Det der med sofaer i cognacfarvet okseskind og lænestole til en pris, man kan købe en lille folkevogn for, var ikke noget, der overhovedet imponerede Rasmus Graversen som ung. Han sejlede på eliteplan, spillede guitar i støjrockband, brugte sabbatår på at rejse og drømte om at bygge noget op fra bunden. Ikke at overtage noget gammelt, som nogen havde fundet på i 1911 og ført videre til et nyt årtusind.
Han kunne ellers bare række hånden i vejret og bede om at blive inkluderet i Fredericia Furniture. For han er tredje generation i møbelvirksomheden, der producerer mange af de store danske møbelikoner som Tremmesofaen og Folkestolen. Hans farfar købte virksomheden som en lille stolefabrik i 1955 og fik møbelarkitekten Børge Mogensen som husdesigner, og hans far, Thomas Graversen, bragte virksomheden videre med samarbejder med Nanna Ditzel og yngre designere.