Restaurant Fiat er en velpoleret italiensk temarestaurant med et godt kvalitetsniveau.
I månedsvis har en spøg og skæmt-forretning permanent haft en gammel Buick med reklameskilt parkeret på Kongens Nytorv i en smart manøvre, som giver stor reklame for prisen af en parkeringslicens.
Det succesfulde restauratørpar Torben Olsen og Anders Houmann har ligeledes foretaget en smart manøvre. Ikke med en buick men med en fiat, eller rettere Fiat, som står for Fondazione Italiana Alimentari Totale med underteksten trattoria.
Tørresnor i gårdhaven og en mængde fotos med italienske motiver på væggene
På den måde har de sikret sig, at der ikke kommer en fremmed konkurrent til Café Quote, naborestaurationen der ligeledes hører til koncernen. Og det kunne man ellers godt forestille sig, al den stund det nyrenoverede Kongens Nytorv er som skabt til restaurationer af denne type.
På bordene står Rolf Sørensens olie, og nej det er ikke cykelolie
Man passerer det åbne køkken på vej ind til restauranten, som er i to etager. Bordene står tæt, der er hvide stofduge med praktiske skåneduge af papir. Her først på aftenen, hvor stedet endnu ikke er fyldt op, lirer højttalerne italienske popsange af sig, som en del af de italienske kulisser. Fiat er nemlig en udpræget iscenesættelse, komplet med tørresnor i gårdhaven og en mængde fotos med italienske motiver på væggene.
På bordene står Rolf Sørenses olie, og nej det er ikke cykelolie, men en lækker lysegrøn, ufiltreret olivenolie som eks-cykelrytteren importerer og sågar signerer. Man kan indtage al den olie, man vil, det er gavmildt og velsmagende til de to slags »nybagt brød«, som tjeneren kalder det. Det er bagt af hvede, hverken nu eller for en time siden, men helt sikkert engang i løbet af dagen, og det smager pænt.
Der er en rigtig stenovn i køkkenet, så pizzaerne bages på den gode gammeldags facon, uden de dog af den grund når op i pizza-eliten, hvor bl.a. La Vechhia Signora i Grønnegade hersker. Dertil er bundene lidt for tykke, lidt for seje. Til gengæld er fyldet delikat, fra det utraditionelle italienske sortkål over den ægte bøffelmozarella til den pikante italienske pølse, som dog er doseret i nogle vel voldsomme skiver.
Publikum siver gradvist ind, og i takt med at næsten alle borde besættes, skrues der ned for musikken. Der er tjek på detaljerne, og betjeningen glider gnidningsløst, bortset fra at vi ikke får den forret, vi bestilte, men en der minder om den. Tjeneren er ked af det og vil med glæde bytte retten, men vi holder fast i tallerkenen og fortryder ikke.
Retten manglede kant, og pengene er langt bedre givet ud på torskepastaen
Det er en virkelig vellykket papardelle, brede pastabånd, med hele artiskokbunde, koncentreret smagende tomat og saltet torsk (125 kr.). Sidstnævnte er pænt store tern af tyk filet, saftigt og veltilberedt. Artiskokkerne har en god balance mellem mør- og fasthed, de smager friskt og hele rettens krydring er veltilpas. Ravioli med hummer (225 kr.) består af tre fine, hjemmelavede al dente raviolier med fyld af hummerkød og ægte kaviar samt en hel hummerhale.
Kaviaren, som er af italiensk opdrættet herkomst, er rigtig god og hummeren ligeså. Desværre tipper retten over i for megen sødme, grundet en udpræget sødmefuld sauce. Retten manglede kant, og pengene er langt bedre givet ud på torskepastaen.
Hovedretten poussin (175 kr.) ser indbydende ud. Den lille gyldne fugl ligger og ruger på en blanding af saftige, friske lysegrønne hestebønner og stykker af veltilberedt courget, som endnu har et friskt bid. Kødet er saftigt, men der mangler krydderi til at løfte smagen.
Højdepunktet
Nu er vi ved måltidets højdepunkt, oksekoteletten (215 kr.). En smukt enkel ret, med et lille bjerg af babyspinatblade, omhyggeligt skyllet så der ikke er et sandkorn at sætte fingeren på. Lækkert smagssat med strimler af citron og et dryp olivenolie samt gavmilde høvlspåner af sort trøffel. Skiven af oksehøjreb var flot stegt, til mørkebrunt ydre og blodigt indre. Kødet var af høj kvalitet, yderst mørt, saftigt og rent smagende.
Tjeneren var velorienteret om kortets vine. Det store udvalg er blandt italienske vine, men der er også franske, amerikanske, australske og new zealandske.
Vi drømte om Tignanello (1000 kr.) eller Sassicaia (1900 kr), begge i årgang 2004, men endte med en »minibrunelleo«, nemlig Il Poggione rosso di Montalcino (430 kr.).
For pæn pris
Til desserterne anbefalede tjeneren espresso og en grappa, da vi takkede nej til sød vin. Endnu et tegn på udmærket opmærksomhed og en god idé at anbefale kombinationen af kaffe/grappa til det søde. Det var en pæn chokoladekage med citronverbenablade og sorbet af kirsebær.
Prisen var mere end pæn, set fra et dækningsbidragsmæssigt synspunkt, nemlig 125 kr. Lidt billigere slap vi i tilfældet tiramisu, den kostede 95 kr. og var udført som en slags is. Smagen af appelsin var fremherskende, og da den kom fra fryseren, lagde man mere mærke til krystallerne, end til hvor luftig den var.
Begge desserter smagte godt, det samme gjorde som nævnt de øvrige retter. Vi blev behandlet både pænt og godt, en behandling der så ud til at omfatte samtlige gæster i den hyggelige restaurant, som man kan være udmærket tjent med at besøge.
L’altro Antiristorante på Christianshavn giver Fiat baghjul
Eftersom Fiat ligger på Kongens Nytorv, skal man naturligvis gøre sig klart, at herlighederne ikke foræres bort, og man kan således finde mere spændende vine til bedre priser andetsteds, ligesom autentiske italienske restauranter som Famo eller L’altro Antiristorante på Christianshavn giver Fiat baghjul hvad smagsfinesser angår.
Men at man for 215 kr. kan få serveret en herlig oksekotelet med trøfler, under behagelige forhold på Kongens Nytorv, det er ligegodt et røverkøb.
I månedsvis har en spøg og skæmt-forretning permanent haft en gammel Buick med reklameskilt parkeret på Kongens Nytorv i en smart manøvre, som giver stor reklame for prisen af en parkeringslicens.
Det succesfulde restauratørpar Torben Olsen og Anders Houmann har ligeledes foretaget en smart manøvre. Ikke med en buick men med en fiat, eller rettere Fiat, som står for Fondazione Italiana Alimentari Totale med underteksten trattoria.
Tørresnor i gårdhaven og en mængde fotos med italienske motiver på væggene
På den måde har de sikret sig, at der ikke kommer en fremmed konkurrent til Café Quote, naborestaurationen der ligeledes hører til koncernen. Og det kunne man ellers godt forestille sig, al den stund det nyrenoverede Kongens Nytorv er som skabt til restaurationer af denne type.
På bordene står Rolf Sørensens olie, og nej det er ikke cykelolie
Man passerer det åbne køkken på vej ind til restauranten, som er i to etager. Bordene står tæt, der er hvide stofduge med praktiske skåneduge af papir. Her først på aftenen, hvor stedet endnu ikke er fyldt op, lirer højttalerne italienske popsange af sig, som en del af de italienske kulisser. Fiat er nemlig en udpræget iscenesættelse, komplet med tørresnor i gårdhaven og en mængde fotos med italienske motiver på væggene.
På bordene står Rolf Sørenses olie, og nej det er ikke cykelolie, men en lækker lysegrøn, ufiltreret olivenolie som eks-cykelrytteren importerer og sågar signerer. Man kan indtage al den olie, man vil, det er gavmildt og velsmagende til de to slags »nybagt brød«, som tjeneren kalder det. Det er bagt af hvede, hverken nu eller for en time siden, men helt sikkert engang i løbet af dagen, og det smager pænt.
Der er en rigtig stenovn i køkkenet, så pizzaerne bages på den gode gammeldags facon, uden de dog af den grund når op i pizza-eliten, hvor bl.a. La Vechhia Signora i Grønnegade hersker. Dertil er bundene lidt for tykke, lidt for seje. Til gengæld er fyldet delikat, fra det utraditionelle italienske sortkål over den ægte bøffelmozarella til den pikante italienske pølse, som dog er doseret i nogle vel voldsomme skiver.
Publikum siver gradvist ind, og i takt med at næsten alle borde besættes, skrues der ned for musikken. Der er tjek på detaljerne, og betjeningen glider gnidningsløst, bortset fra at vi ikke får den forret, vi bestilte, men en der minder om den. Tjeneren er ked af det og vil med glæde bytte retten, men vi holder fast i tallerkenen og fortryder ikke.
Retten manglede kant, og pengene er langt bedre givet ud på torskepastaen
Det er en virkelig vellykket papardelle, brede pastabånd, med hele artiskokbunde, koncentreret smagende tomat og saltet torsk (125 kr.). Sidstnævnte er pænt store tern af tyk filet, saftigt og veltilberedt. Artiskokkerne har en god balance mellem mør- og fasthed, de smager friskt og hele rettens krydring er veltilpas. Ravioli med hummer (225 kr.) består af tre fine, hjemmelavede al dente raviolier med fyld af hummerkød og ægte kaviar samt en hel hummerhale.
Kaviaren, som er af italiensk opdrættet herkomst, er rigtig god og hummeren ligeså. Desværre tipper retten over i for megen sødme, grundet en udpræget sødmefuld sauce. Retten manglede kant, og pengene er langt bedre givet ud på torskepastaen.
Hovedretten poussin (175 kr.) ser indbydende ud. Den lille gyldne fugl ligger og ruger på en blanding af saftige, friske lysegrønne hestebønner og stykker af veltilberedt courget, som endnu har et friskt bid. Kødet er saftigt, men der mangler krydderi til at løfte smagen.
Højdepunktet
Nu er vi ved måltidets højdepunkt, oksekoteletten (215 kr.). En smukt enkel ret, med et lille bjerg af babyspinatblade, omhyggeligt skyllet så der ikke er et sandkorn at sætte fingeren på. Lækkert smagssat med strimler af citron og et dryp olivenolie samt gavmilde høvlspåner af sort trøffel. Skiven af oksehøjreb var flot stegt, til mørkebrunt ydre og blodigt indre. Kødet var af høj kvalitet, yderst mørt, saftigt og rent smagende.
Tjeneren var velorienteret om kortets vine. Det store udvalg er blandt italienske vine, men der er også franske, amerikanske, australske og new zealandske.
Vi drømte om Tignanello (1000 kr.) eller Sassicaia (1900 kr), begge i årgang 2004, men endte med en »minibrunelleo«, nemlig Il Poggione rosso di Montalcino (430 kr.).
For pæn pris
Til desserterne anbefalede tjeneren espresso og en grappa, da vi takkede nej til sød vin. Endnu et tegn på udmærket opmærksomhed og en god idé at anbefale kombinationen af kaffe/grappa til det søde. Det var en pæn chokoladekage med citronverbenablade og sorbet af kirsebær.
Prisen var mere end pæn, set fra et dækningsbidragsmæssigt synspunkt, nemlig 125 kr. Lidt billigere slap vi i tilfældet tiramisu, den kostede 95 kr. og var udført som en slags is. Smagen af appelsin var fremherskende, og da den kom fra fryseren, lagde man mere mærke til krystallerne, end til hvor luftig den var.
Begge desserter smagte godt, det samme gjorde som nævnt de øvrige retter. Vi blev behandlet både pænt og godt, en behandling der så ud til at omfatte samtlige gæster i den hyggelige restaurant, som man kan være udmærket tjent med at besøge.
L’altro Antiristorante på Christianshavn giver Fiat baghjul
Eftersom Fiat ligger på Kongens Nytorv, skal man naturligvis gøre sig klart, at herlighederne ikke foræres bort, og man kan således finde mere spændende vine til bedre priser andetsteds, ligesom autentiske italienske restauranter som Famo eller L’altro Antiristorante på Christianshavn giver Fiat baghjul hvad smagsfinesser angår.
Men at man for 215 kr. kan få serveret en herlig oksekotelet med trøfler, under behagelige forhold på Kongens Nytorv, det er ligegodt et røverkøb.
