Den historie, jeg fortæller nu, er fuldkommen out of character. Mine børn ville slet ikke tro, at den handlede om mig. For jeg har drukket meget vin i mit liv, men har virkelig sjældent været fuld. Jeg elsker at få et glas vin, mens jeg laver mad, som jo så er det samme som to. Og det er en aktiv beslutning, når jeg ikke får det. Men jeg bryder mig virkelig ikke om at være fuld på den måde, jeg kan se hos andre, når øjnene begynder at gå i hver deres retning, folk snøvler, og intet i dem er interesseret i, at aftenen slutter.
Jeg har det mere sådan, at så snart jeg kan mærke en følelse af, at “uh, jeg har vist drukket”, vil jeg gerne hjem. For lige så meget, som jeg kan lide den eleverede fornemmelse og energi i samtalen, det giver, når jeg sidder til en frokost eller middag med veninder og drikker vin, kan jeg lide at være i kontrol. Jeg bryder mig ikke om følelsen af at være ved siden af mig selv.