Den seneste tilføjelse i Københavns street food genre ligger under tag i omgivelser, der er mere komfortable end på street food markederne, og stedet kaldes da også for en Food Court, beretter Ole Troelsø, som har snuset rundt og prøvesmagt over nogle dage. Her kommer hans anbefalinger.
I 1763 grundlagde vintappersvenden Henrik Bolten sin formue som vinhandler, og i 1784 købte han Frederiksdal Gods, der jo i dag er en vingård. Derfor undrer det mig, at ingen har grebet chancen til at navngive en vinbar efter Bolten, for det skorter ellers ikke på fantasi, hvad navnemæssige påfund angår.
Tag for eksempel navnet Hygge Taste of Denmark, som er navnet på en af de ca. 20 madudbydere i Boltens Food Court, der breder sig over tre etager i den bygning, som førhen rummede bl.a. et stort motionscenter og natklubben Nasa.
Siden jeg første gang læste om Hygge Taste of Denmark, har jeg haft mine tvivl, for hvad er det for et navn at give et smørrebrødssted?
Meningen må være, at det skal tiltrække turister, men det gør ikke automatisk Hygge Taste of Denmark til den turistfælde, jeg troede, det var.
Tværtimod er det et meget tiltalende sted, fredeligt beliggende i et eget hjørne af etablissementet, hvor der er borde og stole, men ingen gennemgående trafik, som der er ved de andre fælles siddepladser, som er fordelt rundt omkring i det velholdte område. Således kan man hos Hygge Taste of Denmark sidde i ro og fred og arbejde med smørrebrødet. Og det kræver en indsats, for her er virkelig tale om højt belagt smørrebrød.
Den blankpudsede glasmontre bugner af fristende stykker smurt i den klassiske stil. Så tungt belæsset, at de fleste vil kunne klare sig med et enkelt stykke, så jeg nøjes med to. Først et med rejer, der er smurt på en tyk skive klassisk formbrød af fin frisk karakter med en tæt elastisk krumme og passende sprødhed i skorpen.
Rejerne er store og håndpillede, dog af den type, som leveres i lage, hvilket ofte resulterer i, at rejekødet føles en lille smule tørt. Men smagen er glimrende, og rejernes konsistens delikat, blot virker det lidt fjollet at placere en helt anden slags reje i upillet stand som galionsfigur. Men det svarer jo godt til stedets navn.
Stykke nummer to er belagt med to stykker tyk fiskefilet, de er fint sprøde og smager friskt, omend konsistensen er lidt løs i det. Remouladen er lige så rigelig, som den er sød, her kunne jeg godt ønske mig noget mere kant, men rugbrødet er godt, og i det hele taget synes jeg godt om stedet og den venlige, imødekommende betjening, som minder mere om det, man oplever på en smørrebrødsrestaurant, end det minder om en stand i en Food Court.
Ikke langt fra Hygge Taste of Denmark er der håb, eller Hope rettere, for navnet på det økologiske spisested er Hope Organic, som er en filial af Hope i Larsbjørnsstræde. Her nyder jeg en kolossal salat kaldet Caesars, om end den ikke minder mig særligt meget om klassikeren. Men det er en glimrende sag, som strutter af friskhed og kommer godt rundt i grøntsagshaven med forskellige slags salatblade, skræmmende mængder kikærter, skiver af fin lysegrøn avocado, hvidkål, bønnespirer og tofu.
Efter den sundhedsindsprøjtning føler jeg nok, man kan tillade sig at besøge The Fat Greek. Her fås grækernes svar på arabernes shawarma og tyrkernes kebab, et i den forbindelse frækt svar, hvor lam og okse erstattes af svinekød. Dog findes der også versioner med kylling og en rent vegetabilsk, nemlig varianten The Fat Greeks Wife, hvor svampe erstatter kød.
Personalet bærer sorte uniformer og hygiejniske sorte gummihandsker. Kødet grilles dog ikke på et roterende spyd som i klassiske souvlaki-butikker hjemme i Grækenland, i stedet steges det på en grillplade. Men det gør ikke noget, for der er fuldt tryk på varmen, og der steges med indføling, så man fortsat kan smage karakteren i det gode møre og saftige Duroc-svinekød, som anvendes.
På helt klassisk vis er der tale om et fladbrød, i øvrigt importeret fra et bageri i Athen, som efter sigende har bagt efter samme opskrift i hundreder af år. Fladbrødet varmes og formes som et kræmmerhus, hvori fyldes det strimlede kød og en tilsvarende mængde smalle pommes frites, strimler af salat og skiver af tomat samt en dejligt syrlig tzatziki.
Jeg er godt bekendt med den autentiske græske souvlaki-kultur, og jeg tror, at indehaveren Dimitris bedstefar, hvis opskrifter anvendes, ville være tilfreds med barnebarnets biks.
Udover de her anbefalede spiste jeg hos flere af de øvrige lejere, og jeg syntes godt om The Mexican og Two Monkeys, men ellers var der ikke tale om en en oplevelse, jeg vil spilde læserens tid med at referere. For det virkede ikke rigtigt, som om der var tale om dygtige madfolk, men jeg kan jo have ramt dem på en uheldig dag.
De her anbefalede steder repræsenterer Boltens gode takter, og jeg håber, det vil være dem, som kommer til at lyde højest i Boltens Food Court fremover, for så vil det blive et rigtigt godt frokoststed til glæde for os, der arbejder i området.
Tager de dårlige takter føring, kan det ende som for Henrik Bolten, der – på trods af at han fik barontitel, gods og guld – endte med at gå bankerot og bo til leje på kvisten af det palæ, han førhen ejede.
oltr@borsen.dk
