Allerede på tredje sal i det nye Munch-museum i Oslo mærker jeg følelsen af at blive forpustet og overvældet. Jeg har lige taget rulletrappen op til første udstillingssal i det vertikale museum, som spreder sig 58 meter op mod himlen på 13 etager, og der er allerede her, i særudstillingen “All is life”, så mange fantastiske tegninger, malerier og grafiske værker af Edvard Munch (1863-1944), at det næsten bliver for meget.
Det er lige før, at jeg bliver ramt af stendhalsyndromet, som er opkaldt efter den franske forfatter Stendhal, der i 1817 beskrev en tilstand af svimmelhed, hjertebanken og forvirring efter at have set for meget god kunst i Firenze. Og jeg er ikke engang nået til museets højdepunkter på fjerde sal, hvor bl.a. tre udgaver af Munchs verdensberømte “Skriget” bliver vist, og sjette sal, hvor hans mest monumentale værker – op til 50 kvm – er udstillet.
