I morgen aften kulminerer årets Grand Prix-fest, når en veloplagt Nikolaj Koppel med medværterne Lise Rønne og Pilou Asbæk kigger 180 mio. seere i øjene og byder Europas Grand Prix-fans velkommen til glimmer, glitter og glamour i København og forhåbentlig en topplacering til Basim med ørehængeren "Cliché Love Song". Scooba-dooba-dap-dap-di-di-die!
"Jeg synes ikke, at jeg brænder mit lys i begge ender, men jeg kører til kanten, og det kan altså også tippe"
45-årige Nikolaj Koppel har – med fire ugers orlov fra sine faste redaktørjob på P2, P1 og DR1 – kastet sig ud i et eventyr, man ikke umiddelbart ville forvente af en konservatorieuddannet fra den musikalske Koppel-familie.
Når man er vokset op i en familie, hvor klassisk musik er fællesnævneren, og hvor Bach og Brahms derfor naturligt spiller en langt større rollen end Birthe Kjær og Basim.
Lytter til popmusik
Melodi Grand Prix var selvsagt ikke den typiske lørdagsunderholdning hjemme hos familien Koppel.
"Det er rigtigt, at jeg ikke er vokset op med at se specielt meget Melodi Grand Prix, og at jeg først 25 år efter deres sejr opdagede, at Abba havde vundet Eurovision med "Waterloo". Men jeg lytter altså til masser af popmusik i det daglige, og det ville da være underligt, hvis ikke man kan udfordres af at være i forreste række til danmarkshistoriens største tv-produktion foran 180 mio. seere. Det er et kæmpe adrenalinsus," smiler Nikolaj Koppel i bedste tv-vært-stil og uden antydning af sommerfugle i maven, da jeg sidste fredag mødte ham – uden briller – på Café Toldboden i Københavns Havn i en pause mellem tekniske prøver og manuskriptskrivning.
Nikolaj Koppel er både til det fine og det folkelige. Hos ham er der plads til både Melodi Grand Prix og klassiske koncerter, michelinrestauranten og pølsevognen. Ellers bliver det hele lidt iltfattigt.
"Jeg kan bruge meget fra min tid som koncertpianist på scenen. Jeg ved, hvad det vil sige at være på lige nu og skulle tænde overlevelsesinstinktet. Det skal nok gå, og vi er rigtig godt forberedt, " fortsætter Koppel, mens vi kigger på de grå B&W Haller på Refshaleøen på den anden side af havnen.
Her har DR henlagt denne uges Grand Prix-aktiviteter, og her er det, at han bare et par dage senere, til tirsdagens første semifinale, får sin debut i den europæiske underholdningsindustris første division.
Gider ikke ting i kasser
Han forstår selvfølgelig godt min undren over Grand Prix-valget. Det er ikke for ingenting, at hans morfar var klassisk komponist, moderen en af landets førende operasangerinder og faderen bl.a. chef for Utzons berømte operahus i Sydney, hvor Koppel boede fra 1972-1978.
"Mange har haft ambitioner på mine vegne, og selv om man selvfølgelig skal lytte til gode råd, så er det vigtigste for mig, hvad der føles rigtigt. Jeg tænker ikke over, om Grand Prixet er fint nok, og jeg ved godt, at man taler om laveste fællesnævner. Men faktum er, at rigtig mange af vinderne holder over tid, og at de ofte går ind i historien. Man skal ikke putte ting i kasser,"siger Koppel, som selv har "Dansevise" (1963) og "Skibet skal sejle i nat" (1957), som nogle af sine personlige Grand Prix-favoritter.
"De emmer af ægte følelser og er rigtig fine melodier."
Selvom man er opvokset i et hjem med intens klaverundervisning, kan man sagtens have hang til en hotdog under Grand Prix-prøverne.
Eurovision 2014 er ikke første gang, at Nikolaj Koppel har taget overraskende og modige skridt i sin karriere. Første gang var i 2000, da han som 30-årig droppede en lovende karriere som koncertpianist til fordel for et job som journalist på magasinet Euroman.
Anden gang var, da han i 2005 blev musikchef i Tivoli, og tredje gang da han i 2010 vinkede farvel til forlystelsesparken og blev tv-vært og siden redaktør i DR.
"Nogle mener, at jeg er kommet let til tingene, men jeg har altid arbejdet benhårdt for at bevise mit værd. Jeg er rimelig ærgerrig og målrettet og kan godt lide at lære nyt. Men det er selvfølgelig privilegeret, at jeg har fået lov til så meget forskelligt. Om mine valg har været modige, ved jeg ikke. Jeg ved dog, at jeg ikke gider leve et iltfattigt liv, og man må jo handle, hvis man er utilfreds, eller der går for meget rutine i det," fastslår Koppel, der stoppede med pianistkarrieren, da han ikke længere havde hjertet med og derfor havde svært ved at holde sig på toppen.
"Jeg syntes, det blev for ensomt at øve alene hver dag, og jeg ville gerne ud at arbejde med andre. Og så er jeg så konkurrenceminded, at jeg ikke havde lyst til at se andre overhale mig," smiler han og indrømmer, at konkurrence-genet går igen i andre sammenhænge.
Løber mod stopuret
Han vil gerne være den bedste til at løbe – vækkeuret kimer ti minutter i seks hver anden dag året rundt, og han løber altid mod stopuret – og det piner ham, at sønnen Simon på 16 år banker ham i tennis.
Ja, en del af attraktionen ved Eurovision-værtsjobbet var faktisk også den indledende kamp med andre potentielle værter.
Selvfølgelig fik Nikolaj Koppel jobbet, for set udefra er han misundeligværdig perfekt. En rigtig gulddreng.
Han har styr på karrieren, sit lækre hår, sit kondital, sit taljemål og sågar sin familie, hvor han har holdt kobberbryllup med hustruen Sille og har to talentfulde og velfungerende børn.
Nikolaj Koppel kan opleves som vært på Det Internationale Melodi Grand Prix i morgen aften. Sammen med Nikolaj Koppel er også Lise Rønne og Pilou Asbæk klar til at guide Europas seere igennem de mere end tre timers musikfest.
Ud over Simon også 11-årige Emilie, der allerede er fulgt i fars mediefodspor. Hun laver reportage til Danmarks Indsamlingen fra Laos og filmer backstage fra modeugen.
"Jeg ved godt, at mange kalder mig perfekt, men jeg bryder mig virkelig, virkelig ikke om det image. Jeg har også haft mine kriser i livet. Allermest da jeg måtte erkende, at min pianistkarriere var forbi, efter at det havde været hele mit liv, fra jeg var tre år. I mørke stunder var jeg bange for at blive proletariseret, når jeg tillod mig at skippe en ellers lovende karriere," fortæller Koppel, der ligesom så mange andre har svært ved at finde den rette balance mellem job og fritid.
"Både min kone og jeg arbejder rigtig meget, ofte med deadlines, så nogle gange bliver vi nødt til at nulstille alt andet for at finde intimiteten igen. En enkelt gang i min tid som musikchef i Tivoli sortnede det for mine øjne, og jeg mistede synet i 20 minutter. Det er noget af det mest overvældende, jeg har prøvet, og et kæmpe advarselssignal. Det viste sig at være stress, og jeg måtte hive stikket et par dage. Jeg synes ikke, at jeg brænder mit lys i begge ender, men jeg kører til kanten, og det kan altså også tippe. Generelt sover jeg alt for lidt og er i konstant søvnunderskud," fastslår han og griner lidt fjoget, da jeg undrer mig over, at han ofte presser sig selv for meget.
Den manglede far
Hvorfor skulle han f.eks. konkurrere med vennen og kokken Claus Meyer ved VM i halvmaraton i København i marts. Hvorfor ikke bare nøjes med de mange morgenture?
"Min hjerne er nok lidt forskruet. Jeg har en ekstrem konkurrencementalitet," forklarer han sin trang til hele tiden at udfordre sig selv og andre.
Nikolaj Koppels største tragedie er dog alligevel det manglende forhold til sin far, John Winther, der døde i 2012.
Efter forældrenes skilsmisse i 1978, hvor Lone Koppel tog sin ni-årige søn og hans to søskende med hjem til Danmark, mens faderen blev i Australien, så han ham næsten ikke mere.
"I mit forhold til min far behøver man ikke være misundelig på mig. Min biologiske far har været en mangel i mit liv, selv om jeg fik masser af kærlighed fra min stedfar og min mor. Jeg har tilgivet ham, at han ikke orkede eller magtede at have et forhold til mig, men det var svært til hans begravelse. Jeg græd, måske allermest fordi døren dermed var lukket defintivt i. Det var meget smertefuldt," lyder det stille fra Koppel, ansigtet er pludselig i mere alvorlige folder.
"Det bliver lidt privat at tale om min far, selvom jeg er afklaret med det. Men jeg kan nok ikke afvise, at det manglende forhold til ham har haft betydning for min ærgerrighed og målrettethed. Ud over det grundstof, jeg er lavet af, så er vi jo alle påvirket af vores arv og miljø."
Et område, hvor det ikkefungerende far-søn-forhold har haft betydning, er i forholdet til hans egne børn. Nikolaj Koppel har modsat sin far valgt at være meget til stede i Simons og Emilies liv.
"Jeg tænker meget over opdragelsen af dem, og min måde at være far på er mange kilometer fra den måde, jeg har haft en far på. Selv med mit travle program forsøger jeg at være meget til stede i deres liv. Jeg spiller tennis med Simon, og vi går til fodbold på Brøndby Stadion. Det var også dejligt at være i Laos med Emilie og have en opgave sammen, vi skulle udføre," siger Koppel, der dog ikke bare er hyggeonkel. Han er også krævende:
"Det ligger dybt i mig, at de skal være gode til noget og gøre sig umage, så jeg er nok strengere end gennemsnittet af fædre. De behøver ikke spille musik, men jeg forsøger at lære dem, at man altid kan give tingene en tur mere og få et endnu bedre resultat."
Slapper du nogensinde fuldstændig af?
"Det gør jeg selvfølgelig, for eksempel med Champions League-fodbold. Men allermest med musik. Det er fantastisk at lade sig suge ind i noget, der er større end en selv. Jeg kan ikke sætte andre ord på det, det er det, som kunsten kan. Om det så er klassisk musik, Diana Krall eller Lauryn Hill. Og så skal jeg til Roskilde Festival og høre Stevie Wonder. Ham har jeg aldrig hørt. Det bliver en dejlig sommer."
