ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Som 24-årig sagde han nej til 100 mio. dollar - i dag vil Nikolaj Nyholm skabe et af verdens største sportsbrands

Tech-iværksætter Nikolaj Nyholm har solgt virksomheder til Apple og Vodafone, været rådgiver for Minecraft og partner i venturefonden Sunstone Capital. Men aldrig har han været så passioneret om et projekt, som det han er i spidsen for nu

Som collegestuderende i USA tjente Nikolaj Nyholm sine lommepenge på at spille backgammon. Spil har altid været en passion. Foto: Walther Bølge
Som collegestuderende i USA tjente Nikolaj Nyholm sine lommepenge på at spille backgammon. Spil har altid været en passion. Foto: Walther Bølge

Opdateret med korrigerede regnskabstal 5. februar 10.15

Om lidt springer der en bombe på andensalen af bygningen, hvor DSB’s kundeservicecenter engang lå.

Nikolaj Nyholm tager sin lange mørke frakke på og sætter i småløb ned af trapperne.

Udenfor skal den udsendte fotograf tage billeder af et ansigt, der i offentligheden er aldeles ukendt, pudsigt nok, for hver gang du låser din Apple-telefon op med dit ansigt, kigger du på en af de innovationer, som Nikolaj Nyholm har bragt til verden.

Lige så lidt tech-iværksætteren er omtalt i den danske presse, lige så opsigtsvækkende er hans meritter, som tæller tre forskellige trecifrede millionexit: internetdomænevirksomheden Speednames, der i 2007 blev solgt for 200 mio. kr.; bluetooth-virksomheden Imity, der først blev ført sammen med det Tommy Ahlers-ejede Zyb og derefter solgt for en kvart mia. til Vodafone; og sidst ansigtsgenkendelsesvirksomheden Polar Rose, som blev solgt til Apple for ca. 150 mio. kr.

Al det er fortid nu for 45-årige Nikolaj Nyholm. Nutiden og fremtiden tilhører det børsnoterede selskab Astralis Group, der står bag nogle af verdens bedste hold i computerspillene Fifa, League of Legends samt ikke mindst det berømte Counter-Strike-hold, som er nummer et i verden inden for skydespillet.

Her på kontoret ved Lokomotivværkstedet i København er bombesprængninger hverdag med intense kampe på taktisk list, præcision og koldblodighed mellem en gruppe såkaldte antiterrorister og terrorister i skydespillet, der også går under navnet CS: GO.

Meterhøje pokaler er stillet frem til skue i det åbne landskab. Den hastigt voksende e-sport – en sammentrækning af “elektronik” og “sport” – trækker over 500 mio. seere verden over, og med det følger penge, prestige – og masser af hårdt arbejde.

Som medstifter, storaktionær og fuldtidsbestyrelsesformand sætter Nikolaj Nyholm i høj grad retningen for virksomheden, og for første gang i sit virke holder han ikke øjnene på exitskiltet.

“Det her er et 20-40-årigt projekt for mig – om det er på fuldtid eller som aktionær. I mine tidligere virksomheder har jeg vidst, at det havde en ende for mig, men her er jeg passioneret for at se, hvor langt jeg kan tage det. Og for mig at se kan vi ende med at være et af de allerstørste sports- og underholdningsbrands i verden.”

Opgør med status quo

Nikolaj Nyholm er ligefrem.

Ud af hans rolige væsen viser sig en bemærkelsesværdig antijantelovsk tro på egne evner.

Folk i den hårde kerne af e-sportsmiljøet har beskyldt Nikolaj Nyholm for at være arrogant. Da han i 2016 første gang investerede i det nystartede Counter-Strike-hold Astralis, var han åbenmundet i sin analyse af det fundament af gymnastikhaller, pizzabakker og glade amatører, han så, e-sportsbranchen byggede på:

“Jeg så, hvor elendigt den industri var drevet. Jesus,” fortæller han.

“Men jeg så også med det samme potentialet. Der var alle muligheder for hurtigt at tage en førerposition her.”

Med Astralis blev et e-sportshold for første gang behandlet som et topprofessionelt sportshold: egen sportspsykolog, diætist og sportsdirektør. Fysiske træningsprogrammer. Sengetider.

Resultaterne kom hurtigt. I de seneste år har Astralis konsekvent ligget i den absolutte verdenstop, og i dag rangerer de som nummer ét. Og selskabet bag, Astralis Group, er som det første af sin slags i verden blevet børsnoteret; i skrivende stund med en markedsværdi på ca. 284 mio. kr. Den vender vi tilbage til.

En næsten udansk selvtillid kommer også til udtryk, da vi taler om Nikolaj Nyholms første virksomhed.

Han troede egentlig, han skulle være diplomat i udenrigstjenesten eller FN-embedsmand som sin far. Men studiemiljøet på først polit.-studiet i København og senere internationale udviklingsstudier på RUC var ikke, hvad han havde forestillet sig. Med SU og SU-lån som opstartskapital startede han som 23-årig Speednames, som tilbød sine kunder at søge efter og købe domæner via deres onlineservice – frem for fax som hidtil.

Timingen kunne ikke have været vildere: I måned 12, december 1999, omsatte virksomheden for 1 mio. dollar. I januar 2000 – hvad der skulle vise sig at være fem minutter i it-boblens brist – fik 24-årige Nikolaj Nyholm et tilbud på 100 mio. dollar for virksomheden.

Og sagde nej.

Hvilken 24-årig siger nej til et tilbud på 100 mio. dollar for sin virksomhed?

Spørgsmålet hænger lidt i luften.

“Det gør en meget selvsikker 24-årig, som ikke gider at arbejde for et teleselskab,” svarer Nikolaj Nyholm med et drilsk smil.

Og hvad var der så i vejen med et teleselskab, tænker man.

“Det var bare gammelt og støvet. Internettet var det nye, unge og smukke, som vi troede, ville lægge teleselskaberne ned. Det var mit primære argument over for bestyrelsen. Plus jeg mente, vi kunne udvikle selskabet bedre selv.”

Kort efter afvisningen brød dot.com-krisen ud. Speednames skulle genopbygges på ny. Syv år senere, i 2007, blev virksomheden endelig solgt for ca. 200 mio. kr. til britiske Group NBT.

NyRed_NikolajNyholm_WaltherBoelge_260121_0010407 kopier.jpg
Serieiværksætter Nikolaj Nyholm har fulgt sin helt egen karrierevej, siden han droppede ud af universitetsstudierne og begyndte at bygge virksomheder. Foto:Walther Bølge

Kampen for at finde sin plads

Lysten til at udfordre er helt grundlæggende hos Nikolaj Nyholm.

Selv ser han sig hverken som arrogant eller bedrevidende, men han har fra barnsben lært at sætte sig i respekt og stå ved sine holdninger.

Jeg så, hvor elendigt den industri var drevet. Jesus. Men jeg så også med det samme potentialet

Nikolaj Nyholm, bestyrelsesformand i Astralis Group

Hans opvækst var atypisk: Som søn af en diplomat og nødhjælpsarbejder er han født i Indien og nåede at bo i Kenya, Danmark, USA og Costa Rica, før han var fyldt 18.

“Jeg har lært at kæmpe mig ind. Jeg kom hjem til Danmark i 5. klasse, i en folkeskole hvor alle havde gået sammen siden børnehaveklassen. Der kæmpede jeg benhårdt for at blive en del af fællesskabet og sætte mig i respekt. Det betød at lave en masse ballade, og så blev jeg sendt til skolepsykologen,” fortæller han.

“Skolepsykologen mente, at det var fordi, jeg kedede mig. Det var jo ikke den primære årsag, men han rykkede mig en klasse op til 6. klasse. Jeg var glad for at komme væk fra den 5. klasse, men nu var jeg ikke bare den nye, men også et år yngre end alle andre. Og så blev der dobbelt så meget ballade.”

Hvad fungerede for dig, når du skulle kæmpe dig til din plads?

“Det var jo ultimativt at vise, at man havde kontrol over situationen, selv der hvor jeg skubbede den til stregen. Og det er måske også det, jeg gør arbejdsmæssigt: at tage risici og være villig at udfordre det ubekendte.”

Fortrængte følelser

Da Nikolaj Nyholm på vej hjem fra en ferie på Zanzibar for to år siden blev omdirigeret til Kenyatta-lufthavnen i Nairobi, blev han pludselig overvældet af følelser, som de fløj hen over Nairobi National Park.

Måske var det fordi, de fløj i det samme form for mindre propelfly, som han selv havde rejst Kenya tyndt med sammen med sin far og søster.

Der gik ofte gerne en hel uge hver måned, hvor den dengang 7-11-årige dreng var med far på arbejde.

Det er de år, som Nikolaj Nyholm husker som de bedste af sin barndom. Hans far var på daværende tidspunkt chef for Danida i Østafrika, og hans arbejde tog dem vidt omkring: fra masaifolket i Masai Mara, over Kikuyu-højlandet til den arabiske indflydelse på kysten.

For en lille dreng var det en stor oplevelse at komme ud og opleve, hvordan ny teknologi kunne gøre en helt konkret forskel. Ja, i yderste instans forskellen mellem liv og død, når det gjaldt rent drikkevand og biogasanlæg til at holde vacciner kolde.

På den ene side overraskede det ham, at følelserne pludselig blussede op, da han nu som voksen, på afstand, kunne kigge ned på Kenyas hovedstad. På den anden side ikke.

“Jeg vidste også godt på et eller andet niveau, at jeg havde pakket følelserne sammen og aldrig åbnet op for den kasse.”

Hverken Indien, Kenya, hvor han boede fra børnehaveklassen til 5. klasse, eller Costa Rica, hvor han gik på high school, er han vendt tilbage til. Han har heller ingen venner tilbage fra dengang.

“Hvis en tredjedel af dine venner forsvinder hvert år, og alle gør hver fjerde år, fordi du selv flytter, lærer du at beskytte dig selv,” ræsonnerer han.

“Det var min overlevelsestaktik at skære følelserne væk.”

Lær at mærke efter

Også i hans voksne arbejdsliv har evnen til at tage følelserne ud af ligningen været hans modus operandi.

Det har været forudsætningen for, at han har kunnet bygge en virksomhed op, sælge den og rykke videre uden kvaler. Det har været en forudsætning for, at han i løbet af sine seks et halvt år som partner og porteføljeforvalter i venturefonden Sunstone Capital (i dag Heartcore Capital) kunne træffe rationelle beslutninger om eksempelvis at stoppe finansieringen af en virksomhed og æde et tab. Hellere erkende sine fejl og gøre det tidligt end sent.

“Det har været pissehamrende effektivt,” fortæller Nikolaj Nyholm. Og så er han alligevel kommet frem til den konklusion, at det også har voldt ham problemer:

“Det har gjort mig blind for nogle bestemte situationer og betyder, at jeg har lavet fejl, som jeg havde undgået, hvis jeg havde lært at lytte til mine følelser.”

SH_NikolajNyholm_WaltherBoelge_260121_0010416.jpg
Foto:Walther Bølge

For et halvt år siden tog han en dybere snak med Astralis' sportscoach om netop dette hans måske vigtigste personlige udfordring lige nu.

“Jeg havde en gammel situation, jeg gerne ville tale igennem, hvor jeg havde stolet på nogen, som jeg ikke skulle stole på. Jeg kunne jo godt mærke, noget var galt. Men der var et andet mål, jeg ønskede, og det skubbede jeg efter uden at lytte til de følelser.”

Hvad gør du for at finde ud af, hvornår dine følelser skal have plads, og hvornår de ikke skal?

“For mig er det så basalt som overhovedet at erkende, at følelserne er der, når jeg mærker noget. Og erkende at de gerne må komme til ret i en arbejdssituation. Jeg er helt nede på det niveau. Næste step er at lære, hvilke man skal lytte til.”

Åbenbaringen

I efteråret 1993 gik Nikolaj Nyholm første gang online i underetagen af biblioteket på Tufts University ved Boston.

Hans ansigt lyser op, når han genkalder sig minderne: Det var på en WT100-terminal. Udelukkende tekstbaseret. Han mailede med sin mor, der var udstationeret for Røde Kors i Costa Rica. Det næste, han opdagede, var Fibs – First internet backgammon server – hvor han kunne han spille onlinebackgammon med nogle habile gutter på DTU og med sin fætter i Danmark, der sommetider kunne gå online på sit fars arbejde.

“Det var vildt. Og det var ultimativt det, der fik mig drevet henimod teknologi. Jeg kan huske, at da jeg kom tilbage til Danmark og fortalte om det, synes folk, det var helt syret.”

Passionen for spil har med andre ord altid været der. Men åbenbaringen, der fik ham til at forstå potentialet i e-sport, kom 20 år senere ved årsskiftet mellem 2012 og 2013.

Det grundlæggende spørgsmål er: Kan du bogstaveligt talt gøre en forskel, fra du er stået op, til du er gået i seng?

Nikolaj Nyholm, bestyrelsesformand i Astralis Group

Nikolaj Nyholm havde mødtes med en supernørd på en café i Stockholm, som var ved at udvikle det her spil, Minecraft – som senere hen blev solgt til Microsoft for 2,4 mia. dollar. Manden prøvede at hive Nikolaj Nyholm ind som adm. direktør for Minecraft, men hans daværende hustru ønskede ikke at flytte til Stockholm.

“Økonomisk set nok den dummeste beslutning, jeg nogensinde har taget,” indskyder Nyholm.

I stedet blev han rådgiver for de tre stiftere. Minecraft er computerspilsudgaven af Lego: I spillet styrer man en mand, som med byggeklodser kan lave huse, bygge kreationer og gå til angreb på dem, man spiller med/mod. Hvad Nikolaj Nyholm ikke havde fantasi til at tro, var, at skærmoptagelser af folk, der spillede Minecraft, voksede sig til det næstmest afspillede videoindhold på Youtube efter musikvideoer.

“Vi fattede jo ikke det, der skete på Youtube, med at folk lagde videoer op af sig selv spille. Men for os var det skøn, gratis markedsføring. Men omkring årsskiftet i 2012 og 2013 henvendte Youtube sig til os med ønsket om at udtage en eksklusiv licens på Minecraft på video”.

Femøren faldt.

Han fik associationer til Claus Meyer, som han selv havde set på tv i 1990’erne. Nok kunne man hverken dufte eller smage maden, men bare det at følge en mesterkok gøre sin ting var interessant. Senere vandt tv-koncepter som “Masterchef” og “Topchef” frem. Det, der begyndte som underholdning, var blevet til kompetitiv underholdning.

Samme udvikling forudså han, computerspil ville tage.

“Dér gik det pludselig op for mig:Hang on, Youtube er et medie på højde med et hvilket som helst andet, og vi sidder på en gylden rettighed.”

Tilbage til at gøre en forskel

Drivkraften har altid været at skabe og forandre. Metoden har som oftest været en variant over at tage en teknologi og remixe den over i en anden sammenhæng, fortæller Nikolaj Nyholm.

Hans passion er stærk og så stærk, at den også har været svær at kontrollere. Da han i 2010 forlod det aktive iværksætterliv og som 35-årig blev partner i venturefonden Sunstone Capital, var det også et spørgsmål om at forsøge at redde sit daværende ægteskab.

“Jeg havde det her mantra, da jeg arbejdede i Polar Rose i Malmø: 20 minutter mere. Jeg tager lige 20 minutter mere. 20 minutter mere. Og det var fordi, at togene gik fra Malmø Centralstation hvert 20. minut mod Hovedbanegården. Men pludselig var 20 minutter blevet til fire timer, og så var børnene i seng, og min hustru ikke særlig glad.”

Det lykkedes ikke at redde forholdet. Men han satte pris på at få mere tid med sine børn.

Efter seks et halvt år som partner i venturefonden Sunstone Capital, hvor han bl.a. var den, der skrev den første check på 170.000 euro til Peakon (netop solgt for 4,3 mia. kr.), gik han tilbage til iværksætterlivet med sit indtog i e-sportsbranchen.

NikolajNyholm_WaltherBoelge_260121_0010428 kopier.jpg
Foto:Walther Bølge

Trangen til igen at være udøvende iværksætter var den drivende kraft.

“Jeg tror, det grundlæggende spørgsmål er: Kan du bogstaveligt talt gøre en forskel, fra du er stået op, til du er gået i seng? Det kan du altid i en startup – på godt og ondt. Når jeg formår at bringe tingene sammen, giver det mig et kick, der er større end noget som helst andet.”

Det er den energi, som Nikolaj Nyholm igen mærker med Astralis Group.

Nok er coronanedlukningen en udfordring, for når man som Nikolaj Nyholm arbejder med, hvad der skal ske i fremtiden, befinder man sig i et limbo. To planlagte opkøb er blevet udskudt som følge af nedlukningen, men det ændrer ikke ved, at planerne ligger klar, så snart samfundet lukker op igen.

Målet er langt fra nået. Dels er Astralis Group stadig en forholdsvis lille forretning uden overskud med en forventet omsætning på 48-52 mio. kr. i 2020 og driftsresultat (ebitda) på minus 12-15 mio. kr. Og dels kan Nikolaj Nyholm ikke slippe udenom at skulle forholde sig til den lidt sviende start på fondsbørsen; en markedsværdi på 284 mio. kr. for en dansk e-sportsforretning er isoleret set pænt, men sandheden er, at markedsværdien er næsten halveret siden december 2019, da Astralis gik på First North-børsen.

Spørgsmål om tillid

Vi er tilbage ved spørgsmålet om tillid.

“Der blev begået en fodfejl i børsnoteringen,” erkender Nikolaj Nyholm.

Forud blev det i ledelsen besluttet, at den oprindelige kreds af ca. 50 investorer, som ejede Astralis inden børsnoteringen, ikke skulle låse sin aktiebeholdning mindst et år som normalt, men frit skulle kunne handle aktierne fra dag ét. Stik imod Nikolaj Nyholms forventning gjorde nogle brug af muligheden for at sælge ud allerede helt i starten. Det var første rystetur til aktien. Andet store dyk kom fra begyndelsen af februar måned til midten af marts. Covid-19 havde vist sig i Asien, og de asiatiske investorer solgte ud af deres relativt store beholdninger. Det betyder, at der i dag er en hel del aktionærer, som har købt til en højere pris end den nuværende.

“Jeg har aldrig tabt penge for mine investorer, så derfor gør den del ondt. På anden side er fordelen ved at være noteret, at aktionærer kan gå ind og ud, som de har lyst til,” fortæller Nikolaj Nyholm.

Kunne han gøre det om, ville han have gjort det. Men aktiekursens fluktuationer ændrer hverken ved planerne eller troen på projektet. Han er overbevist om, at forretningen kommer til at blive endog rigtig god. Covid-19 har forsinket Astralis' vækst med 9-12 måneder, men sammenlignet med så mange andre er de sluppet nådigt uden direkte tab.

Passionen er i live. Det er på det personlige plan det vigtigste.

Og det er det mest centrale, som Nikolaj Nyholm kan give videre til sine børn.

“Jeg har ikke nogen forventninger til mine børn, andet end at jeg håber, de er passionerede omkring det, de ender med at gøre. Det er det største succeskriterium for mig.”



Andre læser dette lige nu