Trapholt i Kolding har netop åbnet soloudstillingen “Erik A. Frandsen – Giottos metode”, hvor en af vores store samtidsmalere viser malerier, der er skabt i coronatiden. Værkerne giver på sanselig vis krop til en fælles erfaring om nedlukning, frygt, håb og optimisme, hvor det grusomme regerer side om side med det smukke. Giottos metode henviser til den italienske maler og arkitekt Giotto di Bondones (1267-1337) eksperimenter med rumlighed og perspektiv, hvor forgrund, mellemgrund og baggrund smelter sammen, og Erik A. Frandsens malerier er konstrueret efter dette princip. Han maler coronahverdagen, hvor livets forgrund, mellemgrund og baggrund synes at forsvinde og efterlader både malerier og mennesker i en klaustrofobisk tilstand. Inspirationen kom bl.a. fra hjemmets bogreol og vinduet til haven. Til 20. november 2022.
Fra Aalborg til Nivå til Lolland: Her er fem af de fedeste museumsudstillinger netop nu
Museerne er vågnet efter coronadvalen. Her er fem nye udstillinger, som er værd at køre efter fra Aalborg og Kolding til Nivå og Lolland
