Hun fandt den første i Saudi-Arabien, da hun var barn, og det er den, hun stadig værdsætter mest: Skallen, den mindste hun har, men ikke den eneste. Skaller er nemlig, sammen med hvid, kvalitet og ren enkelhed, et gennemgående tema i smykkedesigner Sophie Bille Brahes hjem. Hun, hendes kæreste og deres børn – Bille Brahes søn og deres fælles lille datter – flyttede ind i det fire etager høje rækkehus fra 1947 i Hellerup i marts i år. Men det er ikke derfor, der ikke er billeder på væggene og nips over det hele.
HvemSmykkedesigner, Sophiebillebrahe.com.Bor sammen med sin søn, sin kæresteog deres fælles lille datter. HvadRækkehus fra 1947. HvorHellerup.
“Jeg kan lide, det er sådan. Jeg finder ro og samler tankerne, når der ikke er noget, der larmer omkring mig, når der ikke er for mange ting. Der er så meget, jeg gerne vil, og jeg har en bunke billeder og malerier, der står og venter på at komme op. Men hver gang, jeg prøver, virker det forkert, så der er endnu ikke slået et søm i væggen,” fortæller Sophie Bille Brahe, som dog godt indimellem kan stille værker op ad væggen.
“Men egentlig trives jeg ret godt med bare hvide vægge og ganske få møbler, der giver børnene masser af plads at lege på.”
Den næsten spartanske stil er også et udtryk for, at Bille Brahe stadig skal lære rummene at kende. Og at der ikke kommer noget ind i hjemmet, som ikke har en betydning – for ligesom i sine smykkedesigns vil hun hellere tage fra end lægge til.
Hver ting har sin historie: Noguchi-lamperne, der er taget med hjem fra rejser til Japan, skrivebordet, som stod i hendes fars bedste vens værksted, da hun voksede op, sofaen, hun fik af sin mosters italienske venner, da de skulle flytte tilbage til Italien. Eller dukken i skålen ved hendes skrivebord, som hun fik i dåbsgave og har fået sat i stand til sin lille datter. Skallerne. Gio Ponti-stolene, der stod i den lejlighed, hvor hun i en periode boede sammen sin bror, og som var ved at falde fra hinanden (stolene, ikke broderen), men blev sat i stand. Og den sorte lænestol i stuen.
“Den købte jeg i Atelier September, dengang Annette Trampedach havde interiørbutik derinde. Hendes søn er en kær ven af både mig og min bror, og stolen minder mig om deres skønne sommerhus, hvor vi var hver sommer. På samme måde minder det nips, jeg har, om noget skønt. Det kan være porcelæn, jeg har købt med hjem fra Venedig, den gamle garder, jeg købte i Paris, fordi min søn i de år, vi boede i Lille Strandstræde, var besat af gardernes uniformer, som vi så hver dag, eller en kokosshampoo fra Costa Rica. Hvis en ting minder mig om noget dejligt, får det en plads,” siger Sophie Bille Brahe.
