Norsk tv-serie. Otte afsnit af 30 minutter. Både første og anden sæson kan streames på dr.dk. Anden sæson hver mandag på DR2.
Penge er godt. Flere penge er bedre. De giver adgang til en verden, hvor alt er tilladt, og hvor alt kan købes. Store biler, hvidere tænder og lækre ludere, ja endda syndsforladelse for en gruppe rigmænd i den norske finansverden.
Så kort kan handlingen i den norske tv-serie “Exit” beskrives, og det er pokkers fascinerende at være tilskuer til på DR2 eller på dr.dk, hvor anden sæson lige nu vises.
Serien bygger på samtaler med folk i finansverdenen, hvilket giver handlingen en snert af realisme, som kun gør “Exit” endnu mere dragende – og uhyggelig. For kan man virkelig tro på den opførsel, man er vidne til hos den norske finanselite, hvor kvindehad – også til deres koner, ekstrem sex og kokainmisbrug går hånd i hånd med succesfulde karrierer, kammeratskab og god smag? Svaret er ja, hvilket nok er årsagen til, at den første sæson blev den mest streamede nogensinde i Norge og sidenhen eksporteret til 35 lande.
I anden sæson følger man stadig de fire venner Adam (Simon J. Berger), William (Pål Sverre Hagen), Henrik (Tobias Santelmann) og Jeppe (Jon Øigarden) og i mindre grad deres koner, som både er trofækoner og afhængige af den livsstil, som mændene tilbyder.
“Norge er i en guldalder med tv-serier som “Skam”, “Atlantic Crossing” og “Exit”. Man kan kun håbe på endnu mere fra Oslo i de kommende år
Det overordnede tema er børsmanipulation, og hvordan de rige hjælper hinanden til at blive endnu rigere, men det, man som seer virkelig bemærker, er livsstilen og manglen på dårlig samvittighed, når de fire venner tager for sig af livets vilde retter.
I første scene knalder Henrik uden kondom med en luder i Zimbabwe, hvor han og Jeppe er på storvildtjagt. Lige pludselig ser han aidsdøden i øjnene, men da han får et OK fra lægen, bliver hans sexliv kun endnu vildere. Jeppe finder sin kone i seng med en kollega, hvorefter hun bliver tvunget til at overvære, at en mandlig stripper giver ham et blowjob. Adam skræmmer sin ekskone Hermine til abort, og William smider sin kone ud og snupper børnene. Bare for at nævne et fåtal af de vilde episoder.
Skuespillet er en fornøjelse, også i birollerne, hvor Henning Jensen og Sofia Helin (“Broen”, “Atlantic Crossing”) yder deres til den fremragende fortælling.
Norge er i en guldalder med tv-serier som “Skam”, “Atlantic Crossing” og “Exit”. Man kan kun håbe på endnu mere fra Oslo i de kommende år.
