Modeparrets hus har over 100 år på bagen, er bygget på et sted, hvor udsigten over Øresund er fri, og hvor refleksioner fra havet på gode dage fylder rummene med ekstra lys. Sådanne dage kræver ikke yderligere spørgsmål om valget af adresse på Skodsborg Strandvej nord for København.
For ganske vist ligger vejen imellem hus og hav – men udsigt og stemning går ganske frit ind under huden.
"Hun har det med sit hjem som med det tøj, parret foreløbigt sælger fra fire butikker. Det skal repræsentere hendes inderste smag"
Det er tre år siden, modeparret Tina og Jonas Buch investerede nogle millioner og flyttede lidt længere nordpå og dermed skiftede et lille hus direkte ved vandet ud med den op mod 400 kvadratmeter store, hvide villa med frit kig til både Hven og Sverige.
De mange kvadratmeter er fordelt på fire etager, inklusiv kælder, på en godt 1300 kvadratmeter stor grund med plads til græs, blomster og – ikke mindst – en terrasse, indrettet til det udeliv, parret ynder.
Den hvide villa på Skodsborg Strandvej blev bygget i begyndelsen af 1900-tallet.
Terrasse med plads
Terrassen er af træ, delvist rammet ind af huset og en hvid mur. Her er der rigeligt plads til langbord med plads til 12, dobbelt solseng, kurve med eksotiske planter, et buddha-hoved i overstørrelse og de antikke krukker, som Tina Buch omhyggeligt har udvalgt i ind- og udland.
Hun har det med sit hjem som med det tøj, parret foreløbigt sælger fra fire butikker og meget snart også en webshop: Det skal repræsentere hendes inderste smag.
Derfor er boligen fyldt med håndlavet tapet og møbler, hvoraf flere er udviklet til stedet.
Det håndlavede tapet sidder på en væg i stuen og er dekoreret med luftige grene lagt på bladguld.
Stuens ene væg er beklædt med håndmalet tapet.
Engang sommerhus
Oprindeligt var huset sommervilla for arkitekt og brændevinsbrænder Chresten Hansen Meyer, der på grund af de mange etager lod indrette en elevator. Så kunne hans hustru, Olga, ubesværet komme rundt.
I dag må familien Buch klare sig med trappen. 11-årige Elias tager turen helt op under taget.
Her – på anden sal – ligger hans værelse, mens hans ét år yngre bror, William, har sine private enemærker på første sal, hvor også forældrenes soveværelse og husets store badeværelse er placeret.
Næsten alle steder er der udsigt over Øresund, og man forstår, hvorfor arkitekt Meyer døbte stedet "Lille Sølyst".
Lamperne over spisestuens langbord har skærme af strudsefjer.
Fire etager
Med de mange kvadratmeter fordelt på fire etager er grundplanet kun omkring 100 kvadratmeter.
Det er til gengæld nok til, at Tina Buchs kreative gener har haft rig mulighed for at udfolde sig i stueetagen, der ud over entré med trappe til resten af huset indeholder gæstetoilet, køkken, spisestue, opholdsstue og kontor.
"Vi har været meget bevidste om at indrette kontoret i åben forbindelse med stuen. Havde vi valgt at placere det på første sal, havde vi jo aldrig set hinanden," siger Tina Buch, der ligesom sin mand er uddannet salgsassistent.
Parret var dog aldrig i tvivl, da de for fem et halvt år siden besluttede at springe ud med deres eget koncept, Buch Co penhagen, der ud over tøj i luksusboheme-stil også sælger brugskunst.
De gamle opbevaringskasser af træ fungerer som blomsterkrybbe.
Strudsefjer
Mange af de ting, hjemmet er indrettet med, sælger hun også fra sine butikker. Andet er købt i antikvitets- eller mærkevarebutikker. På den måde har hun fundet de to pendler, der skaber hyggelys over spisebordet.
De er designet med lyse strudsefjer og giver et let look over det brune langbord, omkranset af læderbetrukne syver-stole, tilsat løse skind.
I det hele taget er det feminine – det lette og lyse – matchet med det rå og maskuline.
En løs dør til højre for spisestuens vindue har udelukkende en dekorativ funktion.
Vejen, der løber neden for huset, generer ikke udsigten over Øresund.
Indrettet med hjertet
Køkken og bad er fortsat, som da parret købte huset.
"Men en dag skal også de rum forandres, så de bliver en del af vores personlige stil," understreger Tina Buch, der ikke vægter tingenes tidligere funktion så højt. Derimod handler det om den udstråling, de har i et nutidigt koncept.
Det forklarer den runde træbrik, der står på køkkenbordet. Den er i centrum udstyret med et firkantet hul og dekoreret med udskæringer.
"Jeg kender ikke dens historie, men købte den, fordi den er smuk," siger hun.