Selv om Danmark opfatter sig som en ølnation, er der ikke noget udpræget nordisk ved vores øl.
Ganske vist er Danmark kendt for bryggerier som Carlsberg og Tuborg, og øl har spillet en vigtig rolle som samlingspunkt for en del af befolkningen – tænk bare på udtryk som stakitbajer, indkitningsbajere og fyraftensøl.
"Eksperiment er en flot bitter øl, som henter sin bitterhed andetsteds end fra humle. Og det er jo en del af det, Ny Nordisk Øl-bevægelsen går ud på"
Men der er intet specifikt dansk ved pilsneren. Betegnelsen er afledt af den tyske udgave af en tjekkisk øltype, lyder argumentet fra de tre ildsjæle bag projektet Ny Nordisk Øl, bryggerne Anders Kissmeyer og Per Kølster samt ølskribenten Christian Andersen.
Mangler egnsøl
"På trods af at Danmark er verdensberømt for øl, har Danmark eller Norden aldrig sat et egnstypisk aftryk på øllet," siger Christian Andersen.
Til sammenligning nævner han den belgiske bruin, den skotske 80 shilling og den californiske steam beer.
Den danske udgave af pilsneren – det, de fleste umiddelbart forbinder med udtrykket øl – er præget af et højt indhold af humle, som giver en karakteristisk bitterhed.
Men selv om den slyngende, aromatiske urt udmærket kan vokse i Norden, udvikler den ikke tilstrækkelig smag her. Derfor brygges dansk øl med importeret humle.
Ølskribent Christian Andersen (tv.) har sammen med bryggerne Per Kølster (i midten) og Anders Kissmeyer (th.) taget initiativ til udviklingsprojektet Ny Nordisk Øl og samlede for nylig en række ølentusiaster til smagning af øl brygget uden humle.
Det er anstødsstenen for den spirende nordiske øl-bevægelse, som mener, at øl-Danmark er sakket håbløst bagud i forhold til mad-Danmark.
Holdningen er, at mens restaurant Noma kickstartede den nordiske gastronomi og gjorde den verdensberømt, har den danske ølrevolution, som spirede i 1990'erne i form af blandt andet etableringen af en lang række mikrobryggerier, ikke formået at tilføre ølbrygningen samme status.
"Der har været en række sporadiske forsøg med nordisk præget øl, men der findes ikke et bryggeri i Danmark, som specialiserer sig i at lave øl på basis af det danske terroir (geografisk område, red.) eller årstiden," siger Christian Andersen.
Han opfordrer til, at aktørerne i det nordiske ølmiljø begynder at samarbejde på tværs af landegrænserne om en egentlig nordisk øltype.
Svenskere med
Der blev sat handling bag ambitionerne i forbindelse med Ny Nordisk Øl-bevægelsens første smagning, som fandt sted på Søernes Ølbar i København for nylig. Her deltog ud over en række danske bryggere bryghuset Dugges fra Göteborg i Sverige.
Svenskerne stod for et af dagens mest velsmagende bryg, hvedeøllen Rose Hip- ster, lavet med hyben og pale ale-malt. Den duftede af blomster og jernspåner, smagte syrligt med et let hybenpræg og en afrundet bitterhed fra gærtypen saison.
Min favorit kom fra Ebeltoft Gårdbryggeri, som deltog med Mols Bjerge Lyng Ale. Den hentede sin bitterhed i netop lyng, havde et flot, tæt skum og en fint parfumeret duft med strejf af sort peber og grannåle. Smagen var frisk med en meget delikat bitterhed, fin syre og en smule engelsk lakrids. En rigtig behagelig øl, som efterlod munden forfrisket.
Ovennævnte samt bidrag var blandt mine bedste oplevelser i et felt med mange spændende, en del gode og enkelte stygge bryg.
Stik imod traditionen for at gemme det bedste til sidst har jeg valgt at gemme det værste. Det var en øl ved navn Experiment fra Thisted Bryghus, som med rette er velrenommeret.
Flere i forsamlingen udtrykte begejstring for eksperimentets særpræg, mens undertegnede var tæt ved at række ud efter den spand på gulvet, som var tiltænkt tømning af spytteskålene.
Øllet var så ekstremt bittert, at det aktiverede mine brækreflekser, hvilket nok er en grundlæggende sund reaktion, al den stund Experiment har sin bitterhed fra malurt, en af de skarpest smagende urter overhovedet.
Mage til bitterhed skal man søge i flasker med Fernet Branca, Ratzeputz eller Angostura, hvad jeg gerne gør. Men så er jeg forberedt. Det var ikke tilfældet her.
Urt fra Afrika
Men hvorom alting er: Experiment er en flot bitter øl, som henter sin bitterhed andetsteds end fra humle. Og det er jo en del af det, Ny Nordisk Øl-bevægelsen går ud på.
At en af dagens gode øl baserer sin bitterhed på en sydafrikansk sukkulent-plante, er en helt anden historie. Den handler om, at bevægelsen også er rummelig.
Så rummelig, at den ikke vil dømme en sydafrikaner ude, når planten nu har vokset i Danmark de sidste 100 år. I et drivhus i Botanisk Have i København.