Der er en scene i den seneste Wes Anderson-film “The French Dispatch” fra 2020, hvor kunsthandleren Julian Cadazio tigger en dommerkomité om at løslade den psykisk syge morder Moses Rosenthaler fra fængslet. Moses Rosenthaler er nemlig en talentfuld maler, og det, mener Cadazio, bør være en formildende omstændighed:
Kunstnere som Paul Gauguin og Emil Nolde er både monstre og mestre, men hvordan skal vi håndtere deres værker nu?
Vi kan ikke adskille kunsten fra kunstneren, heller ikke – og måske endda især ikke – hvis kunstnerenvar et monster. Men frikender vi monsteret, når vi hylder kunstnere som Paul Gauguin og Emil Nolde?
