Der findes branderter, hvor man vågner og tænker, at man aldrig skal drikke igen. Fordi man gjorde og sagde så dumme ting. Men der findes også dem, som giver brandertsamtaler og -oplevelser med folk, der binder én tæt sammen. Fordi man gør noget totalt grænseoverskridende, man ellers aldrig ville have gjort, og som faktisk lærer én noget.
I år 2000 var jeg med tre veninder i Sydfrankrig, hvor vi lejede et lille hus. Vi var der samtidig med Cannes Film Festival og havde alle sammen berørt filmmiljøet, hvor jeg havde lavet smykker til film (som “Åndernes Hus” fra 1993, red.) så vi kendte folk fra filmbranchen.