“The new way to optimise your health, body and mind”, står der på indgangspartiet til klinikken One Thirty Labs, som ligger i en travl sidegade i det indre København.
På menukortet over behandlingstilbud finder man blandt andet klinikkens meditation pod – en læderbetrukket futuristisk hvid stol med en lysende kuppel, man trækker ned over hovedet. I stedet for at gå på kaffebar kan kunderne tage en pause fra storbylarmen og lade sig indhylle i pod’ens dybe ro i 10-20 minutter. De kan også bruge den infrarøde sauna, som opvarmer kroppen indefra og kan udsende lys i 12 forskellige bølgelængder, der hver især stimulerer, renser, aktiverer, reaktiverer, styrker.
Klinikkens LED-oplyste helkropspanel trænger dybt ind i hudens celler og stimulerer kollagenproduktionen, som får os til at se yngre ud og hjælper med at hele skader. De kan trække en EMS-heldragt på og mærke, hvordan små elektriske impulser aktiverer kroppens nerver og får musklerne til at trække sig sammen og slappe af igen.
Menukortet lokker med, at du kun behøver to gange 20 minutters træning i EMS-dragten om ugen for at reducere fedt og opbygge muskelmassen. Det gør den 18 gange så effektiv som traditionel vægttræning. Klinikkens kronjuvel er en whole body cryo-maskine, der ligner og lyder som noget fra en science fiction-film. Den kører på flydende nitrogen og udsætter kroppen for 130 minusgrader ved at skyde små pust af iskold luft ind i en lukket helkropscylinder, hvor kun hovedet stikker op. Det er så koldt, at man er nødt til at iføre sig pelsstøvler og skihandsker og tage små skridt på stedet, mens maskinen med metalliske klonk køler kroppen ned i tre lange minutter.
Alt sammen for at booste vores naturlige forsvarssystemer, siger klinikkens ejer, Tine Hertz. Men også for at stramme op, forynge og fjerne de ting, vi ikke bryder os om – fedt, bumser og appelsinhud, eksempelvis.
“Noget af det smarte ved vores behandlinger er, at de ikke tager særlig lang tid. Man behøver ikke at sidde lang tid i en sauna, tage et vinterbad eller gå i et træningscenter flere timer. Man kan komme herind og opnå den samme effekt på 30-45 minutter midt i en arbejdsdag. Det er der mange af vores kunder, der godt kan lide.”
Klinikken i København og lignende behandlingssteder opererer inden for biohacking. Biohacking er et diffust begreb med et væld af betydninger, der rangerer fra de mest outrerede former for sundhedsoptimering til helt simple kost- og motionsråd. Fælles for de passionerede biohackere er, at de tænker kroppen som et input/output-system. De bryder menneskekroppen ned i kropslige kvantificerbare data, biomarkører, der fortæller vigtig information om systemets tilstand. Hvor godt sover du hver nat? Får du de rigtige vitaminer og mineraler? Hvordan er dit stressniveau? Hvad fortæller din afføring om din fordøjelse? Hvad fortæller din blodprøve om dit kostindtag? Hvad fortæller en gentest om din risiko for at udvikle alvorlige sygdomme senere i livet?
“Hver nat, inden jeg lægger mig til at sove, bruger jeg 20 sekunder på at udfylde et simpelt skema på en app med data om min kost, mit alkoholindtag, stress, motion og andre ting, der kan influere på kvaliteten af min søvn
Martin Kremmer, biohacker
Sandheden – den eneste sandhed – for biohackere er, at hvis noget kan måles, kan det optimeres. Lægen har ikke patent på at analysere dit helbred, og det er ikke samfundets ansvar at forbedre det. Du er din egen testperson og kan derfor heller ikke regne med, at generelle kostråd gælder for dig. For hvad der er generelt, er gennemsnitligt. Og du er ikke nødvendigvis en del af gennemsnittet i en undersøgelse. Du er dig. Biohackere tager kontrol over deres krop, opsætter et system til at tracke deres helbred (de er ofte glade for gadgets) og benytter små og store hacks i hverdagen, så de kan leve det liv, de gerne vil.
Fremtidsforskeren Anne Skare fortæller, at der altid har været mennesker, der går ekstra meget op i deres sundhed. Men det interessante ved biohackere er deres indbyggede protest mod det etablerede sundhedsvæsen.
“Patientrollen i sundhedssektoren er blevet umoderne. Det ligger i ordet “patient”, at vi har en lidelse, vi tålmodigt venter på, at lægen har tid til at behandle. Men biohackere har ikke tid til at vente. De er deres egne sundhedsprojekter og vil selv være med til at optimere deres helbred og forebygge sygdomme. Sundhedsvæsenet kan opleve det som enormt irriterende, men vi ved jo, at vi skal til at fokusere mere på forebyggelse end behandling, så måske er biohackere irriterende af den simple årsag, at de rent faktisk har ret,” siger hun.
Når biohackere udtaler sig om, hvorfor de lever, som de gør, presser de mere saft ud af citronen, kører længere på literen eller bruger et andet billede på det at kunne performe bedre end normalt. Nogle gør det for ikke længere at være syge eller stressede. Især sportsfolk og karrieremennesker gør det for at føle sig ekstra stærke, ekstra skarpe eller ekstra kreative. Andre gør det for at leve så længe som muligt uden at mærke livskvaliteten forsvinde, bare fordi de bliver ældre. I en biohacking-reklame siger en kendt dansk biohacker: “Tænk at være 80 år og have energi som en 25-årig. Det er et supermenneske. Det er, hvad biohacking er.”
40-årige Martin Kremmer har arbejdet i konsulentbranchen i en årrække og gør det stadig. Men for nogle år siden sagde hans krop fra.
De mange rejsedage, en stressfyldt hverdag og et manglende fokus på kost, motion og hvile førte til en tilstand af fysisk udbrændthed, et ansigt dækket med eksem og et sviende mavesår. Han gik til sin læge og forklarede om sine symptomer. Lægen brugte 10 minutters konsultation på at udskrive piller mod mavesåret og gav ham en kostvejledningsfolder, hvor der ikke stod meget andet, end at han skulle holde sig fra tomater. Det var dét. Pillerne hjalp ikke, og han havde egentlig heller ikke lyst til at være medicineret i en alder af 32. Inspireret af principperne i biohacking begyndte Martin Kremmer derfor at eksperimentere med simple omlægninger af sin kost. Han fandt ud af, at han ved at skære ned på sukker og undgå brød fik det meget bedre. Mavesåret gik væk, og han fik mere energi.
Nogle år senere registrerede han pludselig en forhøjet værdi af aminosyren homocytein og undrede sig over et nyt udslæt på brystet. Da han opsøgte sin læge, vidste lægen ikke, hvad homocytein var, men beroligede ham med, at han da så sund og rask ud, og så ordinerede hun en creme mod udslættet.
“Jeg fandt selv ud af, at en forhøjet homocytein-værdi betød, at jeg skulle tage mere B12-vitamin og folinsyre. Efter et kort stykke tid gik mit homocytein-tal ned, og udslættet på brystet forsvandt,” fortæller han.
I dag lever Martin Kremmer et liv, der er optimeret ned i detaljen. Han spiser kål- og plantebaserede smoothies i stærke grønne farver, ikkeforarbejdede proteiner, faster i bestemte tidsintervaller, følger en enkel træningsplan, mediterer foran infrarødt lys og tracker sin søvn og sit stressniveau ved hjælp af en fingerring, der monitorerer hans puls og hjertefrekvens. Han er ikke for hellig til en pose slik, når han går i biografen, og han nyder også gerne et glas vin sammen med sin kone, fordi det får ham til at slappe af. Men han ved, at hvis han skal præstere 100 pct. dagen efter, skal han helst ikke indtage det glas vin for tæt på sengetid, for så påvirker det hans søvn negativt.
“Jeg har data fra cirka 2500 nætter. Hver nat, inden jeg lægger mig til at sove, bruger jeg 20 sekunder på at udfylde et simpelt skema på en app, hvor jeg har lavet en liste over forskellige ting, jeg har gjort i løbet af dagen og til hvilken grad, jeg har gjort dem. Det er eksempelvis data om min kost, mit alkoholindtag, stress, motion og andre ting, der kan influere på kvaliteten af min søvn. Fordi jeg har tracket gennem så lang tid, ved jeg også, hvordan jeg får en perfekt nats søvn. Det handler blandt andet om, at jeg skal spise mindst tre timer, inden jeg lægger mig til at sove, jeg skal undgå for meget alkohol, der skal være mørkt i stuen og i mit soveværelse, i timerne inden jeg skal i seng, jeg skal undgå blåt lys fra skærme, og jeg skal spise nok magnesium,” siger Martin Kremmer.
“I min verden lever jeg ikke ekstremt. Jeg synes, det samfund vi har skabt, hvor vi behandler syge mennesker frem for at skabe sunde mennesker, er ekstremt
Nickolai Damgaard, biohacker
“For mig er målet med biohacking at finde den rette balance. Dér, hvor man ikke er hæmmet af noget og bare kan nyde livet med familie og venner. Jeg har fundet den balance ved at afsøge mine grænser og derefter træde et skridt tilbage for at genvinde balancen. Hvis sundhed bliver fanatisk, er det i sig selv en stressfaktor, der skaber ubalance.”
Langt fra små hacks som mælkebøtte-shakes, meditation med lysterapi og et iskoldt havdyp er der mennesker – typisk fra udlandet og typisk fra USA – som praktiserer en mere ekstrem form for biohacking. Nogle af hovedpersonerne er eller har været aktive i tech-miljøet omkring Silicon Valley, og de er villige til at gå meget langt i jagten på et yngre eller ligefrem evigt liv. Young blood transfusion er et produkt på hylden i visse kredse, hvor en ældre person får overført blod fra en yngre person og betaler flere tusinde kroner per donation. Der findes eksempler på mennesker, som opererer chips eller andre enheder ind i kroppen for at skærpe deres sanser eller for lettere at kunne begå sig i hverdagen. En østrigsk mand har eksperimenteret med at dryppe en klorofyl-
lignende væske i øjnene for at få et bedre nattesyn. Hans øjenlåg svulmede op, og hans øjne blev helt sorte og lignede en paddes, men efter sigende var han i stand til at se bedre og længere om natten i et par timer.
Blandt de mest hardcore biohackere kan man finde personer, som investerer millioner af dollar i at fikse forældelsesproblematikken – eller ultimativt “solve death”, som én af dem har beskrevet det med en formulering, der får det til at svimle. Hvis man kan identificere de processer i kroppen, der får den til at ældes – og det kan man – kan man også bremse de processer og forlænge livet. Ud fra den devise er der forskere, som arbejder målrettet på, at mennesker skal kunne blive op til 1000 år gamle. I samme bizarre afdeling har et amerikansk firma et antal hoveder og kroppe frosset ned i flydende nitrogen i Arizonas ørken, mens de venter på, at de en dag kan bringe forsøgspersonerne tilbage til livet i en eller anden krop i en eller anden bevidsthedsform.
Den hollandske forsker Pieter van Boheemen er tilknyttet Rathenau Instituut i Den Haag og har tidligere drevet et biohacking-laboratorium i Amsterdam. Pieter van Boheemen slår fast, at en moderat form for biohacking, hvor man bruger kropslige indikatorer til at forbedre sit helbred, kan være positivt. Især for mennesker, der har brug for et lille skub til at komme i gang. Men han ser også en række bekymrende tendenser i biohacking. For det første er den videnskab, nogle biohackere lægger til grund for deres eksperimenter, ofte baseret på én eller få videnskabelige artikler. Det er, hvad Pieter van Boheemen betegner som weak science forklædt som real science – alligevel er der mange, der indretter deres liv efter resultaterne. For det andet har han mødt lidt for mange frontpersoner i miljøet, som bliver ophøjet som guruer, selvom de i bund og grund bare foretager selveksperimenter og intet andet.
“Patientrollen i sundhedssektoren er blevet umoderne. Det ligger i ordet “patient”, at vi har en lidelse, vi tålmodigt venter på, at lægen har tid til at behandle
Anne Skare, fremtidsforsker
“Da jeg arbejdede på biohacking-laboratoriet i Amsterdam, kom der engang en mand ind, som fortalte, at han var i gang med at eksperimentere med et lægemiddel, som skulle virke livsforlængende. Problemet var, at lægemidlet kun var blevet anvendt i rottestudier. Jeg spurgte ham, om han godt vidste, at en rottekrop ikke var det samme som en menneskekrop. Ja ja, det vidste han godt, men hver aften tog han en pille og et glas vand, inden han lagde sig til at sove, og næste morgen havde han det fantastisk. Jeg spurgte ham, om han havde prøvet at nøjes med at drikke vandet, før han faldt i søvn. Måske var han bare vant til at vågne op dehydreret? Det havde han ikke tænkt på.”
Pieter van Boheemen er også bekendt med virksomheder, der har en kommerciel interesse i at promovere et bestemt biohack og i samme forbindelse udgiver pseudovidenskabeligt materiale, der bakker eksperimentet op. Ligesom han kender til virksomheder, der bruger dybt fortrolige data fra testpersoner som et produkt i en større forretningsmodel.
“Der er eksempelvis en virksomhed, som tager penge for at lave en gentest, og når de så har lavet gentesten, sender de selvfølgelig testresultaterne til forsøgspersonen, men de videresælger også informationen til et andet firma for mange gange det beløb, testpersonen betalte. Testpersonen underskriver noget med småt ved aftalens indgåelse, men det er tvivlsomt, om de er klar over, at deres sundhedsdata bliver videresolgt, og om de kan overskue den fulde konsekvens af det,” siger Pieter van Boheemen.
Han mener, at når biohackere taler om kroppen som en input/output-maskine, er de også med til at dehumanisere det at være et menneske. For ja, vi er omvandrende biologiske individer bestående af en funktionel helhed af dele. Men vi er også mere, end hvad der udtømmende lader sig beskrive inden for genetik, cellebiologi, neurologi og biokemi. Hvem ved, hvad vi rører ved, når vi skubber til grænserne for, hvad mennesker kan og skal blande sig i, når det kommer til vores sundhed?
“I Holland har vi et forsikringsselskab, der udstyrer dig med et Fitbit-fitnessur eller et Apple Watch for at få lov til at tracke dit helbred. Efter en måneds monitorering sætter de forsikringspolicen derefter. Det skaber selvfølgelig et incitament til at forbedre dit helbred, men trackingen skaber også hurtigt en forpligtigelse, som er med til at begrænse menneskers frihed og autonomi. Begge dele er noget, der er med til at definere, hvad det vil sige at være et menneske,” siger Pieter van Boheemen og tilføjer, at man i Holland arbejder på et stort offentligt dataprojekt, som skal indsamle store mængder data om borgerne.
“Det har de navngivet Data Solidarity-projektet. Men hvad med dem, der ikke vil bidrage til det projekt? Er de så usolidariske?” siger han og spørger, hvilke glidninger vi sætter gang i, hvis forsikringsselskaber, sundhedsvæsenet og måske på sigt arbejdsgivere kan presse mennesker til at levere personlige data, tracke sig selv eller optimere helbredet. Kan det at sige nej til et hack ultimativt føre til en opdeling i samfundet mellem supermennesker og alle andre?
Den danske biohacker Nickolai Damgaards vej ind i biohacking har ligesom Martin Kremmer også været drevet af et personligt opgør med en livsstil, der drænede ham for energi – og som i hans tilfælde betød en tilstand af dyb depression og selvmordstanker. Vejen ud af mørket blev et mere fokuseret blik på kost og motion og et helt nyt mindset, som minder mere en forretningsmands end en familiefars. Han taler om at blive ceo i sit eget liv og om at opstille key point indicators, kpi’er, for sin livsførelse. Målet er at kunne være der for sine børn og nærmeste – også senere i livet, hvor kroppen typisk svækkes efter et langt arbejdsliv.
På dage, hvor arbejdet ikke spænder ben for de gode vaner, står Nickolai Damgaard tidligt op, går en power walk sammen med hunden, kommer hjem og får sendt børnene afsted i børnehave og skole. Så kigger han på nattens søvndata og hjertefrekvens, inden han mediterer i 30 minutter – hvis tiden er knap, bliver det kun til fem. Kl. 10 spiser han det første måltid efter at have fastet siden aftensmaden dagen inden. Kl. 13 spiser han frokost, og kl. 17 spiser han aftensmad sammen med familien. I løbet af dagen prøver han at tage telefonsamtaler udendørs – gerne barfodet, hvis vejret og årstiden tillader det – og han vil også gerne have lagt et højintensivt træningspas ind, så pulsen kommer op.
En gentest har vist, at hans krop ikke spalter mættet fedt særligt godt, og at han har en kolesterolprofil, der reagerer bedst på en middelhavsbaseret kost. Gentesten viste også, at han er dårlig til at spalte kaffe, så det får han ikke efter kl. 12. Han drikker ioniseret vand og har altid et par dunke med sig, hvis han er ude. Senest har han gået rundt med en blodsukkermåler på armen i 14 dage. Målingerne viste blandt andet, at han skal spise mere rugbrød i hverdagene, fordi det er med til at stabilisere hans blodsukker. Han bruger red light therapy og tager blue blocker-briller på om aftenen, inden han skal sove, for at blokere det skadelige lys fra skærme. Bortset fra det lever han et helt almindeligt liv, siger han.
“Jeg spiser fredagsslik ligesom alle andre, og jeg drikker også bajere med mine venner og tager på festival. Det kan jeg tillade mig at gøre, fordi jeg har så meget styr på min krop. Den regning, der kommer bagefter, ved jeg, hvordan jeg skal betale. Jeg kommer hurtigt tilbage i balance med sund kost, motion, søvn og faste,” siger Nickolai Damgaard.
“I min verden lever jeg ikke ekstremt. Jeg synes, det samfund vi har skabt, hvor vi behandler syge mennesker frem for at skabe sunde mennesker, er ekstremt. Mange mennesker ønsker faktisk at skabe en forandring, men i dag er det normalen, at man udliciterer ansvaret for sin sundhed til systemet. Jeg så gerne et paradigmeskifte, hvor vi går fra sick-care til self-care, og hvor det bliver nemmere og mere acceptabelt for den enkelte at tage ansvaret hjem.”
