Palle Enevoldsen vender tilbage i den gastronomiske frontlinje på Frederikshøj i Marselisborg Skov.
Der findes ingen god forklaring på, hvorfor Frederikshøj hedder, som det gør. Ikke at det skorter på historisk kildemateriale hvad ejendommen angår, blot kan man ikke forklare hvad det er for en Frederik som har lagt navn til stedet.
Kan være, at det er en fra Marselisborgs kongeslægt, men i så fald ikke en af dem der har beboet slottet, for der kom først en Frederik til Marselisborg i 1952, og Fredrikshøjs historie går et par hundrede år tilbage.
Den tidligere krostue er nu en smart opholdsstue, med bløde sofaer, levende ild i øjenhøjde og en mængde gastronomisk litteratur at bladre i
Sikkert er det imidlertid, at regenten på Frederikshøj nu hedder Palle Enevoldsen. Han er en højt respekteret gastronom, som slog igennem med åbningen af restaurant Le Canard i 1990, der udviklede sig til en af de bedste gourmetrestauranter i Århus.
Ja, mere end det, i 1996 vandt Le Canard titlen som Årets Restaurant i Den Danske Spiseguide. Enevoldsen solgte dog Le Canard i 2002 for at drive cateringfirma og brasserie i Hinnerup. Men nu går det altså løs igen på den højgastronomiske scene.
Fremragende tjenere
Restauranten ligger i en ny tilbygning, der har udsigt til Århusbugten og Marselisborg Skov.
Indretningen følger den minimalistiske, moderne skole, hvilket ofte medfører utålelige lydforhold. Men i nærværende tilfælde er der trods rene linjer og mange glasflader en overraskende god akustik.
Den tidligere krostue er nu en smart opholdsstue, med bløde sofaer, levende ild i øjenhøjde og en mængde gastronomisk litteratur at bladre i.
Der findes to selskabslokaler, som i alt giver plads til 200 gæster, hvilket der vist var ved nærværende anmelderbesøg.
I hvert fald stod alle parkeringspladser fyldte, og til glæde for disse festende tampedes den ene slager efter den anden på et elorgel inde på den anden side af oldevæggen. Denne adskiller gourmetrestaurant og selskabslokale fysisk, men ikke akustisk.
Efter appetitvækkerne serveredes en græskarsuppe med gulerod og citron, som blødt beredte vejen for første ret - carpaccio af garntorsk
Man fornemmede således at der blev festet med stor lystighed i nabolokalet, mens stemningen i gourmetrestauranten var tyst og behagelig. Ikke mindst på grund af tjenerne, der optrådte som noget nær rollemodeller for faget.
Det virkede fuldstændig, som om disse unge mennesker holdt af værtsrollen, og de udfyldte den fremragende. Høfligt, venligt og vidende var de i konstant bevægelse, og de som ikke var helt så videnstærke som andre, meldte hurtigt ud og hentede forstærkning, hvis det gjaldt.
Godt nok blev der ikke skiftet servietter hver gang, man rejste sig fra bordet, men det er kun detaljer i dette yderområde, som gør, at servicescoren ikke slår helt op i et 13-tal.
Ung Alte
Og maden var af samme høje klasse. Det klassiske franske køkken spillede en dominerende rolle, men Enevoldsen virker bestemt også inspireret af den moderne gastronomi.
Samtidig er der elementer, som peger tilbage imod de tidlige 90'ere på Le Canard, for eksempel apptitvækkernes vitello tonnato og laksemousse samt en af hovedrettens garniturer, rosetten af selleripure, der var anrettet på tallerkenen gennem en sprøjteposetyl.
Som overgang til desserten kom en lille velgørende og opkvikkende hilsen fra køkkenet
Efter appetitvækkerne serveredes en græskarsuppe med gulerod og citron, som blødt beredte vejen for første ret - carpaccio af garntorsk.
Der var tale om ganske tynde skiver af meget fast torskekød, anrettet på en skinnende, brandvarm tallerken og overhældt med en varm, cremet, luftig sauce.
Tilsat hjertemuslinger, små tern af tomatconcasse og kørvel, alt sammen diskret krydret med peber, så det lige netop varmede lidt i munden.
En fornemmelse man kunne eliminere med den skønne hvide bourgogne, Chardonnay 2005 fra Domaine Marc Morey.
Derefter fik vi saftig jomfruhummerhale, hvis sødme blev sekunderet fint af syren i det omgivende skumbad med smag af fennikel og estragon. Hertil en ung Alte Reben riesing, 2005 Van Volxem Saar, hvis krydderpræg matchede retten flot.
Man kan vælge fire retter til 495 kr. og op til seks for 645 kr., 1095 kr., hvis der skal vine til. Derudover er der et tillæg på 75 kr. for foie gras retten.
Eftersom Palle Enevoldsen jo er »monsieur le canard«, måtte vi naturligvis smage hans foie gras.
Det var tæt ved, at måltidet gled ned med halvåben mund, man var nemlig nødt til at smile bredt over denne velsmag og fine balance i en ret, som ellers let kan kæntre til overdreven fedme
Den ankom, som de øvrige retter, på en perfekt anrettet, skinnende og hed tallerken. Her lå en skive ande-foie gras, stegt flot, så den brune overflade matchede overfladen på det stegte vildandebryst.
Inderst var det flot rosa, smagen var saftig og teksturen mør, men passende fast. En skefuld grønne linser og det magre andebryst gav helheden en god rusticitet, og en hindbær-æblesauce tilførte et passende sødt element.
Det var tæt ved, at måltidet gled ned med halvåben mund, man var nemlig nødt til at smile bredt over denne velsmag og fine balance i en ret, som ellers let kan kæntre til overdreven fedme.
Vinen var usædvanlig i sammenhængen, men virkelig træffende, nemlig en Semonte Alto Valpolicella Ripasso 2003 fra Venturini.
Til hovedret serveredes rådyr, parteret til diverse former. Dels en saftig medaljon, dels braiseret bov - som hist og her var lidt tør - og lucullisk velsmagende rillette, alt sammen sekunderet af en yderst koncentreret sauce, lavet på braisseringslagen.
Ud over den tidligere nævnte roset af selleri, var der en cylinderformet portion af spidskål, begge dele lette, magre, friske og velgørende. Her hed vinen Tenute di Argiano, altså en Brunello di Montalcino årgang 1999.
Som overgang til desserten kom en lille velgørende og opkvikkende hilsen fra køkkenet ved, at tjeneren placerede en spiseske med æble, sne af frossen foie gras og brøndkarse direkte på dugen. En velgørende forfriskning.
På ostetallerkenen var der fransk Brillat Savarin og Epoisse samt en strålende ost fra Hinge, som alle var lige det køligste. Kold var også dessertens sorbet, og det skal den jo være.
Dog var der herudover et overraskende element, nemlig at sorbeten var lavet på rødbede og dekoreret med en papirtynd skive af sprød, tørret rødbede. Den havde en velgørende syre, der fint løftede rødbedens runde smag.
Herudover kom en portion mousse lavet på lys chokolade, eller mørk med ganske meget flødeskum tilsat. Samt en is lavet med mandler, ledsaget af små tern af kvæde der var stegt til sprødhed.
Skarp konkurrence
Hvis det ikke fremgår tydeligt nok af de foregående ord, så skal det hermed understreges, at Frederikshøj må betragtes som en af Århus bedste restauranter.
Palle Enevoldsen genindtager sin plads på byens øverste gastronomifirmament, hvor der imidlertid er blevet mere trangt, siden hans afrejse i 2002. For nu finder man nemlig også topprofiler som Torsten Schmidt samt brødrene Koch.
Disse har hver deres særkender, og det giver ingen videre mening at forsøge sig med en direkte sammenligning.
Man kan blot slutte, at den knivskarpe konkurrence gør det langt mere spændende at være gourmet i Århus, end det nogensinde har været før.
Man kan ligeledes konkludere, at alle med interesse for den skarpe kogekunst, absolut bør aflægge Enevoldsen og hans dygtige stab en visit.
Der findes ingen god forklaring på, hvorfor Frederikshøj hedder, som det gør. Ikke at det skorter på historisk kildemateriale hvad ejendommen angår, blot kan man ikke forklare hvad det er for en Frederik som har lagt navn til stedet.
Kan være, at det er en fra Marselisborgs kongeslægt, men i så fald ikke en af dem der har beboet slottet, for der kom først en Frederik til Marselisborg i 1952, og Fredrikshøjs historie går et par hundrede år tilbage.
Den tidligere krostue er nu en smart opholdsstue, med bløde sofaer, levende ild i øjenhøjde og en mængde gastronomisk litteratur at bladre i
Sikkert er det imidlertid, at regenten på Frederikshøj nu hedder Palle Enevoldsen. Han er en højt respekteret gastronom, som slog igennem med åbningen af restaurant Le Canard i 1990, der udviklede sig til en af de bedste gourmetrestauranter i Århus.
Ja, mere end det, i 1996 vandt Le Canard titlen som Årets Restaurant i Den Danske Spiseguide. Enevoldsen solgte dog Le Canard i 2002 for at drive cateringfirma og brasserie i Hinnerup. Men nu går det altså løs igen på den højgastronomiske scene.
Fremragende tjenere
Restauranten ligger i en ny tilbygning, der har udsigt til Århusbugten og Marselisborg Skov.
Indretningen følger den minimalistiske, moderne skole, hvilket ofte medfører utålelige lydforhold. Men i nærværende tilfælde er der trods rene linjer og mange glasflader en overraskende god akustik.
Den tidligere krostue er nu en smart opholdsstue, med bløde sofaer, levende ild i øjenhøjde og en mængde gastronomisk litteratur at bladre i.
Der findes to selskabslokaler, som i alt giver plads til 200 gæster, hvilket der vist var ved nærværende anmelderbesøg.
I hvert fald stod alle parkeringspladser fyldte, og til glæde for disse festende tampedes den ene slager efter den anden på et elorgel inde på den anden side af oldevæggen. Denne adskiller gourmetrestaurant og selskabslokale fysisk, men ikke akustisk.
Efter appetitvækkerne serveredes en græskarsuppe med gulerod og citron, som blødt beredte vejen for første ret - carpaccio af garntorsk
Man fornemmede således at der blev festet med stor lystighed i nabolokalet, mens stemningen i gourmetrestauranten var tyst og behagelig. Ikke mindst på grund af tjenerne, der optrådte som noget nær rollemodeller for faget.
Det virkede fuldstændig, som om disse unge mennesker holdt af værtsrollen, og de udfyldte den fremragende. Høfligt, venligt og vidende var de i konstant bevægelse, og de som ikke var helt så videnstærke som andre, meldte hurtigt ud og hentede forstærkning, hvis det gjaldt.
Godt nok blev der ikke skiftet servietter hver gang, man rejste sig fra bordet, men det er kun detaljer i dette yderområde, som gør, at servicescoren ikke slår helt op i et 13-tal.
Ung Alte
Og maden var af samme høje klasse. Det klassiske franske køkken spillede en dominerende rolle, men Enevoldsen virker bestemt også inspireret af den moderne gastronomi.
Samtidig er der elementer, som peger tilbage imod de tidlige 90'ere på Le Canard, for eksempel apptitvækkernes vitello tonnato og laksemousse samt en af hovedrettens garniturer, rosetten af selleripure, der var anrettet på tallerkenen gennem en sprøjteposetyl.
Som overgang til desserten kom en lille velgørende og opkvikkende hilsen fra køkkenet
Efter appetitvækkerne serveredes en græskarsuppe med gulerod og citron, som blødt beredte vejen for første ret - carpaccio af garntorsk.
Der var tale om ganske tynde skiver af meget fast torskekød, anrettet på en skinnende, brandvarm tallerken og overhældt med en varm, cremet, luftig sauce.
Tilsat hjertemuslinger, små tern af tomatconcasse og kørvel, alt sammen diskret krydret med peber, så det lige netop varmede lidt i munden.
En fornemmelse man kunne eliminere med den skønne hvide bourgogne, Chardonnay 2005 fra Domaine Marc Morey.
Derefter fik vi saftig jomfruhummerhale, hvis sødme blev sekunderet fint af syren i det omgivende skumbad med smag af fennikel og estragon. Hertil en ung Alte Reben riesing, 2005 Van Volxem Saar, hvis krydderpræg matchede retten flot.
Man kan vælge fire retter til 495 kr. og op til seks for 645 kr., 1095 kr., hvis der skal vine til. Derudover er der et tillæg på 75 kr. for foie gras retten.
Eftersom Palle Enevoldsen jo er »monsieur le canard«, måtte vi naturligvis smage hans foie gras.
Det var tæt ved, at måltidet gled ned med halvåben mund, man var nemlig nødt til at smile bredt over denne velsmag og fine balance i en ret, som ellers let kan kæntre til overdreven fedme
Den ankom, som de øvrige retter, på en perfekt anrettet, skinnende og hed tallerken. Her lå en skive ande-foie gras, stegt flot, så den brune overflade matchede overfladen på det stegte vildandebryst.
Inderst var det flot rosa, smagen var saftig og teksturen mør, men passende fast. En skefuld grønne linser og det magre andebryst gav helheden en god rusticitet, og en hindbær-æblesauce tilførte et passende sødt element.
Det var tæt ved, at måltidet gled ned med halvåben mund, man var nemlig nødt til at smile bredt over denne velsmag og fine balance i en ret, som ellers let kan kæntre til overdreven fedme.
Vinen var usædvanlig i sammenhængen, men virkelig træffende, nemlig en Semonte Alto Valpolicella Ripasso 2003 fra Venturini.
Til hovedret serveredes rådyr, parteret til diverse former. Dels en saftig medaljon, dels braiseret bov - som hist og her var lidt tør - og lucullisk velsmagende rillette, alt sammen sekunderet af en yderst koncentreret sauce, lavet på braisseringslagen.
Ud over den tidligere nævnte roset af selleri, var der en cylinderformet portion af spidskål, begge dele lette, magre, friske og velgørende. Her hed vinen Tenute di Argiano, altså en Brunello di Montalcino årgang 1999.
Som overgang til desserten kom en lille velgørende og opkvikkende hilsen fra køkkenet ved, at tjeneren placerede en spiseske med æble, sne af frossen foie gras og brøndkarse direkte på dugen. En velgørende forfriskning.
På ostetallerkenen var der fransk Brillat Savarin og Epoisse samt en strålende ost fra Hinge, som alle var lige det køligste. Kold var også dessertens sorbet, og det skal den jo være.
Dog var der herudover et overraskende element, nemlig at sorbeten var lavet på rødbede og dekoreret med en papirtynd skive af sprød, tørret rødbede. Den havde en velgørende syre, der fint løftede rødbedens runde smag.
Herudover kom en portion mousse lavet på lys chokolade, eller mørk med ganske meget flødeskum tilsat. Samt en is lavet med mandler, ledsaget af små tern af kvæde der var stegt til sprødhed.
Skarp konkurrence
Hvis det ikke fremgår tydeligt nok af de foregående ord, så skal det hermed understreges, at Frederikshøj må betragtes som en af Århus bedste restauranter.
Palle Enevoldsen genindtager sin plads på byens øverste gastronomifirmament, hvor der imidlertid er blevet mere trangt, siden hans afrejse i 2002. For nu finder man nemlig også topprofiler som Torsten Schmidt samt brødrene Koch.
Disse har hver deres særkender, og det giver ingen videre mening at forsøge sig med en direkte sammenligning.
Man kan blot slutte, at den knivskarpe konkurrence gør det langt mere spændende at være gourmet i Århus, end det nogensinde har været før.
Man kan ligeledes konkludere, at alle med interesse for den skarpe kogekunst, absolut bør aflægge Enevoldsen og hans dygtige stab en visit.
