Tidløs. Det er paradoksalt nok det mest dækkende adjektiv om genstanden, hvis funktion er at vise tiden. Vi taler om Ole Mathiesens klassiske ur fra 1962. Et fladt ur med hvid skive og romertal. På afklædt og enkel vis gør uret ikke meget væsen af sig, men dets rene, elegante former er indiskutable.
Formerne var i urmager Ole Mathiesens hoved, længe inden uret blev til en fysisk realitet. Der manglede et enkelt klassisk ur som dette i urproduktionen, mente Ole Mathiesen, som havde taget ved lære af førende urmagere fra sin tid i Genève hos den ansete urfabrikant Jaeger-LeCoultre.
"Et Ole Mathiesen-ur er ikke et ur, du køber for at vise, at du er hovedrig. Det er et elegant ur, som kan signalere, at du er god til at holde styr på omkostningerne"
Tanken var ikke et luksuriøst og opmærksomhedskrævende ur på linje med de eksklusive mærker. Tanken var et lækkert, klassisk ur, der var til at betale.
"Urene kostede 195 kr. i begyndelsen. Det var et ur for alle design-feinschmeckere, og det faldt i deres smag lige fra start af. Før jul havde vi pakket 200 ure i butikken, og de blev lynhurtigt solgt," erindrer den i dag 84-årige Ole Mathiesen.
Dengang havde han ikke en fornemmelse for omfanget af den forestående succes. Faktisk var uret tiltænkt som en form for reklame med det i sigte at trække mennesker ind i hans urbutik på Strøget i København.
Ole Mathiesen (th) og hans søn Christian Mathiesen i lokalerne, som har huset familiefirmaet siden 1962.
I dag er det ikke længere blot et trækplaster for butikken, men et selvstændigt urmærke, som spreder sig mere og mere, både i Danmark og i udlandet.
Det bliver i familien
Urmærket har faktisk fået officiel titel som klassiker, da det i 2004 modtog Den Danske Designpris i kategorien "Klassiker". Det over 50 år gamle urdesign holder sig stadig ungt, men urmageren selv, Ole Mathiesen, har naturligt nok trukket sig tilbage fra fronten.
Han finder i dag lyst og energi til at gæste butikken en gang om ugen og besøge sin søn, 47-årige Christian Mathiesen, som han i 2002 videregav forretningen til, efter Christian Mathiesen købte sine to søstres andel af arven.
Christian Mathiesen er, som uret, ikke højtråbende, men hans ambitiøse planer fortoner sig ikke i hans fars succes.
Christian Mathiesen overtog forretningen fra sin far i 2002, men Ole Mathiesen gæster stadig butikken en gang om ugen.
"For de fleste urmagere er det ikke nok at have én model i forskellige størrelser at tilbyde kunder, og slet ikke når det er et nichemærke som vores. Vi skal have flere familier. Det er det arbejde, vi er i gang med nu," siger Christian Mathiesen, som vil gøre mærket "langt mere kendt og internationalt".
Christian Mathiesen er opfostret med kærlighed til ure, men ikke uddannet urmager. Han er arkitekt, hvilket ikke hindrer ham i egenhændigt at designe en række nye ure, som skal bygge videre på hans fars tanker og fuldende urkollektionen.
Det er svært at indkredse presset på hans skuldre for at træde ud af sin fars skygge. Måske er det, fordi det er uklart, hvem der står som afsender på presset. Hans far giver ham arbejdsro.
Han bærer til daglig en model af det klassiske ur, som sønnen har produceret, nemlig sportsmodellen. Og han er ikke i tvivl om, at Christian Mathiesen kan løfte designopgaven, til trods for at han aldrig selv forsøgte at lave andre ure end det klassiske fra 1962.
De klassiske Ole Mathiesen-ure, der stadig er moderne i dag.
"Jeg har altid holdt mig til den succes. Jeg havde ikke nogen andre ideer i hovedet. Der skal en arkitekt til, og det er jo Christian," siger Ole Mathiesen med en lethed, der næsten negligerer styrken bag hans egen kreation.
Men det kan heller ikke afvises, at sønnen allerede er trådt ud af sin fars skygge. Omsætningen i forretningen er vokset næsten syv gange over de seneste 15 år, medarbejderstaben er vokset fra et par stykker til 20 medarbejdere i dag, og firmaet har netop åbnet butik i Københavns Lufthavn.
Og alligevel er det som om, at der står et designmæssigt spøgelse på spring til at hjemsøge forretningen. Trods flere forsøg på at lancere nye former for urmodeller, er Ole Mathiesen-mærket stadig definitorisk lig med den klassiske model. Det er igen og igen den facet, folk vender tilbage for.
Svineheld
På Christian Mathiesens skrivebord ligger nu to prototyper fra den nyeste kollektion, 1919. Ure, der skal hylde Christian Mathiesens farfar, Axel Mathiesen, som grundlagde familieforetagendet i år 1919.
Axel Mathiesen, en bestemt og hård herre, overtog et urværksted fra urmagerne Alvild Dahl, Christensen og Matthæis, der producerede og servicerede lommeure og kronometerure. Da Axel Mathiesen i 1957 blev for svag til at føre forretningen videre, var det uomtvisteligt, at Ole Mathiesen måtte føre sin fars forretning videre.
Den dengang 27-årige urmager havde driftige planer. Ændringer, der dog blev implementeret uden at udstille dem som nederlag for faren.
Ole Mathiesen var i starten af 1960'erne blevet lun på en ny beliggenhed på Østergade, i den eksklusive ende af Strøget i smørhullet mellem Hotel d'Angleterre og Magasin, hvor en nødlidende pelsmager havde til huse.
"Vi mødtes på Hviids Vinstue - jeg, pelsmanden og hans advokat. Han ville have 3,5 mio. kr. for bygningen. Så sagde jeg, at det vil jeg gerne, men jeg vil gerne betale købesummen over ti år med pantebrev."
Således kom handlen med den otte etager høje ejendom på Østergade 8 i hus. En handel, som Ole Mathiesen betegner som svineheld.
Det er med et gran underspillet stolthed, at Christian Mathiesen i dag viser rundt på ejendommens etager, som hver især består af et enkelt stort rum.
På sjette sal ligger Ole Mathiesens gamle kontor, som nu står næsten uberørt hen. Luften er tyk af træ, da vi træder ind i rummet, som har egen terrasse med udsigt over Københavns tage.
Hundrede år gamle originale urværker fra Alvild Dahl, Christensen og Matthæis gør stilfærdigt opmærksom på den rige historie. Her har Christian Mathiesen planer om at etablere kontor og på den vis afsondre sig fra den tidsopslugende hverdag, der udspiller sig et par etager længere nede.
"Den største udfordring er at få tid nok og bruge tiden på det væsentlige," siger Christian Mathiesen, der gør en dyd ud af også at betjene kunder i butikken. Men med strategiske ambitioner følger også lederskab i nye former. Det er nyt for familieforetagendet at lægge deciderede planer for fremtiden.
"Det har aldrig været en svær forretning at drive," som Ole Mathiesen konstaterer det. Markedsføring har aldrig været oplevet som en nødvendighed, og de fleste forhandlere rundt om i verden har selv henvendt sig til Ole Mathiesen med ønsket om at sælge urene.
Men Christian Mathiesen tror på et langt større potentiale i urene, hvis arbejdet bliver grebet mere systematisk an. Ikke at Ole Mathiesen skal udvikle sig til et luksuriøst mærke på hylde med de mest prestigefyldte internationale urmærker, som Ole Mathiesen-butikken forhandler – Patek Phillipe, A. Lange & Söhne og den slags.
Pris og image hænger sammen. Ole Mathiesen-urene koster fra lidt over 6.000 kr. og opefter. Altså et noget billigt ur på armen for en urentusiast og for billigt til mange af de forbipasserende kineseres smag.
Uret forstås bedst som en indgang til de luksuriøse urer. Og det vil det blive ved med. Christian Mathiesen vil ikke blindt sætte priserne i vejret, for det vil være et ubetænksomt brud på hans fars oprindelige mantra om at producere et ur, der er til at betale.
50 år mere
Måske står uret netop også på en endnu mere rodfæstet platform af nye dominerende værdisæt, som finanskrisen har bragt med sig. Et Ole Mathiesen-ur er ikke et ur, du køber for at vise din forretningsforbindelse, at du er hovedrig.
Det er et elegant, men diskret ur, som kan signalere, at du er god til at holde styr på omkostningerne.
Det er dette mådehold og denne konservatisme (ikke i sin politiske betydning), der gennemsyrer både familien, firmaet og uret. Selvom det er gået op og ned gennem tiden, har der igennem hele familievirksomhedens levetid aldrig været underskud på bøgerne. Og her findes på godt og ondt ingen løfterige forretningsplaner.
"Det er et spørgsmål om, hvordan man investerer sine penge, og om man er grådig. Det kan godt være, der er en mulighed for at tjene flere penge, hvis man øger risikoen, men hvad skal man med det noget mere? Er det den større risiko værd? Vi har været her i 50 år, og vi skulle også gerne være her i yderligere 50 år."
