ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Når rygmærket siger NBRO: Løbeklubben der bruger rocker-metoder

Rygmærket står skrevet med fede, sorte kapitæler. NBRO. En forkortelse for Nørrebro i København, hvor det hele startede. Med det hele skal man forestille sig en gruppe, der til forveksling kunne ligne en løbeklub, men så alligevel slet ikke er det.

"Hvis Nbro tiltaler dig, og du bliver hængende, så bliver du et prospect. Og så bliver du på et tidspunkt tilbudt din rockervest," siger Anders Rømer med et træk på smilebåndet"

For der er ingen trænere, ingen kontingenter og intet udstyr til salg.

"Nbro skal ikke sælge noget. Vi har det modsatte. En Nbro-singlet (løbeundertrøje, red.) er ikke til salg. Den fungerer lidt ligesom som en rockervest," forklarer den 33-årige medstifter Anders Rømer , der er klinisk psykolog på Psykiatrisk Center Amager i dagtimerne og dj i nattetimerne.

Nbro Running er med andre ord et vidt voksende løbefællesskab "med så få regler som muligt". I dag har den åbne gruppe ca. 5683 medlemmer på Facebook, hvor der organiseres løbetræning seks dage om ugen.

Mens træningen er åben for alle, så er retten til at bære Nbro’s logo forbeholdt kernen, hvor alle er på fornavn med hinanden.

"Alle folk er velkomne, men vi vil også gerne holde en kerne af løbere, der bakker op og bidrager til fællesskabet. Hvis Nbro tiltaler dig, og du bliver hængende, så bliver du et prospect. Og så bliver du på et tidspunkt tilbudt din rockervest," siger Anders Rømer med et træk på smilebåndet.

1_34780_picture_552_3.jpg
Den 33-årige medstifter Anders Rømer er klinisk psykolog på Psykiatrisk Center Amager i dagtimerne og dj i nattetimerne.

Kendt tøjskaber bag

Anders Rømer er skåret stilrent i sort — iklædt den omtalte, sorte Nike-singlet med Nbro-logo, en bagudvendt, gadesmart, åndbar Nbro-løbekasket og runde solbriller.

Vi mødes inden fællestræning på den lille kaffebar Depanneur på indre Nørrebro, hvor løbeklubben blev født i 2010. Det hele udsprang af en Nike -konkurrence om, hvilken bydel i København, der kunne løbe flest kilometer på 60 dage. Her var Karl Oskar-Olsen , stifter af tøjmærket Wood Wood, ambassadør for holdet, der "selvfølgelig vandt konkurrencen."

"Og vi synes egentlig, det var meget sjovt at have mødtes hver lørdag på lange løbeture, så det fortsatte vi med. Det startede stille og rolig der, men vi havde aldrig forestillet os, det skulle blive så stort," fortæller Anders Rømer, der i dag anslår, at løbetræningen samlet set tiltrækker mellem 200 og 300 løbere om ugen.

Sociale løbefællesskaber som Nbro Running står langt fra alene. Faktisk er der tale om en international trend, der er kommet til Danmark, hvor man i flæng kan nævne Runaar Løbaar i Århus, Aarun i Aalborg og i København bl.a. også Mikkeller Running Club.

2_34781_picture_552_3.jpg
Nbro Running er ikke bare en løbeklub, men et socialt løbefællesskab født på Nørrebro, hvor folk mødes seks gange om ugen og løber sammen. Foto: Jonas Pryner Andersen.

Fælles for disse fællesskaber er, at de er åbne for alle, gratis, og så er der en uhøjtidelig social vibe.

"Det her er et meget godt eksempel på, at man faktisk gerne vil fællesskabet. Men måske på en anden måde, end man traditionelt kender det fra foreningsidrætten. Der er det fleksible element — med et hurtigt klik kan man aftale og melde til eller fra," siger Maja Pilgaard , forskningsleder ved Idrættens Analyseinstitut, som klart genkender tendensen.

"Der er mulighed for at have en individuel tilgang, som er fleksibel og tilpasset den enkelte, samtidig med at man kan indgå i nogle fleksible fællesskaber. Og det er en tendens, vi ser vinde frem," siger hun og ser sådan set "ikke nogen grænser for, hvordan det kan udvikle sig i de her løse fællesskaber."
Heppekultur skal løftes

Hos Nbro Running går torsdagens træning fra Søpavillonen ved Søerne. En godt 50 løbere er strømmet ind fra vidt forskellige hjørner og giver opløftende high fives til hinanden ved ankomsten — både til dem, man kender, og dem, man ikke kender. Efter lidt løs snak bliver gruppen delt op i tre mindre grupper efter fart og distance.

Forinden har Anders Rømer fortalt, at Nbro i 2016 sætter fokus på heppekulturen.

"Vi har lavet sloganet "If you dont run, you cheer". Så hvis man er en del af Nbro-kernen, og der er et løb, hvor du ikke stiller op, så forventes det et eller andet sted, at du kommer med ud og skaber god stemning. Vi hører fra langt de fleste, at det er totalt fedt, at der sker noget, og at man ikke bare kegler rundt ti kilometer på vindomsuste grusstier i Fælledparken, uden at der er et øje, der ser det."

På holdet med hurtigløbere går turen 14 kilometer om Søerne, gennem Fælledparken og Ryparken til en kvik dukkert i havet ved Svanemøllen.

Nogle i gruppen snakker så godt som hele vejen — for dem er det en relativt let tur. Jeg kæmper med energi- og iltbeholdningen og må slippe grebet på de sidste par kilometer — heldigvis får jeg selskab af en Nbro-løber, der har masser af overskud til at hjælpe mig igennem det sidste.

"#You’ll never run alone," lyder et af gruppens yndlingshashtags, og på sådan en sen torsdag eftermiddag kan man klart fornemme holdånden i den sommervarme luft.




Andre læser dette lige nu