BMW Group har ti års erfaring med den sære og charmerende bybil BMW i3, så da datterselskabet Mini skulle udvikle en elbil, lånte de drivlinen herfra og lagde den i en Mini Cooper i stedet for at bygge en helt ny model.
Resultatet er en svært charmerende bastard, der på alle måder ser ud som og opfører sig som en Mini. Testbilen er en Mini Cooper SE, der bygges på samme samlebånd i Oxford, England, som de fossildrevne varianter, mens batteri og elektroniske komponenter stammer fra BMW i Tyskland.
“Den ekstra vægt mærker man ikke noget til ved almindelig kørsel
Elmotoren er bygget sammen med styreenheder til elektronikken og en direkte drivline til forhjulene, og litiumbatteriet på beskedne 33 kWh er delt op i 12 celler i en kraftig t-formet stålramme i bunden af bilen. Det kan lades til 100 pct. i en 11 kW hjemmelader med tre faser på 3,5 timer, mens en kapacitet på op til 50 kW i hurtiglader vil kunne lade det helt op på 1,4 timer.
Er den så sjov at køre? Ja! Vi har en del småture i København og omegn i løbet af testugen, og her zigzagger den kække grønne frø gennem trafikken, så det er en fornøjelse. Mini har bevaret den klassiske Mascot-fornemmelse med lodrette ruder, så man har fornemmelsen af en lille bil – modellen er dog vokset så meget gennem årene, at jeg sidder godt foran på trods af mine 190 cm. OpbygningTredørs, firesædes minibil, elmotor 184 hk/270 Nm, 33 kWh batteri,forhjulstræk Præstationer0-100 km/t 7,3 sek., topfart150 km/t, rækkevidde WLTP 234 km DataL/B/H385/173/143 cm, vægt/påhæng1440/0 kg, bagage211-731 liter Pris301.600 kr.
Da Mini varslede den eldrevne variant i 2019, spurgte jeg bestyrelsesmedlem Peter Schwarzenbauer fra BMW AG, om den ville blive lige så sjov som en benzin-Mini:
“Ja og nej. Accelerationen vil være helt anderledes, men indstyringen vil være den samme. Det skal stadig være en følelsesmæssig oplevelse at styre en Mini ind i et sving og udfordre den – uanset hvad den kører på. Det vil ikke ændre sig,” lød det på Frankfurt Motor Show 2019.
Efter ture på mine vanlige snoede vestsjællandske biveje kan jeg give ham ret. Batteriet hæver den køreklare vægt med 160 kg i forhold til en benzindrevet Cooper S med ca. samme ydelse, men da det er placeret helt nede i bunden af en bil med en fast og velkalibreret affjedring, skal man køre grotesk hurtigt for at fremprovokere understyring. Her er ingen gear, så det er bare at træde på pedalen til højre, så går det fremad.
Den topudstyrede Maximise til 300.000 kr. har vildt meget udstyr: Sportsstole, headup-display, rund 9" skærm i midten inspireret af den originale Mascot, navigation, førerassistentpakke og meget mere. Bilen nyder godt af BMW’s fremragende adaptive fartpilot, der er blandt markedets bedste og giver en afslappet og årvågen optræden på motor- og landevej.
Ulempen ved et beskedent batteri er rækkevidden, som diskvalificerer Minien som langtursbil. Til det formål har mærket andre modeller og motorvarianter – for med 130 km/t stopper festen allerede ved 150 km. Det går langt bedre i byen, hvor Minien opsamler og genbruger el fra nedbremsninger lige så effektivt som en BMW i3.
En kort test på FDM Sjællandsringen afslører, at Minien skrubber forudsigeligt over forhjulene, hvis man presser den udover, hvad dækkene vil være med til. Det er som, det skal være, og den ekstra vægt mærker man ikke noget til ved almindelig kørsel.
0-100-tiden på 7,3 sekunder føles hurtigere, end det er på grund af speederens omgående reaktion på input og manglen på gearskift, og man stiger ud af den British Racing Green-lakerede partybombe i godt humør.
