Roman af Thomas Rydahl. 348 sider. Politikens Forlag. Er udkommet
Selvfølgelig skal hovedpersonen i Thomas Rydahls nye roman “Forførernes klub” hedde noget på papiret så usexet som Flemming og ovenikøbet have det medfølgende øgenavn Lemming.
At han er den i romanen, der undergår den største personlige udvikling, er altså ingen selvfølge fra start, hvor vi møder ham som midtvejskriseramt stakkel i 40’erne, nyfyret fra både grafikerjob og af hustru.
Nu bor Flemming i et skramlet anneks til en forladt villa på Østerbro tilhørende en dement mand, og det er herfra, han tager sine første skælvende skridt som forladt og senere folder sig ud som strategisk livsforfører, men væsentligst: Finder hjem til sig selv og sin passion.
Thomas Rydahl, der muligvis er den første krimiforfatter udklækket fra Forfatterskolen, er i sin nye roman på tematisk hjemmebane: eksistensen og undersøgelsen af, hvad det vil sige at være mand. I Rydahls krimi “Eremitten” (2014) mødte vi en af de mere interessante knudemænd i dansk krimi, den nifingrede eneboer og taxichauffør Erhard Jørgensen, der er i frivillig landflygtighed på Fuerteventura.
Rydahl er god til at skabe figurer, der er spækket med fejl og mangler og har gjort noget svært tilgiveligt – de er med andre ord menneskelige og derfor spændende at komme ind bag hjernebarken af. Sådan er det også med Flemming, i en roman der kan mere og andet, end den smagsneutrale titel lover.
Ganske vist bliver Flemming – først intetanende, dernæst mere og mere bevidst – medlem af en kuriøs klub for Kierkegaard-nørder m/k, der tager filosoffens æstetiske livspraksis, som den udfolder sig i “Forførerens Dagbog” (1843), bundbogstaveligt. Og det er også denne for Flemming nye higen efter det skønne, det gode og sanselige, der bliver motor og dramatisk benspænd for hans store genopstandelsesarbejde som mand, skabende kunstner – og weekendfar.
Men det er ikke klubbens filosofiske diskussioner og lavpraktiske undersøgelser af forførelseskunsten på diverse barer, der gør Rydahls første ikkekrimi til en fængende roman – det er tværtom det almindeligt levede liv, der sker uden om romanidéen samt inden i Flemmings hoved. Og i Rydahls sprogligt skarpe, morsomme og suspense-fyldte prosa, hvor ild ikke kun er noget, der brænder i hjertet, som Kierkegaard plæderer for, men også helt konkret.
Vi følger Flemming i et års tid fra 2019 til 2020, mens han roder sig ind og ud af gamle og nye bekendtskaber og projekter. Hans transformation er på ingen måde køn, mens den pågår, men resultatet – det genopståede menneske, vi forlader på sidste side af Rydahls nye roman – er skrevet fint og menneskeklogt frem.
