kan se, hvordan disse formidable figurer har stået.
Andre ligger stadig væltet med ansigtet nedad, og mange spørger i dag, hvorfor man ikke rejser flere moai op, men bare lader dem ligge.
Svaret er dels pengemangel, dels at rapanui'erne ikke er interesseret i at få dem rejst. De vil hellere lade de besøgende se både øens succes og forfald.
Tag rundt og se på øens moai - se stenhuggeriet (af de indfødte kaldt fødeklinikken eller udklækningsanstalten) ved Rano Raraku, hvor der står nogle hundrede figurer, der aldrig blev færdige.
Se de syv stifindere ved Ahu Akivi, der ifølge legenden blev sendt ud af kongen for at finde et land, hvor han kunne dvæle.
Tag op til Anakena og gå i vandet på øens eneste ordentlige badestrand og kig lige på Ahu Naunau og den moai, som Heyerdahl fik rejst.
Tag til »to-vinduehulen« og til »hulen hvor de spiser mennesker« - og sæt timer af til at besøge den ceremonielle landsby ved Orongo, hvor fuglemandskulten blev dyrket.
Slap så af søndag ved at gå i den katolske kirke klokken ni om formiddagen. Det er en fascinerende oplevelse, hvor præsten taler på engelsk, spansk og rapanui.
Oplev den stemning, der kommer, når musikerne foran alteret trakterer med harmonika, fløjte, banjo, guitar og spiller op til menigheden, der uden sang- eller salmebog synger lange rytmiske sange, som den katolske kirke andre steder næppe vil godtage.
Hvor man til sidst tager hinanden i hånden og synger sammen for derefter at hilse på hinanden, inden man går ud og giver præsten hånden.
Man bliver helt oplivet af musikken og sangene, der klinger befriende inde i hovedet på en, når man næste dag drager ud for at se på flere forhistoriske fund.
Kom til Rapa Nui - inden øen bliver ødelagt af en massiv turiststrøm - det kan nås endnu.
Da de første mennesker omkring år 1000 gik i land på »Verdens navle«, som de kaldte den ø, de var landet på, havde de efter legenden sejlet i månedsvis i deres to store dobbeltkanoer over åbent hav.
Efter samme myte medbragte de frø og planter, så jorden kunne brødføde de 300 nybyggere. Mindre end 50 år senere var deres samfund så organiseret, at folkene fik tid og lyst til at dyrke deres evner som billedhuggere.
Meterhøje stenstatuer af deres forfædre blev udhugget og transporteret til tempelplatforme, hvor de blev opstillet og tilbedt. I dag lander LanChiles jumbojet fra Santiago i Chile to gange om ugen i Påskeøens lufthavn.
Ud strømmer næsten lige så mange mennesker, som da nybyggerne kom - europæere, amerikanere og andre, der vil opleve øens stenfigurer, de skumle huler i den størknede lava og de forunderlige helleristninger og udhuggede relieffer af den mærkelige fuglemand, en menneskekrop med fuglehoved.
Nu er det de besøgende, der har tid og lyst til at dyrke fortiden, om end det nu er med kamera og video.
Rapa Nui
Påskesøndag den 6. april 1722 fik den hollandsk admiral Roggeveen øen i sigte og navngav den Påskeøen efter dagen for opdagelsen.
Senere kom den til at hedde Rapa Nui i de indfødtes sprog, og det er navnet, som efterkommerne af den oprindelige befolkning kalder den, selvom den nu hører under Chile, og dens beboere er chilenske statsborger.
Rapa Nui ligger langt fra alfarvej. Nærmeste naboer er beboerne på Pitcairn, 1900 km borte, medens Chiles kyst ligger omkring 4000 km væk.
De 3000 indbyggere bor næsten alle i øens eneste by, Hanga Roa, hvor også hoteller, restauranter, forretninger og kirken befinder sig.
Mange gader og veje er asfalteret, men bortset fra nogle få landeveje, skal man ikke ret langt uden for byen, før det er grus- og lavaveje.
Husnumre findes ikke, og trods det at gaderne har navne, bruges disse ikke meget. I stedet anvendes beskrivelser som »posthuset ligger ved siden af brandstationen til venstre på den vej, der fra kirken fører mod vest ned til vandet.«
Ahu og moai
Seværdigheder er der nok af på Rapa Nui. Øens allerførste bygningsværker var altre eller tempelplatforme, kaldet ahu.
De var bygget af store sten, der var passet ind i hinanden på ganske samme måde, som man nu ser bygninger i Cuzco og Machu Pichu i Peru fra inka-tiden.
Senere er de fleste af disse ahu revet ned og brugt til at bygge nye og større platforme, der kunne bære stenstatuerne, der kaldes moai.
Da moai-tiden var på sit højeste i begyndelsen af det 17. århundrede, har der - næsten som fyrtårne - stået 288 moai langs kysten hele øen rundt.
Bortset fra et enkelt sted har alle moai haft ryggen til havet og ansigtet ind mod tempelpladsen foran deres ahu.
Ifølge overleveringerne har statuerne været efterligninger af gamle konger og høvdinge, og de har haft øjne, så de kunne holde øje med stammerne.
Ved at tilbede dem, kunne familierne komme i kontakt med den allerhøjeste gud, Make-Make.
Engang i det 12. eller 13. århundrede er der sket en ny indvandring af et folk, der havde korte øreflipper, hvor de allerede boende havde lange øreflipper.
Disse langører, der var billedhuggere, var i midten af 1600-tallet blevet overklassen, der satte underklassen, kortørerne, til at udføre det mest hårde og slidsomme arbejde.
Da de en dag fik ordre om at rydde et stort areal for sten, flød bægeret over, og kortørerne gik til angreb på langørerne med det resultat, at alle mandlige langører blev brændt på et bål. Kun én overlevede, og flere af nutidens øboere hævder, at de kan føre deres stamtræ tilbage til netop ham.
Kortørerne havde sejret, men nu trængte fødevaremanglen sig på, og de enkelte klaner og familier begyndte at stjæle fra hinanden, og efterhånden udviklede det sig til kannibalisme.
En boplads blev besejret, nogle af medlemmerne spist, og da sejrherrerne yderligere skulle demonstrere deres hovmod, væltede de alle de moai, der havde hørt til familien.
I 1840 kunne søfolkene på de europæiske skibe, der kom til øen, ikke se en eneste moai, der stadig stod på sin ahu.
Moai rejses
De mange beretninger fra søfarende lokkede flere udenlandske arkæologer til øen i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede.
Det var dog først i 1956, at nordmanden Thor Heyerdahl fik et hold efterkommere af langørerne til at vise, hvorledes man rejste en moai.
Det skete ved Anakena-stranden i 1956, og denne statue blev dermed den første, der igen skuede ind over landet i over hundrede år.
Siden har andre arkæologer restaureret adskillige ahu og moai, så turister kan se, hvordan disse formidable figurer har stået.
Andre ligger stadig væltet med ansigtet nedad, og mange spørger i dag, hvorfor man ikke rejser flere moai op, men bare lader dem ligge.
Svaret er dels pengemangel, dels at rapanui'erne ikke er interesseret i at få dem rejst. De vil hellere lade de besøgende se både øens succes og forfald.
Tag rundt og se på øens moai - se stenhuggeriet (af de indfødte kaldt fødeklinikken eller udklækningsanstalten) ved Rano Raraku, hvor der står nogle hundrede figurer, der aldrig blev færdige.
Se de syv stifindere ved Ahu Akivi, der ifølge legenden blev sendt ud af kongen for at finde et land, hvor han kunne dvæle.
Tag op til Anakena og gå i vandet på øens eneste ordentlige badestrand og kig lige på Ahu Naunau og den moai, som Heyerdahl fik rejst.
Tag til »to-vinduehulen« og til »hulen hvor de spiser mennesker« - og sæt timer af til at besøge den ceremonielle landsby ved Orongo, hvor fuglemandskulten blev dyrket.
Slap så af søndag ved at gå i den katolske kirke klokken ni om formiddagen. Det er en fascinerende oplevelse, hvor præsten taler på engelsk, spansk og rapanui.
Oplev den stemning, der kommer, når musikerne foran alteret trakterer med harmonika, fløjte, banjo, guitar og spiller op til menigheden, der uden sang- eller salmebog synger lange rytmiske sange, som den katolske kirke andre steder næppe vil godtage.
Hvor man til sidst tager hinanden i hånden og synger sammen for derefter at hilse på hinanden, inden man går ud og giver præsten hånden.
Man bliver helt oplivet af musikken og sangene, der klinger befriende inde i hovedet på en, når man næste dag drager ud for at se på flere forhistoriske fund.
Kom til Rapa Nui - inden øen bliver ødelagt af en massiv turiststrøm - det kan nås endnu.
