Der er tomt på bordet. Smykkerne, som dansk-israelske Orit Elhanati skulle præsentere, er forsinkede. På vej med bud fra Kronborg Slot, hvor de bliver skudt til Numéro Magazine med prins Nikolai som model. Det er sådan set passende med en snert kongelighed.
For når smykkemærket Orit Elhanati netop har lanceret smykker til mænd, og italienske Bulgari for nyligt har udvidet deres unisexkollektion, B. Zero1, med linjen B. Zero1 Rebel, der er tilført mere rå elementer som nitter, er det selvfølgelig udtryk for, at de tror på et voksende smykkemarked til mænd.
Men det minder os også om, at perioden, hvor det ikke har været comme il faut for mænd generelt at gå med smykker, har været langt kortere end perioden, hvor det var normalt. Især blandt adelige og anden overklasse.
Her har smykker, ifølge Mikkel Venborg Pedersen, seniorforsker på Nationalmuseet og leder af dragtsamlingen, været udtryk for tre ting: Magt, rigdom og æstetik. Det er det på sin vis stadig.
Så lad os hoppe frem til nutiden, hvor Elhanatis smykker kommer ind ad døren, og Orit Elhanati fortæller, at hun de seneste seks år har oplevet stigende interesse fra mænd for de smykker, hun lavede til kvinder. Guldsmykkerne, der nu ligger på bordet, ligner da også til forveksling. Lidt tungere, men stadig med eventyret lurende i guldet, der ikke er glat, men fyldt med aftryk.
“Da vi startede for 15 år siden, var der næsten ikke et marked for herresmykker
Mikkel Kornerup, adm. direktør hos Shamballa Jewels
“Det startede med, at det var den kreative mand, der kom, så de unge fodboldspillere, men nu er den mere konservative mandetype og ældre levemand begyndt at overraske mig,” fortæller Orit Elhanati, der oplever, at mænd går til smykker på en anden måde end kvinder.
“Mænd vil vide mere om smykket, inden han køber, end kvinder, der især interesserer sig for æstetikken. Han vil kende historien bag og ser det desuden som en investering. Ligesom et ur. Manden er samler og bruger meget tid, inden han vælger.”
Orit Elhanati sammenligner smykket med en tatovering. Fordi et smykke for mænd tit fortæller en historie. Om en fyring, et nyt job eller en anden livsbegivenhed.
“Er han her med en kvinde, oplever jeg i stigende grad, at han tager sin plads frem for at lade hende vælge, f.eks. når de ser på smykker, der skal markere deres kærlighed,” fortæller Orit Elhanati, mens Lucia Silvestri, chef for smykkedesign hos Bulgari, fortæller, at mænd fokuserer på kvaliteten og materialet.
“Men først og fremmest et genkendeligt design.”
Det er ifølge Bulgari grunden til, at den karakteristiske B. Zero1-serie er populær hos mænd.
Er der nogen, der har specialiseret sig i smykker til mænd i genkendeligt design, er det danske Shamballa Jewels, kendt for armbånd med diamanter eller andre sten sat på en knyttet snor.
“Da vi startede for 15 år siden, var der ikke mange mænd, som gik med smykker, og der var næsten ikke noget marked for herresmykker,” siger medgrundlægger og adm. direktør Mikkel Kornerup.
“Den største udfordring har været at bryde med konservative fordomme og ændre opfattelsen af, om mænd kan bruge smykker. Det er vi glade for, vi har været med til at ændre på. I dag bærer mange mænd f.eks. deres ur med et armbånd ved siden af.”
Netop armbåndet er ifølge den danskbaserede britiske stylist, Graham Addinall, et ideelt smykke.
“Et armbånd fremstår diskret under jakke- eller skjorteærmet, mens en halskæde og ring er mere iøjnefaldende. I mange år har uret været det eneste smykke, mænd generelt har gået med, ligesom der er lang tradition for, at mænd har gået med signetringe, slipsenåle, manchetknapper eller tags i hæren, for det er mere acceptabelt inden for mandemode, når der er en funktion bag det, man har på. Medmindre vi taler om den deciderede modemand. Her er mere tilladt, end når der er tale om den klassiske mandetype, der findes flere af.”
Men hvordan gik det fra, at mænd har båret massevis af smykker, til at et armbånd helst ikke skal gøre al for meget væsen af sig?
“Skiftet skete i løbet af 1800-tallet, hvor der opstod en stigmatisering af det feminine,” fortæller Mikkel Venborg Pedersen fra Nationalmuseet.
“Fra 1400- til 1800-tallet var det den store smykketid for mænd. I renæssancen, barokken og rokokoperioden. Tænk på adelsmænd med guldkæder uden på deres sorte tøj, ringe på hver finger og en perleørering i det ene øre som Christian den fjerde i 1500-1600-tallet,” siger han.
Smykkerne symboliserede status. Og Mikkel Venborg Pedersen understreger, at der ikke findes en tid, hvor mennesket ikke har udsmykket sig.
“Ser man på nyere europæisk historie, er rokokoperioden fra 1730 til 1760 det tidspunkt, hvor mænd og kvinder lignede hinanden mest i eliten. Med samme sarte farver, kniplinger, makeup, parykker og smykker. Og jeg har noteret mig, at ligesom den tids kvinder var 1700-tallets mand ikke bleg for at have et lille korset om maven. Selv den danske bonde havde et hav af knapper og helst af sølv, for også dengang tog funktionelle detaljer som hægter eller stokkehåndtag skikkelse af udsmykning,” fortæller Mikkel Venborg Pedersen.
Mandens stil ændrede sig drastisk i slutningen af 1700-tallet, hvor europæisk mode kom under engelsk indflydelse frem for fransk.
“Her kom den mørke, alvorlige dragt uden mange smykker til mænd, og smykker begyndte at blive set som noget, der tilhører den kvindelige sfære,” siger Mikkel Venborg Pedersen.
Det eneste smykke, manden bar fra slutningen af 1700-tallet, var et lommeur, knapper, signet- eller vielsesring. At maskulinitet var ensbetydende med seriøsitet, som igen var ensbetydende med et diskret udtryk, blev cementeret i slutningen af 1800-tallet.
“Verden var i opbrud med industrialiseringen. I opbrud bliver roller ofte defineret lidt fastere, og samtidig kom den nye psykologi og videnskab, som tegnede andre normalbilleder af køn, end man havde haft før,” siger han.
Der opstod et ideal om den perfekte gentleman. Iklædt mørkt jakkesæt som – seriøs – kontrast til den farverige – fjollede – kvindemode.
“Det var forsøg på at gøre op med den idé i de sene 1960'ere og 1970'erne, men ellers er det dér, den vestlige kultur har hvilet trygt, bl.a. fordi de to verdenskrige gav brug for en stærk maskulin skikkelse,” siger Mikkel Venborg Pedersen.
Men nu er der ved at ske et skift.
“Vi ser en langsom forandring mod, at mænd er mere åbne om sig selv i den måde, de udtrykker sig på. Det er den forandring, der baner vejen for smykker til mænd – om end stadig især for de mere modebevidste end klassiske,” siger Graham Addinall, mens Mikkel Kornerup fra Shamballa Jewels peger på, at et fællestræk for mænd, der køber smykker, er, at det er mænd, der ikke gemmer sig.
“Når mænd starter deres smykkerejse, starter de ofte nedtonet og diskret, og når de så finder ud af, at det faktisk er helt okay, bliver de lidt mere vovede og tilføjer lidt farve. Kvinder har tendens til at udskifte og forny sig oftere end mænd, mens smykker til mænd gerne må være nogen, der kan følge dem gennem hele livet.”
Graham Addinall har svært ved at være uenig. Han har haft det samme tunge sølvarmbånd på i 35 år.
