Det er gode tider på det københavnske boligmarked. Tidligere på året blev danmarkshistoriens dyreste offentligt udbudte ejerlejlighed solgt, og nu står en ny klar til at overtage rekorden.
Den nye danmarksrekord tilfalder den dyreste af lejlighederne i byggeriet The Silo, der ligger i den nye del af Københavns Nordhavn. Det skriver Boliga.dk.
"Med i prisen på de knap 30 mio. kr. følger desuden elevator og en bemandet reception i bedste New Yorker-stil"
Prisen er sat til 29.995.000 kr., og dermed er lejlighedens udbudspris knap 2,5 mio. kr. over den hidtidige rekordholder, der er en 320 kvadratmeter stor perle på Christianshavn.
Lejligheden bliver en af i alt 40 nye boliger, der er under etablering i den gamle silo i den københavnske nordhavn. I øjeblikket kendes bygningen af københavnere nok mest for dens grafitti, der med en barnlig charme læser "HVA DRIKKER MØLR", men når projektet står færdigt bliver siloen til en af havnens mest eksklusive boligkomplekser.
"HVA DRIKKER MØLLR" og "KLARPIRATSTART" har for mange københavnere været synonym med de gamle siloer.
En unik lejlighed
Ifølge mægler er der rigeligt med grunde til, at en kommende køber glædeligt lægger de knap 30 mio. kr., som lejligheden i første omgang skal koste.
”Det er en lejlighed, du ikke kan finde magen til i København. Der er udsigt over byen og ud over Øresund fra ca. 41 meters højde, og inde i lejligheden er der næsten 7 meter til loftet hvor der er højest. Det er helt ekstraordinært, at der kommer sådan en bolig til salg, og projektet er i det hele taget meget udansk,” siger Lasse Lemche fra Realmæglerne Nordre Frihavnsgade til Boliga.dk.
Spændende små kroge og rigeligt med lysindfald skaber hygge på trods af de rå materialer.
Selve lejligheden byder på 380 kvadratmeter bolig, og skulle man have lyst til at nyde friluftslivet og den friske havluft, kan det gøres fra en af lejlighedens fire altaner.
Med i prisen på de knap 30 mio. kr. følger desuden elevator og en bemandet reception i bedste New Yorker-stil.
Den enorme loftshøjde er en af lejlighedens store forcer.
Udsigten over København fra 41 meters højde.