Det tog kun 50 sekunder. Tre bomber eksploderede i tre forskellige undergrundstoge. En time senere eksploderede en fjerde i en bus. Minutter forinden havde Susanne Skov Diemer siddet på en restaurant i Notting Hill i London. Et London, hvis torsdag morgen i starten af juli måned i 2005 var ved at udvikle sig til det, der skulle blive et af de mest voldsomme terrorangreb i Storbritannien.
Telefonsystemerne gik ned med det samme, og kun en gammel, batteridrevet radio i restaurantens køkken var gæsternes kilde til information.
Men hun gik ikke i panik. Det er hendes job at være i kontrol.
Susanne Skov Diemer gennemgik situationen. Der var klare aftaler mellem hendes mand og hende om, hvem der gjorde hvad. Maddepoterne derhjemme var begrænsede, så hun gik i supermarkedet med sin søn i barnevognen og fyldte den op med varer. Hun hentede sin ældste søn fra vuggestuen og gik hjem. Hun havde sikret sig.
“Nogle ville mene, jeg overreagerer, men jeg ser ting, andre mennesker ikke ser, for det er det, der er mit job.”
Hun er adm. direktør og stifter af det internationale sikkerheds- og efterretningsfirma Praesidio Group og er tidligere sikkerhedskoordinator i Diplomatic Security Service under det amerikanske udenrigsministerium. Gennem de sidste tyve år har hun bl.a. håndteret kidnapninger, afpresninger, spionagesager og lavet risikovurderinger for både private familier og virksomheder.
Nu har hun skrevet en bog, der skal lære alle at forberede sig på kriser. Om alt fra exitplaner under strømsvigt, til hvad du bør have i et nødlager af mad.
“Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, om folk er forberedte eller ej. Jeg ved godt, nogle folk dømmer mig, men det har jeg fred med, for jeg ved, jeg har gjort det bedste, jeg kan, for mig selv og min familie,” siger hun.
“Men jeg synes, det er min pligt at sige, man er nødt til at forholde sig til en virkelighed, der kan blive ubehagelig.”
Susanne Skov Diemer er forberedt. Nede i tasken ligger mundbind og kontanter i flere forskellige valuta. Og en grøn plastikdørstopper, hun f.eks. kan kile under døren af et hotelværelse, så ingen kan bryde ind. Et værelse, der aldrig skal være over sjette etage, for højere når brandstiger ofte ikke, og hvis vinduer kan åbnes, så der ikke er risiko for, at hun kan blive forgiftet gennem aircondition. Det er 25 års erfaring og viden, der har lært hende det, og det er den forberedelse, der gør hende tryg.
“Det er det, der gør, jeg ikke er bange. Sker der noget, så ved jeg, at jeg har forberedt mig optimalt. Det giver den samme ro, som når du ved, du har en indboforsikring eller en brandforsikring – det her er min forsikring,” siger hun.
Bogen “Forbered dig på det værste” er skrevet for at give trygheden videre, men også for at påpege, at hver person har ansvar for sig selv.
“Myndighederne har ikke svaret på alt, og de kan ikke alt. Det er os selv, der skal sørge for mad og vand på bordet, hvis der er f.eks. er strømsvigt. Det er vores eget ansvar,” siger Susanne Skov Diemer.
Det lyder voldsomt, at man skal forberede sig på store kriser, erkender hun. Men ifølge Susanne Skov Diemer er det – desværre – virkeligheden.
“Jeg er ikke sortseer, jeg er realist. Havde jeg sagt til dig i februar, at hele verden ville lukke ned på grund af en virus fra Kina, havde du heller aldrig troet på mig,” siger hun.
Bogen startede for halvandet år siden, men har siden fået tilføjelser om netop coronakrisen. En krise, der har fået danskerne til at forstå, at det ikke blot er en risiko, men realitet, at der kan komme flere, mener hun. Det er blot et spørgsmål om, hvornår og i hvilken form. I slutningen af januar landede 15 danskere, der var blevet evakueret fra coronavirussens epicenter Wuhan i Kina uden at blive sat i karantæne. Det fik Susanne Skov Diemer til at advare i medierne om risikoen for et virusudbrud var stor. Nogle kaldte hende dommedagsprofet, mens andre afviste, at det var nødvendigt.
“Det var min pligt at sige, at toget ville køre af sporet. Det vidste vi i internationale sikkerhedskredse. Så må man mene, at jeg er en dommedagsprofet, men jeg arbejder i skyggen, for at andre kan leve i solen. Det er det, der er mit job, og det er det, jeg er god til,” siger hun.
Det er ikke et job, man kan søge, men et, man bliver hvervet til. På fortrolig vis. Derfor kan Susanne Skov Diemer heller ikke fortælle, hvordan hun er endt, hvor hun er.
“Vi har med liv og død at gøre. Det er folks skæbner, vi sidder med, og selvom jeg sagtens kan sidde her og smile, så kan det være meget traumatisk,” siger hun.
Derfor er “hendes ngo-hjerte er løbet af med hende,” og bogen er kommet til live. Hun har set nok sørgelige skæbner nok til, at hun ikke kan lade være.
“Jeg har gennem årene tænkt, at det ikke nytter kun at hjælpe nogen, man er nødt til at prøve at hjælpe alle, og det er det, jeg prøver på nu.”
Måske er budskabet simpelt, siger hun: Vær sikker på, du er forberedt, men gå ikke i panik.
“Vi skal huske at leve, men vi skal leve fornuftigt, og derfor er det vigtigt, man ser, at der vil komme flere kriser.“
