Der er noget højtideligt og næsten filmisk iscenesat ved at være i "salon" med koncertpianisten Mogens Dalsgaard. For det er man hos ham. Fra sekundet han træder ind i et rum, ejer han det fuldstændigt, og man føler historiens vingesus synge om ørerne.
Dalsgaards karakterfulde person formår på kuriøs vis at forene den russiske pianist Vladimir Horowitz' vittighed og talent med Playboy-stifteren Hugh Hefners charme og Richard Nixons elegance.
"Hans entertainerstil og inkarnerede dandy attitude har gennem årtier gjort ham til et yndet valg, når godsejere og andet godtfolk fra whiskeybæltet skulle traktere"
Og dét på en måde, der ville have gjort selv den feterede kollega Victor Borge bare en smule andægtig. Man er ikke sammen med Mogens Dalsgaard, man oplever Mogens Dalsgaard, og det er lige overbevisende hver eneste gang.
Hans entertainerstil og inkarnerede dandy attitude har gennem årtier gjort ham til et yndet valg, når godsejere og andet godtfolk fra whiskeybæltet skulle traktere, hvilket på mange måder har formet både Mogens Dalsgaards karriere og personlighed – for ikke at tale om forretning og socialliv – i en anderledes, succesfuld retning, end de fleste danske koncertpianister har været forundt.
Det er ikke mange herhjemme, der har næsten 7.000 koncerter under bæltet, men Mogens Dalsgaard har. Langt de fleste af de koncerter, han spiller i dag, er private salonkoncerter.
Mogens Dalsgaard har spillet over 7000 koncerter i sin tid som koncertpianist. I dag spiller han primært i privat regi.
Pleasure møder ham i rammerne af hans hjem i Virum nord for København til en snak om kunsten at tjene penge på kunsten og høre erindringer fra en ægte gammelkending i miljøet, både foran og bag scenetæppet.
Mogens, hvordan kom du til at spille klaver?
"Jeg er født og opvokset i Vendsyssel, en lille by i Nordjylland med 1000 indbyggere, hvor der var en dame, der cyklede rundt og tilbød klaverundervisning. Hun havde 35 elever. Jeg må have været tre måneder inde i klaverspillet, da hun med nordjysk accent sagde til mine forældre, at "der ær da ingen twivl om, det er den wej, han ska"," fortæller Dalsgaard med en munter mine og tager et nip af sin aftente med underkoppen solidt plantet i sin venstre hånd.
Hans kone, Anni, kommer ind i den kaminoplyste pejsestue med en fyldt bakke. Vi får friskpresset gulerodssaft i longdrinkglas og stærk ost med tandsmør på tykt knækbrød serveret på guldrandet porcelæn. Flottere kan en ostemad vist ikke serveres.
"Det blev taget med forbehold af mine forældre. Der var ingen tradition for en musisk levevej i familien, og dengang var det et stensikkert brødløst fag. Men jeg fortsatte og kom ind på musikkonservatoriet i Aalborg som 15-årig med aldersdispensation, og så gik det ellers bare derudad: Som 17-årig fik jeg chancen for at spille Mendelssohns klaverkoncert for en fyldt Aalborghal med symfoniorkestret. Det var min uofficielle debutkoncert og passede godt med, at Mendelssohn selv kun var 17 år, da han skrev den," husker Dalsgaard.
Det blev dog først i 1964, at han som 21-årig fik sin officielle debut i Musikkonservatoriets koncertsal i København med værker af alt fra Bach til Liszt under stor applaus af dagspressen – samme år fik han overrakt Musikanmelderringens Kunstnerpris.
Du fejrer 50-års jubilæum i år som koncertpianist – hvad har du foretaget dig det sidste halve århundrede?
"Jeg har 15 studiealbum, et hav af radioudsendelser og vel i omegnen af 7000 store og små koncerter i ind- og udland at se tilbage på," fortæller Dalsgaard forsigtigt.
Man kan se, at han prøver at erindre og regne sig frem til det eksakte tal, men det lykkes af gode grunde ikke helt.
"Foruden godser og koncertsale har jeg spillet på umådeligt mange uddannelsesinstitutioner for at lære de unge mennesker om den klassiske musik, men gør det desværre ikke lige så meget længere. Musikundervisningen eksisterer jo slet ikke på samme måde i dag. Danmark er blevet et sørgeligt eksempel på et land, der sakker fuldstændig bagud pga. undervisningpolitikken på musikområdet. I dag ved eleverne i en almindelig folkeskole jo stort set intet om klassisk musik, og hvad værre er: Deres lærere også er vokset op på et tidspunkt, hvor de heller ikke lærte noget som helst om emnet."
Hvad har været højdepunktet?
"Det må have været i 1973 i Tivolis Koncertsal, hvor jeg skulle spille Dmitirij Sjostakovitjs 1. klaverkoncert. Under overværelse af Dmitrij Sjostakovitj himself og dirigeret af hans søn Maksim Sjostakovitj. Det eneste danske ord, Maksim havde lært sig selv, var 'forrfrrrra', hvilket han flittigt brugte under alle prøvene til stor irritation for orkestret. På bageste række sad gamle Sjostakovitj og overværede alle prøverne, og hver gang han kunne høre, at der manglede bare en enkelt node, råbte han det højt på russisk til sønnen. Det var meget anstrengende – det plejer at være mig, der fører ordet," klukker Dalsgaard.
Mogens Dalsgaards koncertstil er meget ulig andres: Hvor de fleste pianister aldrig siger et kvæk, giver Dalsgaard sig rigelig tid til at forklare og underholde om hvert af de musikstykker, man skal til at høre, ofte akkompagneret af højlydt latter hos tilhørerne som reaktion på hans mange spontane vittigheder og practical jokes, og det blev han kendt for.
"Det blev meget populært hos mit publikum. I min bevidsthed er den der koncertform, hvor man kommer ind i kjole og hvidt, bukker, sætter sig ned og spiller, bukker af og går ud igen, alt for kedelig. Den er der ikke ret meget liv i. Jeg har været over 30 gange på turné i USA, hvor min fortælle-form har været voldsomt populær. Bare man gik ind og sagde 'godaften' med sin danske accent, var de ved at dø af grin, fordi de forventede, at det ville blive så morsomt."
Velsagtens på grund af amerikanernes kendskab til Victor Borge?
"Uden tvivl. En dansker ved et flygel, så skal det være morsomt. Der var jeg så heldig at have mit showmanship med mig." I retrospekt kunne du så ikke godt have tænkt dig at forfølge en mere entertainment-rettet karriere i udlandet, som eksempelvis Borge gjorde det, når nu han havde så meget succes med det? Kunne du have gjort ham kunsten efter i udlandet?
"Jeg vil nødig kaldes en komiker, og der er jo den forskel, at Borge slet ikke spillede så godt endda. Men jeg kan da huske, da jeg stod ude på et herretoilet under en pause til en af mine koncerter i USA og lyttede med på to mænds samtale: "On a scale from one to ten, I would give Borge two points and Dalsgaard ten – and he played much more." Det vækkede lidt i mig. Men nu har jeg altid holdt meget af Danmark og længes ofte hjem, når jeg er ude. Det gjorde Borge bestemt ikke…".
Mogens Dalsgaard har indspillet en intimkoncert eksklusivt til Pleasures læsere. Hør koncerten i videoen nedenfor.
Og Mogens Dalsgaards tilknytning til Danmark har på mange måder altid været ganske unik: Igennem de sidste 50 år har han ikke kun været en markant repræsentant for kulturlivet, men også et tilbagevendende indslag på den danske societyscene og derved en fast del af indercirklen i dansk erhvervslivs kulørte jetset.
Mange af Børsens ældre læsere vil kunne nikke genkendende til navne som Aage Damgaard og Bøje Nielsen, der op gennem 80'erne alle gjorde sig bemærket i offentligheden for bl.a. deres ekstravagante fester og soiréer. Her spillede Dalsgaard ofte for, hvis han da ikke selv var med som gæst.
Det er 50 år siden, Mogens Dalsgaard debuterede som koncertpianist i Musikkonservatoriets koncertsal, hvor han bl.a. spillede Bach og Liszt (bemærk den fyrstelige billetpris).
"Jeg husker særligt én fest, som Bøje holdt på Fodbygaard ved Næstved, hvor han havde to helikoptere og flere Rolls-Royce på standby. Han var jo en excentrisk rigmand, der, foruden sit iltre temperament, bl.a. var kendt for at gå med pistol. Vi sad 150 personer til middag i smoking ved borde omkring swimmingpoolen. Så kom der en herre spankulerende i hvid dinner jacket mod poolen, og han blev så distraheret, da vi råbte hej til ham, at han simpelthen vadede lige ud i vandet. Fem minutter efter lød der et brøl fra baghaven, da en af helikopterne lettede mod København, og lidt over en time senere stod han ved poolen igen i en ny smoking. Det var vilde tider," flyder reminiscenserne fra Dalsgaard.
Hvordan har du formået at holde så godt gang i forretningen som pianist? Din levevis er jo tydeligvis over, hvad de fleste forventer af pianister?
"Det er altid svært at forklare noget, man har gjort hele livet. Det, jeg har tjent mine penge på, er at være dygtig til at formidle musikken, at sætte varer på hylden i butikken. Jeg har altid været god til at markedsføre mig selv og være opmærksom på, om mit publikum nu også var underholdt. I år spiller jeg "kun" 60 koncerter, men før i tiden spillede jeg altså over 150 om året, så det skal man jo også tage i betragtning," fortæller Dalsgaard.
Koncertpianist Mogens Dalsgaardelsker teknologi, og villaen i Virum rummer bl.a. en 15 meter lang indendørs swimmingpool med tilhørende modeltogbane.
Og i betragtning af at pianistfaget oprindeligt blev udset som brødløst, må han i den grad siges at have klaret sig godt. Hans højteknologiske Virum-villa, der bl.a. rummer komplet lydstudie, en 15 meter lang indendørs swimmingpool samt et D-klasse Steinway & Sons-koncertflygel i millionklassen, står som tydeligt vidnesbyrd herom.
Her er alt, hvad hjertet kan begære af overflod og legetøj: vinkælder, sauna, 3D-fjernsyn, kostbare legetøjstog, håndbyggede modelskibe og det største bæst af en forkromet Lexus i indkørslen.
"Mange af de antikke vitrineskabe og standerure har jeg nu faktisk selv snedkereret," bemærker han lidt forlegent.
"Jeg er god til at bruge mine hænder på alle mulige måder."
Så der er ikke noget, du fortryder?
"Altså den modenhed og viden, jeg har i dag, når jeg fortæller om musik, ville jeg godt have haft tidligere i karrieren, hvor jeg en gang imellem godt kunne komme til at fortryde noget af det, jeg sagde."
Det eneste, han faktisk ikke har i livet, bemærker jeg, er børn.
"Nej, det har der ikke været tid til. Jeg er jo omrejsende pianist, og Anni var tilmed stewardesse gennem mange år, så det fandt vi aldrig tid til. Og hvad vi ikke ved af, det savner vi heller ikke."
