Svenske Anna Bjerger er en dygtig maler, hvilket man kan se på hendes nye og tredje udstilling hos Galleri Bo Bjerggaard i Kødbyen i København. I udstillingen “A Face in the Clouds” præsenteres værker fra hendes eget liv. Det er hverdagens små mirakler, som den 50-årige svensker har fokus på. Skyformationer på himlen og træerne i skoven i stort format suppleres af mindre malerier med motiver af en kop, der er væltet, eller skyggerne fra bladene udenfor, der danser på bordet. Stearinlyset blafrer, men er ved at brænde ned. Med malerierne får hun os til at skærpe blikket på det, der er mest af, men som vi ofte overser. Anna Bjerger bor og arbejder i Småland og er repræsenteret på museer som Kunstmuseum Brandt i Odense, Louisiana i Humlebæk og Moderna Museet i Stockholm. Udstillingen kan ses frem til 16. december 2023.