Én ting står helt klart, efter modeugen i Paris sluttede denne uge: Her er kommet en ny seriøsitet i moden. Der er virkelig langt mellem det gakkede, voldsomt eksperimenterende og det, nå ja, ret så ubrugelige i de kommende efterårs-/vinterkollektioner, der blev præsenteret. Stort set væk er den vintageinspirerede maksimalisme med masser af detaljer og farver, de ekstremt brede skuldre og tegneserieagtige leg med proportioner. Men der er ikke tale om den skrabede og androgyne minimalismes genkomst. I stedet toner en sofistikeret, gennemarbejdet og voksen stil frem. Med velsiddende frakker i bløde, børstede teksturer, enkle, feminine aftenkjoler i fed silke og blazere med smalle bælter i taljen, der er lige til at tage ned fra podierne og putte i garderobeskabet.
Få steder er forvandlingen mere tydelig end hos Loewe, der i 1996 blev købt af modegiganten LVMH, som ville forvandle det 177 år gamle lædermærke til et globalt modehus – og lykkedes med projektet. Især de seneste par sæsoner har Loewe været interessant at holde øje med, fordi kreativ direktør Jonathan Anderson udforsker skønheden dér, hvor mode møder kunst, og samtidig forstår at lave eftertragtede hverdagstasker i det læder, som huset oprindeligt er kendt for.