Luksusmoden har i stor stil droppet pelsen. Og det er gået stærkt. Mens modehusene i 1990’erne tog pelsen til sig som det ultimative luksusmateriale, og pels i 2016 var en del af 70 pct. af de internationale efterår/vintershows ifølge Kopenhagen Fur, så det helt anderledes ud i 2017. Her erklærede Gucci, at modehuset stoppede med at bruge pels, kaldte pels for umoderne og problematiserede dyrevelfærden i pelsindustrien.
I dag bruger bl.a. hverken Chanel, Burberry, Armani, Ralph Lauren, Tommy Hilfiger eller Versace ægte pels i deres kollektioner. Så selvom pels ikke er helt ude af modebilledet og især hos unge designere som danske Saks Potts og Freya Dalsjø bliver gentænkt og opstår i nye, lette og ofte farverige udgaver, er modehusenes afstandtagen til pels kulminationen på den modstand mod pels, der opstod i 1970’erne. En modstand, som er blevet mere mainstream de seneste år i kraft af et øget fokus på miljø og dyrevelfærd.
Selvom pels historisk set var det første materiale, vi mennesker klædte os i, er der anno 2021 måske også noget brutalt i at klæde sig i dyreskind? Men hov. Der findes som bekendt et andet materiale, som også stammer fra dyr: læder.
Mens pelsmodstanden har varet i årtier, er der ikke en lignende modstand mod læder, og en pelsmodstander kan sagtens have en kernelædertaske over armen og lædersko på. Hvad er det, der gør forskellen?
“Jeg har samme undren. Hvad er det, der er på spil, når man, lige så snart samme materiale har hår på, anser det for noget meget forkert?” spørger Else Skjold, ph.d. i design og bæredygtighed og programleder på kandidatuddannelsen Fashion, Clothing & Textiles: New Landscapes for Change på Det Kongelige Akademi.
“Et argument er, at læder ofte er et restprodukt fra kødproduktionen. Dermed er det del af en fødekæde, hvor hele dyret bruges, mens mange typer af pels – ikke mindst mink – opdrættes udelukkende for at bruge pelsen. Der er desuden en holdning om, at bruges noget kun til beklædning, handler det om forfængelighed. På den måde gør man sig til moralsk dommer. For set ud fra et dyrevelfærdsperspektiv er dyret del af industrielt landbrug i begge tilfælde, og så betyder det jo ikke noget for dyret, hvad det efterfølgende bruges til,” siger Else Skjold.
“Vi taler desuden meget lidt om de kemiske processer, der bruges til at få håret af skind, der typisk er mere miljømæssigt skadeligt end de kemikalier, der bruges til pels. Og da der produceres langt mere læder end pels, er miljøbelastningen større ved læder.”
Alligevel peger Else Skjold på, at det ikke nødvendigvis gør læder til et dårligt materiale miljømæssigt sammenlignet med andre materialer. Læder er nemlig ekstremt holdbart. Giver man det løbende læderfedt, kan det holde i vores garderobe i virkelig mange år. Det skal desuden ikke vaskes, hvilket ellers er en af de ting, der er med til at gøre tekstiler belastende for miljøet. Men også her minder læder om pels, så det er ikke en forklaring på, at pels er dømt ude, mens læder ikke er.
En forklaring er derimod, at pels og læder har vidt forskelligt image, mener Else Skjold og Erik Hansen-Hansen, der forsker i luksusmode på Det Kongelige Akademi.
“Pels har stærke kulturelle koder, som læder slet ikke har. Pels har de seneste par hundrede år i den vestlige kultur været identificeret som et dekadent luksusobjekt for overklassen,” siger Erik Hansen-Hansen.
Tænk portrætter af kongelige i hermelinskåber og den minkkåbe, som i 1900-tallet indtil 70’erne i borgerskabet blev givet af manden til sin hustru, så hun kunne udstråle (hans) velstand.
“Der har historisk været et had mod luksus. Der ligger i luksus, at der er tale om noget overflødigt. Noget, der ikke er brug for. Læder har et helt andet image. Læder er noget, som rigtig mange bruger. Du kan sagtens finde luksusprodukter af læder. Men det bliver ikke opfattet som luksus i sig selv. Læder bliver i høj grad associeret med det gode håndværk og skomageren, og læder er blevet brugt i rock’n’roll som oprør mod det bestående,” siger Erik Hansen-Hansen.
Der også noget andet på spil: Læder er langt vigtigere for modebranchen end pels. Mens pels kun har udgjort en lille del af produktionen, så modehusene nemt kunne tage afstand fra materialet, er læder grundstenen i luksusmode. Både for de huse – som Hermès og Gucci – der startede som lædervarefabrikanter og først senere tilføjede tøjet, og for huse som Balenciaga og Dior, der begyndte som haute couture-huse og senere lavede ready to wear og tilførte læderet, da de lancerede sko og tasker.
At læderet i dag er det, som luksusmode bygger på, ses tydeligt hos verdens to største luksusmodegiganter.
“Pels har stærke kulturelle koder, som læder slet ikke har
Forsker i luksusmode på Det Kongelige Akademi Erik Hansen-Hansen
Hos Kering, der har huse som Gucci, Saint Laurent og Bottega Veneta, udgør lædervarer ifølge Erik Hansen-Hansen omkring 72 pct. af salget, og hos LVMH, der har huse som Louis Vuitton og Dior, minimum 60 pct. Ready to wear, altså tøj, samt smykker, ure og skønhedsprodukter står for resten.
Men modehusene er ikke dumme. På grund af sociale medier ligger den næste shitstorm potentielt lige om hjørnet. Og den skal nødig ramme læder. Så lige nu arbejdes der med læder udviklet med nye, mindre miljøbelastende metoder uden f.eks. krom, der bruges til at blødgøre, men er skadeligt for miljøet og kan give allergi. Og i Danmark har Danish Crown-ejede Scan-Hide, der står for forarbejdning af huder og salg til internationale garverivirksomheder, netop lanceret systemet Spoor, der kan spore et skinds oprindelse.
“Spoor gør hele værdikæden fra dyr til produkt transparent. Det sker med et lasersystem, hvor vi kan spore, hvilket dyr det enkelte skind stammer fra, og også hvilke kemikalier der er brugt,” siger Michael Søndergaard, adm. direktør hos Scan-Hide.
Det danske skomærke Roccamore er det første, der har brugt Spoor.
“Lige nu er vi i gang med at tale med 30-40 mærker, også blandt store internationale modehuse, hvis navne jeg endnu ikke kan nævne, men som viser interesse for at bruge Spoor.”
En anden vej, som nogle mærker er begyndt at gå, er den samme, som de huse, der droppede ægte pels, er gået. De kan stadig lide materialets look og tekstur, men bruger uægte udgaver. Hvor den slags typisk tidligere var fremstillet af plastik, som var mindst lige så miljøskadeligt, udvikles nu plantebaserede udgaver.
En af de nyeste opfindelser kommer fra newzealandsk-amerikanske Allbirds, der har lanceret verdens første 100 pct. plantebaserede læderalternativ, som ifølge deres oplysninger udleder 40 gange mindre CO2 end læder og 17 pct. mindre end syntetisk læder lavet af plastik. Vidste man ikke bedre, ville man tro, at det var læder – ligesom når man rører ved de produkter, som Stella McCartney, der ikke ønsker at arbejde med læder, har udviklet.
Modehusene eksperimenterer – forsigtigt – med de nye materialer. Chanel har investeret i firmaet Evolved by Nature, der udvikler alternative materialer, og Hermès har netop lanceret en taske, der delvist er lavet af kunstigt læder baseret på svampe. Ifølge branchemediet Business of Fashion har Hermès dog understreget, at det alternative læder er et supplement til det ægte læder og ikke en erstatning. Som forbruger kan det også virke mere sikkert at betale tusindvis af kroner for en lædertaske end for en, hvor der er svampe på spil.
“Hvis vi skal erstatte læder med andre materialer, ved vi først om 80-100 år, hvordan det holder og ældes efter lang tids brug. Det kan meget vel risikere ikke at være lige så holdbart som ægte læder,” siger Else Skjold, der også har en anden betænkelighed ved at udvikle alternativer til læder: At de ikke tager fat på det miljømæssige største problem, nemlig overproduktion.
“At udvikle nye materialer er en måde at forsøge at opretholde det eksisterende produktionssystem. Det er bygget på, at vi køber mere, end vi har brug for, og smider det væk. Det er stadig os, der som mennesker føler os hævet over naturen og mener, at vi kan bruge løs af den i stedet for at se os selv som del af den,” siger Else Skjold.
“Jeg mener faktisk ikke, at man skal udfase at spise kød eller at bruge læder, men at man skal forstå, at man ikke skal forbruge så meget af det, og set i forhold til pels bliver der jo brugt gigantiske mængder af læder,” siger hun.
“Det vil være interessant ikke kun at spore læderet tilbage, men også frem, så vi kan se, hvor læderet ender, når det bliver smidt væk, så vi kan bruge det igen. Læder er jo et af de materialer, der er teknisk holdbart, så det kan gå ind i en cirkulær produktion, der ikke kræver nye dyr,” siger Else Skjold.
Ligesom Erik Hansen-Hansen mener hun ikke, at læder vil blive smidt i skammekrogen sammen med pelsen foreløbigt.
“Men ligesom bilen, som vi kender den, kan forsvinde, hvis der kommer noget helt nyt, vi ikke kan forudse, kan et nyt materiale ændre alt, hvis det viser sig at være helt fantastisk og holdbart,” siger Erik Hansen-Hansen.
“Indtil da bliver læderet her.”
