ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Det lille aarhusianske gin destilleri Njord og Carlsberg samarbejder om færdigblandede økologiske kvalitets cocktails

Bluetail er navnet på Njord og Carlsbergs økologiske cocktail serie

Carlsbergs Mads Egeskov Bach (t.v.), Lars Toke Graugaard og Troels Præst Andersen fra Njord fotograferet på trappen i Carlsbergs Forsknings Laboratorium.
Carlsbergs Mads Egeskov Bach (t.v.), Lars Toke Graugaard og Troels Præst Andersen fra Njord fotograferet på trappen i Carlsbergs Forsknings Laboratorium.

Gindestilleriet Njord i Aarhus er kendt for at fremstille ganske små mængder gin af meget høj kvalitet. Da de begyndte at eksperimentere med at blande det til cocktails for at distribuere dem i den slags fustager, man bruger til fadøl, kom det Carlsbergs udviklingsafdeling for øre. Derfor fik Njord en henvendelse fra bryggeriet, som overraskede de to destilleriejere, Lars Toke Graugaard og Troels Præst Andersen.

De mødtes oprindeligt for 25 år siden, da begge læste på Aarhus Universitet og drak “usandsynlig meget gin,” som de selv formulerer det. Interessen voksede til en hobby, de begyndte selv at lave udtræk og fandt, at det de selv lavede smagte bedre end massefremstillede mærker som Tanqueray, Gordon’s, Beefeater m.fl. Således opmuntrede lejede de sig i 2013 ind hos Brænderiet Enghaven, hvor de efterhånden blev så ferme udi destillationshåndværket, at de i 2017 etablerede deres eget destilleri i Aarhus.

Bluetail_1.jpg
Bluetail Ginger Craze med gin fra mikrodestilleriet.

Fra litteratur til gin

Med en baggrund i samfundsvidenskab, nordisk sprog og litteratur og et ph.d.-studie i sundhedsvidenskabelig kommunikation, var der ikke ligefrem tale om nogen logisk brancheglidning, men karriereskiftet udviklede sig fint, for deres mikrodestillerede gin blev så godt modtaget af markedet, at de endte med at sige deres job op for at koncentrere sig om ginproduktion. De har fået medaljer i internationale konkurrencer og vundet respekt i cocktailmiljøet dels for kvaliteten, dels for ekspertise inden for cocktailkomposition. Derfor kan det virke en smule paradoksalt at se den lille virksomhed hoppe op i en cocktailshaker på størrelse med Rundetårn fuld af Carlsberg-kultur; er de ikke bange for at drukne?

“Vi har sagt nej tak til andre store spillere, men i tilfældet Carlsberg, tror jeg ikke vi drukner. Vi udvikler både spiritussen og cocktailopskrifterne og insisterer på, at vores navn står på produktet, så vi står inde for kvaliteten og kan ikke tillade os at skyde kvalitetsmæssige genveje,” siger Lars Toke Graugaard, der ser Njord som garant for spiritus af høj kvalitet og cocktails med et overraskende twist.

Bluetail_8.jpg
Der fremstilles kun 300 flasker dagligt hos Njord.

Historiske rammer

“Det, der begejstrede os, var bl.a. adgangen til Carlsbergs hæderkronede laboratorier, og at vi kunne udfolde Njord til nogle kunder, der er helt nye for os. Vores gin hører til de dyre på markedet og findes derfor mest på ambitiøse cocktailbarer og gode restauranter, hvor dygtige folk har tid til at udøve deres håndværk. Carlsberg inviterer os nogle nye, spændende steder hen og i en anden skala,” siger Troels Præst Andersen.

Rejsen går via Carlsbergs distribution til f.eks. musikfestivaler og den slags store barer, hvor der ofte ikke er hverken tid eller ekspertise til at stå og nørde med en forfinet cocktail. Opgaven handlede derfor om at udvikle nogle færdigblandede cocktails, der kunne leveres på fustager, og det er indtil videre endt med tre varianter, som undertegnede smagte for nyligt.

Smagningen foregik i historiske rammer, nemlig Carlsbergs forskningslaboratorium. Det selvsamme sted hvor Emil Christian Hansen i 1883 udviklede teknikken, der førte til rendyrkning af gærtypen saccharomyces carlsbergensis, som siden gik sin sejrsgang hos bryggerier verden over, og hvor professor S.P.L. Sørensen i 1909 opfandt den banebrydende pH-skala. Det er ligeledes på den tekniske side af sagen, at Carlsberg bidrager i nærværende samarbejde, da de færdigblandede cocktails tappes ved hjælp af bryggeriets eget fadølssystem kaldet Draughtmaster. Et system som adskiller sig fra traditionelle fadølsanlæg ved at fungere uden kulsyre, hvilket betyder, at indholdet kan holde sig frisk længe.

bluetail.jpg
Bluetail serveres frisk fra fadølshanen.

”Med Bluetail ønsker vi at tilbyde cocktails på fad af høj kvalitet, hvor der ikke er gået på kompromis med smagen. Vi har sammensat smage, som både er tilpas komplekse, men samtidig inviterende for dem, som ikke er vant til at drikke håndmixede cocktails. Bluetail er klassiske cocktails med et fantasifuldt twist, som danskerne allerede har taget godt imod i løbet af sommeren,” fortæller Mads Egeskov Bach, Senior Brand Manager, Craft & Speciality i Carlsberg Danmark.

Hidididiidydidydii

Cocktailserien er navngivet efter sangfuglen Bluetail, en sky drosselfugl, som lever skjult, men har for vane – som en anden festivalgæst – at synge fra midnat til solopgang, hvor den ifølge naturbasen.dk kvidrer “hidididiidydidydii” i et middelhøjt toneleje.

På samme måde synes jeg, at smagen på en cocktailskala placerer sig i det middelhøje leje. Den er mange gange bedre end de Bacardi Breezers og lignende færdigblandede drinks, jeg har smagt hidtil, men dog ikke på højde med en god klassisk bartenderblandet cocktail. Det er da heller ikke målet, da man går efter en god og smagsmæssigt nemmere tilgængelig cocktail, der kan serveres i ensartet høj kvalitet i en fart af hvem som helst. Hvilket vi forhåbentligt får glæde af i det nye år, når køerne ved travle barer og på musikfestivaler forhåbentligt genopstår som fugl føniks, hvilket kalder på en flok Bluetails.


Bluetail_7.jpg
De økologiske Bluetail-cocktails tappes ligesom fadøl.


Andre læser dette lige nu