Stilheden ligger over Marstrands havn som et tæppe. Godt og vel en times kørsel fra det centrale Göteborg sidder et ældre ægtepar på en bænk og nyder udsigten over Skagerrak og havnens farverige huse. Isboden har åbent, så man kan købe sig en softice eller bare slentre rundt blandt byens små butikker og værtshuse. Det er den reneste Sverige-idyl, lige før sommersæsonen for alvor sætter ind.
Lyden af en motor slår revner i stilheden, da en RIB-båd sejler ind i marinaen. I havnen er vandet blikstille (det skal vise sig at være en anden sag, da vi bevæger os ud på det åbne hav), men båden er det eneste transportmiddel, der forbinder fastlandet og vores destination, øen Hamneskär, så vi ryger i vandafvisende kedeldragter og skibriller.