Leonore Christine synes lidt søvnig og stiv i lemmerne, men er fortsat et besøg værd. Særligt frokosten byder på et stort udvalg
I de tidlige 1980'ere så man en rose skyde frem på Nyhavns stenbro, hvor nogle af byens skrappeste værtshuse lå. Det var den nyåbnede restaurant Leonore Christine, der ligesom kollegaen i Nyhavn 71 - omtalt her på siderne i fredags - gik imod værtshusstrømmen ved at orientere sig mod det fine franske køkken.
Den nuværende indretning minder da også lidt om det pågældende årti, man kommer let til at tænke på restaurant Kommandanten og dens Tage Andersen-univers, når man træder op ad indgangstrappen til Leonore Christine.
Årevis lagrede bobler, ebber ud i en fart
Inden for døren breder sig nemlig et træ, som dækker loftet i den forreste stue og huser et fuglebur, komplet med tilhørende pipfugl.
Der er tæpper på gulvene og kulørte stofduge på de trange borde samt stofservietter i kontrasterende farver. Tjeneren er høflig, men langsom i optrækket. Det tager tid at få afgivet bestillingen, dels fordi han er mere optaget af at rydde af bordene og kigge ud af vinduet end at tage vores bestilling.
Han skænker et glas champagne med samme finfølelse, som når en murer tipper indholdet fra en cementblander ned i et stort hul. Med det resultat, at de i årevis lagrede bobler, ebber ud i en fart. Vi venter længe på maden og får ikke noget brød at bide i under ventetiden.
Langt om længe dukker så a la cartens stegte gåse-foie gras op. Den er flot med en smuk mørkebrun stegeflade på de tykke skiver, som dog er lidt for grå indvendigt. Men smagen er god, og de syltede figner liver fint op, mens jeg ikke forstår purløgens tilstedeværelse. To skorzonerrødder er blevet kogt for længe i vand uden salt, så de glimrer ikke.
Med retten følger brød, bagt på hvede, friskt og lunt, nydeligt serveret mellem to gafler. Det er dejligt brød, så første ombæring slipper hurtigt op og viser sig i øvrigt også at være den sidste.
Menukortet er meget varieret med såvel okse som kalv og gris samt adskillige fiskeretter. Fra sidstnævnte univers vælger vi anretningen, kaldet Danske delikatesser, bestående af fire gode, store og fede limfjordsøsters samt tre jomfruhummere, som smager dejligt friskt, men desværre er kogt for meget og således ikke imponerer. På samme måde er heller ikke den varmrøgede laks videre interessant.
Til hovedret får vi gråandebryst, flot stegt med brunt ydre og meget rødt indre, som bestemt fordrer, at man synes om halvråt andekød. Det smager fremragende, men salmonellaangste personer ville nok betakke sig.
Tilbehøret er halve, udstenede druer og en lidt kedelig ovnstegt kartoffelkreation samt en kraftigt indkogt sauce, der smager glimrende og er tilpas doseret.
Anden hovedret er trøffelrisotto. Den har en god konsistens og fin balance mellem saftig- og tæthed, men desværre er der ikke udpræget meget trøffelpersonlighed i retten. Fire ovntørrede, gule tomater er garnituren, sammen med tynde strimler af friteret persillerod.
Fint vinkort
Der er et beundringsværdigt stort udvalg af retter, og det serveres såvel til frokost som aften, hvilket gør Leonore Christine til lidt af en sjældenhed. Mange gourmetrestauranter vælger nemlig at springe let hen over frokosten, enten ved at holde lukket eller ved at køre med et begrænset kort.
Hyggelige atmosfære i huset fra 1681
Således er stedet et godt bud, hvis man har tid til at dvæle lidt ved frokosten, især hvis der er tale om en forretningsfrokost som skal være lidt speciel.
Det samlede indtryk er, at køkkenet anvender gode råvarer og har forståelse for omhyggelig tilberedning. Alligevel er det, som om råvarerne ikke får al den kærlighed og omsorg, der skal til, for at klokkerne begynder at ringe. På samme måde virker betjeningen heller ikke fuldt på dupperne - i hvert fald ikke nok til at retfærdiggøre stedets ry.
Trods ovenstående er det fortsat et af Nyhavns bedste spisesteder, om end der er tale om en halvtræt rose, i hvert fald efter nærværende enkeltstående besøg at dømme. Når det er sagt, skal restauranten roses for den hyggelige atmosfære i huset fra 1681, som virkelig er noget for sig selv.
På samme måde skal vinkortet have milde ord med på vejen, grundet det store og dybe udvalg af franske vine, hvoraf flere gode findes på halve flasker - en god frokoststørrelse.
I de tidlige 1980'ere så man en rose skyde frem på Nyhavns stenbro, hvor nogle af byens skrappeste værtshuse lå. Det var den nyåbnede restaurant Leonore Christine, der ligesom kollegaen i Nyhavn 71 - omtalt her på siderne i fredags - gik imod værtshusstrømmen ved at orientere sig mod det fine franske køkken.
Den nuværende indretning minder da også lidt om det pågældende årti, man kommer let til at tænke på restaurant Kommandanten og dens Tage Andersen-univers, når man træder op ad indgangstrappen til Leonore Christine.
Årevis lagrede bobler, ebber ud i en fart
Inden for døren breder sig nemlig et træ, som dækker loftet i den forreste stue og huser et fuglebur, komplet med tilhørende pipfugl.
Der er tæpper på gulvene og kulørte stofduge på de trange borde samt stofservietter i kontrasterende farver. Tjeneren er høflig, men langsom i optrækket. Det tager tid at få afgivet bestillingen, dels fordi han er mere optaget af at rydde af bordene og kigge ud af vinduet end at tage vores bestilling.
Han skænker et glas champagne med samme finfølelse, som når en murer tipper indholdet fra en cementblander ned i et stort hul. Med det resultat, at de i årevis lagrede bobler, ebber ud i en fart. Vi venter længe på maden og får ikke noget brød at bide i under ventetiden.
Langt om længe dukker så a la cartens stegte gåse-foie gras op. Den er flot med en smuk mørkebrun stegeflade på de tykke skiver, som dog er lidt for grå indvendigt. Men smagen er god, og de syltede figner liver fint op, mens jeg ikke forstår purløgens tilstedeværelse. To skorzonerrødder er blevet kogt for længe i vand uden salt, så de glimrer ikke.
Med retten følger brød, bagt på hvede, friskt og lunt, nydeligt serveret mellem to gafler. Det er dejligt brød, så første ombæring slipper hurtigt op og viser sig i øvrigt også at være den sidste.
Menukortet er meget varieret med såvel okse som kalv og gris samt adskillige fiskeretter. Fra sidstnævnte univers vælger vi anretningen, kaldet Danske delikatesser, bestående af fire gode, store og fede limfjordsøsters samt tre jomfruhummere, som smager dejligt friskt, men desværre er kogt for meget og således ikke imponerer. På samme måde er heller ikke den varmrøgede laks videre interessant.
Til hovedret får vi gråandebryst, flot stegt med brunt ydre og meget rødt indre, som bestemt fordrer, at man synes om halvråt andekød. Det smager fremragende, men salmonellaangste personer ville nok betakke sig.
Tilbehøret er halve, udstenede druer og en lidt kedelig ovnstegt kartoffelkreation samt en kraftigt indkogt sauce, der smager glimrende og er tilpas doseret.
Anden hovedret er trøffelrisotto. Den har en god konsistens og fin balance mellem saftig- og tæthed, men desværre er der ikke udpræget meget trøffelpersonlighed i retten. Fire ovntørrede, gule tomater er garnituren, sammen med tynde strimler af friteret persillerod.
Fint vinkort
Der er et beundringsværdigt stort udvalg af retter, og det serveres såvel til frokost som aften, hvilket gør Leonore Christine til lidt af en sjældenhed. Mange gourmetrestauranter vælger nemlig at springe let hen over frokosten, enten ved at holde lukket eller ved at køre med et begrænset kort.
Hyggelige atmosfære i huset fra 1681
Således er stedet et godt bud, hvis man har tid til at dvæle lidt ved frokosten, især hvis der er tale om en forretningsfrokost som skal være lidt speciel.
Det samlede indtryk er, at køkkenet anvender gode råvarer og har forståelse for omhyggelig tilberedning. Alligevel er det, som om råvarerne ikke får al den kærlighed og omsorg, der skal til, for at klokkerne begynder at ringe. På samme måde virker betjeningen heller ikke fuldt på dupperne - i hvert fald ikke nok til at retfærdiggøre stedets ry.
Trods ovenstående er det fortsat et af Nyhavns bedste spisesteder, om end der er tale om en halvtræt rose, i hvert fald efter nærværende enkeltstående besøg at dømme. Når det er sagt, skal restauranten roses for den hyggelige atmosfære i huset fra 1681, som virkelig er noget for sig selv.
På samme måde skal vinkortet have milde ord med på vejen, grundet det store og dybe udvalg af franske vine, hvoraf flere gode findes på halve flasker - en god frokoststørrelse.
