ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Møbeleventyr med eksport-faktor ti

Hvor langt kommer man med et godt grin? Meget langt. Knud Erik Hansen griner gerne og har for vane at afslutte næsten hver sætning med netop et lille grin. Han smiler, er munter og generelt bare glad.

"Jamen, hvorfor skulle jeg ikke være det? Jeg tror ikke, man kommer særlig langt med at være negativ. Man kan lige så godt være glad og få det bedste ud af det."Fabrikken er på ti år gået fra 20 ansatte til cirka 160. Og omsætningen er vokset fra 20 mio. kr. i 2002 til et godt stykke over 200 mio. kr. i dagOg det har han så gjort. 62-årige Knud Erik Hansen er tredje generation i chefstolen på møbelfabrikken Carl Hansen & Søn i Aarup på Fyn.

En fabrik, der de seneste ti år har forbavset stort set alt og alle. Det, der engang var et lille, støvet snedkerværksted inde i Odense, er i dag blevet til en stor og moderne fabrik, hvor man inddrager den nyeste teknologi i fremstillingen af danske designikoner – primært Hans J. Wegners møbelklassikere.

Der er 15 fastansatte flettere på den fynske fabrik, hvor specielt Hans Wegners Y-stole kræver megen omsorg.

Med navne som Y-stolen, Skalstolen, Albuestolen samt Wingchair har møblerne fra den fynske fabrik ikke alene indtaget danske hjem og kontorer, men også fejret succeser verden rundt – fra Nagasaki til New York.

"Det var helt bevidst," siger Knud Erik Hansen, da vi træder ind af døren til fabrikshallen.

"Vi gik målrettet efter eksport. Danskerne kender i forvejen til Wegners møbler, men jeg vurderede, at der var et kæmpe, uopdyrket marked for danske møbler ude i verden. Så vi gav den gas," siger Knud Erik Hansen, der har en fortid som handels- og shippingmand i ØK-koncernen.

Læs også:Designformand: Danmark stadig en vigtig player

Han overtog virksomheden efter sin bror i 2002, og siden har han stort set ikke set tilbage, men satset benhårdt på at få hul igennem til det lukrative udenlandske marked.

"Ja, jeg havde jo rejst en del og boet nogle år i udlandet, så jeg var ikke helt ukendt med markederne uden for Danmark," siger Knud Erik Hansen, der har formået at få omsætningen i den familieejede virksomhed til at vokse fra 20 mio. kr. i 2002 til et godt stykke over 200 mio. kr. i dag. Nu udgør eksporten over 80 pct., forklarer Knud Erik Hansen og hiver lidt i mig.



"Kom nu, vi skal jo ind og se fabrikken og fremstillingen. Der er så meget, du skal se. Det er simpelthen SÅ spændende," siger han og trækker mig af sted ned gennem de lange haller, hvor væggene er pyntet med farverige malerier – et minde fra virksomhedens 100-års jubilæum i 2008, hvor en lokal kunstner fik til opgave at male et maleri fra hvert af virksomhedens tiår.

"Jeg er selv med på et af malerierne, men det hænger nede i den anden ende. Det kommer vi til. Nu skal vi herind," siger Knud Erik Hansen og åbner døren til et inferno af støj.

Vi holder os for ørerne, mens Knud Erik Hansen fortæller videre.

"Herinde må man ikke tage billeder. Det har vi dårlige erfaringer med. Der er spioner overalt," siger han.

I rummet står en fræsemaskine, der er i gang med at skabe det, der om få minutter bliver til bagbenene på en af Wegners mest populære møbler, Y-stolen.

De fire stykker valnøddetræ raser rundt i en voldsom fart, før de bliver taget ud af maskinen og pudset af en medarbejder, der vender og drejer benene for at tjekke, om der eventuelt skulle være nogle fejl eller ujævnheder. Det er der ikke. Benene bliver færdigpudset, lagt i en kasse og kørt videre i systemet.

Til venstre:Cirka en fjerdedel af Y-stolene sælges i frække farver som rød, blå eller gul. Det er dog de sorte og hvide, der topper salget.Til højre:Efterhånden er flere af Hans Wegners populære design blevet genoplivet på fabrikken, hvor der i dag er beskæftiget 160 ansatte. Her sprøjtelakeres et designklenodie.


Men der var jo lige det med spionerne. Hvad var det for noget – er Knud Erik Hansen ved at blive paranoid?

"Nej, men det er ikke bare fis. Vi har ofte besøg her på fabrikken, store delegationer fra hele verden, Kina, Japan, USA. Så kommer de gående rundt med kameraer, og før vi får set os om, er de henne og skyde nærbilleder af serienumrene på de enkelte maskiner."

"Det går jo ikke. Så i dag har vi taget alle navne, numre og andre kendingstegn på maskinerne af og indført fotoforbud. Det gælder selvfølgelig ikke for dig," siger Knud Erik Hansen og giver Pleasures fotograf frie hænder til selv at gå rundt og danne sig et indtryk af den godt 7000 kvadratmeter store fabrik.

Y-stolen i blå nuancer.

"Det er en stor ejendom, det erkender jeg. Men hellere for stor end for lille," siger Knud Erik Hansen. Og griner.

Y-stolen er topsællerten

Tidligere på dagen har han fortalt historien om dengang, Carl Hansen & Søn i 94 år havde til huse inde i Odense, men pludselig kom i voldsom pladsmangel. Han gik til kommunen og fortalte dem om sine planer. Han ville udvide fabrikken og skabe en masse arbejdspladser. Men folkene i Odense Kommune kiggede bare på ham. Prisen på en erhvervsgrund lå fast og var ikke til forhandling.

"Så kørte jeg ud til Aarup, som jeg har for vane at kalde "Lille Korsbæk".

Jeg kendte byen ret godt, da jeg tidligere var direktør på fabrikken Dan-Foam/Tempur, der også ligger herude. Jeg fik en snak med kommunen, og de var straks med på idéen. Fabrikken stod klar efter godt et år," siger Knud Erik Hansen, der siden har holdt, hvad han lovede.Et fletsæde består af 140 meter papirgarn og kommer i ruller a 10 meter. De skal flettes på tværs af sædet i et sirligt mønsterFabrikken er på ti år gået fra 20 ansatte til cirka 160. Størstedelen af dem er faglærte medarbejdere, maskinsnedkere og håndsnedkere, men Carl Hansen & Søn hyrer også ufaglærte, som de så selv uddanner til bl.a. flettere – altså dem, der sørger for, at man sidder godt i en klassisk Y-stol.

Stolen er uden tvivl virksomhedens største sællert, og 40 pct. af produktionen her i Aarup handler ene og alene om fremstillingen af den populære designklassiker.

"Det er ren og skær håndværk," siger Knud Erik Hansen og viser hen til afdelingen, hvor stolene tappes sammen styk for styk.

Til venstre:Der bliver alene brugt dansk træ til fremstillingen af Wegners møbelklassikere. Det er mere robust, lyder forklaringen.Til højre:Det meste af arbejdet foregår i hånden, om end enkelte fræsermaskiner er taget i brug til at løse de mest komplicerede opgaver, som f.eks. stoleben.

"Der er ikke et søm eller en skrue i Wegners møbler. Det er blot træ. Førstesortering, selvfølgelig. Selv de stykker træ, du ikke kan se, er af det bedste materiale. Og det er kun dansk træ – foreskrevet af Wegner selv. Dansk træ har en særlig konsistens, en hårdhed og en styrke, som er perfekt til møbler," siger Knud Erik Hansen og bøjer sig ned.

Han samler et stykke egetræ op fra gulvet og kigger lidt på det. Det bøjede og lettere kantede stykke træ ligner ikke noget i nærheden af en Wegner-stol.

"Nej, ikke endnu. Men det bliver det. Selve træet er dampbøjet, og når først det har været i en af vores fræsemaskiner, vil du kunne genkende det som ryglænet i Wegners Albuestol."

Det tager en trænet fletter cirka én time at færdiggøre sædet til en klassisk Y-stol.

"Den er i øvrigt uhyre svær at fremstille og kræver virkelig mange finesser. Wegner tegnede Albuestolen i 1956, men først i 2005 fik vi sat den i produktion. På den måde kan man sige, at den moderne teknologi har givet os mange flere muligheder end nogensinde før," siger Knud Erik Hansen, der dog stadig fremhæver håndværket som det centrale i fremstillingen af en dansk møbelklassiker.

Som nu f.eks. 25-årige Søren, der står ovre på den anden side af fabriksgulvet og virker dybt koncentreret. Han er ved at samle en Y-stol og har netop hentet de ni dele, der skal indgå i det færdige værk.

"Jeg bruger seks forskellige træsorter til Y-stolen, som selvfølgelig skal samles helt præcis. Det tog mig vel en uge at lære det, men i dag samler jeg en stol på ca. 20 minutter," forklarer Søren og skubber et stykke træ ned mod bordet. Det begynder at ligne noget.

Ordentlige arbejdsforhold

I fabrikkens største hal er der larm i den ene ende og fuldstændig ro i den anden. Næsten. Det er begrænset, hvor stille der kan blive, når der dagligt suges flere tusinde kubikmeter støv ud gennem de enorme udluftningsrør, der hænger overalt i lokalerne.

"De skal være der. Det siger loven. Vi har gode arbejdsforhold, og det er jeg stolt af," siger Knud Erik Hansen.



"Jeg har besøgt møbelfabrikker i udlandet, hvor medarbejderne gik rundt i affald til knæene. Det var helt vildt. Her sørger vi for, at der er rent og ordentligt. Det er jo en arbejdsplads, hvor folk tilbringer mange timer hver dag," siger han.

Vi når ned i den stille ende, hvor "fletterne" står. De 15 specialiserede medarbejdere er i gang med et kæmpe parti Y-stole i alle mulige farver: Lime, rød, blå, hvid. Nu skal de have sæderne på plads.

Ægte håndværk gør glad

23-årige Muhammed hiver og trækker i trådene. Et fletsæde består af 140 meter papirgarn og kommer i ruller a 10 meter. De skal flettes på tværs af sædet i et sirligt mønster, som det tog Muhammed ca. tre uger at lære, fortæller han.

"Det var svært, ja. Der er et system, man skal kende, og det tager tid. I dag kan jeg flette et sæde på en times tid," siger han og smiler stolt.



Det samme gør Knud Erik Hansen. Faktisk har han haft flere af fletterne med sig rundt på udstillinger i hele verden. Så kan kunderne ved selvsyn se, hvordan "ægte håndværk bliver til," siger han.

"Det er jo i sidste ende det, de betaler for. Et godt håndværk, godt design og dansk kvalitet. Jeg kan stadig blive helt glad, hver gang jeg tænker på min far, der i 1949 fik den idé at samarbejde med Hans J. Wegner. Tænk sig, hvor forudseende, han var. Det gør mig helt varm indeni. Jeg bliver bare glad. Simpelthen."

Læs også:
Når arkitekter bygger møbler
Bundvending i boligen - Ny stil efter krisen
Møbel-bagmand: At tjene penge er en pligt
.

Andre læser dette lige nu