Hov. Hvad sker der? Efter årevis med en androgyn mode, hvor blazerne til kvinder ikke kunne blive store nok, bryster har været nærmest usynlige i modebilledet, og mænd sædvanen tro har været pakket tækkeligt ind, er vi ved at vise mere hud.
Moden er simpelthen blevet eksplicit sexet – igen. Letpåklædte modeller ligger kyssende i lag i en kampagne for Suitsupply, små kjoler er ved at falde af kroppen hos modehuset Jacquemus, på forsiden af britisk Vogue er sangerinden Billie Eilish stylet som pin up-model. Og så er der gadebilledet; flere mænd går med nedknappede skjorter, mens kvinder blotter bart maveskind i jeans. Moden, der siden omkring 2000 har gjort alt for at være cool, er blevet hot.
“Denne sommer ser vi masser af kropsnære kjoler med sexede snit fra mærker som Khaite og Maximilliam samt asymmetriske stropkjoler fra designere som Christopher Esber og Dion Lee. Vi har også lagt mærke til kortere længder er ved at få comeback med mininederdele med matchende jakker hos Bottega Veneta, som er virkelig sjovt og overraskende sexet,” siger Libby Page fra Net-a-Porter, der som senior fashion market editor bygger bro mellem den internationale online-luksusbutiks indkøb, redaktionelle indhold og marketing.
Bevares, at sex sælger, har de fleste nok hørt, og den nøgne krop har hele tiden været brugt i f.eks. parfumekampagner. Ligesom popikoner som Beyoncé og realitystjerner som Kim Kardashian ikke har fået os til at glemme, at især kvinder har en krop. Men selvom popkultur og mode lader sig inspirere af hinanden, er der noget nyt på spil i moden nu.
“Den type sexethed, vi ser i moden nu, har et fornyet fokus på optimisme og velstand, som er på vej tilbage. Der er ikke ét signaturlook i moden lige nu, men mere en følelsesmæssig respons på tøj, der får os til at føle os godt tilpas og stærke,” siger Libby Page.
I 1990’erne, hvor moden sidst var über-sexet, var kroppene nærmest uopnåeligt slanke og velproportionerede – ikke mindst ledt an af supermodellerne og Tom Ford, der var kreativ direktør hos Gucci fra 1994 og ti år frem, hvor han stod for en glamourøs og poleret sexet stil. Siden blev idealkroppen i modebranchen fremstillet som endnu tyndere, typisk ung og hvid. Sådan er det ikke nu. På catwalken og i kampagner, for både luksushuse og H&M, er her øget diversitet inden for kropsformer, etnicitet og alder. Blandt mange nye designere er det en selvfølge – som hos danske Bene, der laver bodystockings.
“Vi vil gerne hylde, at det ikke kun er én slags krop, der “må” og kan være sexet. Vi vil vise det smukke ved forskellige slags kroppe og kvinder, uanset om der er en topmave eller ej. Så vi omfavner det, vi måske selv synes, ikke er perfekt, og vi kommer væk fra en firkant, vi alle skal passe ind i,” siger designer Benedichte Ekstrand, medgrundlægger af Bene.
Netop kropspositiviteten er én grund til den sexede mode lige nu, mener Camilla Skovbjerg Paldam, lektor i kunsthistorie på Aarhus Universitet, hvor hun forsker i seksualitet.
“Der er sket en eksplosion i kropspositivisme og diversitet, selvom vi bestemt stadig ser den ideelle krop, som i mange år har været den slanke, unge og hvide. Men ikke kun på visse instagramprofiler, også på store mainstreammedier som Netflix ser vi serier med diversitet. Som “Godless”, hvor kvinderne skal klare alt i en mineby, efter mændene er slået ihjel i en ulykke. I serierne er kvinder i forskellige former, aldre og med forskellig seksualitet. De er megaseje og får lov til at være sexede, og kan blive positive identifikationsmodeller. Vi har altid haft ældre mænd, der har kunnet score hvad som helst, men det er nyt, at også kvinder 50 plus får lov til at fremstå som andet end bedstemoderen,” siger Camilla Skovbjerg Paldam.
Det fokus, der har været på køn de seneste par år, er med til at forklare, at moden er mere sexet, mener modehistoriker Kjerstin Vedel fra Aarhus Universitet.
“Så snart vi klæder os efter køn, klæder vi os sexet,” siger hun.
““Der er kommet en bevidsthed om, at det ikke bør være nødvendigt at dække sig til for at undgå uønskede kommentarer og berøringer."
Camilla Skovbjerg Paldam, lektor i kunsthistorie på Aarhus Universitet, hvor hun forsker i seksualitet.
Ikke mindst Metoo-bevægelsen har givet øget fokus på køn, påpeger både Kjerstin Vedel, Benedichte Ekstrand og Camilla Skovbjerg Paldam.
“Der er kommet en bevidsthed om, at det ikke bør være nødvendigt at dække sig til for at undgå uønskede kommentarer og berøringer. Hvis du har lyst til at tage en meget nedringet kjole på, er det de andre, der er nogle idioter, hvis de bebrejder dig det,” siger Camilla Skovbjerg Paldam.
Det var også fjerdebølgefeministernes budskab før #metoo, repræsenteret ved Girlsquad bestående af Louise Kjølsen, kendt som Twerk Queen, Ekaterina Andersen og Nikita Klæstrup.
“Men hvor de tre kvinder stadig havde kroppe, der passede godt ind i idealet, er der sket en videreudvikling,” siger Camilla Skovbjerg Paldam.
Faktisk skal vi ifølge Kjerstin Vedel tilbage til 1970’erne for at se samme “bevidste kontroltab” over kroppen, som modehistorikeren kalder det.
“Vi ser, ligesom i 1970’erne, igen bh’er til kvinder uden bøjle, som viser brysterne i deres mere naturlige form og behårede brystkasser hos mænd, når de som nu knapper skjorten op efter en periode, hvor hårene blev fjernet, eller i hvert fald gemt væk,” siger Kjerstin Vedel.
Selvom det især er i kvindemoden, der er sexet, sker der også noget med manden.
“Vi ser et opbrud med jakkesættet, som mænd har gået med siden midten af 1800-tallet. Mens det kønsneutrale jakkesæt dækker kroppen, og der i flere århundreder primært har været fokus på kvindekroppen, er der nu mere plads til at eksponere mandekroppen. Vi skal ellers tilbage til adelen i 1700-tallet for at se, at mænd pyntede sig, gik i farver, vi i dag vil kalde feminine og viste kroppen, om end ikke huden, frem,” siger Kjerstin Vedel.
Den nye sexede mode anno 2021 fokuserer da heller ikke kun på kvinder som objekter, men også som nogen, der er sexede for deres egen skyld. Der, ligesom manden, har et begærligt blik – hvilket smitter af på den måde manden fremstilles. Igen ses det i bl.a. Netflix-serier som “Bridgerton.” Her bliver den mandlige hovedperson gjort til genstand for heltindens – og dermed kameraets – begærlige blik.
Endnu en tendens i tiden, der har gjort moden mere sexet, er den ellers temmelig usexede corona.
“Vi er jo simpelthen så trætte af at holde afstand til hinanden. Alle, der ikke har haft en fast partner, har siddet alene i hver deres lejlighed. Vi trænger simpelthen til at komme ud blandt andre mennesker og røre ved hinanden igen efter en tid, hvor vi ikke engang har kunnet give hånd,” siger Camilla Skovbjerg Paldam.
Men vores trang om at være sexede drejer sig ikke kun om at finde eller fastholde en partner.
“At klæde sig sexet handler ikke kun om at signalere noget over for det modsatte køn, men også over for den sociale gruppe, man er del af. Det har at gøre med ens værdi i det hele taget – f.eks. på arbejdspladsen, hvor vi som sociale væsner til en vis grad alle har brug for at være tiltrækkende og derfor typisk gør noget ud af os selv,” siger Kjerstin Vedel.
Da moden som bekendt går i bølger, og den sexede mode kommer efter den androgyne, er spørgsmålet, om tendensen til, at vi, uanset kropstype, gerne viser kroppen frem, forsvinder om lidt. Nej, mener Camilla Skovbjerg Paldam. Hun tror, at tendensen er kommet for at blive længe.
“Nu hvor alle, også dem over en str. 36, kan gå ud med rank ryg, vil de da ikke hjem igen.”
