Den sorte Rolls-Royce Phantom glider ubesværet gennem det bakkede landskab. Solen står lige ned, mens de få skyer på himlen én efter én bliver reflekteret i bilens enorme kølerhjelm. Som små totter vat, der sørger for det helt perfekte, blankpudsede ydre.
Det er lunt udenfor, men i den luksuriøse limousine er der helt koldt. Kun en svag motorstøj trænger ind i kabinen, der er indrettet med lyse, komfortable lædersæder og en affjedring, der gør, at selv de største huller i vejen føles som småsten. Det er som at flyve, men på businessclass.
En Rolls-Royce af denne kaliber er indrettet på klassisk engelsk manér, så føreren sidder i højre side af vognen. Måske er det grunden til, at folk overalt stopper op, når bilen kommer tæt på. Er det mon et spøgelse, der fører bilen? En anden grund kan være, at nummerpladen blot bærer betegnelsen “ZAR 1”.
Henrik Frederiksen har for længst lært at leve med, at folk vender sig om – eller helt stopper op – når han kommer kørende i sin Rolls-Royce.
“Men nu sender en Rolls-Royce jo også et andet signal end en rød Ferrari. Det ville slet ikke gå i min alder,” siger Henrik Frederiksen, der netop har fejret sin 70-års fødselsdag.
Selve dagen blev markeret på Molskroens Strandhotel, som er seneste skud på stammen over Henrik Frederiksen og hans hustru Vivi Frederiksens efterhånden ret så omfattende samling af ejendomme og unikke liebhaverværdier, der bl.a. rummer en større samling på omkring 50 eksklusive biler. Alle indregistrerede og klar til at rulle ud på vejene rundt om parrets gods, Lyngsbækgaard, der ligger idyllisk midt i Mols Bjerge.
Vejen ud til godset er for nylig blevet asfalteret, men det var bestemt også på tide, siger Henrik Frederiksen.
“Den var jo helt forfærdelig og næsten ikke til at køre på. Men nu har kommunen endelig fået taget sig sammen, efter at jeg har klaget en del gange,” konstaterer han.
Lyngsbækgaard er sammen med de stråtækte sidebygninger over de seneste fire år blevet gennemgribende renoveret, og parret har brugt oceaner af tid og penge på at føre ejendommen tilbage til fordums storhed.
“Det var et omfattende projekt, og det var bestemt ikke altid lige sjovt. Der var dage, hvor vi kunne stå på første sal og se lige lukt ned i kælderen. Vi anede ikke, hvilken seng vi skulle sove i om aftenen,” husker Henrik Frederiksen.
Færdiggørelsen af det storstilede projekt fik dog ikke parret til at sætte tempoet ned. Nærmere tværtimod. Da de en dag fik øje på det stærkt forfaldne, men mere end 300 år gamle skomagerhus inde i hjertet af Ebeltoft, tog de opgaven på sig, og i dag rummer det gamle, gule bindingsværkshus Restaurant Støvlen, der blev ægteparrets entré i restaurationsbranchen.
“En dag var Vivi og jeg så til middag på Skovshoved Kro i Nordsjælland. Vi kender ejerne, og det var dem, der fortalte os, at Molskroen måske ville blive sat til salg. Vi kendte lidt til kroen i forvejen, da vi jo bor på Lyngsbækgaard ikke langt derfra, så en dag tog vi derned og mødtes med de daværende ejere. Det var en søndag kl. 10.00. Klokken 12 havde vi købt stedet. Vi er altså ikke så lange i spyttet, forstår du.”
Henrik Frederiksen forklarer, at også Strandhotellet kom til ved lidt af et tilfælde, men der var et stort potentiale, vurderede de, og gik derfor i gang med restaureringen. I april i år kunnet parret så endelig slå dørene op til Molskroens Strandhotel, som huser hele to restauranter – en A Hereford Beefstouw samt Strandhotellets Brasserie under ledelse af kokken Michel Michaud.
Spørgsmålet er så bare: Hvorfor gør de det? Og hvad er egentlig årsagen til, at ægteparret konsekvent nægter at påbegynde deres otium for i stedet at kaste sig over en helt ny karriere i det, der vel må betegnes som “den tredje alder”?
Det er Vivi Frederiksen, 70, der først forsøger at komme med et fyldestgørende svar.
“Ved du hvad? Vi tænker slet ikke over, hvor gamle vi er. I stedet tager vi et projekt ad gangen, og så længe det er sjovt og spændende, fortsætter vi,” siger hun.
Henrik Frederiksen er enig. Det falder ham slet ikke ind at stoppe med at arbejde. Han har aldrig kendt til andet, siger han.
“Vi er begge meget impulsive af natur og træffer hele tiden beslutninger. Vi slider ikke græsset under vores fødder, men rykker, så snart der opstår muligheder. Chancer er ikke noget, man får. Det er noget, man tager,” lyder det fra Henrik Frederiksen, der allerede tidligere på dagen har vist, at han er ganske rig på netop den slags onelinere.
Henrik Frederiksen har knap nok nået at sætte sig til rette på terrassen foran Molskroens Strandhotel, før han må rejse sig igen. Der er noget helt galt. Han erindrer ikke, at han har bedt elektrikeren om at komme forbi, men nu render han rundt ovre ved nabohuset. Hvad laver han dog der?
To minutter tager det. Så er Henrik Frederiksen tilbage på sin plads ved frokostbordet.
“Der er åbenbart et problem med et signal, men det fikser de nu. Sådan må det være,” siger han og ser sig omkring, for hvor bliver maden af?
Henrik Frederiksen er ikke typen, der sidder stille længe ad gangen. Det erkender han selv. Han stortrives, når der sker ting og sager omkring ham. Der er bare den lille udfordring, at han helst selv vil have en finger med i spillet. Hver gang. Han er meget “hands-on”, som han siger.
“Jeg har været inde over alle detaljer i renoveringen af Strandhotellet. Alle. Selv hotellets køkken, som vi har fået udstyret med nogle af de bedste materialer, der findes. Alene komfuret har kostet os 1,5 mio. kr. Det er altså køkkenets svar på en Rolls-Royce.”
Selvfølgelig er det kram, men sådan skal det også være, når målet er at løfte niveauet og gøre både Molskroen og Strandhotellet til en destination, der er værd at køre efter. Det er lidt de samme tanker, der ligger bag valget af den respekterede kok Michel Michaud, som har det overordnede ansvar for den daglige drift af restauranterne.
“Kokke er dog per definition forkælede. De stiller enormt store krav, for de er en slags kunstnere. Det minder lidt om modebranchen, som også er fyldt med store personligheder. Men det er altså fuldstændig umuligt at få en sund økonomi i noget, hvis det alene er kunstnerne, der bestemmer,” siger Henrik Frederiksen, der gerne vil tale om ægteparrets egen økonomiske formåen.
“Der er jo kun min kone og jeg i firmaet, men i al beskedenhed, så har vi tilsammen en økonomi, der svarer til en større dansk industrikoncern.”
Vivi Frederiksen var i en længere årrække gift med skibsreder Per Henriksen, der bl.a. stiftede Mercandia-rederierne og HH-Ferries. Den farverige, danske skibsreder døde i 2008 og efterlod bl.a. en større villa i Charlottenlund samt medejerskabet af Lyngsbækgaard til sin enke.
Ifølge Vivi Frederiksen havde hun på det tidspunkt allerede en plan for, hvad hun ville resten af livet.
“Jeg skulle videreføre det, jeg havde fået overladt. Og det var det. Men så kom den åndssvage lysekrone ind i billedet,” siger Vivi Frederiksen og smiler.
“Jeg var blevet alene, men tænkte, at jeg skulle have en julegave til mig selv. Så jeg var en tur forbi interiørforretningen Lysberg, Hansen & Therp på Bredgade i København, som Henrik på det tidspunkt havde købt. Senere skulle jeg have endnu en lysekrone, og denne gang insisterede Henrik på, at han selv kom herover på Lyngsbækgaard for at hænge den op. Han havde valgt en rædselsfuld model til mig, men han mente, den ville passe perfekt ind i en af stuerne,” husker Vivi Frederiksen.
Lysekronen kom op, og den hænger der såmænd stadig.
“Jeg blev i øvrigt også hængende,” indskyder Henrik Frederiksen.
Parret blev gift på en forfærdelig dag i 2010. Det sneede og stormede helt vildt, og landskabet lå hulter til bulter. Selve vielsen var “helt nede på jorden” med kun to vidner til stede i kirken. Alligevel havde Henrik Frederiksen sørget for, at der blev spillet et særligt stykke musik til lejligheden.
“Det var Preben Kaas med “Oh Babe”, som vi begge holder så meget af,” siger han.
Ægteparret peger på, at de begge kommer “fra almindelige danske familier”, og det er måske en af årsagerne til, at de valgte at slå pjalterne sammen. De forstår umiddelbart hinanden, uden at de behøver sige så meget.
“På mange måder er vi ens,” siger Vivi Frederiksen og griner lidt ved tanken om, hvordan de har fundet en fælles rytme i hverdagen.
“Vi har jo fire hunde, og de skal gerne ud tidligt hver morgen. Det kan godt være før klokken 5. Så kører Henrik efter morgenbrød og aviser. Når han kommer hjem, tænder han for TV2 News og skælder ud på de kvindelige nyhedsværter. Dem bryder han sig ikke om,” siger Vivi Frederiksen og trækker lidt på smilebåndet.
Men nyhedsværterne er ikke de eneste, Henrik Frederiksen har det svært med. Som ægte selfmade man vil han helst gøre tingene selv.
Kun på den måde sikrer han sig, at tingene lever op til de høje standarder, han altid har tilstræbt, forklarer han.
“Man må arbejde for de mål, man har sat sig. Jeg kommer sgu ikke fra fattiggården, men jeg har knoklet hele livet. Jeg begyndte som lærling i en Matas-forretning i 1959. Fire år senere blev jeg som 27-årig selvstændig materialist. Jeg lånte 125.000 kr. i banken og fik min svigerfar til at kautionere. Siden gik det slag i slag, og jeg åbnede en del Matas-forretninger i løbet af årene.”
Sammen med sin søn var Henrik Frederiksen med ni Matas-butikker blandt de største aktionærer, da kæden i 2007 blev solgt til den britiske kapitalfond CVC Partners.
“Jeg tjente flere millioner, men valgte at geninvestere en del af udbyttet sammen med CVC, og det betød, at jeg fik mine penge tre gange igen, da CVC forrige år valgte at børsnotere Matas. Jeg gentager: pengene tre gange igen. En klog beslutning, synes du ikke? Det betyder også, at jeg ikke har noget, jeg skal bevise længere. Det har jeg allerede gjort,” siger Henrik Frederiksen.
I stedet har han kastet sin kærlighed på aktier, og hvis han nu selv skal sige det, så er han ikke så ringe en investor endda.
“Jeg har købt mig ind i solide, danske C20-virksomheder som Novo, Carlsberg og Coloplast, og ved du hvad? Jeg har fordoblet vores egenkapital under finanskrisen. Det er godt klaret,” siger Henrik Frederiksen og følger straks sit statement op med endnu et:
“Der er banker, der ringer til mig for at sælge rådgivning, men det kan de godt glemme. Jeg har brændt nallerne på bankerne, og i dag har jeg overhovedet ikke brug for dem,” siger han og hæver stemmen.
“Jeg klarer mig fint uden dem. I øvrigt er jeg slet ikke typen, der får orgasme af at se på mit bankudtog. Jeg har derimod lysten og evnerne til at drive et sted som dette,” siger han og ser rundt på den efterhånden godt fyldte terrasse foran Strandhotellets Brasserie.
Et øjeblik siger han ikke noget, men påpeger så, at nøglen til succes ligger i at give folk det, de gerne vil have. Som nu her på Mols, hvor ægteparret satser på, at der gerne skal være noget for enhver smag og pengepung.
“Det er jo ikke alle, der gider spise levende pissemyrer. Størstedelen vil faktisk gerne kunne se og genkende det, de spiser. Derfor er valget faldet på Michel Michaud og A Hereford Beefstouw, for det er begge to navne, der garanterer for kvalitet,” vurderer Henrik Frederiksen.
Det betyder dog ikke, at ægteparret fremover blot vil læne sig tilbage og håbe på, at alting nok skal gå, så længe driften er lagt i hænderne på de professionelle.
“Nej, nej, bestemt ikke,” siger Henrik Frederiksen, der hellere gør brug af devisen om, at “man godt kan være en autoritet uden at være autoritær.”
“Når Vivi og jeg spiser på en af vores restauranter, er jeg derfor altid opmærksom på, hvad der sker omkring os. Jeg måler de ansatte og sikrer mig, at de holder serviceniveauet. Jeg lytter også til, hvad der bliver sagt ved de andre borde, så jeg kan følge op og tale med mine folk. Jeg ved godt, hvad jeg selv vil have, så jeg stiller krav. Det er vel kun naturligt,” siger Henrik Frederiksen, der har rejst sig op og tilbyder en lille tur rundt på det nyrenoverede strandhotel.
Til glæde for lokalbefolkningen
I det smagfuldt indrettede brasserie er tjenerne ved at gøre klar til aftenens rykind, mens Henrik Frederiksen hurtigt falder i snak med en af gæsterne, der vil rose ham for det smukke hotel og ikke mindst den velsmagende mad.
“Se, den slags bliver man jo glad af,” siger Henrik Frederiksen og tilføjer, at også de lokale har taget godt imod parret, selvom de i princippet er tilflyttere.
Vivi Frederiksen har dog altid følt sig særligt knyttet til egnen, da hendes tidligere mand allerede erhvervede sig Lyngsbækgaard i 1984. Under den netop overståede renovering af godset og nu Strandhotellet har parret konsekvent benyttet sig af lokale håndværkere for på den måde at øge deres tilknytning til området.
“Samtidig lærte vi en masse folk at kende, og vi har sikret os en form for loyalitet, for vi har i hvert fald tænkt os at blive boende,” siger Henrik Frederiksen.
Lokalbefolkningen har endda meget mere at se frem til, for hvis alt går efter planen, skal det store, blankpudsede flygel i hjørnet af brasseriet ikke længere blot stå til pynt. I stedet skal det bruges, når der vil blive arrangeret jazzkoncerter og andre events i hotellets egen have.
“Vi håber, at vi kan holde hotellet og restauranterne åbent året rundt, så både turister og de lokale altid har et sted, de kan tage hen. Nu har vi i alt fire gode spisesteder at tilbyde, så mon ikke gæsterne finder herud,” siger Henrik Frederiksen, der i raske skridt er nået ned på en af hotellets værelsesgange.
Her står et par stuepiger, der straks hilser på chefen og kvitterer med en kvik bemærkning. En af stuepigerne har dagen forinden været en tur forbi Vivi og Henrik Frederiksens store, tremastede skonnert, der ligger til kaj ved siden af Fregatten Jylland inde i Ebeltoft.
“Jeg så din lille båd i går, Henrik, den er da meget fin,” siger stuepigen kækt.
“Ja, sådan en kunne du nok godt tænke dig,” svarer han.
“Men Henrik, nu er der snart ikke mere tilbage, du kan ønske dig,” siger hun.
Henrik Frederiksen lader sætningen stå lidt i luften, men ude i den sorte Rolls-Royce siger han et par minutter senere, at han faktisk er ret tilfreds med, hvordan livet har udartet sig.
“Det er fantastisk, når man kan skabe noget og se, at folk tager det til sig og bliver glade. Selve købet af Molskroen og Strandhotellet er jo også en investering i livet og livskvalitet. Alting er købt kontant. Huset og inventaret. Vivi og jeg skylder ingen noget, og det er en frihed, som vi sætter stor pris på,” siger han og trykker en lille smule hårdere på speederen.
Den sorte limousine rykker hurtigt ud af stedet. Og igen stopper et par unge fyre op i vejkanten, da bilen drøner tæt forbi dem. Henrik Frederiksen ænser det ikke. Han har for længst vænnet sig til al den opmærksomhed.
Det er lunt udenfor, men i den luksuriøse limousine er der helt koldt. Kun en svag motorstøj trænger ind i kabinen, der er indrettet med lyse, komfortable lædersæder og en affjedring, der gør, at selv de største huller i vejen føles som småsten. Det er som at flyve, men på businessclass.
"Nu sender en Rolls-Royce jo et andet signal end en rød Ferrari. Det ville slet ikke gå i min alder"
En Rolls-Royce af denne kaliber er indrettet på klassisk engelsk manér, så føreren sidder i højre side af vognen. Måske er det grunden til, at folk overalt stopper op, når bilen kommer tæt på. Er det mon et spøgelse, der fører bilen? En anden grund kan være, at nummerpladen blot bærer betegnelsen “ZAR 1”.
Henrik Frederiksen har for længst lært at leve med, at folk vender sig om – eller helt stopper op – når han kommer kørende i sin Rolls-Royce.
“Men nu sender en Rolls-Royce jo også et andet signal end en rød Ferrari. Det ville slet ikke gå i min alder,” siger Henrik Frederiksen, der netop har fejret sin 70-års fødselsdag.
Selve dagen blev markeret på Molskroens Strandhotel, som er seneste skud på stammen over Henrik Frederiksen og hans hustru Vivi Frederiksens efterhånden ret så omfattende samling af ejendomme og unikke liebhaverværdier, der bl.a. rummer en større samling på omkring 50 eksklusive biler. Alle indregistrerede og klar til at rulle ud på vejene rundt om parrets gods, Lyngsbækgaard, der ligger idyllisk midt i Mols Bjerge.
Vejen ud til godset er for nylig blevet asfalteret, men det var bestemt også på tide, siger Henrik Frederiksen.
“Den var jo helt forfærdelig og næsten ikke til at køre på. Men nu har kommunen endelig fået taget sig sammen, efter at jeg har klaget en del gange,” konstaterer han.
Lyngsbækgaard er sammen med de stråtækte sidebygninger over de seneste fire år blevet gennemgribende renoveret, og parret har brugt oceaner af tid og penge på at føre ejendommen tilbage til fordums storhed.
"Chancer er ikke noget, man får. Det er noget, man tager"
“Det var et omfattende projekt, og det var bestemt ikke altid lige sjovt. Der var dage, hvor vi kunne stå på første sal og se lige lukt ned i kælderen. Vi anede ikke, hvilken seng vi skulle sove i om aftenen,” husker Henrik Frederiksen.
Købte Molskroen på en formiddag
Færdiggørelsen af det storstilede projekt fik dog ikke parret til at sætte tempoet ned. Nærmere tværtimod. Da de en dag fik øje på det stærkt forfaldne, men mere end 300 år gamle skomagerhus inde i hjertet af Ebeltoft, tog de opgaven på sig, og i dag rummer det gamle, gule bindingsværkshus Restaurant Støvlen, der blev ægteparrets entré i restaurationsbranchen.
“En dag var Vivi og jeg så til middag på Skovshoved Kro i Nordsjælland. Vi kender ejerne, og det var dem, der fortalte os, at Molskroen måske ville blive sat til salg. Vi kendte lidt til kroen i forvejen, da vi jo bor på Lyngsbækgaard ikke langt derfra, så en dag tog vi derned og mødtes med de daværende ejere. Det var en søndag kl. 10.00. Klokken 12 havde vi købt stedet. Vi er altså ikke så lange i spyttet, forstår du.”
Henrik Frederiksen forklarer, at også Strandhotellet kom til ved lidt af et tilfælde, men der var et stort potentiale, vurderede de, og gik derfor i gang med restaureringen. I april i år kunnet parret så endelig slå dørene op til Molskroens Strandhotel, som huser hele to restauranter – en A Hereford Beefstouw samt Strandhotellets Brasserie under ledelse af kokken Michel Michaud.
Spørgsmålet er så bare: Hvorfor gør de det? Og hvad er egentlig årsagen til, at ægteparret konsekvent nægter at påbegynde deres otium for i stedet at kaste sig over en helt ny karriere i det, der vel må betegnes som “den tredje alder”?
Det er Vivi Frederiksen, 70, der først forsøger at komme med et fyldestgørende svar.
“Ved du hvad? Vi tænker slet ikke over, hvor gamle vi er. I stedet tager vi et projekt ad gangen, og så længe det er sjovt og spændende, fortsætter vi,” siger hun.
Henrik Frederiksen er enig. Det falder ham slet ikke ind at stoppe med at arbejde. Han har aldrig kendt til andet, siger han.
“Vi er begge meget impulsive af natur og træffer hele tiden beslutninger. Vi slider ikke græsset under vores fødder, men rykker, så snart der opstår muligheder. Chancer er ikke noget, man får. Det er noget, man tager,” lyder det fra Henrik Frederiksen, der allerede tidligere på dagen har vist, at han er ganske rig på netop den slags onelinere.
Detaljerne er vigtige
Henrik Frederiksen har knap nok nået at sætte sig til rette på terrassen foran Molskroens Strandhotel, før han må rejse sig igen. Der er noget helt galt. Han erindrer ikke, at han har bedt elektrikeren om at komme forbi, men nu render han rundt ovre ved nabohuset. Hvad laver han dog der?
To minutter tager det. Så er Henrik Frederiksen tilbage på sin plads ved frokostbordet.
“Der er åbenbart et problem med et signal, men det fikser de nu. Sådan må det være,” siger han og ser sig omkring, for hvor bliver maden af?
Henrik Frederiksen er ikke typen, der sidder stille længe ad gangen. Det erkender han selv. Han stortrives, når der sker ting og sager omkring ham. Der er bare den lille udfordring, at han helst selv vil have en finger med i spillet. Hver gang. Han er meget “hands-on”, som han siger.
“Jeg har været inde over alle detaljer i renoveringen af Strandhotellet. Alle. Selv hotellets køkken, som vi har fået udstyret med nogle af de bedste materialer, der findes. Alene komfuret har kostet os 1,5 mio. kr. Det er altså køkkenets svar på en Rolls-Royce.”
Lysekronen afgjorde fremtiden
Selvfølgelig er det kram, men sådan skal det også være, når målet er at løfte niveauet og gøre både Molskroen og Strandhotellet til en destination, der er værd at køre efter. Det er lidt de samme tanker, der ligger bag valget af den respekterede kok Michel Michaud, som har det overordnede ansvar for den daglige drift af restauranterne.
“Kokke er dog per definition forkælede. De stiller enormt store krav, for de er en slags kunstnere. Det minder lidt om modebranchen, som også er fyldt med store personligheder. Men det er altså fuldstændig umuligt at få en sund økonomi i noget, hvis det alene er kunstnerne, der bestemmer,” siger Henrik Frederiksen, der gerne vil tale om ægteparrets egen økonomiske formåen.
“Der er jo kun min kone og jeg i firmaet, men i al beskedenhed, så har vi tilsammen en økonomi, der svarer til en større dansk industrikoncern.”
"Ved du hvad? Jeg har fordoblet vores egenkapital under finanskrisen. Det er godt klaret"For at forstå den udmelding må vi nødvendigvis nogle år tilbage i tiden, for historien om ægteparret Frederiksen tager først sin begyndelse i 2010. Både Vivi og Henrik Frederiksen har tidligere ægteskaber bag sig.
Vivi Frederiksen var i en længere årrække gift med skibsreder Per Henriksen, der bl.a. stiftede Mercandia-rederierne og HH-Ferries. Den farverige, danske skibsreder døde i 2008 og efterlod bl.a. en større villa i Charlottenlund samt medejerskabet af Lyngsbækgaard til sin enke.
Ifølge Vivi Frederiksen havde hun på det tidspunkt allerede en plan for, hvad hun ville resten af livet.
“Jeg skulle videreføre det, jeg havde fået overladt. Og det var det. Men så kom den åndssvage lysekrone ind i billedet,” siger Vivi Frederiksen og smiler.
“Jeg var blevet alene, men tænkte, at jeg skulle have en julegave til mig selv. Så jeg var en tur forbi interiørforretningen Lysberg, Hansen & Therp på Bredgade i København, som Henrik på det tidspunkt havde købt. Senere skulle jeg have endnu en lysekrone, og denne gang insisterede Henrik på, at han selv kom herover på Lyngsbækgaard for at hænge den op. Han havde valgt en rædselsfuld model til mig, men han mente, den ville passe perfekt ind i en af stuerne,” husker Vivi Frederiksen.
Lysekronen kom op, og den hænger der såmænd stadig.
“Jeg blev i øvrigt også hængende,” indskyder Henrik Frederiksen.
Parret blev gift på en forfærdelig dag i 2010. Det sneede og stormede helt vildt, og landskabet lå hulter til bulter. Selve vielsen var “helt nede på jorden” med kun to vidner til stede i kirken. Alligevel havde Henrik Frederiksen sørget for, at der blev spillet et særligt stykke musik til lejligheden.
“Det var Preben Kaas med “Oh Babe”, som vi begge holder så meget af,” siger han.
Ægteparret peger på, at de begge kommer “fra almindelige danske familier”, og det er måske en af årsagerne til, at de valgte at slå pjalterne sammen. De forstår umiddelbart hinanden, uden at de behøver sige så meget.
“På mange måder er vi ens,” siger Vivi Frederiksen og griner lidt ved tanken om, hvordan de har fundet en fælles rytme i hverdagen.
“Vi har jo fire hunde, og de skal gerne ud tidligt hver morgen. Det kan godt være før klokken 5. Så kører Henrik efter morgenbrød og aviser. Når han kommer hjem, tænder han for TV2 News og skælder ud på de kvindelige nyhedsværter. Dem bryder han sig ikke om,” siger Vivi Frederiksen og trækker lidt på smilebåndet.
Men nyhedsværterne er ikke de eneste, Henrik Frederiksen har det svært med. Som ægte selfmade man vil han helst gøre tingene selv.
Kun på den måde sikrer han sig, at tingene lever op til de høje standarder, han altid har tilstræbt, forklarer han.
“Man må arbejde for de mål, man har sat sig. Jeg kommer sgu ikke fra fattiggården, men jeg har knoklet hele livet. Jeg begyndte som lærling i en Matas-forretning i 1959. Fire år senere blev jeg som 27-årig selvstændig materialist. Jeg lånte 125.000 kr. i banken og fik min svigerfar til at kautionere. Siden gik det slag i slag, og jeg åbnede en del Matas-forretninger i løbet af årene.”
Ikke alle gider spise levende pissemyrer
Sammen med sin søn var Henrik Frederiksen med ni Matas-butikker blandt de største aktionærer, da kæden i 2007 blev solgt til den britiske kapitalfond CVC Partners.
“Jeg tjente flere millioner, men valgte at geninvestere en del af udbyttet sammen med CVC, og det betød, at jeg fik mine penge tre gange igen, da CVC forrige år valgte at børsnotere Matas. Jeg gentager: pengene tre gange igen. En klog beslutning, synes du ikke? Det betyder også, at jeg ikke har noget, jeg skal bevise længere. Det har jeg allerede gjort,” siger Henrik Frederiksen.
I stedet har han kastet sin kærlighed på aktier, og hvis han nu selv skal sige det, så er han ikke så ringe en investor endda.
“Jeg har købt mig ind i solide, danske C20-virksomheder som Novo, Carlsberg og Coloplast, og ved du hvad? Jeg har fordoblet vores egenkapital under finanskrisen. Det er godt klaret,” siger Henrik Frederiksen og følger straks sit statement op med endnu et:
“Der er banker, der ringer til mig for at sælge rådgivning, men det kan de godt glemme. Jeg har brændt nallerne på bankerne, og i dag har jeg overhovedet ikke brug for dem,” siger han og hæver stemmen.
“Jeg klarer mig fint uden dem. I øvrigt er jeg slet ikke typen, der får orgasme af at se på mit bankudtog. Jeg har derimod lysten og evnerne til at drive et sted som dette,” siger han og ser rundt på den efterhånden godt fyldte terrasse foran Strandhotellets Brasserie.
Et øjeblik siger han ikke noget, men påpeger så, at nøglen til succes ligger i at give folk det, de gerne vil have. Som nu her på Mols, hvor ægteparret satser på, at der gerne skal være noget for enhver smag og pengepung.
“Det er jo ikke alle, der gider spise levende pissemyrer. Størstedelen vil faktisk gerne kunne se og genkende det, de spiser. Derfor er valget faldet på Michel Michaud og A Hereford Beefstouw, for det er begge to navne, der garanterer for kvalitet,” vurderer Henrik Frederiksen.
Det betyder dog ikke, at ægteparret fremover blot vil læne sig tilbage og håbe på, at alting nok skal gå, så længe driften er lagt i hænderne på de professionelle.
"I øvrigt er jeg slet ikke typen, der får orgasme af at se på mit bankudtog. Jeg har derimod lysten og evnerne til at drive et sted som dette"
“Nej, nej, bestemt ikke,” siger Henrik Frederiksen, der hellere gør brug af devisen om, at “man godt kan være en autoritet uden at være autoritær.”
“Når Vivi og jeg spiser på en af vores restauranter, er jeg derfor altid opmærksom på, hvad der sker omkring os. Jeg måler de ansatte og sikrer mig, at de holder serviceniveauet. Jeg lytter også til, hvad der bliver sagt ved de andre borde, så jeg kan følge op og tale med mine folk. Jeg ved godt, hvad jeg selv vil have, så jeg stiller krav. Det er vel kun naturligt,” siger Henrik Frederiksen, der har rejst sig op og tilbyder en lille tur rundt på det nyrenoverede strandhotel.
Til glæde for lokalbefolkningen
I det smagfuldt indrettede brasserie er tjenerne ved at gøre klar til aftenens rykind, mens Henrik Frederiksen hurtigt falder i snak med en af gæsterne, der vil rose ham for det smukke hotel og ikke mindst den velsmagende mad.
“Se, den slags bliver man jo glad af,” siger Henrik Frederiksen og tilføjer, at også de lokale har taget godt imod parret, selvom de i princippet er tilflyttere.
Vivi Frederiksen har dog altid følt sig særligt knyttet til egnen, da hendes tidligere mand allerede erhvervede sig Lyngsbækgaard i 1984. Under den netop overståede renovering af godset og nu Strandhotellet har parret konsekvent benyttet sig af lokale håndværkere for på den måde at øge deres tilknytning til området.
“Samtidig lærte vi en masse folk at kende, og vi har sikret os en form for loyalitet, for vi har i hvert fald tænkt os at blive boende,” siger Henrik Frederiksen.
"Henrik, nu er der snart ikke mere tilbage, du kan ønske dig"
Lokalbefolkningen har endda meget mere at se frem til, for hvis alt går efter planen, skal det store, blankpudsede flygel i hjørnet af brasseriet ikke længere blot stå til pynt. I stedet skal det bruges, når der vil blive arrangeret jazzkoncerter og andre events i hotellets egen have.
“Vi håber, at vi kan holde hotellet og restauranterne åbent året rundt, så både turister og de lokale altid har et sted, de kan tage hen. Nu har vi i alt fire gode spisesteder at tilbyde, så mon ikke gæsterne finder herud,” siger Henrik Frederiksen, der i raske skridt er nået ned på en af hotellets værelsesgange.
Her står et par stuepiger, der straks hilser på chefen og kvitterer med en kvik bemærkning. En af stuepigerne har dagen forinden været en tur forbi Vivi og Henrik Frederiksens store, tremastede skonnert, der ligger til kaj ved siden af Fregatten Jylland inde i Ebeltoft.
“Jeg så din lille båd i går, Henrik, den er da meget fin,” siger stuepigen kækt.
“Ja, sådan en kunne du nok godt tænke dig,” svarer han.
“Men Henrik, nu er der snart ikke mere tilbage, du kan ønske dig,” siger hun.
Henrik Frederiksen lader sætningen stå lidt i luften, men ude i den sorte Rolls-Royce siger han et par minutter senere, at han faktisk er ret tilfreds med, hvordan livet har udartet sig.
“Det er fantastisk, når man kan skabe noget og se, at folk tager det til sig og bliver glade. Selve købet af Molskroen og Strandhotellet er jo også en investering i livet og livskvalitet. Alting er købt kontant. Huset og inventaret. Vivi og jeg skylder ingen noget, og det er en frihed, som vi sætter stor pris på,” siger han og trykker en lille smule hårdere på speederen.
Den sorte limousine rykker hurtigt ud af stedet. Og igen stopper et par unge fyre op i vejkanten, da bilen drøner tæt forbi dem. Henrik Frederiksen ænser det ikke. Han har for længst vænnet sig til al den opmærksomhed.
