De ved godt, at nogle mener, at de er for meget. Men de er ligeglade, for de har fundet en interesse, der beriger dem, og som kan gøre en almindelig hverdag til noget særligt.
Det kan være svært at forstå, hvordan man kan bruge så meget tid på gummisko, “Star Wars” eller meget stærk spiritus, men vi har mødt tre mennesker, for hvem det giver mening
Absinth-nørden
Thomas Boston, 42 år, MSc regional it-manager, stiftende medlem af Det Danske Absintselskab.
Det var historien og forbindelsen mellem absinten og kunsten, der tiltrak mig. Myterne, La Belle Epoque og den berygtede farlighed. En appellerende emulsion af fiktion, historie og en virkelighed, der sidenhen viste sig at overgå enhver fantasi.
Der findes et større fællesskab omkring absint, og det vokser. For mange ligner det en livslang passion. I Danmark har vi Det Danske Absintselskab, der igen er forbundet til et verdensomspændende net af hardcore absintenusiaster, også kendt som "Den Grønne Mafia".
"Når det hele så slutter, har jeg det fint med at blive begravet under en malurtmark. Det er en måde at give sig selv tilbage fra sit lån"
Ad den vej møder jeg andre übernørder. Senest ved den såkaldte Absinthiade i Pontarlier i Frankrig, hvor der var mulighed for visit på destillerierne og en antikmesse. Vi besøger indimellem også destillatører på den anden side af grænsen i Val de Travers i Schweiz.
I Danmark har absintselskabet valgt at samarbejde med undergrundsmiljøet, hvor æstetikken og historien bliver værdsat. Det omfatter også poetiske kredse. Forfattere som Oscar Wilde, Arthur Rimbaud og Alfred Jarry drak absint, og den historie tilfører absolut drikken en vis charme, men man skal huske på, at dette er et sammenfald. Det er en myte, at man bliver topkreativ og/eller blind af at drikke absint.
Al dårligt fremstillet alkohol kan være risikabel. Kvalitetsabsint er ganske sikkert i moderate mængder. Generelt er jeg glad for alt, der kommer fra destillerier som Artemisia og Combier, der har fundet storformen. Senest har vi haft skandinavisk premiere på to glimrende nye svenske absinter med malurt fra Gotland. Grön Opal og Vit Opal, hold øje med dem.
Jeg har et selektivt forhold til det meste, jeg indtager, uanset om det er grøn te eller grøn fe. Livet er så forfærdelig kort, at det ikke giver mening at sjuske. Ikke at der skal lakplader på anlægget og bedstefars tøj på hver gang. Det er mine arme i øvrigt også for lange til. Men jeg går op i, at absinten præpareres efter forskrifterne og nydes, når der er rum til det. Er der tale om noget af det antikke stads, der er fra før forbuddet, bliver man så anderledes rituelt indstillet.
Absint var forbudt mange steder i Europa i det forrige århundrede. I Schweiz så mange borgere forbuddet i 1910 som formynderi og et angreb på selvstændighed og liberale værdier, hvilket resulterede i en fortsat, illegal absintproduktion, særlig i Val de Travers, hvor beboerne med rette er stolte over traditionen. På den franske side af grænsen blev sigtet flyttet til malurt, hvilket gav grobund for det, vi kalder "substitutter", anis og pastis. I Danmark blev absint aldrig forbudt.
Min familie synes, jeg er lettere gal. Særligt min far og mor, der har måttet lægge have til nogle pragteksemplarer af Artemisia absinthium (stor malurt eller havemalurt, red.), som er den plante, man bl.a. destillerer absint på. Planten er relativt taknemmelig om end en lusemagnet. Jeg har lavet mikroproduktion, mest for at tage det spadestik dybere. Resultatet blev en fin blanche (hvid absint), men lidt for dyr, da noget tabes i processen.
Når jeg engang når mit otium, befinder jeg mig gerne i en fjern, tåget bjergegn med kølevand fra en krystalklar flod med en kobberkedel og et fornuftigt udvalg af urter. Langt væk fra alt moderne. Når det hele så slutter, har jeg det fint med at blive begravet under en malurtmark. Det er en måde at give sig selv tilbage fra sit lån.
Starwars-nørden
Joakim Hjejle, 47 år, musikproducer og "Star Wars"-nørd.
Jeg har altid elsket "Star Wars". Jeg var 11 år, da jeg så den første film i 1977. Hele universet omkring filmene er fortsat en stor del af mit liv. Jeg kommer tit i tanker om detaljer, som jeg lige må tjekke op på.
Jeg spiller musik sammen med Lucy Love, og hun flipper over, at jeg – en ældre mand i hendes øjne – går amok over den slags. "Det gør voksne ikke," har hun sagt. Nu er hun selv blevet bidt af det.
"Det tog lang tid at skaffe delene, men nu har jeg dem. Det er fantastisk, selv om jeg endnu ikke har fået samlet mit sværd"
Jeg troede faktisk, at jeg var blevet for gammel til "Star Wars", men så fik jeg børn. Det var i VHS-dagene, og vi optog børneprogrammer fra tv. På et af båndene var også den første "Star Wars"-film, og da min søn, Anton, var tre år, så vi lidt af den ved et tilfælde. Det endte med, at vi så 15 minutters "Star Wars" hver dag i et år. Han syntes, at Chewbacca var uhyggelig og brød helt sammen, da Darth Vader døde. Anton er 21 år i dag, og vi er stadig fælles om kærligheden til de film.
Da vi hørte, at David Prowse, der lægger krop til Darth Vader, ville komme til en science fiction-convention i Malmø, måtte vi bare af sted. Vi stod i kø i tre timer og fik autografer. Siden har vi været til convention flere gange, og jeg har en samling af autografer med skuespillere fra "Star Wars"-universet. Det er ikke alle, der kan forstå min passion. Men hvad er forskellen på at flippe over en Ferrari og "Star Wars"? Det er det samme. Der er også rigtig god lyd i et lyssværd.
Jeg er dybt fascineret af science fiction. Min mor gav mig intellektuelle sci-fi-noveller at læse. Det var kritisk sci-fi om en ond fremtid. "Star Wars" er anderledes.
Det er en drøm, og det er interessant at tænke over, hvad der skal til for at gøre den slags historier om fremtiden troværdige. I de ældste film kan man se, at rumskibene er modeller. De findes altså, det er ikke computeranimeret. Jeg er især vild med kostumerne. Som musiker har jeg dyrket alt fra dreadlocks til hanekam, og det er fedt at se et look hos f.eks. Startrooper-soldaterne, der virkelig fungerer.
Til en convention kan man møde samlere og nørder fra hele verden, og scoopet er, at skuespillere fra filmene dukker op. Det er fascinerende at møde dem og se, at de giver noget tilbage til de fans, der dyrker dem.
Det minder om at være musiker og snakke med publikum til en koncert. Nogle af skuespillerne er måske bare med i et splitsekund i en af filmene, men der er alligevel interesse for dem. Jeg har mødt en del, men jeg mangler Kenny Baker, der var R2D2. Den lille robot er min favoritfigur.
Min søn, datter og jeg skulle have været til en kæmpe convention i Essen i Tyskland i sommer. Alle de store skuespillere ville være der: Carrie Fisher (Leia), Mark Hamill (Luke Skywalker) og Peter Mayhew (Chewbacca). De stiller ellers ikke op. Så fik jeg en turne med Lucy Love, og vi måtte aflyse. Det var en stor skuffelse. Vi taler allerede nu om, at vi skal rejse til Californien i 2015 til den næste store convention. Den falder sammen med, at den første af de næste tre film får premiere.
Jeg er mere nørd end samler. Jeg kender folk, der samler på "Stars Wars"-legetøj, og til en convention mødte jeg en fyr, der havde alt det originale merchandise i uåbnede æsker. Med autografer fra skuespillerne på. Men min ting er filmene. Jeg samler i forvejen på franske tegneserier og plader, fordi jeg har været dj i mange år.
Alligevel ville jeg gerne have en rigtig "Star Wars"-ting, og det skulle være et lyssværd. Det skulle ikke bare været en legetøjskopi. Som fan ved jeg, at lyssværdene i den første film blev bygget af ting, de havde liggende.
De bestod af en Graflex-blitz fra et gammelt kamera bygget sammen med dele fra en Exactra-lommeregner. Det er så simpelt. Det var det, jeg skulle have. Det tog lang tid at skaffe delene, men nu har jeg dem. Det er fantastisk, selv om jeg endnu ikke har fået samlet mit sværd.
Sneakers-nørden
Louise Lyngbo Pedersen, 33 år, art director på magasinet Elle, blogger og sneakers-nørd.
For mig er det et bevidst valg at gå med sneakers. Jeg har tidligere gået meget i høje hæle, men i dag er der udelukkende sneakers på fødderne. Selv da jeg deltog i gallafesten i forbindelse med Elle Style Awards, mødte jeg op i sportssko.
Min all-time favoritmodel er en specialudgave af Nike Lunar Chukka Woven. Det er en særlig Fifa-model lavet til Sydafrikas fodboldlandshold. Den er i sort vævet ruskind med hvid sål.
"Sko skal fungere, og det er lettere at cykle gennem København i et par sneakers end i stiletter fra Christian Louboutin"
Jeg ledte længe efter den og slog til med det samme, da jeg endelig så den på Ebay. Den går jeg med til daglig, men den kan også fungere til en fin fest uden at virke for sporty. Den vil jeg nødigt undvære.
Jeg er primært optaget af farverne og det grafiske udseende. Sneakers er en visuel verden med farver, mønstre og særlige materialer. Tidligere var det usædvanligt, at piger gik op i sneakers. Det var noget, mænd gjorde og var meget nørdede omkring. Nu er det et modefænomen med butikker som Naked i København målrettet mod piger, men jeg synes, en del pigesneakers bliver for tøsede.
Mange kvinder køber sko efter farve, så de passer til et look. Det har producenterne fundet ud af og sender en masse sneakers på markedet i pigede farver. Men det er forkert af dem at tro, at kvinder kun vil have lyserød. Jeg har altid været vild med sko, der ikke er tuttenuttede. Jeg er så heldig at bruge størrelse 41, så jeg kan passe både herre- og damesko, hvilket giver adgang til f.eks. flere enkle blå og sorte modeller.
Jeg er ikke hardcore samler. Jeg gemmer ikke skoene i æsker, men køber sneakers for at bruge dem. Jeg har 65 par og roterer dem, så der er altid er omkring 15 par i brug.
Min interesse for sneakers begyndte, da jeg voksede op i Fredericia. Der lå en enkelt butik, der handlede med street-tøj. Her hang vennerne ud, når de ikke kørte på skateboard og hørte rap. De første sko, jeg faldt for, var et par lyserøde Nike Dunks. Det åbnede for en ny verden af farver, modeller og mønstre. Da jeg havde fået det første par, måtte jeg bare have flere. I mange år samlede jeg kun på Nike, men i dag køber jeg også andre mærker.
Jeg startede bloggen Loisandme, da jeg pludselig havde en kælder fuld af skotøjsæsker. Jeg vil gerne dele mine fund med andre, der har samme interesse. Hjælpe med at lede bloggens læsere til spændende modeller og butikker. Sneakers følger ikke tøjsæsonerne. Der kommer hele tiden nye modeller, og det kan være svært at følge med.
Jeg tjekker op på sneakers hver dag, flere gange om dagen. Jeg kan ikke sige, hvor meget tid, jeg bruger på sneakers, men der er nogle hjemmesider, jeg er inde på allerede fra morgenstunden.
Jagten på skoene er i sig selv spændende. Med Instagram flyder informationerne om nye modeller hurtigt, og der er altid en eller anden, som har et billede af en model, der først lanceres om nogle måneder. Hvis jeg ser et par, jeg må have, skriver jeg i kalenderen, hvornår de udkommer. For nylig så jeg en ny virkelig fin Nike-model i guld.
Jeg satte vækkeuret til lørdag morgen kl. 6 for at være klar, da netbutikken åbnede. Skoene var så vilde, at jeg bare måtte eje dem, og jeg ved, at den type sko hurtigt bliver udsolgt. To timer senere var alle størrelser væk.
At være sneakers-nørd handler netop om at finde det unikke par og opstøve særlige modeller, som ingen andre har. For en samler er det skønt at vide, at man ejer den slags, men hvis skoene skal være en del af hverdagen, er der andre faktorer, der er med til at gøre dem populære.
Sneakers er ganske enkelt praktisk og smidigt fodtøj. Sko skal fungere, og det er lettere at cykle gennem København i et par sneakers end i stiletter fra Christian Louboutin.
