ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Øen er kendt som Europas svar på Hawaii: Her er ni store oplevelser på Madeira

Den portugisiske ø Madeira, som nogle kalder det europæiske svar på Hawaii, kan ikke sammenlignes med noget som helst andet i Europa. Og har man først oplevet øens frodige natur, de bjergtagende udsigter og det dybblå vand, er det ikke svært at se ligheden. Indtrykkene står i kø, så her følger ni oplevelser, man bør forsøge at nå, når man besøger øen i Atlanterhavet

Der findes mange naturlige saltvandspools på Madeira. Foto: Maja Grønholdt
Der findes mange naturlige saltvandspools på Madeira. Foto: Maja Grønholdt


Hike til øens højeste punkt

Madeira har adskillige vandreruter, der alle byder på noget forskelligt. En af de mest populære, men også halvhårde, ruter, er mellem Pico Arieiro, som er øens tredjehøjeste punkt, og Pico Ruivo, der med sine 1862 meter er øens højeste punkt. Turen kendes også under navnet “Pico to Pico”.

Du skal stå op før solen og snøre vandrestøvlerne, for du får den allerbedste oplevelse ved at starte opstigningen ved solopgang ved Pico do Arieiro. Du kan vælge at stoppe, når du når til Pico Ruivo og finde en taxi, som kan køre dig tilbage til dit udgangspunkt. Hvis du vælger at gå begge veje, er ruten ca. 12 kilometer og med en stigning på ca. 1100 meter, hvilket for de flestes vedkommende vil betyde garanti for ømme stænger.

Vejret skifter hurtigt i bjergene, og det kan være meget koldt, før solen står op, så husk varmt tøj og ikke mindst regntøj, der kan modstå en pludselig byge.

Hike til øens højeste punkt1 ©Maja Grønholdt.jpg
Foto: Maja Grønholdt

Spis på et lokalt churrascaria

Gør som de lokale og sæt bisserne i et solidt portugisisk måltid med masser af protein. Overalt på Madeira kan du nemlig finde små restauranter, hvor der tilberedes kød over ild i bedste portugisiske churrascostil. På et ægte churrascaria serverer tjenerne det grillede kød på store spyd, som de nogle steder hænger fra loftet.

Her er sjældent hvid dug eller levende lys på bordene. Som oftest ser et autentisk churrascaria ikke ud af noget særligt udefra, men du kan være sikker på at få serveret en god middag på eksempelvis Churrascaria Brasa Viva i Sao Vicente eller Alexandrino i Caniço.

Prøv også det lokale brød bolo do caco, som er lavet på hvedemel og søde kartofler. Det serveres typisk med hvidløgssmør som en snack før middagen. Du må heller ikke snyde dig selv for en prego. Det er en sandwich, som bedst kan beskrives som en steaksandwich i bolo do caco-brødet. Sandwichen kan også fås som prego especial, der også indeholder skinke og ost.

Spis og drik på et lokalt churrascaria ©Holger Leue.JPG
Foto: Holger Leue

Tag en slapper på den sorte strand

Madeira har mange hyggelige badeområder med klipper og trapper ned til havet, men der er ikke mange sandstrande. Den sorte strand i Seixal, der er skabt af fint lavasand, er en af dem. Ikke langt fra stranden ligger Praia do Club Naval do Seixal som er en af øens mange naturlige pools med havvand.

Seixal ligger på den nordlige side af øen, hvor vejret ofte er koldere og mere regnfuldt, så det er en god idé at tjekke vejrudsigten, inden du drøner afsted.

Er vejret for ustadigt mod nord, er Prainha et andet godt bud på en lille, fin, sort sandstrand. Stranden ligger ved Ponta de São Lorenço på østkysten.

Hvis du er mere til gyldne sandstrande, så er Praia da Calheta eller Praia de Machico to gode bud. De er kunstigt anlagte sandstrande skabt med importeret sand fra Marokko.

Tag en slapper på den sorte strand1 ©Francisco Correia.jpg
Foto: Francisco Correia

Svøm i de naturlige tidevandspools

Der er mange naturlige saltvandspools på øen, men to af de mest populære finder du på Madeiras nordvestlige spids i byen Porto Moniz. Den mest velbesøgte er Porto Moniz Natural Pools, mens der ofte er færre mennesker, men også mindre plads at boltre sig på, ved Piscinas Naturais Velhas.

Ved højvande skvulper der nyt frisk vand ind i poolen fra Atlanterhavet, og ofte kommer der spændende dyreliv med. Derfor kan det anbefales at medbringe snorkelgrej.

Husk at tjekke tidevandet og vejrudsigten, inden du drøner mod Porto Moniz. Bassinerne lukkes typisk ved højvande, eller hvis bølgerne bliver for store.

Der er omklædningsrum og mulighed for at købe mad og drikke begge steder. Entréen til Porto Moniz Natural Pools koster blot 1,5 euro, mens Piscinas Naturais Velhas er gratis.

Svøm i de naturlige tidevandspools1 ©Maja Grønholdt.jpg
Foto: Maja Grønholdt

Få store oplevelser på vandet

Med sin placering midt ude i Atlanten er det oplagt at nyde en dag på vandet med rig mulighed for at opleve både delfiner og store hvaler. Du skal ikke langt ud fra Madeiras kyst, før havet når en dybde på mere end 3000 meter, og derfor er Madeira et oplagt udgangspunkt for en delfin- og hvalsafari.

Hele året rundt kan man være heldig at spotte delfinarten øresvin, grindehvaler og kaskelothvaler. Men den bedste sæson for at opleve forskellige arter er april til oktober. Her er der også mulighed for at se eksempelvis brydeshvaler og finhvaler.

Der er mange forskellige firmaer, som udbyder delfin- og hvalsafari. Du kan finde ture med alt fra en lille gummibåd til en luksuriøs katamaran. Bådene afgår fra havnen i Funchal.

Få store oplevelser på vandet1©Francisco Correia.jpg
Foto: Francisco Correia

Følg de frodige levadaer

Når turen går til Madeira er det nærmest en synd ikke at tage på en vandring langs levadaerne, som er de små kanaler, der fordeler regnvandet fra bjergene ud til øens marker. Langs levadaerne er der anlagt små stier, som tager dig gennem frodige skovområder og fører dig til brusende og buldrende vandfald.

Der er adskillige ruter i forskellige sværhedsgrader, og en af de mest populære er turen, der går til vandfaldene 25 Fontes Falls og Risco Waterfall. 25 Fontes Falls er faktisk ikke ét, men 25 små vandfald, der alle løber ned i den samme fordybning.

Efter en svedig vandretur, er det fristende at hoppe i og tage en dukkert. Det er dog de færreste, som gør det, da vandet er isnende koldt. Ruten som både tager dig forbi 25 Fontes Falls og Risco Waterfall er ca. 11 kilometer lang.

Tag på levada-hike2 ©Maja Grønholdt.jpg
Foto: Maja Grønholdt

Nyd udsigten fra en miradouro

Tag et hvil, og nyd udsigten over stejle bjergskrænter og det brusende blå hav ved et af Madeiras mange udsigtspunkter. Når du færdes rundt på øen, vil du møde mange skilte, hvorpå der står “miradouro”, hvilket betyder udsigtspunkt.

Du kan roligt følge skiltet, for det vil med garanti føre dig til et spektakulært syn. For at nå visse udsigtspunkter skal du på en længere vandring, men til andre er der etableret vej, så du blot skal gå et par meter ud af bilen for at nyde udsigten.

Tag for eksempel til Miradouro de São Lourenço, hvor du til den ene side har udsigt over et goldt, ørkenagtigt landskab, mens du til den anden siden ser havet, hvor kæmpe klippeformationer rejser sig op mod himlen.

Miradouro do Véu da Noiva er også et besøg værd. Her har du udsigt til et imponerende vandfald, der løber langs en stejl bjergskråning og direkte ned i havet.

Nyd udsigten fra en miradouro ©Maja Grønholdt.jpg
Foto: Maja Grønholdt

Tryk sømmet i bund

Det er nemt at komme omkring på Madeira med bil, og der er efterhånden etableret gode, store veje på næsten hele øen. Hovedvejene tager dig let gennem de mange bjerge via tunneler. Faktisk er der over 150 tunneler på den lille ø.

Men mellem tunnelerne skal du huske at spærre øjnene op, for uanset hvor på øen du befinder dig, er der nemlig enorme mængder storslået natur. Tag også et par afstikkere fra hovedvejen, og bevæg dig ud på de mindre, snoede veje. Gør for eksempel holdt ved Cascata dos Anjos, Ponto do Sol, hvor et vandfald løber ud af en stejl klippeskråning og ender midt på vejen.

Som nævnt før er det en god idé at tjekke vejrudsigten, inden du kører hjemmefra. Vejret kan lynhurtigt ændre sig, og det anbefales ikke at befinde sig på vejene under uvejr, da der er risiko for væltede træer samt sten- og jordskred.

Drag på dagstur til den gyldne naboø

Snup færgen, og oplev Madeiras charmerende nabo Porto Santo, der også går under navnet “den gyldne ø” på grund af øens lange, gyldne sandstrand. Den 9 kilometer lange Praia do Porto Santo strækker sig over det meste af øens sydlige kyst og har meget fint, gyldent sand. Sandet siges at have helbredende egenskaber, og uanset om man tror på det eller ej, er stranden et oplagt udflugtsmål; den siges faktisk at være blandt Europas bedste.

Porto Santo er også kendt som en god golfdestination og har en 18-hullers mesterskabsbane, hvor flere af hullerne spilles langs Atlanterhavets kyst.

Der er også et par fine udsigtspunkter på øen, blandt andre Miradouro das Flores og Ponta Da Canaveira.

Der afgår færger fra Madeiras hovedby Funchal. Turen tager to og en halv time og koster ca. 50 euro. Det er muligt at tage bil med. Det koster mellem 50 og 200 euro alt efter biltype og sæson.

Drag på dagstur til den gyldne naboø 1 ©Maja Grønholdt.jpg
Foto: Maja Grønholdt


Andre læser dette lige nu